Who is Louis Jackson?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Kan man være bang og forelsket i samme person? Ja det spørgsmål har vores hovedperson Louis Tomlinson stillet sig selv mange gange, men er kommet frem til, at ja det kan man godt, fordi det har han mærket på egne krop. Igennem hele hans High school tid blev han groft mobbet af sin store kærlighed og frygt rigmands sønnen Harry Styles og hans slang. Men hvad de ikke viste var, at bag den nervøse og bange facade gemmer, der sig en yders intelligent og meget dygtig Teenages agent med uncover navnet Louis Jackson. Fire år sener får Louis et job, som han ikke er særlig begejstret for. Nemlig, at være bodyguard for Harry. Hvad sker der? Gamle følelser dukker og har Harry over hovedet forandredt sig siden High school?, Og Kan han forandre sig?... (drengene er ikke kende)

13Likes
11Kommentarer
878Visninger
AA

11. Caught

 

Jeg vågner i et mørkt rum. Bort set fra det blege lys, der lyser over mig et eller andet sted fra. Smerten fra de stramme håndjern skar i mig som en kniv i brystet. De havde skåret igennem min nøgne hud, hvor jeg mærke blodet løber ned langs min sammenknyttet hænder. Bag stolen jeg sad på. Jeg kigger ned af mig, der var blodpletter på min T-shirt og ned på mine bukser, og videre ned på mine fødder, der var bundet med jernlænker om de to forreste stoleben.

 

"Nåh så du er vågen?"

 

Hører jeg en velkendt stemme.

 

Åh nej Harry? det kan ikke passe. Han vil aldrig nogensinde behandle mig på den måde. Nu kunne jeg huske det hele. Jeg var ved at spioner fjenden da jeg blev slået ned bag fra, og slæbt her ind af et par store mænd i jakkesæt. Det var også der, hvor jeg fandt ud af, hvem jeg havde med at gøre, og ham jeg havde med at gøre var en af de farligste forbryder verden. En grusom ung mand, der var syg i hovedet og burde være indespærret, på D. Tens psykiatrisk afdeling, hvor de farligste forbryder også sidder bag tremmer, Og på en eller anden måde havde denne her unge mand formået at slippe ud der, på trods af D. Tens uigennemtrængelig sikkerheds system.

 

Jeg havde ingen ide om, hvordan han gjorde, men han har gjort det afskyelig godt. Han sætter sig på hug foran mig med et smørende smil. Det var grusomt så meget han lignede Harry med de grønne øjne og lange krøller, men han var det stik modsatte af hvad Harry var. Harry var venlig, gavmild og kærlig, mens ham her er arrogant, egoistisk og grusom. Jeg spytter en blodig klat i hovedet på ham. Han blev vred, og slår mig i hovedet med en jernstang, så det ringede i mit øre et kort øjeblik. Jeg griner hånligt.

 

"Du vil aldrig nogensinde få noget som helst ud af ham"

 

Siger jeg svagt og spytter blod ud af min mund.

 

Han vender sig i mod mig og slår mig en gang til, hvor alt ting blev slørende for mig et kort øjeblik. Jeg vidste hvor jaloux han var på Harry. Jeg havde egentligt altid vidst Marcels eksistens, men der var ingen der regnede ham for en skid, fordi han var gal og altid kom ud i problemer, da vi var yngre. Jeg var virkelig glad for at jeg faldt for den rigtige.

 

Jeg havde ikke set Harry siden vi tog afsked den aften, hvor han overtog sin fars firma for ca. et år siden, og jeg savnede ham mere en noget andet, savnede hans nærvær, savnede hans kærlige smil og hans kys og jeg vil ønske at han var hos mig lige nu. Jeg lovet ham, at komme tilbage og jeg akter, at holde mit løfte uanset hvad.

 

Jeg mærker, hvordan min styrke vokser inden i mig, da jeg begynder at tænke på ham, tænke på alle de gode minder vi havde sammen. Jeg lukker øjne, mens jeg forsøgte at knække kæden imellem mine fastlåste håndled, selvom det var smertefuldt. Jeg kigger hen mod døren hvor Marcel var kommet fra. Han var heldigvis væk. Jeg trak ekstra meget til. Kæden knark, og mine hænder var frie.

 

Jeg bøjer mig forover for at prøver at få min ben fri af jernlænkerne. Jeg holder fast om lænkerne og forsøger at rive mig fri. Jeg ved ikke hvad der sker, men mine hænder begynder at gløde, og jernet smelter i mellem mine hænder. Jeg var forbløffet, er jeg virkelig fra en anden verden. Pludselig kan jeg hører min melodi spille i mit hovedet mens jeg ser en kvinde stå foran mig med et bekymret ansigt. Hendes gyldenbrune hår var sat op i en smuk overnaturlig frisure, hendes smukke blågrå øjne kigger bekymrede på mig, hendes lyserøde læber var lige så bekymrede.

 

Hun var iført en smuk lang kjole der reflekteret i blå og grønne nuancer. Hun kommer nærmer, hvor et par lange lyse elegante horn tyder frem på hendes hovedet plus et par gylden fjerbeklæde vinger, der også tyder frem beg hende. Hun ligger en blød hånd på min kind, en varm følelse af tryghed brede sig i min krop, hvor jeg automatisk tager min hånd op på hendes. Hun smiler kærligt, men skifter hurtigt til et mere alvorlig mine. "Louis vi har brug for din hjælp ondskaben bliver stærkere og jeg bliver svagere, kom hjem, kom hjem. Vi har brug for dig, dit folk har brug for dig. Alusia har brug for dig” beder hun og forsvinder for mit inder syn, hvor jeg vender tilbage til virkeligheden igen.

 

Hvad fanden var det? Hvad mente hun om mit folk havde brug for mig? og hvad er Alusia? Jeg var forbløffet, kom jeg virkelig fra en hel anden verden der hedder det? og, hvem var den kvinde? var hun måske min....? Jeg sukker. Jeg havde ikke lyst til at tænke så meget over det lige nu, lige nu vil jeg bare ud her fra. Jeg får øje på et bord i mørket, hvor mine ting lå. Jeg håber virkelig ikke at de har prøvet at hacke ind på mobilen. Jeg forsøger at tænde den. Jeg måtte vide om Harry var okay. Jeg var hurtig inde på programmet. Jeg giver et gisp fra mig, da jeg ser på den lille blå prik blinker på kortet over den stor bygning jeg befandt mig i. Harry befandt sig i den samme bygning, og i følge hans puls og hjerne aktivitet var han nogenlunde okay.

 

* * * * * * * *

 

Jeg befandt mig i noget der ligner et vel plejet soveværelse, men det var ikke lige frem hyggelig, fordi jeg vidste at jeg blev overvåget af min sindssyge tvillings tilhænger. Af og til kom han forbi for at jappe over hvordan han vil overtage hele verden, hvilket var grusomt og pinagtigt, ud over det tvang han mig til, at se en video, hvor jeg ser min elskede Louis blive brutalt tortureret af min egen bror med en jernstang. Det var smertefuld, mit hjerte blev næsten selv revet i stykker ved bare at se på det, at se ham sidde hjælpeløs på stolen med håndjern og jernkæder om sine fødder, ude af stand til at rører sig. Det var frygteligt, en kvalmene fornemmelse skød op i mig da jeg ikke kunne holde ud at, tænke på det mere. Døren går op og Marcel kommer ind med et lumsk smil.

 

"Hvad vil du nu? tvinge mig til at se en ny video med min tortureret kæreste?"

 

Spørger jeg misfornøjet.

 

Han smiler hånligt. Gud hvor jeg hader ham, men han er trods alt min bror eller det ved jeg ikke om han er mere. Han var altid den af os, der rodede sig ud i problemer. Jeg havde selvfølgelig også været en hårdt banan, men jeg havde hverken taget stoffer eller haft et alkoholmisbrug. I vores unge dage havde jeg sommetider ondt af ham, når han virkelig havde været ude i noget snavs, men lige nu ville jeg ønske at jeg ikke havde haft så ondt af ham, fordi det havde alligevel ikke hjulpet. Han er syg i hovedet og burde have hjælp af en psykolog, eller det har han haft, men det har ikke ændrede sig på nogen måde tværdig mod er han værre end nogensinde. Hans telefon ringer. Han smiler hånligt til mig inden han tager telefonen.

 

"HVAD. DET ER UMULIGT!!"

 

Udbrød han vredt.

 

Jeg smiler tilfreds. Jeg vidste præcis hvad der var sket, og jeg kunne ikke være mere stolt. Han kigger på mig. Hans øjne lynede af vrede.

 

"Trorede du virkelig, at håndjern og et par jernlænger kunne stoppe ham?"

 

Spørger jeg selv tilfreds.

 

"Næppe. Han er en de mest intelligente og farligste spioner i verden"

 

Svarer jeg med et skævt smil.

 

"Og når han vender tilbage er der intet du kan gøre. Dine mænd vil blive dræbt en efter en, og han vil ikke stoppe før han har nået sit mål"

 

Advare jeg med et selvtilfreds smil.

 

"Oh jeg slår dig ihjel"

 

Hvæser han.

 

Jeg griner hånligt.

 

"Oops det kan du jo ikke, fordi du har ikke fået koden til S.P systemet ud af mig"

 

Siger jeg roligt.

 

"Og jeg nægter at røbe det"

 

Siger jeg med en hård tone.

 

Han kigger vredt på mig, og er lige ved at sige noget, men går frustreret ud ad døren.

 

 

 

Der var gået et par dage siden Louis slap væk, men jeg vidste at han ville komme tilbage og befri mig så snart han havde en plan om hvordan vi stopper min gale bror, mens jeg roligt sidder og læser i en bog på sengen bliver døren åbnet. Jeg kigger på min armbåndsur, klokken var 6. Jeg fik altid mad på dette tidspunkt, men da jeg hører personen komme ind med en vogn duftende varm mad var der en helt fantastisk og velkendt duft der blandede sig. Jeg kigger op, smider bogen og fare over til den person jeg elsker alder højest i verden for at kysse de velkendte læber jeg har savnet i et helt år. "Oh Harry, hvor har jeg savnede dig" hvisker Louise aka Louis i mit øre.

 

Jeg ser ind i de smukke blågrå øjne og tørre en tåre væk fra kinderne under dem. "Vi må hellere skynde os, vi har ikke meget tid" hvisker en velkendt mande stemme. Louis tager fat i min hånd og fører mig ud på gangen, hvor der allerede var et vagter med skydevåben mod os. Louis smiler skævt da de begynder at skyde. Vi prøver desperat at undgå skudende mens Louis forsvarer sig med det ene fanatiske kampteknik efter det andet Jeg gør selvfølgelig det samme med det jeg har lært. Da vi kommer ud af bygningen hører vi skud bagfra, hvor Marcel har en pistol i hånden og sigter efter mig.

 

Jeg når ikke at flytte mig før Louis hopper ind foran mig og tager imod skudende, hvor efter han lander på jorden foran mig. "Louis!!" skriger jeg hjerteskærende og kaster mig over ham, mens Boss og hans kollegaer pludselig dukker op fra alle sider til et bag angreb for at fange Marcel og hans soldater.

 

Boss løber hen til mig, mens jeg grådkvalt holder om den sårede Louis. "Han skal på Hospitalet og det skal være hurtigt" råber han mens et par ambulancefolk kommer løbende for at ligge Louis op på en bore med en ilt maske på, mens de desperat forsøger at stoppe blødningerne fra skud sårene. Jeg rystede, mine hænder var smurt ind i Louis' blod. "Harry!?" hører jeg min far råbe i det fjerne da jeg var blevet tjekket af en læge og fået fjernet blodet fra mine hænder, hvor jeg nu sad i en åben ambulance og stirrede ud i luften. "Harry?" siger min far da han var foran mig.

 

Vi kaster os i hinandens favn. "Oh Harry gudskelov" siger han ved mit øre. "Louis! Min Louis!?" udbrød jeg og er ved at rejse mig for at kører til hospitalet, men min far holder mig tilbage. "Han kæmper stadig for sit liv" siger han med en grådkvalt stemme. Jeg var forbløffet, sidst jeg så min far græde var den gang mor lige var skredet med den yngre mand. "Hvad mener du med det?" spørger jeg. "Det jeg mener er at han ligger i koma og at de ikke ved hvornår han vågner" svarer han. Jeg ser på ham med tåre ned af mine kinder. "Jeg vil se ham" siger jeg med en bestemt tone. "Okay" siger far, hvor efter vi går hen til hans bil og kører til hospitalet.

 

 

 

Jeg ser igennem ruden til stuen, hvor Louis ligger i koma. Rose sad på en stol ved siden af sengen og snakker til ham mens hun holder hans hånd. Hun kigger hen mod mig og anerkender at jeg er der og slipper Louis' hånd. Hun kommer ud på gangen og kaster sig i mine arme for at giver mig et rigtigt moder knus. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået et trygt og kærligt moder kram. Jeg ser på hende og tørre en tåre fra hendes ene kind. Hun smiler bedrøvet til mig, inden jeg går ind til Louis. Jeg sætter mig på stolen ved siden af ham og tager hans hånd. Jeg tager min telefon op fra lommen for at kigge på den mere præcise hjerne måler på skærmen.

 

Hans hjerne aktivitet reagerer på min berøring. Jeg smilede. han vidste at jeg var der. Jeg ager hans hånd mens jeg fortæller om min dag, fortalte ham joks. Selvom det kun var mig der grinede, men jeg vidste at han lyttede og selv ville grine hvis han var vågen. Jeg rejser mig for at kysse hans pande, et lille bip lyd tonede frem fra mobilen da jeg mine læber røre hans pande. Han reagerede på det. Jeg smiler ved tanken om hvor meget han elskede mig.

 

Det banker på døren, hvor John står. "Hvordan har han det?" spørger han, hvor endnu en bip kom fra mobilen, som et tegn på at han nu også vidste at hans far var i rummet. "Han har det fint" svarer jeg med et stort smil. "Det er utroligt, hvor præcise de her sporings chips er" siger jeg og viser målingerne til John. Han smiler. "Så man kan sige at han er psykisk tilstede, men ikke fysisk tilstede?" spørger han. "Ja det kan man godt sige" svarer jeg. "eller det er hans underbevidsthed der reagerer på vores tilstedeværelse" siger jeg efterfølgende med et smil. "Så i følge målingerne vil han nok snart vågne" siger jeg. John smiler over hele hovedet. "Men jeg ved ikke hvornår. Det må tiden vise sig" tilføjer jeg med et smil.

 

 

 

 * * * * * * * * *

 

 

 

Et par uger senere bliver jeg ringet op af en Læge som sagde at Louis havde spurgte efter mig eller det var i hvert fald det første han sagde da han vågnede. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og kørte ind til hospitalet. Louis sad op i sengen og spiste noget jordbærbudding med stor fornøjelse, hvor var jeg glad for at se ham smile igen. Jeg kunne næsten ikke holde tårende tilbage. "Harry!!" udbrød han da han får øje på mig. Jeg kastede mig nærmest i favnen på ham. Jeg sætter mig ved sengekanten. Jeg smiler og slet ikke kan få øjne fra ham. Han smiler kærligt og fjerner en enkel tåre fra min kind. "Woaw hvor er jeg glad for at du er her" siger jeg næsten grådkvalt af glæde. "Jeg er også rigtig glad for at du ikke op gav håbet om at jeg ville komme tilbage til bevidstheden igen eller så var det bare alt det dosis medicin der holdt mig fuldstændig lammet for et godt stykke tid" griner han.

 

Jeg kigger forbløffet på ham. Han begynde at fnise. "Trorede du virkelig at fem skud i brystet kunne gøre det af med mig? Tro mig jeg har oplevet noget der er værre end det" siger han med et lille grin. Oh Louis hvor har jeg savnet dig" siger jeg. "Og for håbelig skal du ikke på flere missoner forløbelig, fordi jeg har altså andre planer for dig" siger jeg mens jeg tager en lille æske frem fra min lomme. Han kigger spørgende på mig, på æsken og mig igen. Jeg åbner æsken. "Louis Tomlinson, vil du gifte dig med mig?" spørger jeg med et smil.

 

Han smiler kærligt og kigger på sølvringen i æsken og på mig igen. ”Du er skør Harry" siger han kærligt mens han nusser mine lange krøller. "Ja" siger han. "Selvfølgelig vil jeg giftes med dig" siger han med et kærligt smil. Jeg tager ringen op af æsken og placer den på hans finger. Han giver mig et kæmpe kys på munden. "Yes min søn skal giftes!!" hører vi to begejstret ældre mænd råbe i døren ind til stuen. Vi kigger på hinanden. "Tja mon ikke de allerede er begyndt at formuler en tale til os inde i deres hoveder lige nu?" spørger min forlovede mens han skæver til mig med det der lidt små nervøse blik. "Ja det tror jeg" svarer jeg med et smil.

 

 

 

"Hjertelig tillykke" siger Rose med en lille mørk håret pige i armende. "Nåh hvem er den søde lille pige" spørger jeg forbløffet over hvor meget hun lignede Harry. Han rejser sig op for at tage i mod hende som straks greb fast om Harrys hals og klamrede sig ind til ham. Han sætter sig ved siden af mig med pigen på skødet. Hun kigger spørgende på mig med sine store øjne, men det der overraskede mig var at de var blågrå som mine. Hun kigger på Harry igen. Han nikker med et kærligt smil. "Papa!!" udbrød hun og hentydet til at hun gerne vil over til mig.

 

Jeg tage i mod hende, hvor hun så gav mig et ordentlig kram. "Tja der vidst ingen tvivl om hvor hun har sin intelligens fra" siger han med et kærligt smil. "Huh!!" siger jeg og ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg kigger på hende igen. Papa er smuk hører jeg hende pludselig tænke mens jeg ser på hende. WTF!!? først mine glødende hænder og en fremmede kvinde der beder om at redde en by eller verden jeg slet ikke kender og nu det her.

 

Det er jo for sindssygt, hvad sker der med mig? kommer jeg virkelig fra en anden verden? Og hvad er jeg hvis jeg gør? Jeg må finde ud af hvilke kræfter jeg besidder og hvad de skal bruges til? "hvad hedder hun?" spørger jeg og smiler til hende. "Emily" svarer Harry med et kærligt smil og kysser mig på kinden. Emily sikke et sødt navn tænker jeg, hvor Emily ser på mig med et stort smil. Hun må havde hørt det. Woaw kan hun hører mine tanker? og hvis hun kan, kan hun så også hører andre folks tanker uden at vide det? Åh Her sidder jeg og føler mig som verdens heldigste mand. Jeg har en datter og en mand der elsker mig hører jeg Harry tænke med et lykkeligt smil på læben. Jeg kunne se på Emily at hun også havde hørt det. Wow det var ikke bare noget jeg bilde mig ind.

 

Emily var halvt menneske halvt af noget anden som jeg ikke vidste hvad var, men det vil jeg finde ud af. Jeg vil finde ud af hvor jeg kommer fra og hvem den kvinde var. Det skylder jeg Emily. Jeg ser på hende igen med et kærligt smil mens jeg nusser hendes mørke krøller og kysser hende på panden mens hun sidder og leger med en plastic giraf hun havde fået med. Jeg ser på Harry igen. "Jeg elsker dig Harry" siger jeg. Han ser på mig med et kærligt smil og kysser mig. "Jeg elsker også dig Louis" siger han da han slipper mine læber igen.

 

 

 

"Øm Harry?" spørger jeg da vi var kommet hjem og sidder sammen på biblioteket alene. "Ja min elskede" svarer han og ser på mig. "Da jeg var fanget sket der noget meget mærkeligt" siger jeg og begynder at fortælle ham det hele om hvordan jeg slap løs og hvad der skete på hospitalet imellem mig og Emily. Jeg fnes over hans forbløffet og overraskende ansigt da jeg havde fortalt færdig. Jeg havde forventede at han ikke ville tro på det, men det gjord han. " Så du kommer altså fra en anden der hedder Alusia?" spørger han eftertænksom. "Yup" svarer jeg….    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...