VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
344Visninger
AA

4. III

Busken var i vejen. Godt nok havde jeg selv stukket hovedet derind, men den kunne da godt være lidt mere hjælpsom. Gennem busken kunne jeg se Evies skikkelse. Der var gået et år, og valentinsdag var igen over os. Jeg havde haft mine sædvanlige rutiner bortset fra, at de arme riddere var blevet udskiftet med pandekager.

 Selvom jeg var klar over, at jeg ikke kunne snakke med Evie, var jeg i det øjeblik, jeg foldede sedlen med par ud, blevet klar over, at jeg var nødt til at se hende igen. Om så fra afstand. Så nu stod jeg med hovedet i en busk og betragtede hende på afstand. Bortset fra de mange mennesker der gik forbi og kiggede på mig, som om jeg var total idiot, var jeg var rimelig ubemærket. Mission fuldført.

Evie sad alene på den præcis samme bænk, vi havde sat på sammen sidste år og fodrede ænder, med noget der lignede pandekagerester. Et lidt underligt valg, men fair enough - kvinden elskede jo pandekager! Da der ikke var flere pandekager tilbage, tjekkede hun sin mobil, hvorefter hun rejste sig op og gik hen i mod mig. Jeg indså ikke, at hun havde opdaget mig, inden hun stod foran busken og meget nedladende spurgte, hvor lang tid jeg havde tænkt mig at gemme mig der.

Pinligt berørt rejste jeg mig op, og kløede mig i nakken, mens jeg stammede noget uforståeligt. Så udbrød et stort latterudbrud fra Evie af, hvorefter hun trak mig hen til en af bænkene.

”Valentin…Hvorfor er du virkelig her?” spurgte hun så. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så stilheden kom trillende ind.

Efter at have stirret ud i luften i et stykke tid, spurgte hun så igen: ”Valentin. Hvorfor ser jeg dig kun denne ene gang om året? Hvorfor kan jeg ikke finde dig i noget register?” Det eneste jeg tænkte på, var om hun virkelig havde slået mig op i et register.

”Hvis du lyver om din identitet, hvis du har en personlighedsspaltning, så sig det. Du er ikke den første. Jeg kan bare ikke forsætte uvidende. Jeg kan ikke starte endnu et katastrofalt forhold.” Hendes stemme begyndte at ryste, og jeg kunne se en tåre trille ned af kinden. Ved ikke at svare var jeg det største røvhul ever, men jeg var løbet tør for ord. Jeg kunne ikke fortælle sandheden, jeg kunne ikke lyve. Var der en tredje mulighed?  At sige ingenting åbenbart. Hvilket var det jeg gjorde.

Der gik ikke længe, inden hun rejste sig op.

 ”Valentin. Jeg kan ikke have endnu et af disse forhold. Farvel” Så vendte hun sig om og gik. Selvfølgelig var det sådan det endte, hvorfor skulle det ikke det? Jeg havde altid vidst, der aldrig kunne ske noget. Havde altid været afklaret. Alligevel kunne jeg mærke en underlig smerte i brystet.

Hun var allerede nået udkanten af parken, da jeg indså, hvorfor jeg havde sådan en underlig smerte. Jeg kunne ikke lade hende gå, det kunne jeg bare ikke. Jeg rejste mig op og løb efter hende. Skridt for skridt kom jeg tættere på. Grusen blev tvunget op fra vejen, af mine fødders trasken, og til sidst nåede jeg hende.  Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og Evie gav et lille spjæt fra sig. Så vendte hun sig om, og de krystalblå øjne mødte mine. Uden at tænke mig om, greb jeg fat i hende, og vores læber mødtes. Det var ikke romantisk på nogen måde, men mere et desperat håb, om at få hende til at blive. Kysset varede kun i to sekunder, og vores øjne var klistret sammen under hele forløbet. Målløs, afventende og forpustede stod vi lidt og kiggede på hinanden. Evie virkede overrumplet, men hendes mundvig tippede op ad, og hun gav mig et kys. Denne gang var det fantastisk. Jeg kunne smage hendes jordbærlipgloss og bløde læber. Vi blev begge grådige og slap først, da ingen af os kunne få vejret mere. Selv da længtes jeg bare efter hendes læber.

Tre timer senere var det sunket ind, hvad jeg havde gjort. Jeg havde kysset hende og dermed brudt den første lov. Jeg ville blive dømt og blive smidt ud. Helvede var muligvis det næste sted, jeg ville spendere min valentinsdag. Det var forfærdeligt. Alligevel var jeg bare så ubekymret, så ligeglad, sammen med Evie. Det var bare os to under egetræets skygge.

Der var en følelse inde i mig. En følelse jeg aldrig havde haft før, en følelse jeg normalt sørgede for andre fik. Nu var det min, og jeg ville aldrig give slip.

Jeg snusede til Evies hår, og nussede det. Vi sad sammen under et egetræ i en anden park og kiggede ud over søen.  Hun lå i mine arme, mens min ryg var mod det bare bark. Jeg kunne blive siddende her for evigt, men det var ved at blive mørkt.

”Evie,” mumlede jeg, mens jeg begravede mit ansigt i det brune hår. Hun brummede lidt, så jeg fortsatte:

”Det er ved at blive mørkt.” Hun åbnede det ene øje lidt på klem og brummede igen, ligesom for at spørge hvor jeg ville hen med det.  

”Måske vi skulle have nogen pandekager?” sagde jeg drillende, og havde forventet hun ville være interesseret, men hun sukkede bare.

”Betty’s Breakfast er gået konkurs,” sagde hun bare. ”Og der er intet sted der laver bedre pandekager,” erklærede hun trist.

 ”Det sted, jeg prøvede i dag, var så dårligt, at jeg valgte at give dem til ænderne.” Jeg fortsatte med at nusse hendes hår, der nu lignede noget, der havde været i slåskamp med en stikkontakt.

 Uret viste klokken var lidt over ni, og jeg indså, at det ville skabe mistro, hvis jeg ikke begyndte at dukke op i Den Hellige By. Kunne jeg overhovedet det? Det undrede mig i forvejen, at der ikke var dukket en kæmpestor tornado op, som havde blæst mig væk. De fleste naturkatastrofer var i virkeligheden Guds vrede, der var givet los, efter nogle havde brugt Kodekset. Det værste scenarie havde været syndfloden. Kun Noas ark havde overlevet. Forhåbentligt ville det ikke gå ligeså slemt igen. Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige til Evie. Påstå jeg skulle ud at rejse? At jeg var med til at redde liv i Afrika? At min bedstemor var død, og jeg måtte tage til Mexico til begravelse? Den sidste var nok det dummeste, da jeg trods alt var en ranglet blond, bleg knægt på en meter og firs.

”Du, skat.” Endnu en lille kælen brumme lyd, som var hun en killing. ”Jeg må tage af sted.” Hun spærrede øjnene op.

”Forlader du mig? Igen?” Jeg kunne se, det var svært for hende.

 ”Du ser mig nok ikke i lang tid,” begyndte jeg, og hun rullede ud af min favn.

”Jeg troede vi var færdige med de løgne,” anklagede hun spydigt, men under var der en tristhed gemt. Da jeg skulle til at indvende, at jeg aldrig havde løjet, nåede jeg ikke andet end at åbne munden. De øjne hun sendte, kunne dræbe selv en elefant.

”Måske ikke løgne, men hemmeligheder. Masser, og masser af hemmeligheder. Du er et valentinsmirakel, Valentin, virkelig, men jeg kan ikke have en enkel dag sammen med dig i året, mens du hemmelighedskrammer de andre! Hvis du vil have mig, acceptere jeg ikke andet end et rigtigt forhold. Et forhold hvor du er i byen hver dag. Hele året. Det burde ikke være for meget at forlange. Du er jo ikke et rumvæsen.” Hendes tone blev højere og højere, og til sidst et skingert skrig. Hvad skulle jeg sige til det?
 

Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre. ”Evie, jeg elsker dig. Jeg skal bare bruge lidt tid, til lige at få det hele arrangeret, få det hele på plads. Så lover jeg dig, at vi skal være sammen for evigt.” Jeg vidste, jeg lovede mere, end hvad jeg kunne holde, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

”Skal vi sige samme sted næste år?” Jeg kunne se, hun ikke rigtig stolede på mig.

 ”Jeg vil vente på dig, men hvis du syntes, jeg er en totalt idiot til den tid, eller bare er kommet videre, behøver du ikke at komme.” Hun så stadig skeptisk ud. Jeg løftede hendes hage, og gav hende et kys.

”Samme sted, næste år,” mumlede jeg, da mine læber forlod hendes.

Undervejs hen til elevatoren, hjemsøgte hun mine tanker. Jeg fattede ikke, hvordan jeg ikke var blevet opdaget, det virkede underligt.

 Da jeg gik igennem ’Den Hellige By,’ blev jeg urolig ved selv de mindste ting. Da Lucia begyndte at snakke til mig, spjættede jeg af ren forskrækkelse. Jeg var nervøs under hele samtalen, men formåede at komme igennem. Det værste var nok, da Moder Teresa også lige brød ind. De måtte have troet, jeg var et totalt nervevrag.

Da jeg lagde mig i seng den aften, var jeg både lykkelig og samtidig bange. Lykkelig fordi jeg virkelig elskede Evie, men bange for hvad der ville ske, når det blev opdaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...