VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
335Visninger
AA

5. IV

Der var gået et helt år, siden det skete, og alligevel var jeg pisse nervøs. De første par uger havde jeg været skrækslagen, og der skulle ikke ret meget til, at jeg blev helt underligt. Eftersom der ikke skete så meget, havde nerverne langsomt forsvundet, men nu hvor det igen var valentinsdag, var de kommet igen.

Jeg havde allerede nået Porten, og Peter stod og ventede på mig.

”Hej Peter,” sagde jeg på perfekt latin. Han plejede altid at være så smilende, så glad. Lige nu lignede han en, der havde sin tå i klemme i en musefælle.

”Valentin. Jeg er bange for, at du ikke kommer ned til jorden i år. Kontoret venter dig,” sagde han, mens adskillige bandeord strøg igennem mit hoved på nul komma fem.

 ”Ho-ho-ho-hoved, eller?” stammede jeg. Peter rystede på hovedet. ”Elevatoren er allerede indstillet, så der er ingen måde, du kan slippe.”

Rystende, trådte jeg ind i elevatoren. Underkontoret var bedre end hovedkontoret, men Underkontoret indeholdt stadig Domstolen. Intet under, at jeg var nervøs.

Snart trådte jeg ud af elevatoren, og befandt mig i en stor kontor bygning. Jeg stod i en form for lobby, der var stort set tom udover en receptionist, der havde travlt med en øresnegl. Jeg gik over mod hende, men hun havde så travlt, at hun ikke opdagede mig, inden en af hendes vinger næsten havde slået mig ned.

”Åh, undskyld. Du er Valentin, right?” spurgte hun mig, mens hun trykkede på øresneglen, for at holde personen i den anden ende hen. Jeg nikkede. ”Syvende dør på anden gang ligefrem,” sagde hun bare, hvorefter hun atter dykkede ned i sin samtale.

Efter receptionistens instrukser, gik jeg ned af den anden gang hen imod den rigtige dør. Alle dørene så forskellige ud. Den første var en høj grøn dør, den næste en lille gammelt udseende dør med træskårne detaljer, nummer tre var dekoreret med blomster, og sådan fortsatte det. Dør nummer syv - den jeg skulle ind af - var en bred dobbeltdør med slørede halvmånevinduer.

Så snart jeg nærmede mig, åbnede dørene straks med en svag knirken. Bag dørene gemte sig et lille lokale, hvor et skrivebord var placeret i midten. Bag skrivebordet sad en skaldet mand med ølvom og grisede vinger.

”Valentin, kom ind,” sagde han, og jeg gik tættere på.

”Hvis du ikke er klar over, hvorfor du er her, så lad mig belyse dig. For præcis 365 dage siden delte du intimitet med en hvis Evie Parker. Derudover fortalte du hende, at du elskede hende - klare brud på Kodeks. For at forhindre, at du tager ned og yderligere omgås hende, må du blive stillet for Domstolen.” Han rejste sig fra kontorstolen bag skrivebordet, og gik hen imod en metallisk væg, der gled til side. ”Vær venlig at følge med.”

Jeg troede mit liv var forbi, da jeg trådte gennem væggen (Hvor underligt var det lige), og gik ind i en kæmpestor sal. Det lignede fuldkommen en ret med vidneskranke og hele molevitten.  Jeg fulgte efter manden, og han guidede mig hen til der, hvor jeg skulle side. Derefter satte han sig op, der hvor dommeren normalt ville sidde.

 ”Vi er i dag indkaldt til retten, angående Skt. Valentins brud på første lov i Kodeks. Fremlæg sagen James.” Stemmen rungede ud over hele salen. Ham, der åbenbart hed James, trådte frem. Han var en høj, ranglet mand med Harry Potter briller.

”Valentin er blevet anklaget for at bryde Kodeks ved blandt andet at kysse en dødelig. Han har endda ved flere lejligheder fortalt hende, at han elskede hende. Bevismateriale et.” Mens James gik hen mod en video fremviser, vidste jeg, jeg ville ende op i helvede. Jeg ville aldrig se Evie igen, og hun ville aldrig gide se mig igen, når hun mødte op i parken, og jeg aldrig kom.

James tændte for fremviseren, og et lidt grynet billede af Evie og jeg dukkede op. James hamrede til fremviseren, indtil billedet blev ordentligt. Derefter trykkede han på startknappen og scenariet mellem Evie og mig i parken, udspillede sig. Hele juryen så, hvordan vi kyssede og kom med kærlighedserklæringer. Jeg var færdig.

Filmen sluttede, og hele salen var forfærdet. Manden der havde fulgt mig ind i lokalet, rejste sig op.

”Bevismaterialet taler vist for sig selv. Har du noget at sige til dit forsvar Valentin?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Hvad skulle jeg gøre? Det var jo soleklart, hvad der var sket.

”Ikke udover, at jeg virkelig elsker hende, og føler jeg burde have lov til at opleve samme lykke, som den jeg hvert år uddeler.” Jeg sagde sandheden, virkelig. Fortalte præcis hvordan jeg havde det, men jeg vidste, det ikke ville lykkes. Juryen havde ingen sympati. I det mindste ville jeg gå ned lykkelig.

Den skaldede ordfører rettede sig ud mod juryen. ”I forhold til paragraf 1 afsnit 3, er straffen for denne slags brud, forflytning til Helvede og fratagelse af helgen titel. Alle der mener den anklagede er skyldig, og at forflytningen skal ske med det samme, rejs jer op.” Som forventet, rejste halvfems procent af juryen sig op, mens de sidste ti halv sov.

”Skt. Valentin er dømt skyldig i Kodeks brud, og vil hermed få frataget sin helgen titel, og blive forflyttet fra Den Hellige By og ned til Helvede. Forlad venligst lokalet.”

Alt så sort ud. Lige om lidt vil jeg tage ned til skærsilden, og aldrig have mulighed for at se Evie igen. Når Gud fandt ud af det, ville en eller anden naturkatastrofe bryde løs som afreagering, og Evie ville glemme alt om mig, finde sig en kæreste og blive gift, få børn, børnebørn og blive gammel, med en anden end mig. Tanken var ikke til at holde ud.

Jeg stillede mig ind i elevatoren, der kun havde et enkelt stop, en enkelt rute. Helvede, og der var ingen vej tilbage. Jeg følte mig som en tom skal. Fuldkommen tom. Tusinder af ting gik igennem mit hoved, men den ene ting der dukkede op gang på gang var Evie. Jeg havde risikeret alt for hende, tabt alt for hende, men vigtigst af alt - tabt hende. Var der overhoved mulighed for at se hende igen?

Mine tanker fortsatte således, mens jeg trådte ud i skærsildens flammer. Et jag af smerte gik igennem mig, da mine vinger gik op i flammer. De kridhvide vinger blev forkullet, og nervecenteret indeni gik kaput. Flammerne omgav mig som en kappe. I det mindste var jeg ikke alene hernede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...