A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
489Visninger
AA

20. Frisk luft

Gin havde ikke sagt så meget på turen, men for en gangs skyld havde jeg nok i mig selv, og at koncentrere mig om ikke at falde på hovedet ned i de skarpe sten jeg knap nok kunne ane. Bjerget var begroet med buske og træer, jeg tænkte på hvordan de kunne leve oppe i den her kulde, og hvad de levede af. Det var for tidligt for fuglene til at synge, jeg elskede fuglenes sang, da jeg havde siddet i min celle for mig selv var det eneste der gav mig en smule form for håb fuglenes opløftende sange. Mens vi vandrede kiggede jeg mest ned i jorden, nogle gange kom en træstub eller rod til syne ud af det mørke bjerg, jeg ville helst undgå at falde, og endnu hellere undgå at høre Gins hoverende grin – det er jo ikke sådan at jeg selv har valgt at blive født menneske. Jo længere vi fik marcheret op ad bjerget jo færre buske og træer var i vejen for os – eller for mig. Vi nåede op til en lille udjævning der grænsede op af intetheden. Månen lyste direkte på det lille bare sted, ellers omgivet af klippevægge.
’Så er vi her’ sagde Gin og smed tingene på jorden.
Jeg blev lidt bekymret for min mad, men den smagte vel af det samme uanset formen. Jeg smed soveposen fra mig, og prøvede at ramme bunken med ting ved siden af Gin, men jeg missede, det kan også være lige meget. Jeg drejede om til udsigten igen og bevægede langsomt mine fødder ud mod tippen af afsatsen. Jeg sugede den friske luft til mig gennem mine næsebor, og smilede som min brystkasse fyldtes med hvad føltes som frihed, jeg lod langsomt mine øjne glide i og lod sanserne styre mig, jeg følte alt, den blide vind der aede min kind gang på gang som den susede forbi, den kølige brise blæste lange tråde af blond hår omkring mit ansigt, jeg strak mine hænder og knyttede dem så igen, gang på gang, for at mærke forskellen på den anspændte indelukkede hånd der kun havde sig selv, og på den frie åbne hånd der lod vinden løbe rundt og undersøge hver centimeter af den, hånden som altid var klar til at række ud hvis nogen var i problemer. Jeg kunne høre Gins næsten lydløse skridt bag mig, og mærkede kraften fra hans hænder som han placerede en på hver side af min talje.
’Bare vent til solen står op’ hviskede han blidt i mit øre. Jeg kunne allerede forestille mig synet. Jeg åbnede mine øjne igen, men blev ved at tage dybe vejrtrækninger, det var ikke ofte jeg ville komme ud for slottet, så nu skulle det her nydes, det måtte føles sådan her at være fri, at kunne tage sine egne beslutninger, at kunne vælge hvem man ville være sammen med.
’Har du været her før?’
’Megumi, jeg er 9723 år, hvis du kan finde et sted på denne jord hvor jeg ikke har sat mine fødder, ville jeg blive meget overrasket’ lo Gin.
Jeg tænkte ikke over at han var så gammel, han virkede kun som en der var lidt ældre end mig, godt nok var han jo på en måde kun 21, men det var jo stadig væsentligt ældre end mig, han var bare så god, altså inde bag den nogle gange ufølsomme facade, men han ville mig virkelig det bedste – en ting jeg stadig ikke kunne forstå. Jeg havde set de piger fra både hans nye og gamle klasse, de var gudesmukke, helt perfekte, der var sikkert en på samme alder som ham, en der kunne udfordre ham mere, gøre ham mere tilfreds. Men han var forelsket i mig, et menneske, hvis ikke det var for vores blod havde vores race for længst været udryddet – men Gin var ligeglad. Jeg ville bare ønske at vi kunne have et rigtigt forhold.
Gin gav mig et kram og gav så slip.
’Skal vi sætte teltet op?’ Spurgte Gin som allerede havde det i hænderne.
’Okay’ jeg var klar, det her skulle nok blive en god tur.
’Tag fat i den anden ende’ beordrede Gin blidt.
’Så skal du bare hive’
Gin og jeg tog et par skridt væk fra hinanden, og som magi – der stod et fint blåt telt helt foldet ud lige foran os.
’Det gik.. hurtigt. Vandrer vampyrer ofte?’
’Nej det kan man ikke sige, og hvis vi gør, er det uden telt og sovepose, vi behøver jo ingen søvn, men jeg må indrømme at jeg er ved at blive lidt afhængig af at sove’ han fortsatte ’vi kunne godt have nøjes med soveposerne, men jeg er bekymret for at du bliver bange hvis du skal sove i det fri’
Jeg havde ikke noget at sige til mit forsvar, han havde ret. Jeg blev hurtig paranoid hvis jeg hørte bare den mindste lille kvist knække, og da især efter den skræmme historie omkring niveau D vampyrer som Takeshi havde fortalt, bare tanken gav mig kuldegysninger.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...