A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
482Visninger
AA

14. Castrum Ventus

’Megumi?’ sagde en blød velkendt stemme, mens en hånd strøg mig over håret.
’Vi er her nu’ sagde Gin stille, jeg måtte være faldet i søvn. Ud af bilruden så jeg intet andet end skyggen af en busk i den tykke tåge. Gin steg ud af bilen, og stod på under et sekund ved den side jeg sad i, da døren blev åbnet for jeg sammen, en sådan kulde var jeg ikke forberedt på mig, Gin tog den ene hånd om på ryggen af mig, klikkede min sele af, og tog så den anden hånd under mine ben og løftede mig op, han smækkede bildøren i med foden, og vandrede ud i tågen med mig. Jeg kiggede tilbage efter bilen så længe jeg kunne, bare for at fokusere på et eller andet, jeg tænkte på om den låste af sig selv, eller om der bare ikke kom andre personer her i ødemarken så det ikke var nødvendigt at låse den. Bilen blev mere og mere utydelig, til sidst var det eneste jeg lige præcis kunne ane 5 tallet til sidst på nummerpladen.
’Jeg kan godt gå’ sagde jeg til Gin, jeg havde trods alt to velfungerende ben som havde båret mig fint de sidste 15 år – altså sådan da.
’Vi går rundt oppe i bjergene, det er mørkt, tåget og koldt, du har hverken sko eller jakke på - så jeg bærer dig’ sagde Gin meget hårdt.
’Okay’ peb jeg stille.
’Undskyld, jeg vil bare ikke have at der sker der noget’ jeg lagde mine arme om Gins hals og trykkede mig tættere ind til ham.
’Tak’ hviskede jeg. Gins krop var koldere end min, men han frembragte en varme i mit indre der gjorde at jeg ikke lagde mærke til kulden udefra. Jeg kneb mine øjne sammen i et forsøg på at se hvad de slørede omrids var men det var ikke til at se, jeg ville få ondt i hovedet hvis jeg blev ved med at stirre så intenst.
Gin bankede på noget der lød til at være lavet af træ, jeg hørte en bragende lyd, en velkendt lyd, det lød præcis som når porten til gårdspladsen derhjemme åbnede sig. Gin satte mig langsomt ned, jeg trak min fod til mig med et sæt da den ramte de kolde sten under mig, men når man havde vænnet sig til det var det ikke så slemt.
’Hold dig lige bag mig’ sagde Gin i sin seriøse tone og begyndte at gå, jeg hev fat i en fold på Gins bluse og fulgte i blinde med ham. Som vi gik kom flere og flere glødende øjne til syne, jeg strammede mit greb om Gins bluse og sank en klump, det føltes ligesom gårdspladsen hjemme på slottet, det var altid sådan her, man følte sig som et stykke køb der blev viftet lige for næsen af en sulten løveflok. Mine fødder bevægede sig så hurtigt de kunne over det ujævne underlag, men jeg havde for travlt med at kunne koncentrere mig om at holde fast i Gin til også at kunne fokusere på mine fødder.
 Gin stoppede brat op og jeg bankede lige ind i ham, men han rykkede sig ikke den mindste smule, han kunne godt lige have givet mig en varsel. Endnu en lyd, denne gang en skærende knirken, Gin tog min hånd og hev mig indenfor – hvor jeg faktisk kunne se, altså så meget det nu var muligt her i mørket. Det lignede helt præcis slottet derhjemme.
’Hvad er det her for et sted?’ spurgte jeg Gin.
’Castrum Ventus, jeg forklarer det hele senere’ sagde han og begyndte at gå. Som vi gik ned ad gangene mindede stedet mig mere og mere om Castrum Ignis, de meget firkantede gange man aldrig havde set enden på, de snoede sorte lysestager, dog her med helt nye lys, på CI var det også kun når jeg var med Gin at lysende blev brugt, det eneste der var anderledes var at her var de gule nuancer i væggene byttet ud med hvid.
Vi havde bevæget os ind i et værelse proppet op med kort klistret op på væggene, ikke tilfældigt klistret op, på helt lige linjer, men på trods af det fik man bare den der fornemmelse af rod. Et lille stearinlys tændtes på bordet, jeg kunne høre flammen knitre da den tog fat ved vægen, ’Gin’ sagde en dyb mandestemme, jeg gav et lille spjæt, Gin klemte min hånd for at berolige mig. ’Jeg forventede ikke at se dig’.
’Der er opstået… komplikationer på CI’ en mand med langt, meget langt, sort hår kom til syne ved den lille stillestående flamme, han havde et smil der fik mig til at føle mig tryg, hvis jeg havde en far, ville jeg tro at det ville føles sådan her, når jeg kiggede på ham.
’Og hvad for nogle komplikationer snakker vi så om?’ døren vi var kommet ind af smækkede i med et brag, Gin åbnede munden, men inden han nåede at sige noget hev jeg hårdt i hans hånd med begge mine hænder, det var en refleks, jeg var nok bange for at hvis Gin fortalte hvorfor vi var flygtet, så ville jeg blive henrettet… Men Gin ved jo altid hvad han laver, jeg slap hans hånd igen. ’Det er okay’ forsikrede han mig, jeg stolede på ham.
’Jeg lod hende læse i Hiraoka slægtens bog’ han kastede et blik på mig og hævede øjenbrynene. ’Jamen så må du da stole utroligt meget på hende, og på mig for den sags skyld’ Gin nikkede.
’Det gør jeg’.
’Jeg hedder Masaru Igarashi jeg er den højeststående på dette fantastiske sted, Castrum Ventus, og selvfølgelig rektor på Ventus Academy’ sagde Masaru som nu stod med hånden udstrakt foran mig, jeg gav ham hånden og bukkede.
’Megumi, Master’ sagde jeg, jeg kunne godt lide Masaru, mit indtryk af ham var allerede nu at han var meget pålidelig.
’Så det her er jeres tilflugtssted?’ spurgte Masaru og grinede lidt.
’Ja’ sagde Gin kort.
’Jamen så må jeg jo finde jer et værelse’ Masaru gik over til sit skrivebord og blev nødt til at åbne alle skufferne før han fandt den ene lille nøgle han søgte efter, han kastede den i en hurtig bevægelse over til Gin som greb den uden problem, havde det været mig var jeg blevet ramt hårdt lige i panden.
’Har du så planer om at starte på Ventus Academy?’
’Ja jeg vil gerne overføres snarest muligt’
’Du ved godt at vi ikke normalt bare overfører elever fra andre akademier ikke?’
’Jeg ved det godt’ sagde Gin lidt opgivende, og så fortsatte Masaru.
’Men siden jeg skylder din far en tjeneste, kan vi vel godt finde ud af det denne ene gang’ og så rettede han sig mod mig.
’Jeg har hørt at du også har været med til undervisningen på Ignis, men for dit eget bedste Megumi, så vil jeg fraråde det her på Ventus, ikke alle er lige så åbensindede som jeg’ jeg nikkede, for mit eget bedste, så burde jeg nok lytte efter, det ville bare blive underligt ikke at være ved Gins side hvert sekund af døgnet, men det var måske kun godt at få lidt alenetid… Hvem prøvede jeg at narre, jeg ønskede at være sammen med Gin hele tiden, det ville blive ensomt ikke at se ham hele tiden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...