Collateral damage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Sam har været i et dårligt forhold i over 3 år, og lige som hun stikker af fra det render hun ind i James, en ny fyr som hun falder for på stedet. Han er sød mod hende og beskytter hende, endda med sit liv, men Sams eks Tag giver ikke jagten på hende op. Der er noget hun ikke ved, noget om sig selv, men som både James og Tag er klar over. Det er klart hvad Tag er efter, men er det det samme med James? Eller føler han faktisk noget for Sam?

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

2. Slip mig

'NEJ! Jeg vil ikke mere, lad mig være' skreg jeg, mens jeg prøvede at kæmpe mig ud af Tags jerngreb.

'Du siger det samme hver gang' fnøs han roligt, som om han var helt uberørt, sådan virkede han hver gang.

'Hold nu op Tag!' Jeg blev ved med at kæmpe imod, men Tag holdet stadig fast i mine arme. Jeg kiggede ned af min krop som næsten havde brugt sin sidste energi op, den var bleg og spinkel, og mine arme var fyldt med blå mærker fra situationer som denne. Dengang jeg mødte Tag var han sød og betænksom, men med tiden behandler han mig dårligere og dårligere, han slår mig, kommanderer rundt med mig, har fuldstændig kontrol over mit liv, og er mig utro med flere forskellige kvinder - i vores lejlighed! Jeg vil ikke mere... Det har jeg ikke villet længe, men han vil ikke lade mig gå.

'Er du færdig nu kælling?!' Hviskede Tag ind i mit øre med en bestemt stemme. Jeg var helt afkræftet og faldt grædende sammen på det støvede kolde gulv.

'Ikke igen' Tag tog sig til hovedet. Han bukkede sig ned og samlede mig op, det korte øjeblik i hans stærke arme mindede mig om dengang for lang tid siden hvor han var sød mod mig, men det varede ikke længe, han trampede ind mod soveværelset, smed mig hårdt på sengen, og smækkede så døren. Jeg kunne høre ham gå rundt ude i stuen samtidigt med at han vredt mumlede et eller andet, kort tid efter smækkede hoveddøren også. I det samme forsvandt min smerte og mine tårer, hver gang han ikke var i nærheden kunne jeg stadig være den jeg var engang. Mine øjne gled over bunkerne af tøj på det rodede værelse, over den blinkede lampe der hang skævt ned fra loftet og over de gamle nikotingule gardiner, hvad lavede jeg her? Så længe havde jeg bildt mig selv ind at jeg kun blev sammen med Tag for at have et sted at bo, men det her sted, det er jo lige så slemt som at bo på gaden. Jeg satte mig brat op og løb så hen og begyndte at vælte alt ud af klædeskabet.

'Hvor er den?' Hviskede jeg frustreret. Der var ikke tid, nogle gange gik der ikke længere end nogle minutter før Tag var tilbage. Min vejrtrækning blev hurtig og panisk, og min svage krop kæmpede sig ud mod hoveddøren, jeg stak i mine udtrådte gamle sneakers og hev min tynde sorte jakke over mig. Gangene i lejlighedsblokken var mørke og kolde, det føltes fugtigt på mine ben, hvor kun lårene var dækket af små shorts. Da udgangen var for mine øjne kunne jeg ikke lade være med at smile, tænk at jeg efter 3 år endelig kunne forlade Tag, mit hoved og mine skuldre føltes allerede lettere.

Mine hænder rakte ud efter metalhåndtaget på glasdøren, jeg trak i den tunge dør med alle mine kræfter, og før jeg trådte helt udenfor kiggede jeg grundigt et par gange til hver side, hvis Tag så mig ville jeg aldrig slippe væk igen.    

Jeg gik med hastige skridt ned af gaderne som blev oplyst af måneskæret, jeg ville ønske at jeg kunne kigge op på stjernehimlen for altid, den ro det gav i mit hoved var utrolig, men nu var bare ikke tiden, jeg måtte komme væk fra det her kvarter. Min krop var anspændt på grund af kulden, jeg ville hurtigt blive syg på den her måde, men der var ingen steder for mig at gå hen. Selvom jeg prøvede at gå hurtigt så blev mine skridt langsommere, og mine tænder begyndte at klapre, jeg stoppede lidt op for enden af en gammel klodset bygning, og efter at have ladet op satte jeg i gang igen med al min sidste styrke, og lige som jeg havde allermest fart på, på vej rundt om hjørnet, stødte jeg lige ind i en. Jeg havde gået så hurtigt at jeg var blevet kastet tilbage og lige ned på jorden, jeg kunne ikke engang finde energien til at prøve på at komme op, men inden længe mærkede jeg en varm hånd støtte mit hoved.

'Er du okay?' spurgte en behagelig dyb stemme. Jeg prøvede at mumle noget der alligevel aldrig nåede af mine læber. Mine øjne åbnede sig langsomt og synet på en smuk mand mødte mig, han havde halvlangt mørkt tykt hår, lidt skægstubbe på sin markerede kæbe og intense gyldne øjne. Det var helt modsat af Tag, altså han så også godt ud, men han havde kort kulsort hår, og iskolde blå øjne. Uden jeg havde lagt mærke til det var mine øjne lukkede igen, og jeg kunne ikke åbne dem, men jeg var rolig, for jeg kunne mærke ham. Han ville beskytte mig.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...