Please stay

Please stay, er to'eren til Better change. Kira har fundet sig godt til rette i den nye by, og har nu boet heri næsten et år. Venskabet til Harry bliver stadigt bedre og bedre for hver dag der går, men da Harry pludselig skal rejse, må de finde en måde at holde kontakten på. Men det er som om, at der er noget, eller nogen der modspiller dem. Hvem eller hvad er det? Kan Kira og Harry finde ud af det sammen, eller må deres venskab slutte?

0Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Nu var du ikke for hård ved ham, vel far?" 

Havde Kira spurgt, da hendes far var trådt ind på hendes værelse, efter at have snakket med Harry i rimelig lang tid. Kira havde været ligeså nervøs som Harry havde været det, for at hendes far ville være hård imod ham, med at komme med alt det en far typisk kom med, når han snakkede med sin datters nye kæreste. 

"Jo, det kan du lige bande på jeg var. Jeg gav ham hele armen, og sagde at han lige kunne vove på at sårer min lille pige. Gjorde han det, skulle jeg nok komme efter ham, med gevær og det hele." 

Havde han svaret, med et bredt smil om læberne, så Kira med det samme vidste, at han ikke mente et eneste ord af det han sagde til hende. Det fik Kira til at slappe af igen, og smile tilbage til sin far. 

"Jeg går ned og laver noget aftensmad til os, så må du hellere gå igang med dine lektier." 

Kira havde nikket, og sagt at det ikke ville kunne nytte noget at hun kom bagud, bare fordi hun nu havde en kæreste, sådan en pige ville hun ikke være. Hun ville heller ikke være en af dem, der glemte alt om sine andre venner, blot fordi hun nu havde fået fyr på. 

"Det får du heller ikke lov til, for så bliver jeg nød til at være den strenge far. Men det tvivler jeg på, at jeg nogensinde bliver nød til, for jeg er sikker på at du godt kan håndtere begge ting. Men vi må have nogle enkelte regler for når han besøger dig, og hvis han skal overnatte. Jeg skal bare lige tænke over det, så kan vi snakke om det til aftensmaden." 

Kira havde endnu engang bare nikket, og sagt at det kunne de godt. Men inderst inde håbede hun at han ville droppe emnet, for at snakke om fyre, og kæreste ting med ens far når man er pige, er ikke noget de fleste ligefrem har lyst til. De vil knapt nok snakke med deres mor om det, fordi de syntes at det simpelthen er så pinligt et emne, og noget man bare ikke burde tale med andre end sine veninde om, og da allermindst med sine forældre om. 

Kira havde sat sit til rette ved sit skrivebord, og fundet sine bøger frem, så hun kunne gå i gang med lektierne. Men inden hun sådan rigtigt gik i gang, så hun over mod Harrys vindue, i håb om måske at komme til at se ham. Hun skulle heller ikke vente længe, før han viste sig i vinduet, og smilede bredt til hende, på den måde som kun Harry kunne smile.

Hun vendte dermed blikket tilbage mod sine lektier, men ikke for ret længe ad gangen, fordi hendes blik hele tiden søgte over mod Harrys vindue. Da hun igen så op, så hun at han sad med sin telefon, og pegede på den som tegn til, at hun skulle tjekke sin. Det gjorde hun så, selvfølgelig, det var jo Harry vi snakkede om her, ikke bare en hvilken som helst dreng, men Harry Styles. Kiras bedstenven, og nu også hendes kæreste, en tanke der nok ville tage noget tid for hende, at vænne sig til. 

Hey smukke, du ser en anelse koncentreret ud? :)

Kira så op og nikkede, og svarede hurtigt tilbage. 

Ja, nogen af os skal jo lave lektier, det er ikke alle der kan komme med undskyldningen om, at man har været ude og spille koncert det meste af natten, så man desværre ikke lige nåede sine lektier. ;) 

Hun så endnu engang op mod Harrys vindue, og smilede drillende til ham. Den havde han lidt fortjent, for hun havde oplevet ham komme et par gange, og havde brugt netop den undskyldning. 

Av, den gjorde ondt. Jeg bruger aldrig min berømmelse som undskyldning i skolen. Jeg skal også lave dem, jeg tager bare altid ned til Liam og får hjælp af ham, han er ganske enkel genial til at lave engelsk, noget jeg ikke selv er mester i. :P 

Kira kunne ikke lade være med at smile, ingen kunne være som Harry, det var ganske enkelt umuligt. At han havde lidt svært ved et fag, ville sikkert chokere mange, men det fik blot Kira til at smile. For det var bare endnu en ting ved ham, der beviste at han bare var som alle andre mennesker, der blot havde fået lov til at leve sin drømme ud til det yderste. 

Men jeg bliver nød til at gå nu, ellers får Liam og jeg aldrig lavet det inden i morgen, og at give dig ret i at jeg bruger den undskyldning, kommer ikke til at ske. Jeg holder udenfor dit hus i morgen, og samler dig op inden skole. Vi ses i morgen, din Harry. <3

Din Harry, det fik hende til at smile, men samtidig også til at rødme. Det var noget hun skulle vænne sig til, men ikke noget hun var bange for. Det gav hende en rar følelse i kroppen, at han skrev at han var hendes, ikke fordi hun ville eje ham, men fordi hun nu havde fået bekræftet at hele dagen ikke havde været noget hun havde forestillet sig, men at det faktisk var sket. 

Helt i orden, vi ses i morgen Harry, glæder mig allerede. Din Kira. <3

Hun rødmede endnu engang, og så kort op på Harry der var mindst lige så rød i hovedet som hun selv var det, men sådan havde alle det vel, når de havde erklæret deres følelser for hinanden, i hvert fald til at starte med, eller hvad? 

Harry vinkede hurtigt til hende, inden han forsvandt fra vinduet, for kort efter at dukke op ved familiens indkørsel ved hans bil. Han så endnu engang op mod Kiras vindue, og vinkede til hende, inden han steg ind i bilen og kørte væk. 

Hun måtte vel også hellere komme i gang med lektierne, så hun ikke fik problemer med sin far nu hvor hun endelig havde fået så godt et forhold til ham. Hun elskede ham rent faktisk igen, som hun havde gjort dengang hun var lille, og han stadig havde haft tid til hende og hendes mor. 

Savnet til hendes mor, bed stadig voldsomt i hende, så hun undgik helst at tænke på hende, for ikke at blive ked af det. Men ind i mellem kunne hun ikke undgå det, og på sådanne tider, kunne hun ikke gøre andet end at lade tårerne flyde. 

"Kira, der er mad." 

Kira nikkede, til trods for at hun vidste hendes far ikke kunne se det, nede fra køkkenet af, gjorde hun det alligevel, inden hun lukkede bøgerne i, for at gå ned til ham. Hun var ikke blevet helt færdig med lektierne, men næsten. Hun manglede kun lige at læse to sider i engelsk for at være færdig, noget der hurtigt var klaret. 

"Blev du færdig med lektierne?" 

Kira rystede på hovedet, men sagde hurtigt at hun kun manglede at læse to sider i en af bøgerne, så var hun færdig med alle sine lektier for den næste uges tid, med mindre de fik lektier for igen i morgen, det kunne hun jo af gode grunde ikke vide noget om endnu. 

"Okay så, sæt dig ned. Du ser sulten ud." 

Kira nikkede, og sagde at hun faktisk var ret så sulten. Men alligevel havde hun ikke rigtigt så meget lyst til at spise noget, det var nok bare fordi hun vidste hvad hendes far ville tale om under, eller efter maden. 

"Vi kan ligeså godt springe ud i det nu, som vi kan vente med det, til efter maden. Lige meget hvad, vil det nok blive akavet eller ubehageligt for os begge, men vi må have visse reger, for at der er plads til os begge og sådan." 

Kira nikkede, og sagde at han jo nok havde ret, at snakke om sådanne ting med sin far, var ikke ligefrem noget der stod øverst på listen hos en teenage pige, i hvert fald ikke på Kiras egen liste.

"Nej, og du må endelig ikke tro at det morer mig det her, jeg tror det er lige slemt for os begge. Der er ingen af der vil komme til at bryde sig synderlig om det, men det må vi tage med i blandt alt det andet." 

Endnu engang nikkede Kira bare, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Der var vel ikke rigtigt noget at sige, for hendes far havde jo ret i det han sagde, at der nok ikke ligefrem var nogen af dem, der ville komme til at bryde sig om den kommende samtale. 

"Vi må have nogle faste regler, som både du skal følge, men også mig selv. Det skal kunne gå begge veje, det er ikke kun dig og Harry der skal overholde det, men også mig hvis jeg en dag finder en anden end din mor. Men det skal du ikke bekymre dig om nu, for der vil gå meget lang tid før jeg overhovedet vil overveje sådan noget." 

Kira nikkede, og lyttede, med en lille tårer siddende i øjenkrogen, fordi hendes mor blev nævnt. Det var underligt og uforståeligt, at tænke på, at hendes far måske en dag ville møde en anden kvinde, som han ville falde lige så meget for, som Kira var faldet for Harry. 

"Jeg vil ikke forbyde jer at have sex, det hverken kan eller vil jeg. Så længe i lover at beskytte jer selv og hinanden, kan jeg ikke forlange mere." 

Sagde han, og begge begyndte at rødme en smule. Nej, ingen af dem havde på nogen måde brug for denne samtale, det stod helt klart.

"Det er helt fint at i mødes i hverdagene, dog kan han ikke være her til længere end halv ni, da du skal i skole dagen efter, og derfor også skal have tid til at ordne lektier. Skipper du lektierne, må han gå hjem før det. Han må kun overnatte i weekenden, og meget sjældent i hverdagene, men kun efter aftale med mig." 

Kira nikkede, og sagde at hun syntes at det lød som en fair aftale, men at hun jo ikke kunne bestemme hvornår på ugen han ville have damebesøg, når det kom til det. Hun var jo trods alt barnet.

"Det ved jeg godt det er, men som sagt, synes jeg ikke at reglerne kun skal gælde for dig, det skal være fair for os begge. Og så en sidste ting jeg gerne vil have, pas på dig selv min pige. Harry virker som en rigtig flink dreng, men jeg vil altid våge over dig, du vil trods alt altid være min lille pige, og jeg vil beskytte dig imod alt." 

Kira nikkede endnu engang, og sagde at hun syntes at hans krav var helt i orden, og at mor nok ville have krævet det samme. 

"Du har sikkert ret, jeg er glad for at du ikke synes at jeg er for hård. Det er svært for mig, at skulle påtage mig begge forældre rollerne, så at du tager så godt i mod mine forslag, sætter jeg meget stor pris på."

Kira rejste sig langsomt, og gik hen for at give sin far et kram, i mens hun sagde at han havde gjort det godt indtil nu.

"Undskyld at jeg var så strid overfor dig, lige efter mors død, det var ikke en fair måde at behandle dig på." 

Sagde hun lavt, og begyndte at græde stille mod hans skulder. Han lagde trøstende sine arme om hende, og sagde at det var helt i orden, han ville nok ikke have reageret ret meget anderledes, hvis han selv havde stået i den situation.

"Men det gør det ikke mere okay, jeg skulle ikke have behandlet dig sådan, jeg var bare så vred over, at du havde fået job her i byen, fordi jeg var overbevist om, at det samme kunne være sket derhjemme. Det er ikke din skyld, det kan jeg godt se nu, og jeg er så ked af den måde jeg har behandlet dig på far, kan du nogensinde tilgive mig?" 

Hendes far nikkede, og tørrede et par tårer af sine kinder.

"Selvfølgelig kan jeg det, det har jeg gjort for længe siden. Lad os ligge det bag os, og begynde helt forfra sammen, hvad siger du til det min pige?" 

Spurgte han, og skubbede hende lidt fra sig, for at se hende ind i øjnene, med et faderligt smil på læberne. 

"Det er nok en god idé, jeg skal nok opfører mig pænt fremover, det lover jeg dig far." 

Hendes far nikkede, og gjorde tegn til at Kira kunne sætte sig over igen, så de kunne få spist maden færdig.

"Jeg har købt lidt forskelligt vi kan hygge os med i aften, hvis du altså har lyst. Du kan nok godt nå at læse det sidste i morgen inden du tager af sted, og ellers må du læse det i timen denne ene gang." 

Kira nikkede, og stak sin far en kærligt smil. Hun havde været enormt led overfor ham, lige efter moderens død, men alt det ville de begge lægge bag sig, og kun se fremad nu. Intet ville nogensinde blive som før, men måske det ville blive endnu bedre, hvem ved? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...