Et lille glas vand

Signe bliver ufrivilligt plantet på hvad hun selv definerer som et "sindssygeanstalt" hvor hun dagligt kæmper på at komme igennem hverdagen, samt kampe med sin indre stemme og lægernes uendelige snakke. Alt hun ønsker er at blive ladt alene i sit eget mørke hul. Men så møder hun Oliver. ** Dette er kun et uddrag, men hele historien kan læses i Psykisksygom i familien**

5Likes
3Kommentarer
441Visninger
AA

1. Oliver

 

”Der er sund servering nu, hvis det var din mave der knugede.” Lød en stemme og jeg løftede mit hoved, for at få direkte øjenkontakt med et par brune øjne.

Det var en dreng der havde talt, en jeg ikke havde set før. Han må være ny, måske var han lige ankommet.

Han stod med et sort, rødt æble, som han kastede fra hånd til hånd imens han så på mig med mørke øjne.

Hans hår var sort, med pandehår der kunne trænge til at blive klippet og vasket.

Det så ret fedtet ud.

”Ellers tak, jeg klare mig fint.” sagde jeg og sank mit blik igen.

Jeg ønskede han ville gå igen. De andre plejede normalt ikke at tale mig, specielt ikke de nye, så det var en overraskelse at han stod foran mig lige nu.

”Er du sikker? Jeg er er 100% sikker på det var din mave der knurrede. Medmindre fuglenes maver pludselig er begyndt at larme sådan.” Sagde han og tog en bid af sit æble, før han smed det efter nogle af de fugle, der sad i træet bag mig.  

Jeg stirrede på ham et øjeblik, men rejste mig så, og gik op mod korridorende hvor vores værelser lå. Han fulgte efter mig.

”Jeg blev sendt ud til dig, fordi du er min ”buddy”” Sagde han og lavede anførelsestegn i luften.

Jeg stoppede op.

Hvad??” Spurgte jeg idét mit tonefald steg en takt.

”De sagde noget med, at nu var det vidst på tide du også skulle prøve det, og så sendte de mig ud efter dig. Jeg nyder det lige så meget som du gør!” Udbrød han, da han så mit anisgtsudtryk.

Jeg skulede på ham et øjeblik, men  jeg vidste godt det ikke var hans skyld og stoppede.

I stedet for rettede jeg mit blik mod bygningen foran os, og tog en dyb indånding.

”Skal du have en rundvisning så?” Spurgte jeg modvilligt.

”Ja tak!” Sagde han og gik med raske skridt frem ud.

Jeg fulgte efter ham, imens hundredvis af undskyldninger om at slippe for dette ansvar, fløj rundt i hovedet på mig.

 

Mørket havde overtaget himlen snigende da vi omsider trådte ind i spisesalen.

Oliver havde et fantastisk talent til at fare vild, selv med en rundviser med sig.

Jeg satte mig ved enden af bordet, og lagde mit ansigt på mine hænder, i håb om at kunne sidde i fred.

Oliver satte sig ved siden af mig.

”Hvad fejler du så?” Spurgte han og så på mig med alvorlige øjne.

”Undskyld mig?” Spurgte jeg overrasket.
”Ja, du er her vel for en grund, lige som alle de andre?”

Jeg stirrede på ham endnu en gang, for derefter at ryste på hovedet.

Han var ikke specielt genert.

”Undskyld, jeg vidste ikke det var en hemmelighed.” Sagde han og tog sine hænde op foran sig, som en form for overgivelse.

”At hvad er?” Spurgte jeg.

”At det her ikke er et sted for normale.” Sagde han, og øste et lille glas vand op til mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...