Please stay

Please stay, er to'eren til Better change. Kira har fundet sig godt til rette i den nye by, og har nu boet heri næsten et år. Venskabet til Harry bliver stadigt bedre og bedre for hver dag der går, men da Harry pludselig skal rejse, må de finde en måde at holde kontakten på. Men det er som om, at der er noget, eller nogen der modspiller dem. Hvem eller hvad er det? Kan Kira og Harry finde ud af det sammen, eller må deres venskab slutte?

0Likes
0Kommentarer
439Visninger
AA

9. Kapitel 9

"Hej smukke."

Sagde Harry, da min far og mig gik op mod hoveddøren. Han kom imod os, for at hjælpe os med at få nogle af tingene ind, hvis vi ikke kunne bære det hele selv.

"Jamen også hej til dig Harry."

Drillede min far. Jeg så bare på ham og rystede på hovedet, imens jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at det var lidt synd for Harry, der var blevet rød i hovedet.

"Far, du lovede at opføre dig ordenligt."

Min far tog begge hænder i vejret, med poser i begge hænder af noget af alt det han havde købt til sig selv.

"Undskyld, jeg skal nok opføre mig ordenligt fra nu af. Harry, kan jeg lige snakke med dig et øjeblik, så kan Kira gå op på værelset og gøre klar til en film til jer eller hvad hun nu finder på i skal lave?"

Harry nikkede. Jeg så bare på min far med undrende øjne, og spurgte hvad han skulle snakke med Harry om.

"Det bliver mellem Harry og mig, du skal ikke vide alting."

Sagde han med et faderligt smil, og sagde at han nok skulle opføre sig ordenligt.

"Så går jeg op og gør klar ovenpå."

Svarede jeg opgivende, og gav Harry et undskyldende blik. Han nikkede bare og sagde at det ikke gjorde noget, hans mor havde sikkert også ville snakke med Kira, hvis det havde været hjemme hos dem. Men jeg var nu ikke så sikker, hans mor virkede så venlig og normal, hvor min far han altid skulle være så overbeskyttende. Måske det også var en af grundene til, at jeg ikke var helt glad ved, ikke at vide hvad han pludselig skulle bruge Harry til.

"Lad os gå ud i køkkenet, så kan vi snakke der."

Harry nikkede venligt, og fulgte med min far. Min far havde sat sig på en stol, og havde bedt Harry om at gøre det samme.

"Nu skal du ikke tage det forkert, at jeg nu har kaldt dig herud Harry, du har ikke gjort noget galt. Tvært i mod. Jeg vil bare sikre mig på en ting. Jeg ved godt det måske ikke ligefrem er det fedeste at få af sin svigerfar, men jeg lægger meget vægt på at i passer på jer selv. så derfor har jeg købt dem her til jer."

Havde han sagt, og rakt en pakke kondomer frem mod Harry, der genert havde taget imod dem.

"Du skal ikke blive flov, sex er en naturlig ting, jeg vil bare gerne være sikker på, at i beskytter jer selv og hinanden. Jeg ved at dine hensigter er gode, men det er ikke altid man lige tænker over at man skulle have haft købt nogen, til hvis nu der skulle ske noget mere end en hyggelig film aften."

Harry nikkede, og sagde at han godt forstod min far.

"Jeg er glad for at jeg ikke fik skræmt dig væk, det ville min datter nok have slået mig halvt ihjel for. Det gør hun nok alligevel, når hun finder ud af hvorfor jeg ville snakke med dig."

Harry smilede en anelse genert til min far, og sagde at han nok skulle gøre hvad han kunne, for at jeg ikke gik amok på ham.

"Det er jeg glad for Harry, du er en god dreng, jeg er sikker på at du vil passe godt på min datter. Smut du bare op til hende igen, hun undrer sig nok over hvorfor det tager så lang tid."

Sagde min far, med et venligt smil, og klappede Harry stille på skulderen, da han selv rejste sig for at gå ind i stuen og se noget tv inden han skulle lave det arbejde, hvis det da ikke bare havde været en undskyldning for at gå tidligt i seng.

"Hvad ville han?"

Spurgte jeg, da Harry var kommet ind på mit værelse, og havde sat sig til rette i sengen. Mens jeg fik sat filmen i gang, så satte jeg mig hen ved siden af Harry, og puttede mig tæt ind til ham.

"Han gav mig bare dem her."

Sagde Harry en anelse genert, og viste mig pakken han havde i hånden. Jeg satte mig hurtigt op, ildrød i hovedet. Både fordi jeg blev flov, men også fordi jeg var mere end rasende på min far. Han havde lovet ikke at være pinlig, og så er det første han gør, at stikke en pakke kondomer i hånden på Harry. Jeg skulle lige til at rejse mig, men Harry holdt mig forsigtigt tilbage.

"Det gør ikke noget, han vil jo bare være sikker på, at der bliver passet på dig. Havde det været hjemme hos mig selv, havde min far sikkert gjort det samme, så det skal du altså ikke tænke på. Det er da også bedre at være på den helt sikre side, er det ikke?"

Jeg trak på skuldrene, og sagde at det var det vel nok. Men jeg var nok stadig lidt mobset over, at min far havde gjort det på den måde, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor pinligt det mon havde været for Harry. De havde trods alt ikke mødt hinanden så mange gange, fordi min far altid arbejde sent i hverdagene, så Harry var for det meste taget hjem, inden min far kom hjem fra job.

"Hvad ville du snakke om Harry?" 

Spurgte jeg, og så på ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile til ham, han var ekstra sød når han rødmede, men hvorfor han rødmede, anede jeg ikke. Jeg satte mig tættere ind til ham, og hvilede mit hoved mod hans skulder, mens jeg så op på ham. 

"Det kan være ligemeget nu, lige nu synes jeg bare at vi skal hygge os. Så kan vi snakke i morgen." 

Jeg nikkede og satte filmen igang, imens jeg endnu engang lænede mig tilbage mod hans varme krop. 

"Jeg håber at du kan lide filmen, jeg vidste ikke hvilke film du var til, så jeg valgte nogle af dem jeg godt kan lide at se." 

Harry nikkede, og sagde at det var fint nok, hvad jeg kunne lide at se, kunne han sikkert også lide. Jeg kunne endnu engang ikke lade være med at smile, han gjorde virkelig alt for at jeg havde det godt. Sådan var Harry bare, han elskede at gøre andre glade, men glemte tit at tænke på sig selv. 

"Jeg elsker at sidde sådan her sammen med dig Harry, jeg er sikker på at vi to, nok skal klare alt sammen." 

Sagde jeg, og lænede mig lidt længere ind mod hans brystkasse, der bevægede sig i takt med at han trak vejret dybt og beroligende. At ligge med mit hoved på hans brystkasse, havde beroliget mig mange gange efterhånden. Når jeg var ked af det, og Harry trak mig tæt ind til sig, så jeg kunne høre hans beroligende åndedrag, hjalp det mig med at slappe af, for til sidst helt at glemme hvorfor jeg havde været ked af det. 

De fleste af gangene jeg var blevet ked af det, havde det noget med min mor at gøre. Enten var jeg kommet i tanke om noget jeg havde gjort med hende, eller også var det når nogle af pigerne der var helt vilde med Harry, der gjorde alt for at forpurre hans og mit forhold til hinanden. Hver gang sagde han, at jeg kunne være helt sikker, han ville ikke lade nogen ødelægge vores forhold, det var dømt til at vare for evigt. 

"Det gør jeg også." 

Harry sad og så på filmen, uden rigtigt at se den. Han nød bare at have mig tæt ind til sig, men hvorfor vidste jeg ikke helt, det var som om der var noget galt, men når jeg spurgte, sagde han at der ikke var noget, at han bare nød at have mig så tæt på sig. 

Under filmen, vendte jeg mig om, og lå med ansigtet mod hans. Jeg kyssede ham blidt på læberne, og mærkede hvordan hans læber bredte sig i et af hans vidunderlige smil. Jeg vidste ikke hvad det var ved hans smil, der gjorde at det fik mine ben til at smelte under mig, men jeg vidste at det var en følelse jeg ikke ville undvære. 

Jeg lænede mig lidt op mod ham, så jeg bedre kunne nå hans varme læber, og kærtegne dem med mine egne i et kys jeg håbede fortalte ham alt det, jeg ikke kunne sige med ord. Han lagde hænderne til rette bag min nakke, og kyssede mig tilbage, som om der også var ord han ikke kunne fortælle på andre måder.

Vi forstod hinanden, Harry og jeg, derfor var jeg så sikker på, at det nok skulle gå mellem os. At der ikke ville være noget der ville kunne ødelægge det. Men selv det bedste, kunne stoppe brat uden man selv ville have det til det. Kærligheden, er bare en af de mange ting, som man ikke selv er herre over. 

"Hvad var det du ville snakke med mig om Harry?" 

Han rystede på hovedet, og sagde at det sagtens kunne vente til i morgen, at det ikke var så vigtigt. Men jeg gav mig ikke, jeg kyssede ham på maven, og hviskede til ham. 

"Fortæl mig det nu bare." 

Hviskede jeg, og kyssede hans mave igen, med blide, små kys, som jeg vidste han kunne lide det. Jeg vidste ikke hvorfor, men Harrys mave, var en af de ting jeg elskede mest ved ham. Faktisk, elskede jeg alt ved ham, mere end alt det andet på ham. Der var ikke et eneste hjørne af ham, som jeg ikke elskede mere end resten af ham. Det lyder måske underligt, men bedre kunne jeg ikke forklarer det. 

"Jeg vil helst vente med det til i morgen, jeg vil ikke ødelægge øjeblikket." 

Hviskede han hæst mod min pande, og kyssede den blidt. Men denne gang havde hans hæse stemme en helt anden virkning på mig, end det plejede at have. I stedet for at jeg føle mig godt tilpas, blev jeg bekymret. Hvad skulle han sige, der ville kunne ødelægge vores øjeblik?

"Harry, hvad er det du vil snakke om?" 

Spurgte jeg bestemt, og satte mig op med øjnene stift rettet mod ham, et tegn til ham om, at jeg ikke gav mig før han havde fortalt hvad det var der nagede ham sådan. Han sukkede, og satte sig ordenligt op i sengen, så han kunne se mig ind i øjnene. Det var tydeligt at han havde svært ved at skulle sige det, men hvad der kunne være så svært at sige, kunne jeg ikke komme på, ikke andet end at han ville slå op med mig. 

Jeg mærkede hvordan en knude i brystet samlede sig, og voksede sig større. Ville han slå op med mig? Var det, det der var så svært at sige? Havde han fundet en anden?

"Jeg kan se at det bekymre dig, så jeg må vel hellere sige det. One Directions manager kom ind til os i studiet i dag, og fortalte at han har arrangeret en tour for os, så vi kan komme væk fra byen og gøre folk opmærksomme på hvem vi er, og hvad vi kan." 

Jeg nikkede, og ventede på at han kom til pointen i samtalen, med bankende hjerte og svedige håndflader.

"Vi skal afsted på Mandag, og vi kommer ikke tilbage hertil de næste fire måneder, fordi byer, klubber og så videre har booket os med så korte mellemrum, at vi ikke ville kunne nå tilbage hertil før vi skal spille vores næste koncert et nyt sted." 

Jeg nikkede, og sank klumpen. Han ville ikke slå op med mig, men hans ord var næsten værre. Skulle jeg ikke kunne se ham, de næste fire måneder? 

"Hvis du helst vil have at jeg bliver hjemme, gør jeg det. Jeg vil ikke have at det ødelægger noget mellem os." 

Jeg rystede langsomt på hovedet, og kom lidt mere til mig selv, så jeg i det mindste kunne lyde overbevisende for ham. 

"Nej, selvfølgelig skal du ikke blive hjemme Harry, det er en stor chance for dig og drengene, den må du ikke lade gå fra jer, og da slet ikke på grund af mig." 

Jeg smilede til ham, og håbede at det så bare nogenlunde oprigtigt ud, selvom jeg allermest havde lyst til at give mig til at græde. Jeg ville ikke være den der stod i vejen for hans karriere, men jeg havde heller ikke lyst til at se ham tage afsted, for hvad ville det gøre for vores forhold? Ville vi kunne klarer et langdistance forhold, eller ville vi, som så mange andre før os, bukke under for presset og opgive? 

"Det er jeg altså ked af Kira, jeg er heller ikke selv glad for at skulle være væk fra dig så længe, men tager jeg ikke med, vil vores manager smide mig ud af bandet. Jeg vil ikke sårer dig, men jeg kan heller ikke skuffe drengene." 

Jeg nikkede, og sagde at selvfølgelig skulle han tage med, det var musikken han ville, og jeg ville jo stadig være her når han kom hjem igen. Det eneste jeg tænkte på lige nu, var hvordan jeg ville kunne klarer at savne ham i hele fire måneder? Men det ville jeg ikke sige til ham, han havde dårlig samvittighed nok i forvejen, jeg ville ikke gøre det værre for ham, end det allerede var. 

"Jeg elsker dig Kira, jeg er glad for at du er så forstående. Jeg vil tænke på dig hver eneste dag, og savne dig til jeg kommer tilbage." 

Jeg nikkede, og sagde at jeg også ville tænke på ham, og savne ham, til jeg lå i hans arme igen.

"Skal vi se filmen færdig, eller har du ikke lyst til den mere?" 

Spurgte han, jeg nikkede, og sagde at selvfølgelig skulle vi se den færdig. Det var jo ikke verdens undergang at skulle undvære hinanden i fire måneder, det var der jo mange før os der havde klaret, så det gjorde vi også.

Han nikkede, og trak mig endnu engang tæt ind til sig, tydeligvis lettet over hvordan jeg havde reageret. I det øjeblik var jeg bare glad for at det var mørkt, så han ikke kunne se hvordan tårerne pressede sig på i mine øjenkroge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...