Please stay

Please stay, er to'eren til Better change. Kira har fundet sig godt til rette i den nye by, og har nu boet heri næsten et år. Venskabet til Harry bliver stadigt bedre og bedre for hver dag der går, men da Harry pludselig skal rejse, må de finde en måde at holde kontakten på. Men det er som om, at der er noget, eller nogen der modspiller dem. Hvem eller hvad er det? Kan Kira og Harry finde ud af det sammen, eller må deres venskab slutte?

0Likes
0Kommentarer
435Visninger
AA

7. Kapitel 7

"Skal vi tage hjem til mig eller dig, og lave lidt på opgaven, vi fandt jo kun bøger og sådan som vi kunne bruge, så jeg tænkte at vi måske kunne læse lidt i det, og skrive lidt noter, så vi var nået et godt stykke?"

Spurgte Kira, Harry nikkede, og sagde at han syntes det var en god ide, og om de ikke skulle tage hjem til hende?

"Ikke fordi du ikke må komme hjem til mig, der er bare ret rodet lige nu, så jeg vil helst have ryddet bare en smule op, så du ikke får den rigtige opfattelse af mig."

Sagde han, og blinkede kækt til hende.

"Og hvad er den rette opfattelse af dig så?"

Spurgte Kira drillende, selvom hun godt havde regnet ud, at Harry nok var lidt af et rodehoved. Det havde hun jo set, når han åbnede sit skole skab for at hente bøger til timerne, når de havde fulgtes til og fra dem.

"At jeg er et værre rodehoved, jeg vil hellere have at du forbliver i troen om, at jeg altid har styr på sagerne."

Sagde han, og smilte endnu engang det skæve smil.

"Det ved jeg at du er, men det er jeg også selv."

Sagde hun, men de havde hver deres holdning til hvornår man var et rodehoved, for Kira var et menneske, der gjorde meget for at der var rent hele tiden rundt om hende. Hvor i mod, Harry rent faktisk var noget af et rodehoved. Han magtede bare sjældent at rydde op, specielt fordi han så tit var ude og spille koncerter med drengene, eller fordi han skulle øve til en kommende koncert eller plade. Han havde altid travlt, og nu mere end nogensinde, fordi han også ville tilbringe så meget tid, som overhovedet muligt med Kira.

Kira puffede drillende til ham, og begyndte at løbe fra ham.

"Hov vent på mig!"

Råbte Harry, og satte i løb for at følge efter hende. Sådan løb de drillende efter hinanden, hele vejen hjem til Kira. Kiras far, og Harrys mor havde både set og hørt dem komme, og stod bare og smilede kort til hinanden. De var meget enige om, at deres børn passede godt sammen.

 

Klokken var nu ved at være fire om eftermiddagen, og Harry og Kira havde efterhånden siddet i nogen tid, og læst og skrevet noter til deres projekt.

"For katten da også, jeg havde glemt at jeg skulle øve med drengene i dag! Jeg må hellere komme afsted, det var meningen at vi skulle være mødtes for over en time siden, det er jeg altså ked af Kira."

Sagde Harry pludselig, og sprang op fra gulvet. Han var lige ved at løbe ud af døren, da han kom i tanke om at han var ved at glemme noget. Han vendte sig hurtigt om, og gav Kira et langt kys på munden, han kunne jo ikke gå fra hende, og være adskilt fra hende indtil i morgen, uden at have kysset hende farvel. Det var noget han kunne leve på hele natten, så han lige kunne klarer at vente til i morgen tidlig, med at se hende.

"Jeg elsker dig."

Kira stod med et overrasket smil på læberne, hun havde ikke lige regnet med at han ville kysse hende, ikke på den lidenskabelige måde han havde gjort, men det gjorde han, og hun var helt ør i hovedet. Hun ville allerhelst have at han blev, men hun vidste at han måtte afsted.

"Jeg elsker også dig, se hellere at komme afsted, jeg vil ikke have skyld for at have holdt på dig."

Svarede hun, og rødmede en anelse. Kysset var kommet bag på hende, hun havde ikke vænnet sig til at kysse hej eller farvel endnu, så der skulle ingenting til for at få den røde farve frem i hendes kinder.

Harry nikkede, og løb så ud af døren. Med en rus han aldrig havde følt før, ikke før han havde mødt Kira, og havde kysset hende for første gang.

Han tog mobilen frem, og skrev hurtigt til Liam at han var på vej. Gad vide hvad de ville sige til at han kom så meget for sent, det plejede jo altid at være ham der var der før alle de andre. Bare de nu ikke blev sure.

 

"Sikke travlt Harry pludselig fik, blev i uvenner?"

Spurgte Kiras far pludselig, det gav et sæt i hende, for hun havde ikke hørt sin far komme ind. Hun havde siddet i sine egne tanker, og mærket efter, hvordan hendes læber summede, lige der hvor Harrys læber havde været for under to minutter siden.

"Nej, han havde bare glemt at han skulle øve med drengene, så han skulle skynde sig, han skulle have været der for over en time siden."

Svarede Kira genert, hun vidste at hendes far kunne se at Harry havde kysset hende, for hun var stadig ildrød i hovedet.

"Det er så i orden, jeg tænkte på om vi ikke skulle spise ude i dag?"

Kira nikkede, og sagde at det kunne de da godt, hun skulle bare lige gøre sig lidt klar.

"Ja, vi kan ikke have at du ligner en tomat i hovedet."

Svarede hendes far drillende, og skyndte at dukke sig, for den flyvende pude der kom i mod ham.

"Smut!"

Sagde Kira, og lo af ham.

"Jaja, jeg skal nok gå, vi kører om en time."

Kira nikkede, og rejste sig endnu engang fra gulvet. Da hendes far havde forladt værelset, tog hun sig selv i, at se over mod Harry vindue, og tage sig til læberne, hvor varmen fra Harrys læber endnu sad.

Hvordan kunne et kys, gøre så meget? Hun vidste det ikke, men det kunne hun, og hun elskede følelsen af det. De skulle nok få det godt sammen de to, det var Kira sikker på.

 

"Du kommer sent, kunne Kira ikke give slip på dig, eller var det dig der ikke kunne give slip på hende?"

Spurgte Niall, og lavede kysse lyde med munden, for at gøre Harry forlegen. Det virkede, Harrys kinder blussede op, og blev ildrøde.

"Jeg glemte tiden, det må i altså undskylde."

Sagde Harry lavt, stemmen ville ikke makke ret, genertheden havde overtaget stemmen. De fire drenge så på Harry med fjogede smil på læberne, og drillede Harry alt imens de øvede sig. Men ingen af dem, mente noget ondt med det, det vidste Harry også godt, men det gjorde ikke til at den rødlige farve i kinderne forlod hans kinder. Tvært i mod, blev den meget kraftigere, fordi de blev ved.

"Så, lad nu Harry være. Vi har nok at gøre, i skal spille en koncert i parken i morgen aften. Det bliver den sidste her i byen, det næste lange stykke tid."

Drengene så uforstående på deres manager, de skulle da spille mange flere koncerter rundt om i landet i år, hvis de skulle sælge og tjene ordenligt på det, så de kunne leve af det de brændte for at lave.

"Det er den sidste koncert her i landet, fordi i skal på en verdens omspændende turne. I skal verden rundt, og møde nye fans."

Harry og de andre drenge så på ham, med spændte øjne. Det var en stor mulighed for dem, de ville ikke kun gøre det de allerhelst ville, de så også dele af verden, de aldrig havde drømt om de ville komme til at se.

"Hvornår skal vi afsted?"

Spurgte Louis højt, fordi han var for spændt til at tænke over, hvor højt han snakkede til de andre. Han tænkte ikke på andet, end at de skulle afsted. De fire drenge, lagde ikke mærke til Harrys ansigt, der langsomt ændrede sig fra glæde, til undren, til en trist mine.

"Vi skal afsted allerede på Mandag, i kan lige nå i skole og sige farvel til jeres venner og så videre, inden i skal afsted. I vil ikke komme tilbage hertil, før om minimum fire måneder, fordi i er booket med få dages mellemrum."

De fire andre drenge hoppede og dansede vildt på gulvet, men ikke Harry.

"Er der noget galt Harry?"

Spurgte Liam pludselig, undrende over at Harry ikke var lige så begejstret som de andre. Harry rystede på hovedet, og sagde at det ikke var noget, men det ville de fire andre ikke tage som et svar.

"Så skal jeg jo rejse væk herfra, og det er jo her Kira er. Vi har lige fundet sammen og sådan, jeg er bare bange for at det måske vil komme til at ødelægge end masse for os. Det ville jeg ikke kunne gøre mod hende, det er hun alt for skrøbelig til."

Deres manager, der var lidt ligeglad med drengenes skole, og alt andet, end at de tjente penge, så de kunne betale ham for hans hårde arbejde, ikke fordi han gjorde så vanvittig meget for dem. Det var mere nogle af de andre folk, der sørgede for at drengene fik jobs, på de fede klubber, og at de kunne spille koncerter på så store steder, som den de skulle spille den næste aften, i landets største park.

"Vil du virkelig lade en pige, sætte en stopper for din drøm? Herre gud Harry, der er jo piger i hver by, som er vilde efter at være sammen med dig. Hvis det går galt mellem dig og Kira, vil du hurtigt kunne erstatte hende."

Harry så målløst på deres manager, hvordan kunne han overhovedet sige det?

"Hvad snakker du om? Det er ikke en hvilken som helst pige jeg vil have, jeg vil have Kira, og kun Kira! Hun er en ganske særlig pige, hun vil aldrig kunne blive erstattet!"

Sagde Harry rasende, han ville ikke stå der og finde sig i at deres manager skulle tale om Kira, som var hun et stykke legetøj der kunne skiftes ud, når det gik i stykker eller blev for kedeligt. Det var Kira han kunne lide, det var hende der fik det hele til at smelte inden i ham, når hun snakkede eller lo. Ikke en eller anden tilfældig pige han stødte på nede på gaden, det var Kira, og ingen ville nogensinde kunne måle sig med hende. Ikke en eneste.

"Tag den dog med ro Harry, det er selvfølgelig dit eget valg om du vil lade en pige stå i vejen for din drøm. Du har til i morgen at tænke over det, har jeg ikke hørt noget fra dig, eller har du sagt at du tager med, så regner jeg med at du gør det. Men tag lige med i overvejelserne, at det ikke kun er din egen karriere du ødelægger, det er også Niall, Louis, Zayn og Liams du ødelægger. Tænk over det. Vi ses i morgen drenge."

Med de ord vendte han sig om, og forlod studiet.

Harry og de fire andre drenge, stod målløse tilbage, sådan havde de aldrig set deres manager før. Altså han var nok ikke verdens venligste menneske, men ingen af dem, havde regnet med at han ville stille tingene op på den måde han lige havde gjort. Det var ikke ligefrem fair syntes de, Harry havde jo trods alt først lige fået Kira overbevist om at de skulle være sammen, og så skulle han afsted på tourné allerede nu.

Der var ingen af dem der sagde noget, men alle tænkte det samme. Ville et lang distance forhold være godt for Harry og Kira? Ville de kunne klarer det?

"Hvordan skal jeg sige det til Kira?"

Spurgte Harry, og så på de andre, der rystede på hovedet, og sagde at de ikke vidste det. Det var nok noget Harry skulle klarer selv.

"Tag bare hjem, og find ud af det, vi skal nok vise dig det, hvis vi laver nogle ændringer."

Harry nikkede, og vendte sig for at gå ud af lokalet, med hovedet fuld af tanker, hvordan skulle han kunne fortælle Kira, at han skulle være væk så længe, uden at såre hende? Noget han havde love, både sig selv, men også hendes far, aldrig at gøre. Han hadede den sistuation han nu var havnet i, men hvad kunne han gøre. Valget stod mellem Kira, eller hans karriere, hvis han var heldig kunne han få begge dele, men hvad hvis det ikke gik mellem ham og Kira?

Han havde ingen ide om hvad han skulle gøre, han følte sig splittet, fordi han ikke ville forlade drengene, men også fordi han ikke kunne få sig selv til at såre Kira. De fire andre drenge, stoppede med øvelserne, de var for meget oppe at kører, til at de kunne komme videre, det og så tænkte de på hvad dette kunne gøre mod Harry og Kira, der langt om længe havde fundet sammen. Noget som de fleste der kendte Harry og Kira, længe havde vidst var under opsejling, alle undtagen Harry og Kira selv.

"Jeg håber bare at de klarer det, for selv Harry ved, at han ikke kan vende denne mulighed ryggen, med mindre han vil stoppe sin karriere helt. Det ved vi jo alle, at han ikke vil. Det er det han lever for, det, og nu også Kira. Det bliver ikke nemt for nogen af dem, men vi må støtte dem begge så godt vi overhovedet kan."

Sagde Niall pludselig, da de havde stået uden at sige en lyd i et kvarters tid. De tre andre nikkede, og gav Niall helt ret, denne kamp skulle de bestemt ikke kæmpe alene. Det krævede støtte og hjælp fra venner og familie, men hvordan skulle de gøre det?

"Vi må nok hellere øve lidt mere inden vi tager hjem, så vores manager ikke bliver endnu mere underlig, end han viste sig at være i dag."

Sagde Louis, de andre nikkede, og gav sig til at øve sangene igennem, men alles tanker var et helt andet sted. De tænkte både på Kira og Harry, men også på det nye, spændende eventyr der ventede dem ret forude. Dette ville være et stort skridt i deres karriere, et skridt der ville hjælpe dem alle i den rigtige retning.

Alle var hurtigt blevet enige om, at så snart de kunne, ville de skifte manager, til en der var til for dem, og ikke for de penge han eller hun tjente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...