VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
347Visninger
AA

8. VII

Selvom det var den bedste dag i mit liv, betød det ikke at tingene, ikke kunne gå galt. Tvært imod. Lige siden jeg havde stået op, var alt der kunne gå galt, gået galt. Renseriet ankom med mit jakkesæt, med nyheden om at noget var gået galt, så det sorte jakkesæt, jeg skulle have på, var blevet lyserødt. Fedt. Hvordan man kunne få så mørk en farve til at blive lysere, undlod jeg at spørge om. I stedet havde jeg bare rendt fra dør til dør, i håbet om at finde et nyt jeg kunne låne. Heldigvis var der en rar mand et par huse væk, der ville lade mig låne et af hans. Så jeg tog af sted til kirken, hvor Evie og jeg skulle vies, med et lidt for stort jakkesæt og et lyserødt slips fra det originale jakkesæt. Evie var ovre hos Annelie (En af de veninder hun havde mødt i Paradis gennem det seneste år), og var i gang med at gøre sig klar.

Da jeg gik ned af gulvet i kirken, glædede jeg mig til at se hende i sin kjole gøre det samme. Jeg havde ikke set den, men jeg kunne ikke forestille mig andet end, at den var gudesmuk ligesom hende.

Kirken var den største af de mange der befandt sig i Paradis. Den havde høje hvælvinger, væggene var kalkede, og mosaik prægede de store vinduer, så der kom et helt specielt lys ind. På gulvet var tolv rækker med bænke, der hver og en repræsenterede en af de tolv disciple. Hvilken, kunne man se for bænkens ende, hvor deres symbol var skulptureret ind i bænkene. Bænkene og gulvet var af marmor. Alligevel blev det klar slået af alteret, når det galt fabelagtighed. Det stod hævet over resten af gulvet og var af det pureste guld. Loftet over var dekoreret, som var det en himmel, og det så utrolig virkeligt ud.

 Jeg blev afbrudt, da jeg blev prikket på skulderen.  Jeg drejede mig rundt, og foran mig stod en høj, splejset mand. ”Det er Peter,” sagde han i en alvorlig tone. Jeg fulgte efter ham ud af kirken.

 Udenfor stod Peter i sit jakkesæt og så ud til at have det dårligt. Rent gætteri, men nok et ret godt et af slagsen, når man så, at han stod og kastede op i en hæk. Da han drejede sit hoved, var det tydeligt, at han var syg. Hans øjne var udspillede og røde, og han var blegere end normalt.

”Peter. Jeg ved, at du har glædet dig til dette bryllup, og ikke mindst til at være forlover, men det kan du ikke i den tilstand. Tag hjem i seng. Vi skal nok klare det.” Han var tydeligvis imod det, men til sidst fik mine ord overtalt ham. Jeg henvendte mig til manden, der havde hentet mig: ”Gider du tage ham hjem?” spurgte jeg, og han nikkede.

Efter at have sendt Peter af sted, begyndte gæsterne at trille ind. Jeg kiggede på mit ur. En halv time til showtime. Jeg gik op igennem kirken og hilste på alle gæsterne. Til sidst gik jeg forbi Gud, der skulle fungere som præst. Hun ville gerne have lov til selv at vie os, for som hun sagde: ”Hvis man skal bryde reglerne, skal man gøre det ordentligt”

Jeg hilste på hende og gik derefter ind i et af rummene på siden af kirken. Der havde ikke været et bryllup i evigheder, og da slet ikke efter kodekset var kommet til. Der stod et spejl, og jeg kiggede på mig selv for at tjekke om, jeg så okay ud. Jakkesættet var en smule for stort, hvilket gjorde det så ret formløst ud på mig. Det lyserøde slips skilte sig ud, men det var det eneste jeg havde. Det skulle nok gå. Den der skulle se fantastisk ud, var jo Evie.

Klokkerne begyndte at ringe. Da de første tre slag var slået, gik jeg ud i kirken. Mit hjerte pumpede, og jeg trak vejret dybere og hurtigere. Mine håndflader svedte, og jeg var vildt nervøs. Tre slag mere. Jeg kiggede ud mod gæsterne. De venner vi havde fået, fra vores år i Paradis, sad der sammen med et par stykker fra Den Hellige By. Vi havde endda fået tilladelse til at invitere nogle af dem, der havde hjulpet mig i Helvede.

 Et bredt smil bredte sig på mine læber. Alle var glade. De sad helt stille og ventede på, at ceremonien skulle begynde.

De sidste slag fra klokkerne var blevet slået. Der gik et par minutter, inden kirkens døre gik op. Hele salen rejste sig op, og drejede sig, så de havde fronten vendt mod den smukke pige, der kom ind. Evies øjne strålede ligesom resten af hende. Hun bar en stor cremehvid kjole med hjerteudskæring. Den var stropløs og gik fra at være stramtsiddende til at flyde ud i en stor puffet prinsessekjole. Hun så fantastisk ud. Imens hun gik ned af gulvet, kunne jeg ikke andet end at måbe. En af mine venner prikkede mig på skuldren og hviskede noget med, at jeg skulle samle min kæbe op fra jorden. Jeg undlod at svare, men blev pludselig opmærksom på, at jeg nærmest stod og savlede.

Evies øjne mødte mine. Hun var ufattelig smuk og om ganske kort tid, var hun min kone. Hun smilede, mens hun gik det sidste stykke op til alteret. Præludiummet stoppede, og ceremonien gik i gang.

Efter et par salmer kom det store øjeblik. Gud kiggede på os og holdt den sædvanlige tale. Tiden var kommet til, at vi skulle sige ja til hinanden. Evie og jeg stod overfor hinanden, og hendes hænder lå i mine. Jeg flyttede hendes blondeslør hen over hendes hoved, så jeg kunne se hendes ansigt ordentligt. Jeg smilede. Hendes simple makeup fremhævede virkelig hendes bedste træk. De turkise øjne skilte sig ud sammen med de røde fyldige læber. Hun var underskøn.

”Derfor spørger jeg dig, Valentin, om du vil tage Evie Heathrow til din ægte hustru,” spurgte Gud.

Jeg nikkede. ”Ja.”

”Så nu spørger jeg dig, Evie Heathrow, vil du tage Valentin som din ægtemand?”

”Ja,” sagde hun.

”Du må nu kysse bruden,” afsluttede Gud og gik et skridt tilbage.

Jeg løftede Evies hage med min tommeltot. Vi havde været meget igennem, men jeg havde aldrig slået tvivl om vores kærlighed. Jeg elskede hende med hele mit hjerte.

Vores læber smeltede sammen og fusionerede til et. Vi blev Hr. og Fru, husbond og kone. Nu manglede jeg bare at bære min nye kone over dørtrinnet til det hus, der i løbet af året var blevet bygget. Forhåbentligt, ville det med tiden også blive befolket med nogle børn, og en lille hund kaldet smørcreme.

 ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg til hende, da vi atter slap hinanden.

Hun smilede. ”Godt. Du slipper nemlig ikke af med mig igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...