A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
484Visninger
AA

5. En tragisk historie

Før første gang skulle Gin rent faktisk bruge sine hænder til at åbne en dør, han trådte ind i et mørkt rum, men hvis man kiggede efter var væggene hvide, alt i denne her bygning var faktisk hvidt. Jeg ventede lidt med at træde ind i rummet, ikke af høflighed, men af frygt. Gin dukkede op i døråbningen.
 ’Hvad venter du på?’ spurgte han helt toneløst med et tomt udtryk i øjnene.
Jeg knyttede mine hænder, det hjalp mig til at samle mod, så trådte jeg ind i rummet og bukkede kort. Til venstre for mig var der fyldt med lange borde, der var 8 rækker, de var stablet på en sådan måde at hvis man så dem fra siden af ville de ligne trappetrin. Selvom vi kom et par minutter før tid var vi de sidste, alle rækkerne var fyldt op med fuldblodsvampyrer, den ene smukkere end den anden, deres blikke havde kun et øjeblik været rettet mod mig, ellers sad de og stirrede stift på deres lærer. Læreren sad til højre for hvor jeg stod, han var den der bemærkede mig mest, jeg havde set et lille rødt glimt i hans ellers grønne øjne da jeg trådte ind, han så umiddelbart ud til at være på alder med Gin, men det var selvfølgelig ikke til at regne med, hans hår var helt sort, en anelse kortere og meget mere pjusket end Gins. Gin som havde sat sig på forreste, og nederste række gjorde tegn til at jeg skulle komme over til ham, jeg skyndte mig hen på den ledige stol ved siden af ham, da det virkede som om at det var mig alle ventede på. Læreren rejste sig og tog tunge skridt hen mod mig, på trods af hans gode udseende var det tydeligt at han ikke var en fuldblodsvampyr, hans bevægelser var ikke lige så elegante, hans hår skinnede ikke på den samme måde, og hans udtryk var mere groft. Han stillede sig foran mig, men kiggede på Gin.
’Katemura, du ved udmærket godt at det er imod reglerne, at et menneske overværer undervisningen af fuldblodsvampyrer’ jeg sank en klump, men Gin virkede helt rolig.
’Og du ved udmærket godt at jeg ved hvad jeg laver, ligeså vel som du ved udmærket godt ved hvem min far er’
Det lød mest af alt som en trussel, hvem var Gins far? Læreren sendte et blik til Gin der tydeligt viste hvem der havde vundet, han kiggede nu på mig.
’Mit navn er Takeshi Kurosawa, velkommen til’ sagde han mod sin vilje, det var tydeligt at han ikke var en person der spildte godhed på nogle der ikke fortjente det.
’Tak Master’.
Takeshi gik tilbage til sit bord og snakkede med en helt kontrolleret stemme.
’Jeg ændrer undervisningsplanen lidt i dag, eftersom vi har en speciel gæst, hvad med at jeg fortæller lidt om niveau D vampyrer?’
Der kom ikke den store reaktion fra nogle af eleverne, men jeg blev overrasket, niveau D vampyrer? Jeg vidste ikke at der fandtes vampyrer under niveau C.
’Lad mig starte med en historie’ sagde Takeshi og satte sig til rette ved sit bord.
Eleverne virkede stadig uinteresserede, jeg kunne høre lidt småsnak og fnisen rundt omkring, præcis som jeg forestillede mig at det ville være at gå i skole. Vi mennesker får en smule undervisning, men aldrig sammen med andre mennesker, og vi bliver kun undervist nok til at vi lige præcis kan skrive og læse. Takeshi fortsatte.
’Dengang mennesker endnu erobrede vores verden skulle vores eksistens holdes hemmeligt, kun få mennesker kom ved et tilfælde til at se vores sande natur, nogle af dem frygtede os, mens andre blev fascineret af det evige liv, de mennesker opgav deres familier og liv og tjente forskellige vampyrfamilier i håbet om at en vampyr ville være rar nok til at donere noget af deres blod. Engang blev en kvinde og en fuldblodsvampyr forelskede, Rose og Irie, selvom deres forhold var forbudt, flygtede de og levede i hemmelighed i et hus langt oppe i bjergene, selvom man dengang troede det var umuligt, blev Rose gravid og fødte tvillinger, den ene menneske, og den anden vampyr. Rose blev ældre for hver dag mens hendes elskede stadig så ud som han gjorde da de havde mødt hinanden 10 år tidligere, Irie nægtede at hans elskede Rose skulle blive til et monster som ham selv, men Rose kunne ikke længere se på sig selv, så i et desperat forsøg på at blive vampyr slog hun sin vampyr datter ihjel og drak hver eneste dråbe af hendes blod. Da Irie kom hjem og så Rose grædende stå med liget af deres ene datter i armene, vidste han hvad der var sket. Irie tog sin menneskedatter til det eneste sted han kendte, hans gamle hjem, og efterlod hende foran døren. Irie kunne ikke leve nu hvor hans ene datter var væk, og hans elskede var blevet et monster, han blev fundet død, skudt i hjernen med en trækugle, et par dage senere. Rose var blevet vampyr, men hendes liv var intet værd uden hendes elskede, så hun prøvede at begå selvmord men uanset hvad, blev hun ved med at være i live. Rose var tvunget til at leve videre uden hendes elskede og hendes børn, og langsomt begyndte hendes sjæl at gå i forrådnelse, på grund af den dårlige samvittighed over hvad hun havde gjort mod hendes barn, og hvad hun fik sin mand til at gøre. Inden længe var de sidste stumper af hendes sjæl fortæret, og hun blev en koldblodig morder der ikke levede for andet end sin blodtørst. Hver gang hun bed eller slog et menneske ihjel, blev de til vampyrer der var nødt til at lide den samme sjæleløse tilværelse som Rose. Det er de vampyrer vi i dag kender som niveau D vampyrer, kun fuldblodsvampyrer reagerer ikke på et bid fra en niveau D vampyr, både vampyrer og mennesker, vil blive til en niveau D vampyr. Og hvad angår Rose og Iries menneskedatter, blev hun taget til sig af en fuldblodsvampyr, som man endnu ikke ved hvem er, hun blev gift og fik børn med et menneske, og levede i harmoni med vampyrer resten af hendes liv.’
En tåre trillede ned af min kind da jeg tænkte på hvor mange der blev sårede, og jeg var ikke den eneste, på næsten alle pigernes kinder kunne jeg se en lysende rød tåre trille forsigtigt ned ad ansigtet, indtil den gav slip fra kæben og forsvandt ud i mørket. De fleste i den her klasse måtte være over 1000 år gamle, var det virkelig første gang de hørte den historie, eller var den bare så sørgelig at de ikke kunne lade være med at græde? Gin var den eneste der ikke så ud til at være overrasket overhovedet. En dreng med kort lyst hår, og store lyseblå øjne rakte hånden op.
’Ja Kei?’ sagde Takeshi uden at kigge op fra den åbne mappe på sit bord.
’Findes der ikke nogen måde man kan slå en niveau D vampyr ihjel på?’ Takeshi rettede sit blik mod Keis krystalblå øjne.
’Der findes kun en måde hvorpå en Niveau D vampyr kan dø’.
Kei lyste op og spurgte så ’hvorfor har man så ikke udryddet dem for længst?’
’For den måde niveau D vampyrer kan udryddes på, kan også risikere at udrydde resten af vampyrracen, netop derfor har kendskabet til niveau D været hemmeligholdt selv for vampyrer i århundreder. Det og så af den grund at mange yngre og dumdristige vampyrer tager sagen i egen hånd, prøver på at finde en anden måde at dræbe en niveau D vampyr på, men ender ud med selv at blive slået ihjel – og værre, at selv blive en niveau D vampyr’ Kei havde et lidt skræmt udtryk, men hans spørgelyst var ikke forsvundet.
’Hvorfor har du så valgt at fortælle os om deres eksistens?’
Takeshi skulle lige tygge et øjeblik på spørgsmålet, og så var han klar.
’For det første så ved at flere af mine elever har været oppe mod en niveau D vampyr og fortjener en forklaring, og for det andet skal Katemuras menneskeveninde vide hvad hun går ind til hvis hun vælger at bo sammen med fuldblodsvampyrer, niveau D vampyrer vil gerne lave fuldblodsvampyrer til en af dem selv, selv om det aldrig er sket er mange fuldblodsvampyrer døde af angrebet fra en niveau D vampyr. Niveau D vampyrer har styrke og mørke kræfter som er uforklarlige, og i takt med at de dræber flere og flere bliver hele arten stærkere. Et menneske som har kendskab til niveau D vampyrer må altid beskytte en hvilken som helst anden vampyr imod dem, altså må Katemuras veninde ofre sit menneskeliv hvis hun nogensinde skulle se en vampyr blive angrebet af en niveau D vampyr’.
Der blev helt stille, jeg kiggede rundt og alle øjne var rettet mod mig, det var jeg vant til, men denne gang var det ikke på grund af blodtørst, men medlidenhed. Fuldblodsvampyrerne virkede slet ikke så brutale og blodtørstige som vampyrer på andre niveauer, de virkede meget mere kontrollerede og… menneskelige? Hvorfor havde Takeshi fortalt det her, hvis jeg havde været uvidende kunne jeg have levet mit liv som det er nu, men hvis en niveau D vampyr nogensinde kommer efter nogle af mine nye ’bofæller’ skal jeg bare frivilligt opgive min sjæl og leve en evig tilstedeværelse i pinsel styret komplet af blodtørst, tanken gav mig kvalme og kuldegysninger på samme tid. Resten af tiden hørte jeg ikke rigtigt efter, jeg forestillede mig de værste skrækscenarier hele tiden, jeg havde aldrig været bange for vampyrer, jeg var jo blevet født for at tjene dem, og er opvokset kun med kendskab til dem. Men tanken om niveau D vampyrer var mere skræmmende end hvis man lagde alle de gange sammen hvor jeg havde fået drukket mit blod. Jeg lyttede en gang i mellem efter hvad Takeshi sagde men mine tanker blev hele tiden ledt over på indre billeder af mig selv med lysende øjne og mine hugtænder boret ind i en skrigende pige der lige så godt kunne være mig selv lige nu. Jeg rystede stille på hovedet og prøvede i stedet at se Gin for mit indre, og uden at tænke over det forestillede jeg mig at han kyssede mig, jeg smilede let, men rystede så endnu engang mit hoved, jeg vidste jo godt at kærlighed mellem et menneske og en fuldblodsvampyr var uacceptabelt, for ikke at tale om forbudt. For 800 år siden havde det været lovligt, det var der man for alvor fandt ud af at børn mellem de to arter var mulige, børnene af en fuldblodsvampyr og et menneske kan enten blive vampyr eller menneske, de vampyrer kaldes for halvblodsvampyrer, jeg har aldrig set en da de er ret sjældne, men jeg har hørt at de ikke kan få børn.

Da jeg havde siddet uroligt på stolen i flere timer og studeret hvert eneste smukke væsen i lokalet meget nøje- især Gin- var skolen endelig slut. Der var blevet undervist i vampyrers historie, hvordan vampyrblod påvirker menneskekroppen, jeg er bare glad for at det ikke skulle demonstreres, og mest overraskende blev der undervist i menneskelig anatomi, måske var det derfor at fuldblodsvampyrerne ikke virkede til at se ned på mig, de ved måske hvor skrøbelige vi mennesker virkelig er, eller måske er det fordi de ikke selv ved hvordan det er at være menneske, de er jo trods alt født som vampyrer. Gin blev siddende på sin stol, mens alle andre forsvandt med lysets hastighed ud af den hvide dør. Jeg turde ikke at bevæge mig før han tillod mig det, ikke fordi jeg var bange for ham, men mere fordi jeg var bange for at blive bange for ham, jeg ville ikke være bange for ham, jeg vil godt føle den tryghed som jeg følte da jeg lå i hans arme i går, jeg har ikke lyst til at se ham som et monster, men billedet af ham med rødglødende øjne og hugtænderne smurt ind i mit blod gør det svært ikke at frygte ham.
Da alle eleverne var forsvundet løsrev Takeshi sig fra sin mappe og gik over til mig. ’Du må undskylde at du skulle finde ud af det sådan, men jeg følte også at det var min pligt overfor mine elever at fortælle dem om niveau D’ nu virkede han så rar.
’Det er okay Master’ sagde jeg stille.
’Nu er du forberedt på din pligt, så sørg for at opfyld den’.
’Ja Master’
Takeshi forsvandt ud af døren med et forpint udtryk, måske ville han gerne være god, men noget holdte ham tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...