A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
501Visninger
AA

18. En hemmelig samtale?

Som de forrige dage sad jeg på trappen og ventede på Gin.
’Megumi’ sagde en stemme bag mig, jeg vendte mig og der stod Yuuzan, jeg havde lyst til at fare op og kramme ham, jeg havde tænkt meget på ham de sidste par dage.
’Du må undskylde for sidst’
’Det skal du ikke tænke på Master’ han satte sig på trappen, dog lidt fra mig.
’Megumi?’
’Ja Master?’
’Vil du ikke nok kalde mig Yuuzan?’ jeg nikkede, jeg kunne godt se at hans ansigtsudtryk viste ubehag hver gang jeg sagde ordet ’Master’, hvis jeg skulle være helt ærlig ville jeg allerhelst kalde alle vampyrer ved fornavn, men jeg kendte også godt min plads, og det var fint, Gin gav mig mere end han nogensinde havde behøvet.
’Du kom her sammen med Katemura, ikke?’
’Jo, det gjorde jeg’ det var meget rart at det for en gangs skyld var mig der fik et spørgsmål.
’Jeg hører i kom hele vejen fra Castrum Ignis, hvorfor forlod i?’ mine øjne udvidede sig, jeg følte at jeg kunne stole på Yuuzan, men det var kun anden gang jeg snakkede med ham, jeg kunne ikke fortælle ham det, men jeg ville heller ikke lyve for ham, hvad skulle jeg sige..?
’Det er okay Megumi, du behøver ikke fortælle det’ jeg smilede taknemmeligt til ham.
’Hvor længe har du boet her?’ jeg måtte skifte emne.
’Det er kun 11 år siden jeg kom hertil’ jeg havde fornemmelsen af at han – ligesom Gin – ikke kunne lide at snakke om sig selv, men en ting måtte jeg vide.
’Yuuzan? Den anden dag, du virkede nærmest som om… som om at du ikke kunne lide vampyrer?’ Yuuzan sukkede.
’Det er ikke på den måde, eller jo. Jeg synes det er forkert, at tage noget som i mennesker har brug for for at overleve’
’Men Yuuzan, hvis ikke i tager det kan i jo ikke overleve’ tænk at jeg sad og forsvarede vampyrer, ’det ved jeg, men hvorfor er det at vores liv er mere værd end jeres?’ det var præcis det jeg selv havde undret mig over i flere år, han havde ret, jeg forstod det heller ikke. Jeg kunne ikke give ham et godt svar, og et øjeblik var der lidt akavet stilhed.
’Går du slet ikke i skole?’
’Jo… Men jeg kan ikke se hvorfor det haster sådan, jeg har hele mit liv til det, hele mit uendelige liv’ fastslog han med en hadefuld tone. Jeg hørte døren gå op, og vampyrer kom susende forbi mig, jeg stillede mig op og ventede på at Gin kom til syne, da han lige så roligt drejede om hjørnet bredte et stort smil sig på mine læber.
’Lærte du noget spændende?’ spurgte jeg ivrigt.
’Ikke noget der kan slå at tilbringe tiden med dig, jeg tror jeg holder fri i morgen’
’Det ser jeg frem til’, vi var allerede begyndt at gå, og selvom han havde været min største bekymring de sidste dage, havde jeg glemt alt om Yuuzan, jeg kiggede tilbage og han sad stadig helt ubevægelig på trappetrinet, jeg følte et stik af dårlig samvittighed, så jeg sendte ham et undskyldende smil som han ikke besvarede, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Gin kiggede sig over skulderen.
’Kender du ham?’
’Nej’ det fløj bare ud af munden på mig, hvorfor løj jeg for Gin? Jeg kunne jo stole på ham, jeg havde stadig chancen for at ændre mit svar, men jeg gjorde det ikke, hvorfor følte jeg ikke at jeg kunne fortælle Gin om Yuuzan? Måske ville Gin tro at jeg var ved at erstatte ham, men det ville jo være latterligt… Intet kunne erstatte Gin. Gin gik stadig ved siden af mig trods mit langsomme tempo, han plejede at være mange skridt foran mig, jeg havde lyst til at tage hans hånd som jeg havde plejet, men de sidste par gange havde han afvist mig, det var egentlig heller ikke nødvendigt at holde fast i ham længere, jeg kunne nogenlunde selv finde rundt, jeg ville nok bare godt være tæt på Gin, jeg elskede ham trods alt, det var ikke til at komme uden om, og han havde også fortalt at han elskede mig. Nogle gange tvivlede jeg lidt, men når jeg så kunne se hvor hårdt han prøvede på at gøre mig glad og tilfreds, så forsvandt tvivlen.         
’Hvad skal vi så lave i morgen?’ spurgte Gin som havde smidt sig i sengen.
’Jeg har en ide’ konstaterede han hemmelighedsfuldt.
’Må jeg få det at vide?’ jeg var dårlig til overraskelser.
’Vi skal faktisk af sted nu, så det må du vel’ hvad nu, af sted? Hvor til?
Jeg kiggede lidt forbløffet på Gin, havde vi ikke flygtet langt nok?
’Vi skal op i bjergene’ åh, vandring… Det lød ikke helt som mig.
’Giv det en chance Megumi, der er noget jeg vil vise dig’ han var ikke til at afvise når hans store dybe øjne kiggede så forventende på mig.
’Okay’ gav jeg mig og smilede, så længe jeg var sammen med Gin, var det lige meget hvor vi var henne.
’Jeg pakker nu så!’ Jeg fandt en stor taske frem, som jeg havde spottet under sengen et par dage før, der var bare alt i den her lille lejlighed, selv køleskabet havde været fyldt op med mad.  
’Jeg skal lige hente nogle ting, er det okay at du er alene i et par minutter?’
’Ja ja’ jeg kom til at snerre lidt, det var bare som om at han så mig som et hjælpeløst barn nogle gange, godt nok havde jeg selv holdt den lille tale om hvor skrøbelig jeg var, men jeg var altså ikke helt forsvarsløs. Desuden havde jeg hele tiden den lille kniv som Gin gav mig på mig, hver eneste gang Gin ikke var i min nærhed, hvilket havde været ret ofte de seneste dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...