Please stay

Please stay, er to'eren til Better change. Kira har fundet sig godt til rette i den nye by, og har nu boet heri næsten et år. Venskabet til Harry bliver stadigt bedre og bedre for hver dag der går, men da Harry pludselig skal rejse, må de finde en måde at holde kontakten på. Men det er som om, at der er noget, eller nogen der modspiller dem. Hvem eller hvad er det? Kan Kira og Harry finde ud af det sammen, eller må deres venskab slutte?

0Likes
0Kommentarer
441Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Hvor skal vi så hen?"

Spurgte Kira, da hun nåede hen til Harrys bil, da skoleklokken havde ringet ud. Hun havde hele dagen gået og overvejet, hvad det mon kunne være Harry ville, men indtil videre havde hun ingen ide om det, for når det var Harry, kunne det være hvad som helst.

"Det får du at se, når vi når derud."

Var bare Harrys svar, men endnu engang stod han med det brede smil om munden, det som Kira holdt så meget af.

Hun sukkede, hun havde jo egentlig godt vidst, at hun ikke ville få noget ud af at spørge ind til det, men hun havde alligevel håbet, at hun i det mindste fik bare et lille vink om hvad det var de skulle, og hvor de skulle hen.

Men Harry gav sig ikke, til trods for at han var ved at revne for at kunne fortælle hende det, fordi de to delte alt og intet sammen allerede. Harry var ikke sikker på, om dette ville være for tidligt, eller om det var det rette tidspunkt, han måtte bare springe ud i det, og håbe at det endte som han gerne ville have det til. Mere kunne han ikke gøre, eller ønske lige nu.

Harry åbnede galant døren for Kira, som han altid gjorde, for som han altid sagde, kommer man længst med venlighed. Kira smilede bare af ham, som hun gjorde hver gang han holdt døren for hende, det fik hende til at tænke på, at det hørte mange år tilbage, at være så galant. Men det klædte Harry enormt godt, det gjorde ham endnu mere kær at se på, og det gjorde til at hun fik en varm følelse i kroppen. 

Hun prøvede endnu engang at tænke sig til, hvad det var Harry havde i tankerne, men opgav hurtigt igen, for hvad Harry havde i tankerne, var nærmest umuligt at gætte sig til uden den mindste form for ledetråd. Harry kunne nemlig komme på de underligste ideer, som ingen andre nogensinde ville kunne komme på, og hvor han fik det fra, anede Kira ikke det fjerneste om. Det kunne jo også være ligemeget, det var ikke det der var det vigtige i noget som helst. 

"Du kan ligeså godt lade være med at forsøge at gætte dig til hvad vi skal, for du kan ikke gætte det, det er en umulighed for dig." 

Sagde Harry, da han havde kastet et hurtigt blik over på Kira, der sad med et tænkende udtryk i ansigtet. Han kendte det efterhånden så godt, og vidste derfor, at det var fordi hun forsøgte at gætte sig til hvad det kunne være der skulle ske. Nogle gange skete det, at hun rent faktisk kunne gætte hans hemmelige planer, men det var han mere end overbevist om, at hun altså ikke kunne denne gang. 

"Jaja, man kan vel ikke betænke mig i, at jeg i det mindste gav det et forsøg." 

Sagde hun med et stille og lidt genert smil, hendes selvtillid var stadig ikke helt som den havde været det, inden hun flyttede, og inden hun mistede sin mor, men den var godt på vej tilbage, i den rigtige retning. 

Harry smilede, og rystede på hovedet for at give hende ret. Men inden i, var han stadig møg nervøs, det ville han nok være indtil hun så det. Endnu engang, håbede han at han ikke gik for hurtigt frem, de havde jo ikke kendt hinanden så længe, men han vidste også, at det var noget han virkelig gerne ville. Han håbede bare, at hun ville det samme, ellers ville dette blive ret akavet.

"Kan du ikke bare fortælle mig, hvad det er vi skal?" 

Spurgte Kira, spændt på hvad Harry nu havde i sinde. Harry kunne finde på alt, man vidste aldrig hvor man havde ham, men det var nu også ligemeget for Kira, så længe hun fik lov til at tilbringe tid sammen med ham, var hun sådan set glad. For Harry havde hjulpet hende igennem en hel del allerede, deres venskab blomstrede og blev bedre for hver dag der gik. Ind i mellem mærkede Kira følelsen af, at hun inderligt håbede at det ville blive til mere i mellem dem, end blot venskab. Men hun ville ikke selv gøre noget ved det endnu, hun var bange for at hun gik for hurtigt frem, og sæt nu Harry ikke havde det på samme måde! Det ville være noget nær en katastrofe, for skolen ville nok hurtigt finde ud af det, og at Harry ikke havde de samme følelser. Så ville Kira miste sin popularitet, som hun sådan set var ret så ligeglad med, men hun ville også miste noget andet, noget der betød langt mere for hende end alverdens popularitet. Nemlig Harrys venskab. 

"Nej, vi er der om lidt, men du skal lukke øjnene nu. Det skal være en overraskelse helt til det sidste." 

Kira nikkede bare med et smil, hun kunne ikke lade være med, endnu engang at tænke på hvor fantastisk Harry faktisk var, og hvor meget hun have været modstander af at lærer ham at kende. Kun fordi han var kendt.

Harry lagde sine hænder for Kiras øjne, og mærkede hvordan hans hjerte endnu engang satte farten op, og bankede så hårdt i brystkassen, så det nærmest føltes som om at det ville springe ud af kroppen på ham inden for kort tid. Men han måtte gøre, hvad han måtte gøre. Han følte at det var det rigtige at fortælle Kira hvad han følte, og at finde ud af om hun følte det samme som ham, eller om hun ikke ville andet end et venskab. 

"Nu må du ikke tage det på den forkerte måde, jeg føler bare at det er det bedste, og på tide at fortælle dig dette. Jeg hverken kan, eller vil skjule det for dig længere. Du behøver ikke at tage stilling til det nu, jeg forstår godt hvis du har brug for lidt tid til at tænke over det."

Kira nikkede bare, hun anede ikke hvad hun skulle svarer til det, men samtidig forsvandt smilet på hendes tynde læber, en anelse. Nervøs for hvad han skulle vise hende, og hvorfor han pludselig lød så alvorlig midt i det hele, hvor han for kort tid siden havde smilet bredt, og lavet sjov med det hele. 

"Når jeg har talt til tre, fjerner jeg hænderne fra dine øjne." 

Kira nikkede endnu engang, og ventede en anelse spændt, men meget nervøst. Overhovedet ikke forberedt på det hun skulle til at se om lidt, hun havde ventet noget vildt, men at det ville blive så vildt, havde hun på ingen måde set komme. Hun havde ikke turdet håbe på, at han ville det som hun selv gerne ville. 

"En. To. Tre." 

Talte Harry, og fjernede sine hænder fra Kira. Kira åbnede dem langsomt, fordi de på den ene side ikke rigtigt ville lystre hendes ordre, men også fordi hun var nervøs for hvad han mon havde planlagt. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, da hun endelig fik øjnene til at lystre, og hun så hvad det var Harry havde været så nervøs for at vise hende.

Hun stod længe, hvor hun ikke kunne gøre andet end at stirre dumt på det fine tæppe, der var dækket med lækkert mad. Tæppets mønster var med hjerter, og der stod en stor buket roser midt i det hele. Han måtte virkelig have brugt lang tid på at planlægge det, det var en af de store grunde til at hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller gøre, en anden stor grund var, at hun var genert over at han havde det på samme måde som hende. Hun vidste ikke hvad man skulle gøre i situationer som denne, for hun havde aldrig prøvet det før, at en af dem hun kunne lide, også kunne lide hende, ikke før nu. 

"Sig noget." 

Bad Harry, han brød sig ikke om den akavede stilhed der pludselig var opstået, men han forstod hende nu alligevel godt, det var måske en lidt drastisk måde at vise hende, at han var vild med hende. Men han anede ikke noget som helst om romantik, så han havde spurgt Liam. Liam havde så længe de havde kendt hinanden, været Harrys bedste ven, og altid været klar til at hjælpe Harry når han havde brug for det. 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Harry, det kommer bag på mig, på en god måde." 

Harry nikkede, og spurgte om hun ville med hen og have noget af maden, så vidste han da i det mindste om han havde skræmt hende væk, eller han ikke havde. Kira nikkede, og tog forsigtigt og genert Harrys hånd i sin. Det var nok den bedste måde hun kunne vise ham, at hun også kunne lide ham, for alt andet havde hun glemt alt om, hun kunne kun lige få hænderne til at gøre som hun beordrede dem til. 

Harry så stille ned på hendes hånd, der nu lå i hans, og et lille forsigtigt smil bredte sig på hans læber, han havde ikke skræmt hende væk. Hun behøvede ikke at sige noget, genertheden, og den stille måde hun havde lagt sin hånd i hans, sagde det hele. 

Sammen gik de hen til tæppet, der var dækket med en masse lækker mad. Harry havde selv stået for at købe det hele ind, han havde også selv sat det som det stod nu. Det eneste hjælp han havde fået fra Liam, var da han havde spurgt om hvad han skulle gøre for at vise sine følelser for Kira. For Harry havde aldrig haft det på denne måde, det var en hel ny følelse han nu skulle stifte bekendtskab med, og lærer at kende. Det var derfor det havde taget ham så lang tid, før han havde fundet ud af, at den kildrende fornemmelse i maven, der udelukkende kom når han var sammen med Kira, rent faktisk var fordi at han var forelsket i hende. 

Men nu vidste hun det, og hun var ikke skræmt væk som Harry havde været bange for, at hun måske ville blive. Hun var blevet hos ham, hun havde endda lagt sin hånd i hans, det måtte vel være et godt tegn? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...