Please stay

Please stay, er to'eren til Better change. Kira har fundet sig godt til rette i den nye by, og har nu boet heri næsten et år. Venskabet til Harry bliver stadigt bedre og bedre for hver dag der går, men da Harry pludselig skal rejse, må de finde en måde at holde kontakten på. Men det er som om, at der er noget, eller nogen der modspiller dem. Hvem eller hvad er det? Kan Kira og Harry finde ud af det sammen, eller må deres venskab slutte?

0Likes
0Kommentarer
436Visninger
AA

6. Kapitel 6

Harry holdt Kira tæt ind til sig, mens hun stod og forklarede sin lærer hvorfor hun havde bedt om at tale med ham, i et frikvarter hvor eleverne ellers forsøgte at undgå lærerne.

"Jeg skal nok holde øje med det i mine timer, vil du have mig til at fortælle det til dine andre lærere?"

Kira nikkede, og sagde at hun nok ikke kunne få det gjort selv.

"Det forstår jeg godt, vi skal nok holde øje Kira, og sker der noget vi ikke ser, må du endelig sige til. Du skal ikke gå og have det dårligt når du er i skole."

Kira nikkede, og gik sammen med Harry ud i skolegården igen. Den var fyldt med elever nu, og selvfølgelig så de alle hen mod Harry og Kira, idet døren åbnede og de kom ud. Nu ville de sikkert komme hen til dem og spørge om alt muligt, Harry havde jo forberedt hende på det. Men hun kunne vel ligeså godt lærer det nu, som hun kunne det senere, når det eventuelt var pressen der stod foran dem og stillede spørgsmål.

Harry gav hende et kærligt klem, og sammen stod de nu som midtpunkt for den store cirkel, hvor eleverne fra deres klasse havde stillet sig. Som forventet ville de vide alt, bortset fra et par enkelte piger der spillede fornærmede, og sad langt væk fra den store cirkel. De ville sikkert bar lade det se ud som om, at det gjorde for ondt på dem, at hører om Harry forelskelse, når forelskelsen ikke var i dem. Kira kunne egentligt godt følge dem, det måtte ikke være rart at se den man er vil med, sammen med en anden. Men sådan var verden nu engang skruet sammen ind i mellem, Kira kunne ikke gøre noget ved det. Ikke med mindre hun ikke ville være sammen med Harry, men det ville hun jo, der var jo ikke noget hun hellere ville. Han betød allerede meget for hende, det ville hun ikke give slip på, ikke før hun en dag blev nød til det. Hun håbede på at den dag aldrig ville komme, men før eller senere, ville den jo dukke op. På den ene, eller på den anden måde. Hun ville ikke kunne undgå det, lige meget hvad hun gjorde, det var sådan livet var. Uforudsigeligt, og ikke til at regne med.

Se nu på Kira, hun havde ikke ligefrem regnet med, at når hun kom op i de tidlige voksenår, at hun så ville komme sammen med en verdenskendt sanger. Det var jo kun en ung kvindes drøm, som var gået i opfyldelse for hende, ikke at hun nogensinde havde drømt om det, for til at starte med, havde hun jo ikke kunnet lide nogle kendte overhovedet, fordi hun havde haft opfattelsen af, at alle kendte var snobber der troede de var bedre end alle andre. Sådan var Harry bare ikke, den sidste han tænkte på, var faktisk ham selv. Han lod altid alle andre komme før sig selv, sådan havde Kira i hvert fald lært ham at kende. Det var den side af Harry hun kendte til, men hvem vidste, måske blev han en dag som de fleste kendte, det var der jo ingen garanti for, at han ikke ville blive. Hun måtte bare vente, og se tiden an, andet kunne hun ikke gøre.

"Det var sgu på tide at du tog dig sammen, nu har du snakket om hende så længe, at vi andre var ved at blive vanvittige af det."

Sagde Liam drillende, Kira fik bare røde kinder. Havde Harry talt så meget om hende, eller var det bare noget Liam sagde? Hun var faktisk ligeglad, hun var sammen med Harry nu, det var det eneste der talte for hende.

"Årh hold da op Liam, han er jo bare glad for endelig at have fået hende. Hvem ville ikke være det?"

Sagde Louis med et smil, og blinke venligt til Kira. Niall sagde bare tillykke, og at han var glad for at de endelig havde fundet sammen, han havde set det komme, allerede den dag Kira var trådt ind i klassen for første gang. Det havde alle fire drenge, de havde bare ikke sagt noget, før Harry selv kom til bekendelse. Han havde jo ikke selv kunnet se det, som alle andre kunne se så tydeligt. Det havde Kira jo heller ikke selv kunnet, det var jo først for en halv måned siden, at det rigtigt gik op for hende, at hun ikke kun havde vennefølelser for Harry.

Klokken ringede langt om længe ind, og alle eleverne stimlede sammen ved indgangen for at komme ind til timerne. Kira havde overlevet den enorme opmærksomhed, uden al for megen rødmen. Harry havde holdt sit ord, han var blevet ved hendes side, trofast og kærlig.

Da Harry og Kira satte sig til rette på deres pladser, trådte læreren ind i lokalet, og begyndte med det samme sin undervisning. For som han sagde, havde de brug for al den tid de kunne få, de skulle jo lave en stor opgave. Valgfrit emne, og med en valgfri arbejdsmakker. Harry sendte en lille seddel hen til Kira, om at hvis hun ville, ville han gerne arbejde sammen med hende. For ikke at risikere at blive taget af læreren, nikkede hun bare med et genert smil til Harry. Måske var det en dum ide at de to arbejdede sammen, måske var det ikke. Kira regnede med det sidste.

Læreren så kort på Kira, for at vise hende at han havde hørt om hendes problem, og at han nok skulle holde øje og træde til hvis han så noget. Kira nikkede bare kort, og forsøgte så at lade som ingenting, hun havde ikke lyst til at tænke på det.

"Find sammen to og to, og vælg et emne. Når i har fortalt mig emnet, kan i gå i gang med det samme. I får den næste uge af mine timer til opgaven, den næste uge inden afleveringen skal i selv klarer. I kan selvfølgelig altid komme og spørge om hjælp, men i næste uge er det i ikke har nået, hjemmearbejde. Så brug tiden fornuftigt."

Harry vendte blikket over mod Kira, og spurgte om hvilket emne de skulle skrive om. Kira sagde at for hendes skyld kunne de tage alt fra første verdenskrig, til hvordan musikken opstod.

"Det er faktisk ikke en dum ide, at finde ud af noget om musikkens historie. Måske kan vi ikke lige finde ud af hvordan den opstod, men vi kan finde nogle underemner, og fokusere på dem?"

Foreslog Harry. Kira så forbavset på ham, hun havde bare sagt det som en spøg, men nu hvor Harry sagde det, kunne det faktisk være et spændende emne, og noget som de andre måske ikke lige ville tænke på at undersøge og skrive om.

"Lad os det."

Svarede Kira, og trak forsigtigt Harry med sig op til lærerens kateder for at fortælle hvad de havde valgt som deres emne.

"Har i allerede valgt? Ja, det lyder spændende, det er godkendt."

Sagde han med et venligt smil.

"Og skulle man så ikke også sige tillykke?"

Sagde han, og blinkede kort til dem begge. De smilte og takkede, inden de gik mod biblioteket, for at finde brugbart information til deres emne. Ingen af dem sagde rigtigt noget, det behøvede de ikke. De havde det fint, medbare at gå med hinanden i hænderne, og bare mærke hinanden.

De fik mange forskellige blikke, da de gik ned af skoens mange gange, nogle af dem var venlige, mens andre igen ikke var så behagelige. De tog Harry sig ikke af, men Kira kunne ikke lade være med, at tænke over hvorfor der var nogle på skolen der blev så sure, eller i hvert fald så sådan ud. De burde vel egentligt være glade på Harry og Kiras vegne, eller i det mindste lade som om.

"Er der noget galt?"

Spurgte Harry pludselig, da han så Kiras ansigtsudtryk. Hun rystede bare på hovedet, og forsøgte at komme med et smil der så bare nogenlunde oprigtigt ud, men det gik vist ikke så godt, for Harry stoppede op, og spurgte endnu engang.

"Er der noget galt Kira?"

Kira Nikkede, og indrømmede at der var noget der plagede hende en smule, men at det ikke var noget han skulle tænke over. Hun ville ikke belemre ham med flere ting, men det tog Harry ikke som et ordentligt svar. Han blev stående og så på hende, med et bestemt udtryk, så hun vidste at hun ligeså godt kunne sige det nu, som senere. For før eller siden ville han få det ud af hende, om hvad det var der plagede hende, om hun ville det eller ej.

"Jeg tænker bare på hvorfor de fleste ser så sure ud, når de ser vi kommet gående. Det får mig til at tænke over, om jeg overhovedet er god nok til en som dig. Jeg er jo bare en ganske almindelig pige, og jeg er sikker på, at du ville kunne få hvem som helst du ville. En kendt."

Svarede hun, og så ned i jorden. Hun blev trist til mode, for det var først nu gået op for hende, at hun måske ikke var god nok til ham, at han fortjente bedre, end en almindelig pige som ingen kendte.

"Hvorfor har du pludselig fået den ide? Hvorfor skulle du ikke være god nok til mig? Jeg er jo en ganske almindelig person ligesom dig selv, så hvorfor skulle du ikke være god nok til mig? Jeg har valgt dig, fordi det er dig jeg kan lide. Ikke en eller anden sangerinde, eller skuespillerinde, som tjener kassen. De er ikke længere sig selv de fleste, og med dem kan man ikke have en ganske normal hverdag. Det kan man med dig, fordi du ikke skal tænke på om der er noget der ville gå ud over din karriere, og som sagt er det dig jeg elsker, ikke nogen kendis! Og at folk ikke alle er lige glade for at vi har fundet sammen, skal du være ligeglad med, det er deres problem, ikke vores!"

Svarede han, tog blidt hendes ansigt mellem sine hænder, og så hende dybt i øjnene. Da han havde set på hende i kort tid, plantede han et forsigtigt kys på hendes pande, og holdt hende tæt ind til sig. Han forstod godt hendes pludselig usikkerhed, med de mange blikke fra folk, der ikke alle var lige glade for at de to havde fundet sammen. Men den var uberettiget, for Harry ville ikke have nogen som helst anden end hende. Det var Kira han ville have, og sådan havde det efterhånden været længe. Formegentligt fra første øjeblik han så hende, selvom de ikke ligefrem var på talefod det første stykke tid.

Kira nikkede, og så op på Harry, der sendte hende det skæve smil hun stadig ikke kunne stå for. Det fik stadig hendes knæ til at føles som blødt smør, og at de ville give efter hvornår det skulle være. Hun var heldigere end de fleste piger, end kunne drømme om at blive. Hun var sammen med Harry Styles, ham som alle piger segnede over når de så på gaden, han havde valgt hende!

"Kom, vi må hellere komme i gang med den opgave, så vi ikke skal lave for meget hjemme."

Kira nikkede, og endnu engang bevægede de sig mod biblioteket, hånd i hånd. Hver især med tanker om, hvor heldig de var over at have hinanden. Harry var sikker på, at han ikke kunne være heldigere, end han var ved at have Kira ved sin side, og Kira var sikker på, at det kun var Harry der kunne gøre hende lykkelig igen.

Bare hendes mor havde været her, til at se hvor godt Kira efterhånden havde det i øjeblikket. Hun ville have elsket at fortælle sin mor om hvor dejlig Harry var, og om alle de ting han gjorde, men det kunne hun ikke, det ville hun aldrig kunne.

Du skulle have været her mor!

Sagde hun for sig selv, inde i hovedet hvor kun hun selv, og hendes mor kunne hører hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...