Alex (Niall Horan)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Alex er 17 år gammel. Hun er lige flyttet til London pga. hendes mors arbejde. Hvordan vil det gå hende? At starte på en ny skole, i en ny by, i et nyt land kan være svært. Vil der opstå noget mellem Alex og drengen hun støder ind i, Niall Horan? Læs med og se hvad der sker. (Jeg undskylder hvis det er en dårlig fanfic. Det er den første jeg har skrevet..)

15Likes
8Kommentarer
507Visninger
AA

2. DEL 1

DEL 1:

”Alex! Vågn nu op! Vi skal af sted!” Det var min mor der råbte, vi skulle flytte. Vi skulle flytte fra Dublin i Irland, til London i England. Suk. At flytte betyder at rejse væk fra mine venner i Irland, og starte forfra. Et nyt land og en ny by. Men inden jeg kommer alt for godt i gang, skal jeg måske lige fortælle jer lidt om mig selv.

Jeg hedder Alexandra, men bliver kaldt Alex eller Al. Jeg er 17 år og bor med min mor og min lillesøster på 10. Min far er her ikke. Han forlod os bare, et par dage efter min mor havde født min lillesøster, Valerie, eller Val. Vi har aldrig set ham siden.

Min mor kaldte efter mig, så det var vel tid til at stå op. Ellers ville hun komme råbende ind på mit værelse og klage over hvor stresset hun var, og at hun egentlig bare gerne ville have min hjælp. De sidste par år har hun været meget stresset. Hun var nød til at arbejde meget fordi min far forlod os. Det betød så også at det har været mig der har passet på Val. Fulgt hende i børnehave og skole. Lavet mad til hende og lagt hende i seng, når min ikke har været hjemme. Jeg er lidt skuffet over min mor. Jeg ved godt hun arbejder meget for at kunne forsørge os, men hun har bare aldrig tid til os længere.

Jeg rullede ud ad sengen, rejste mig op og fandt det tøj jeg havde lagt frem dagen inden. Et par sorte og lidt hullede jeans, og min nye ’Nirvana’ t-shirt. Jeg kiggede rundt på det tomme værelse hvor der kun stod en seng. Det her rum ville jeg savne. Min mor kaldte igen: ”ALEXANDRA, NU STÅR DU OP!! VI SKAL AF STED, SÅ SKYND DIG!” ”JA MOR, JEG KOMMER NU!” Jeg løb hen ad gangen, forbi Valeries værelse og ned ad trapperne. Val sad allerede ved køkkenboret og spiste morgenmad. Mor løb rundt med en kop kaffe og var sikkert i gang med at pakke det sidste. ”Godmorgen solstråle” sagde jeg og kyssede Val på kinden, ”godmorgen Al!” gabte hun. ”Alex, skynd dig at spise noget mad! Vi skal af sted til lufthavnen!” ”også godmorgen til dig mor. Sovet godt?” ”Ja ja Alex, spis nu bare noget mad”

****

Da vi var ankommet til Dublin lufthavn så vi mine bedste venner stå og vente på os. Hvad? Det havde jeg ikke regnet med. Vi havde sagt farvel i går? Hmm, sært, men alligevel sødt! Tænk de kom her ud når de egentlig burde være i skole! Jeg blev revet ud af mine tanker da Sophy og Josh sprang på mig. ”WOW! Hej Venner! Hvad så, hvad laver i her?” ”Vi er da kommet for at sige farvel til vores ynglings Alex!” smilte Sophy, ”Ja, vi kan altså ikke forstå du skal flytte! Nu har jeg ikke nogen at spille trommer med!” Sagde Josh ”Jeg kommer også til at savne jer, men min mors arbejde syntes åbenbart at de skulle ødelægge mit liv” snøftede jeg. Min mor afbrød sukkende: ”Undskyld mig børn, men vi har altså et fly vi skal nå! Og burde I ikke være i skole? Typisk børn.” Det sidste hviskede hun, men alligevel højt nok til vi kunne høre det.

”Jo, undskyld fru James” sagde de begge i kor, hvilket fik mig til at smile. De havde altid været lidt bange for min mor. ”Farvel Sophy og Josh! Savn mig nu ikke for meget! Husk at jeg elsker jer. Kom og besøg mig snart, måske i sommerferien? Det er jo snart.” ”Ja farvel Alexandra!” fniste Josh. Jeg hev fat i kraven af hans T-shirt og sagde for sjov med en truende stemme: ”jeg sværger Josh, hvis du kalder mig det igen. Så, så, vrider jeg skulderen om på dig!” Josh så skræmt på mig. ”Rolig Tarzan!” Grinte Sophia, hun slog armene ud ”GRUPPEKRAM!! Vi kommer til at savne dig Al, pas godt på dig selv. Vi ses!” Med det sagt løb min mor, Val og jeg mod gaten til flyet. Jeg savnede allerede mine venner.

Fly turen var kortere end jeg forventede, men nu er der jo heller ikke langt mellem Irland og England. Under turen prøvede min mor hele tiden at opmuntre mig, med at det nok skulle gå. At vi ville komme til at bo tættere på hendes arbejde, og at jeg hurtigt ville få nye venner. Det eneste jeg kunne tænke på var bare: hvad hvis jeg ikke vil have flere venner? Jeg elskede livet i Dublin, da jeg endelig havde fået venner. Og hvem siger jeg får nemmere ved at få venner her?

****

Vi var ankommet til vores lejlighed, vores store lejlighed. Hvor mange penge havde mor lige fået for at flytte? ”Godt piger, der er tre soveværelser. Alle tre er på gangen op af trappen der,” begyndte hun, og pegede hen mod en trappe ”Valerie dit værelse er første dør til venstre. Mit soveværelse er første dør til højre, og Alex dit værelse er bag den store dør for enden af gangen. Gå op og kig piger!!”

Val og jeg løb op ad trappen, og skyndte os hen til vores værelser. WOW!! Jeg havde fået et stort værelse med walk-in-closet!! Er det bare fedt eller hvad? Jeg vente mig om da døren til mit nye værelse gik op ”hej Alex, hvad syntes du?” ”mor det fantastisk!” ”Det var godt skat. Men ville lige sige at du skal starte på High School i overmorgen. Så du har lige en dag inden skolen begynder” ”okay, fint” da mor var på vej ud af døren sagde hun lige ”nå ja, Alex?” ”ja?” ”jeg bestiller aftensmad fra Nandos!” ”YES! Tak mor, du den bedste!” Jeg elsker Nandos. Det er den bedste restaurant NOGENSINDE!

****

Næste morgen stod jeg op omkring klokken ti. Jeg pakkede mit tøj ud og hang det ind i mit skab. Da jeg var færdig gik jeg ned og spiste morgenmad. Efter morgenmaden gik jeg op på mit værelse, fandt noget tøj og tog det på. Sorte shorts og en ’Pink Floyd’ tanktop. Bagefter valgte jeg at bruge tiden på noget fornuftigt, og gik derfor ud i byen for at finde ud af hvor der var Nandos og Starbucks. Efter at have gået lidt kom jeg forbi en Nandos. Skæbnen? Ja det tror jeg nok! Jeg var tilfældigvis sulten til frokost. PERFEKT!! Jeg gik ind og bestilte noget mad, der gik ikke lang tid før maden var klar. Mmmh. Nandos fejler aldrig! Da jeg havde spist betalte jeg og ville gå videre.

På vej ud af restauranten var der en der gik direkte ind i mig, så jeg tabte mine nye dyre Ray ban solbriller. De faldt lige ned på fliserne og glassene gik i stykker. Fedt.

”Helt seriøst, så se dig dog for! Nu mine solbriller lige som gået i stykker! Tak for det, lige hvad der gør en glad!!” vrissede jeg og samlede dem op. SUK. ”wow, undskyld! Det undskylder jeg virkelig meget. Jeg så dig ikke, jeg gik og kiggede på min mobil. Jeg hader når folk gør det, og så gør jeg det selv, det bare for dumt undsk- ” ”Dreng, TRÆK VEJRET!!” ”undskyld” grinte han. Jeg kiggede først rigtigt på ham nu. Han havde de flotteste blå øjne, hans hår var blond og lidt brunt i bunden, det måtte være farvet. Han havde en irisk accent. Jeg rakte hånden frem og smilte: ”Hey, jeg hedder Alex. Er du fra Irland? Det er jeg også” ” ja jeg er fra Irland. Mit navn er Niall, Niall Horan.” ”Niall Horan? Fra One Direction? Syntes nok jeg havde set dig før!” ”ja. Det er mig. Nå, skal jeg ikke købe dig et par nye solbriller? Det skylder jeg dig vist.” Jeg kiggede ned i jorden og svarede: ”Nej nej, det behøver du ikke. Jeg har også travlt så-” ”tror du jeg hopper på den? Jeg køber dig et par nye solbriller, og sådan er det” afbrød Niall med et smil. Altså.. han virkede jo meget sød. Så hvorfor ikke? ”okay, men jeg er lige flyttet her til, så jeg ved ikke hvor noget er.” ”jamen så er det her jo den perfekte mulighed, for at lære byen at kende! Kom med!!” Han lød lidt som en turguide hvilket fik mig til at grine.

Da Niall og jeg havde købt nogle nye solbriller, præcis som de andre. Inviterede han mig selvfølgelig også på Starbucks. Han var virkelig sød og sjov. Jeg insisterede selvfølgelig på at betale, men han ville ikke lade mig. Så det endte med at vi stod og ’skændes’ på caféen, om hvem der skulle betale. Det endte så med at jeg vandt og skulle derfor betale. Men det lod han mig kun gøre på én betingelse; at han skulle have mit mobilnummer så vi kunne ses igen. Det kunne jeg jo ikke sige nej til? Han virkede jo rigtig sød, han var sjov og fik mig til at grine. Jeg havde det virkelig som om vi havde kendt hinanden for evigt! Da jeg kom hjem snakkede jeg med Sophia over Skype. Jeg fortalte hende om dagen. Efter jeg havde fortalt hende hvad der var sket, grinte hun: ”uh, nogen er vist lidt lun på Niall hva?” Jeg rødmede. Jeg ved ikke, måske var jeg?

Håber ikke det var for kedeligt. Vil i have mere? -Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...