VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
337Visninger
AA

6. V

Aldrig før var der sket så meget på et år. Helvede var delt op i tre zoner: Skærsilden, Intet og Centrum. Lidt ligesom på en dartskive, var den yderste ring Skærsilden. Lidt længere inde befandt Intet sig, og i centeret af cirklen lå Centrum. Selvom Centrum var menneskeskabt, havde de to andre zoner altid eksisteret.

Helvede mindede på ingen måde om de katolske kalkmalerier, med djævle der pinte sjælene i al evighed. Nej, Helvede var en menneskeskabt ordning for dem, som valgte Gud og Kristendommen fra - ligesom jeg havde gjort, da jeg overtrådte Kodekset, og derfor ’frivilligt’ havde valgt at bo i Helvede.

Det betød dog, at de fleste mennesker der var hernede, var griske, ensomme, psykisk syge, generelt havde det dårligt, eller var folk uden morale. De ensomme og dystre af sind drog ofte ud i Intet. En zone der blev ret godt opsummeret i navnet. Kort fortalt gik man ind i en stor tåge og forsvandt ofte ud i den, uden mulighed for at finde ud igen.

Resten af befolkningen rykkede ind til Centrum, der var en kæmpestor by. Da den var menneskeskabt, mindede det meget om det vestlige samfund, der eksisterede i nutiden. Der var en præsident, der bestemte lejlighedskomplekser og butikker. Ligesom i New York var byen opdelt efter de mennesker, der boede der. Der var den rige ende til dem med masser af penge, den farvede del, et fattigt område, parcelhuse kvarterene, et industri område og så noget der blev kaldt ’Slå dig løs bydelen,’ som var et stort område med kasinoer, sorte markeder, bordeller og andre halv ulovlige ting, eller nemme måder at tabe på penge på.

Selv holdt jeg til i den fattige ende, hvor jeg boede i et usselt hus, der hverken havde løbende vand eller varme. På facaderne kunne man dog ikke se det på husene, at de var så usle. Staten brugte mange penge på, at det, set udefra, så nydeligt ud. Dog kunne de ikke fjerne alt snavset, rotterne og de hjemløse på gaderne. Alt i alt virkede facaden temmelig malplaceret.

Da jeg trådte ud af fordøren, ramte en lugt mig, der lugtede som en blanding mellem kloak og mug. Jeg begyndte at gå igennem gaderne. Min kurs var sat mod et sted, kaldet Portalen. En af grundende til, at jeg havde valgt at bo sådant et lorte sted, var nemlig, at jeg havde sparret op til at tage derhen. Som fravælger af kristendommen, kunne man ikke benytte sig af Himlens system til at bestige i jorden, og man kunne da slet ikke få lov til at komme derop. Man var trods alt død.

Hvad så med spøgelser? Det er lige præcis det. En opfinder havde på forunderlig vis skabt en form for maskine, der kunne oprette forbindelse til jorden og var derfor var blevet stenrig. Det var en dyr, men meget løs forbindelse, og man blev ikke opfattet som meget mere end et simpelt poltergejst. Ofte kunne man ikke høres som andet end en svag hvisken, en gang imellem kunne man flytte rundt på ting, og i sjældne tilfælde kunne man blive manifesteret som en let tåge. Altså et spøgelse. Sjovt nok, havde resultaterne også en tendens til at afhænge af, hvor meget man betalte.

Da forbindelsen var dyr, havde jeg brugt et år på at spare op. Halvvejs inde i forløbet havde jeg bestemt mig for, at jeg skulle prøve, når det igen blev valentinsdag. Et sidste forsøg på at være det valentinsdagsmirakel, Evie kaldte mig. Hun havde været min eneste motivation gennem hele forløbet, og jeg blev nødt til at prøve.

Jeg nåede snart ind i kvarteret med diverse kasinoer. I modsætning til i mange menneske film, var de besøgende ikke James Bond typer, men ludomaner i snusket tøj og med dårlig hygiejne.  Der var en masse neonskilte, der alle prøvede at springe så meget i øjnene, at de imod deres formål sørgede for, at de butikker uden, var dem, der skilte sig ud og tiltrak opmærksomhed. En af dem var en forholdsvis lille butik med tonede vinduer. Den behøvede slet ikke alt tingeltanglen, der var i de andre, for alle vidste hvad butikken indeholdt.

Da jeg gik over dørkarmen, hørtes en lille ringe lyd, der advarede ejeren om min ankomst. Lokalet var forholdsvist småt og indeholdt kun en egetræsdisk. Alligevel var det første, man lagde mærke til, når man ankom, var det lyseblå tæppe, der dækkede indgangen til resten af lokalet. En meget almindeligt udseende mand, med overskæg, briller, og en lyseblå ternet skjorte stoppet ned i bukserne, stod bag disken.

”Goddag,” sagde han meget venligt, så jeg gik fremad. Da jeg vidste, at jeg ville blive smidt ud med det vuns, hvis jeg ankom i noget hullet og sløset tøj, havde jeg købt noget nyt, forholdsvist pænt, tøj i form af en skjorte og et par nye, ikke revne, jeans.

”Jeg har aftalt en session til Valentin,” sagde jeg i et roligt tonefald, selvom jeg indvendigt var helt oppe at køre ved tanken om at se Evie igen. Det her skulle bare lykkes.

Manden bladrede lidt i en kalender, hvori diverse aftaler var skriblet ned, med en helt ulæselig skrift, med mindre man var ejermanden. ”Ja, det kan, jeg se. Inden vi går i gang, bliver jeg nødt til at have betalingen.” Jeg gav ham mange flere penge, end hvad han egentligt skulle have.”Jeg vil rigtig gerne have en god forbindelse,” sagde jeg og så, at han var indforstået. Så lagde han pengene ned i et kasseapparat, hvorefter han trak gardinet til side. ”Følg med.”

Pludselig var der en rigtig god grund til, hvorfor der hang et gardin inde i midten af butikken. Inde bagved var der et monstrum af ledninger, som spredte sig ud over lokalet. Ledningerne var viklet fuldkommen hulter til bulter ind i hinanden, kun omkranset af nogle kedelige grå vægge. Det lignede lidt et uddrag fra en dårlig science fiction film, hvor robotter havde overtaget jorden.

I midten var alle ledningerne koblet til nogle få beklædningsgenstande. Et sæt handsker og en hjelm, der havde et futuristisk look med jern og lyseblå (Tro det eller lade vær - præcis samme farve som gardinet) vener, der pulserede og omslyngede tingene. Handskerne lignede, men var af et tyndt gråt materiale.

Manden der både var opfinderen af maskinen og butiksbestyrer, bedte mig om at iføre mig tøjet, mens han gik ud bagved. Han kom tilbage med et bodysuit, der matchede hjelmen og handskerne. Nok noget jeg kun fik mulighed for at bruge, fordi jeg havde smidt så mange ekstra penge i. Snart stod jeg indhyllet i blå vener, der pumpede rundt i tøjet i alle mulige kredsløb. Jernhjelmen var tung, og selvom jeg prøvede at holde mit hoved oppe, bøjede det lidt.

Butiksbestyren gik hen til et lille kontrolpanel og begyndte at forklare: ”Når jeg tænder, vil du blive manifesteret til det ønskede sted. Du har cirka halvanden time, så brug din tid fornuftigt.” Jeg nikkede, så han fortsatte: ”Når de halvanden time er gået, vil du blive frakoblet øjeblikkeligt. Husk du intet kan røre, indtage eller andet fysisk, udover at ’svæve’ rundt i luften. Du er der kun som en let ånd, og eksistere der i virkeligheden ikke.”

Mit hjerte begyndte at arbejde hurtigere. Jeg var nervøs. Forhåbentligt ville alt gå godt. Jeg ville finde Evie og forklare hende tingene, og vi vil finde en løsning sammen. Måske var det ren indbildning, for der var også alt for meget, der kunne gå galt.

 Jeg tog en dyb indånding, da bestyreren spurgte, om jeg var klar, og derefter tændte vidundermaskinen. Den blå væske i venerne blev erstattet med noget rødt, der langsomt pumpede sig ud i hele kredsløbet. Jeg følte mig en smule svimmel og omtåget. Det sortnede for mine øjne, og jeg var skrækslagen. Havde det hele slået fejl?

Alle omtågningerne forsvandt. Jeg befandt mig i en lejlighed. Evies lejlighed. Egentligt ville jeg have valgt parken, men bestyreren havde ment, at der var for mange mennesker. Nu kunne jeg kun håbe på, at Evie var hjemme.

Når jeg kiggede ned af mig selv, kunne jeg se, at jeg kun var en dis. En sløret tåge, man kun lige og lige kunne se, hvad skulle forestille. Ville Evie mon tro mig?

Lyden af et fjernsyn der kørte fik mig til at tøffe fra entreen (der for øvrigt var fyldt med alle mulige sko i totalt kaos) og ind mod stuen. Jeg gik igennem et stilfuldt sort og hvid køkken med granitbordplade, sorte og hvide klinker hængt op i tern, metalkabinetter og skabe. Alt var sterilt, bortset fra nogle røde pynteting der var sat op rundt omkring.

Jeg gik igennem og ind i stuen, hvor der stod et lille kassefjernsyn ovre i hjørnet længst fra indgangen. Det viste romantiske film kavalkade i dagens anledning. Rundt om stod en slidt brun bedstemorsofa og en grøn lænestol i noget mystisk ru stof. Gulvet bar et typisk gråt gulvtæppe, som fandtes i de fleste hjem og sofabordet bestod af et klapbord, hvorpå der stod en dåse cola. Det var tydeligt at se hvad, der var blevet prioriteret. Evie selv lå slænget på sofaen.

”Evie?” Det var nærmest en hvisken der kom ud af min mund, men Evie fór op tydeligvis kampberedt. Hun havde nærmest tabt underkæben, da hun så mig. Helt kliché agtigt, blev hendes øjne store, men hendes blik var mistroisk.

”Hvad er du?” spurgte hun med aggressivitet i stemmen.

”Evie…Kan du ikke se det er mig? Valentin?” Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Hun genkendte mig ikke. Hendes spændte kropsprog blev dog lidt mere afslappet.

”Valentin?” spurgte hun, som om hun skulle overbevise sig selv først. Jeg nikkede, og efter nogle øjeblikke i stilhed hvor hun så mig an, fortsatte hun: ”Men…Sidste år, du var der ikke. Og hvad er det der lige?” Hun snakkede vist ligeså meget til sig selv som til mig.

”Det er en lang historie. Sæt dig ned ,så skal jeg nok forklare.” For en gangs skyld lyttede hun til det, jeg sagde, og satte sig ned. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige. Selvom min loyalitet mod Kodekset, for længst var brudt, var det at afsløre, hvad der skete efter døden temmelig seriøst.

”Lad mig tale færdig, inden du begynder at kommentere noget. Jeg er ikke et menneske.” Hendes øjenbryn skød i vejret, og hun skulle lige til at sige noget, men kom så på andre tanker.

”Jeg er ikke et menneske - mere. Engang for mange hundrede år siden levede jeg på jorden. Tro det eller lad vær, jeg var præst, men jeg gik imod cæsaren, og jeg blev henrettet for det. Jeg var heldig. Jeg kom i himlen og blev Helgen. Lige siden, har jeg hver Valentinsdag kommet ned for at sætte ulykkelige folk sammen, så de kunne finde kærligheden.”

Tusindvis af udtryk strøg over Evies ansigt på meget kort tid. ”Så det du siger er, at du er en flere tusind år gammel, død, præst, der render rundt og prøver at få folk til at blive skudt i hinanden?” Jeg nikkede. Hun kunne virkelig sætte tingene i perspektiv.

”Men du kom ikke sidste år?” pev hun så. Det havde tydeligvis gjort ondt på hende, og det gjorde ondt på mig.

”Helgener har nogle regler. Nogle regler jeg overtrådte, da jeg kyssede dig, da jeg blev så hovedkulds forelsket i dig. Det blev, jeg dømt jeg for. Jeg fik min titel frataget og blev sendt til Helvede. Et helt år har jeg sparret op for at få råd til den her forbindelse til dig,” forklarede jeg.

Nogle brikker faldt på plads for hende, så hun ridsede lige det hele op. ”For at opsummere er du en oldgammel, død, præs,t der blev udkåret til helgen og derefter frataget titlen. Så tilbragte du et år i Helvede og dukker derefter op på mit dørtrin, som noget der minder om et spøgelse. Alt på grund af mig.” Ved den sidste sætning dumpede hun tilbage ned i sofaen. ”Det er jo bare fantastisk. Det næste du siger er vel, at det var din skyld, med den storm der var sidste sommer.”

Med henblik på Guds håndtering af vrede valgte, jeg at lade være med at kommentere det.

”Hvor meget er klokken?” spurgte jeg hende. Hun pegede et ur ovre i hjørnet. Jeg havde en time endnu - det her skulle ske lidt tjept.

”Jeg har ikke lang tid igen, og jeg har ikke råd til endnu en session. Vi må finde på noget - hurtigt.”

Evie rejste sig atter op og begyndte at vandre frem og tilbage i stuen. ”Så, du siger, at du kun er her ved hjælp af en underlig maskine? Og der er ingen anden vej til jorden?” Jeg rystede på hovedet.

Hendes hjerne var i fuld omdrejning, men da hun fandt på noget, slog hun øjnene ned. ”Elsker du mig virkelig?” spurgte hun. Jeg nikkede. ”Evie….Hvis jeg kunne, ville vores læber være smedet sammen nu. Jeg elsker dig meget højt. Tror du, at jeg ville have smidt alt væk, hvis jeg ikke gjorde?” Hun sendte mig et trist smil. ”Hvis du ikke kan komme til mig, må jeg jo komme til dig,” sagde hun så.

Der gik et øjeblik, inden det gik op for mig, hvad hun stod og sagde. ”Evie. Det kan du ikke gøre, det må du ikke. Du må ikke opgive dit liv her på jorden for mig.

Et gisp kom fra Evie. Jeg rykkede spørgende brynene opad.

”D-d-du er ved at forsvinde,” sagde hun med desperation i stemmen.

Jeg kiggede på klokken. ”Det kan jeg ikke være. Der er en halv time igen.” Havde opfinderen snydt mig? Jeg kunne se den tåge, jeg var omringet af forsvinde gradvist, og den tog mig med. Snart ville jeg forsvinde helt.

”Evie - Lov mig ikke at gøre noget dumt,” råbte jeg, idet det sidste af mig forsvandt.

”Jeg lover,” svarede hun.

Det sidste jeg nåede at se, inden jeg forsvandt, var de krydsede fingre på hendes ryg.

Jeg var blevet hevet tilbage til Helvede. Jeg stod i opfinderens butik. Den var blevet totalsmadret. Ledningerne var blevet kappet over, så røde og blå væsker fyldte gulvet. Tre engle med hvide vinger (Hvordan kunne de være hvide, når alles hernede var brændte?) omringede mig. De var svært armeret, og så ikke venlige ud. Bestyreren var ingen steder at se. Han var nok flygtet. Opfindelsen havde ikke ligefrem været lovlig.

Den ene af englene åbnede munden: ”Hr. Valentin?” Bange, nikkede jeg. Chancerne for, at de var her på grund af min afsløring om min identitet, var ret stor. ”Vær venlig at følge med.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...