A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
487Visninger
AA

13. Et nyt syn på verden

Da jeg vågnede var Gin allerede oppe, hvis han overhovedet havde sovet. Jeg satte mig op i sengen, mit håndklæde var faldet af, men dynen havde dækket mig til, mit højre ben havde lige sneget sig ud over sengekanten da Gin som var iført det samme tøj som i går sagde.
’Bliv liggende’, jeg trak benet ind under den varme dyne igen. Gin kom gående med en lille sølv bakke, han stillede bakken forsigtigt ned og lod den balancere på min mave, på bakken stod to af de madder jeg havde pakket i går.
’Morgenmad på sengen’ sagde Gin og blinkede til mig. Jeg kiggede lidt undrende på ham, han havde aldrig gjort noget for mig på den måde.
’Tak’ sagde jeg og løftede den forreste mad med begge hænder. Gin betragtede mig som jeg spiste, bid for bid, jeg skulede lidt til ham en gang imellem som en pæn måde at sige ’gider du godt at lade mig spise i fred’, men han så ud til at være meget forundret over at se mig spise, måske ønskede han at det var ham.
Da jeg med en anelse besvær havde fået min røde kjole på igen, var det tid til at komme videre. Gin låste døren af, og vi gik sammen til receptionen, jeg havde lyst til at tage fat i Gins hånd som jeg altid gjorde når jeg følte mig usikker eller utryg, men det var kun fuldblodsvampyrer der kunne acceptere det, jeg turde faktisk ikke rigtigt gøre noget ud over at rende helt stille i hælene af Gin. På vej mod receptionen rakte Gin sin hånd ned i baglommen og hev en slidt pung op, han begyndte at tælle penge op så vi ikke behøvede at bruge tid på det. Vi drejede om hjørnet og de lysende røde øjne bag den solide trædisk ventede os, Gin susede i en hurtig bevægelse over til disken og smed pengene og nøglen, og så tilbage til mig der ikke havde nået at følge med det sidste stykke vej. Så var det bare tilbage til bilen og videre.
Det var en mørk kølig nat, stjernehimlen stod helt klar, der var ikke skyggen af en sky til at genere de blinkede lys på himlen, månens skær badede sig i Gins hår som han stille bukkede sig og åbnede bildøren for mig. Først da vi begge sad i bilen med lukkede døre turde jeg snakke til Gin igen.
’Hvor langt er der til der hvor vi skal hen?’ spurgte jeg.
’Hvis vi kan køre uden stop så skulle vi gerne kunne nå derhen lige før solen står op igen’ jeg nikkede bestemt, for at vise at jeg var klar til den lange tur.
Det var fascinerende at køre gennem byerne, jeg vidste ikke at der var så meget liv udenfor slottet. Der var liv i natten alle steder, veninder med hænderne fyldt op med shoppingposer kom rask gående ned ad gaden og forelskede par gik hånd i hånd, det var slet ikke sådan jeg forestillede mig at vampyrer levede, de havde arbejde, kærester og venner, ud over nogle få glødende øjne hist og her da vi kom kørende, virkede det slet ikke som en by fuld af vampyrer. Men som vi kørte gennem de mere dystre bydele kom mennesker til syne, klædt i rødt, med indtørret blod der havet løbet fra de to små sår på deres hals, de fleste var kvinder – nej, piger, de var lige så tynde som jeg havde været før Gin tog sig af mig, og med store sorte rander under øjnene. Nogle blev trukket i et reb som tydeligt var bundet alt for stramt om deres håndled, det gjorde mig så ondt at se, for ikke mere end en måned siden havde det der været mig.
Det kan godt være at jeg var blevet født inde på slottet, men det gjorde ikke vampyrerne mindre brutale eller blodtørstige, jeg var bare heldig nok til at have mødt Gin – fuldblodsvampyrer var meget mere kontrollerede, men de stakkels piger der rendte slavisk rundt i disse mørke gader ville sandsynligvis dø i troen at alle vampyrer er voldelige, ukontrollerede væsner der ikke lever for andet end deres blodtørst.
’Luk øjnene’ sagde Gin, og det gjorde jeg, stille og roligt, jeg havde nået min grænse og det kunne Gin se, jeg kunne ikke se på det længere.
Vi var nået langt væk fra byen nu, en gang imellem passerede vi nogle små ensomme huse tæt ved vejen, jeg tænkte på om der rent faktisk boede nogen, eller om de bare stod efterladte og ventede på at nogle skulle flytte ind i dem igen. Landskabet var smukt, store bakker med højt grønt græs der svajede stille i vinden, og skæret fra månen fik det til at ligne et uendeligt hav. Gin så ud til at have lidt koncentrationsbesvær, han sad uroligt på sædet, og han kiggede slet ikke på mig.
’Er du sulten?’ spurgte jeg forsigtigt.
’Nej det er okay’ svarede han frustreret. Jeg vidste ikke rigtig om jeg turde spørge hvad der så var galt, han havde virkelig prøvet at forbedre sig siden i går, så måske var det bedst ikke at presse på. Det næste stykke tid sørgede jeg for at kigge ud af vinduet og ikke tænke for meget over hvad der var galt med Gin, jeg ville ikke blive en byrde for ham, det var jo i forvejen på grund af mig at vi var tvunget til at køre til den anden ende af landet. Gad vide hvor vi egentlig skulle hen, der virkede så øde herude, det virkede ikke som et sted hvor nogen ville bo, i isnende kulde omringet af intet andet end bjerge, kun begroet med en lille busk hvis man var heldig. Men det var måske det der var pointen, at komme så langt væk fra alt som overhovedet muligt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...