VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
342Visninger
AA

7. VI

For anden gang i mit lange (og her mener jeg meget lange) liv stod jeg foran en gammel udseende dobbeltdør. Jeg tog en dyb indånding. Døren førte ind til den retssal, jeg, to år forinden, havde få taget alt fra mig. Inklusiv min største kærlighed.

Endnu en gang blev jeg mødt af forlokalet, hvor dommeren stod og tog imod mig.  ”Jeg havde ikke forventet at se dig igen. Du ved vel, hvorfor du er her?” spurgte manden. Selvom han havde et skævt smil på læben, var der en snært af skuffelse. Jeg nikkede, og han fik væggen, der bevogtede retssalen, til at flytte sig.

Det var et år siden, de tre engle havde taget mig med fra helvede. Guds militærstyrke var i virkeligheden de tre vise mænd (ja, dem fra Jesu fødsel), og de havde taget mig med tilbage til Under Kontoret. Det havde taget retssalen et helt år at gøre klar til min rettergang, og imens havde jeg fået den glæde at lave samfundsarbejde. Spørg lige om det var ydmygende at skulle feje gaderne i Den Hellige By, blandt alle de Helgener jeg engang havde boet sammen med.

Retssalen lignede sig selv. Juryen sad på deres pladser. Det eneste der manglede for at komme i gang med retter gangen, var mig.

Efter at have sat mig ned ,startede sagen. Dommeren rejste sig op. ”Vi er i dag indkaldt til et møde omkring Valentin. Han er anklaget for at afsløre hele vores samfund til den dødelige, vi allerede har dømt ham for.”

Hele juryen skulede ud, og jeg vidste straks, at det ville gå helt galt. Jeg havde bare ikke nogen anelse om, hvordan de kunne straffe mig mere.

Det fik de da heller ikke lov til. Bevismaterialet var kun lige blevet fremlagt, da en brunhåret pige stormede ind. Evie, nu med vinger. Selvom jeg var glad, var jeg bange for, at hun havde gjort et eller andet ufatteligt dumt.

”Stop! Stop, stop, stop, stop, stooooooooooop!” skreg hun, så det kunne høres i hele salen. Hun fik I hvert fald vækket eventuelle juryer, der skulle muligvis sov. Hun standsede op og hev efter vejret.

Dommeren rejste sig. ”Nu har jeg virkelig aldrig set lignende! Hvorfor mener du, at du kan tillade dig at komme svansende ind og afbryde denne sag?” Han var streng, men formåede ikke at skjule, at han håbede, hun havde noget godt. Noget der måske kunne slippe mig ud af fedtefadet. Var han i virkeligheden på min side?

Evie rejste sig op. ”I ved, den dødelig i lige før nævnte. Ja, det er mig.” Hele juryen virkede forfærdet, men Evie fortsatte: ”Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, hvad I havde tænkt at anklage ham for, når den dødelig ikke er dødelig.”

Juryen blev tydeligvis forvirret, og alle begyndte at hviske med sidemanden. Dommeren hamrede en hammer ned i bordet for at bede om ro. ”Hvad mener du med det frøken?” spurgte han.

Evie traskede hen til mig og hviskede et lille hej. Så rettede hun sig op, som var hun min advokat. ”Ser I, jeres påstand er, at den anklagede har afsløret lidt for meget til en dødelig. Men den dødelig er ikke dødelig, så hvad ligger jeres påstand i?” Hun måtte for alvor være blevet sindssyg.

En middelaldrene mand, med victoriansk paryk, rejste sig op. ”På den pågældende tid var frøknen ikke gået bort,” sagde han, og juryen stemte så slemt i, at dommeren igen måtte slå med hammeren.

”Må jeg bede om ro i salen!” Straks blev der så stille, at man kunne have hørt en knappenål falde. ”Jeg er bange for, at dette er en sag, vi umuligt ville kunne blive enige om, grundet udefrakommende omstændigheder. Den må stilles videre til Hovedkontoret.” Juryen mumlede tydeligvis utilfredse, men selv lænte jeg mig, glad og lettet, tilbage. Der ville ikke blive fældet en dom endnu, og Evie var hos mig. Kunne det blive meget bedre?

 Mens juryen gik fra lokalet, sprang Evie op og satte sig på mit skød. ”Nå, hvad så mit valentinsmirakel?” spurgte hun. Jeg smilede. ”Hvad har du nu lavet?” spurgte jeg. ”Nja, ikke så meget. Jeg er måske blevet kørt over, fnis,” grinede hun. Jeg var overrasket over hvor afslappet, hun var omkring sin egen død.

”Evie…Du er godt klar over, hvad du har gjort, ikke?” spurgte jeg hende dybt alvorligt. ”Selvfølgelig,” sagde hun og lænede sig ind til mit øre. ”Lige nu ligger jeg kun i koma, så hvis det hele går galt, vil jeg kunne vende tilbage,” hviskede hun og gav mig et kys.

”Så i to turtelduer,” afbrød dommeren os. ”Hvis I gider at være så venlige at følge med mig til Hovedkontoret.”

Evie hoppede ned af mit skød, tog fat om min hånd og trak mig ud af lokalet efter dommeren. Vi gik ud til den samme elevator, jeg ankom i og trådte ind. Dommeren trykkede på Hovedkontorsknappen, og elevatoren susede op.

Bygningen der ventede os, da vi trådte ud, var fuldkommen hvidt. Høje hvide vægge skrånede op og endte i en glaskuppel. Solskinnet, der blev reflekteret igennem glasset, lyste hele rummet op. Evies hånd lå i min, da vi fulgte dommeren ned gennem gangen. Hendes håndflader var ligesom mine egne svedige, og jeg gav hendes hånd et tryk. Selvom hun var rapkæftet og virkede til altid at have styr på tingene, var hun stadig kun et menneske (om end et dødt af slagsen), så selvfølgelig kunne hun også blive nervøs.

Hun klemte tilbage, da dommeren viste os hen til to søjler. Der hang en stenplade hen over søjlerne, hvorpå fadervor stod skrevet på latin. Der var ikke mange, der fik Hovedkontoret at se, så jeg var ærligt talt nysgerrig. Hovedkontoret var altid blevet omtalt som noget mystisk, noget hemmeligt og noget helt specielt. Det var kun folk, der enten kom i stor knibe, eller gjorde et eller andet fantastisk, der kom herop. Jeg havde ikke engang været her, da jeg blev udkåret til helgen.

Bygningen virkede stor i forhold til, at det kun var Gud der boede her. Selvom jeg var nysgerrig, var jeg også nervøs. Efter hvad jeg havde hørt, var han ikke lige sådan til at spøge med.

Dommeren overlod os til os selv, da vi gik igennem søjlerne. Han sagde et eller andet, men jeg fik det ikke helt med. Jeg var for optaget af det syn, der var foran mine øjne. Rummet var, ligesom gangen, helt hvid og holdte sig oppe på nogle søjler. Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg forventede. Et eller andet overdådigt, en piedestal måske. I stedet for stod en lille hvid træskammel i midten. Ved siden af stod en bevinget kvinde. Hun havde kort afrohår, og hendes hvide jakkesæt stod i skarp kontrast med hendes chokoladebrune hud. Jeg havde aldrig set et sæt vinger så store og velplejede. De var den pureste hvid, og spidserne fejede hen af gulvet. Hun rejste sig op og kom os i møde.

”Velkommen mine kære små,” sagde hun. Hun havde et par furer i panden, og hendes stemme var på en og samme tid venlig, men autoritær. Selvom hun tydeligvis var bekymret, smilte hendes øjne.

Hun lagde sine øjne på mig. ”Der har eftersigende været ret meget ballade med dig, Valentin. Først bliver du en anelse glad for en dødelig - noget du ved, ikke er tilladt. Du tvang os til at tage handling, inden du kom til at frembruse med lidt for mange ting, men at sende dig til Helvede hjalp tydeligvis ikke. Du opsøgte hende alligevel, og hemmelighederne fløj ud af dig. Så overbeviser du hende om, at hun skal begå selvmord og derefter afbryde din retssag? Jeg ved virkelig ikke, hvad vi skal stille op med dig. Hvad syntes du selv?” Hun havde atter sat sig ned, og sad med sit hoved hvilende på sin ene kno, mens hun afventede min reaktion. Evies fingre havde forladt mine, bortset fra den prikken det gav, når vores fingerspidser snittede hinanden. Hendes eget lille forsøg på at give mig selvtillid og opmuntring.

Alligevel kunne jeg ikke gøre andet end bare at ryste på hovedet. Kvinder måtte have et eller andet kodesprog, for jeg havde ingen anelse om, hvad de ville have mig til at sige. Evie sukkede og tog gudskelov over.

”Fru?”

”Frøken Gud,” svarede damen. Jeg var overrumplet. Hvem skulle have troet, at Gud var en sort kvinde? Det kom helt og aldeles bag på mig. Af en eller grund havde min tanke bare været, at hun var en form for sekretær eller noget. Ikke bossen herself.

”Okay så. Frøken Gud, Valentin og jeg har gennemgået alt dette, grundet en ting. Vores kærlighed. Den kærlighed du hvert år sendte ham ud for at give. Nu har han givet sin egen. Han har givet den til mig. Vil du fratage os det?” Evie var virkelig overbevisende, og jeg var sikker på, at Gud nok skulle nære os sympati. Altså indtil jeg kiggede på hendes ansigt. Ikke en rynke havde flyttet sig.

”Jeg vil høre det fra ham selv,” sagde hun, uden det mindste glimt af medfølelse.

Jeg gik ud fra, at det nu var tid til at steppe op og være den mand, jeg teoretisk set var. ”Jeg elsker hende. Der er ikke mere at sige. Jeg har opgivet alt for hende, og jeg vil gøre det endnu en gang.” Mit blik gled over på hende. ”Hun er den smukkeste, klogeste og mest fantastiske kvinde i verden. Uanset hvordan du vil prøve at skille os ad, så vil jeg altid finde en vej. Altid.” Ordene var ment ligeså meget til Evie, som til Gud. Hun fortjente at vide det. Hun smilede stille tilbage.

Gud kiggede lidt på os med hævede øjenbryn.  Jeg håbede, at jeg havde rokket hende i hendes grundvold, og at hun gentænkte, hendes planer for os. Til sidst faldt brynet dog ned til normal højde. ”Ved I hvad? Jeg burde gøre mig mere umage, med at være den altid tilgivende gud, I dødelige altid prædiker om. I har min velsignelse.” Hun slog ud med armene. Jeg var forbavset. Hun var okay med Evie og mig, så meget opfangede jeg. Men hvad betød det, at vi havde fået hendes velsignelse helt præcist?

Evie gav mig et kys, og jeg gengældte.

 ”Hvis Evie er klar over, at hun må opgive sit dødelige liv fuldkommen og stoppe det koma, jeg udmærket godt ved hun ligger i, kan i leve sammen. Selvom du ikke kan få din titel tilbage, kan I stadig få lov til at opholde jer i Paradis. Det tror jeg er bedst for alle,” forklarede Gud.

Nu var jeg himmelhenrykt. Jeg trak Evie ind til mig, og hun svang sine ben op over mine hofter, så jeg bar hende. ”Det er vist et tilbud, jeg umuligt kan afslå,” grinede jeg. Jeg havde genvundet alt, selv Evie. Jeg var undervejs til Paradis, i mere end en forstand. Skide vær med den Helgen titel! Alt jeg havde brug for var hende.

”Jeg har ikke andet at tilbyde, end det du kan se, og jeg har slet ingen fancy ring. Desuden kan jeg ikke komme ned på knæ, siden du hænger på mig,” grinede jeg. Straks slog jeg dog over i en mere seriøs tone. ”Alligevel spørger jeg dig: Vil du gifte dig med mig?” Velsignelsen rakte forhåbentligt også til et bryllup. Hvis altså hun sagde ja.

Hun kyssede mig igen. Da vores læber skiltes, bredte der et bredt smil på hendes. ”Ja,” hviskede hun til mig. Jeg svang hende rundt i lokalet, så hendes nederdel blafrede ud til siderne. I tumulten nåede jeg lige at se et stort smil på Guds læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...