VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
338Visninger
AA

3. II

Jeg stod og kiggede op på et lejlighedskompleks. Efter at have dobbelt tjekket adressen, gik jeg ind og fandt den rigtige opgang. 12 etage. Fedt. Masser af trapper.

Efter at have gået op af cirka 275 trappetrin, stod jeg foran den rigtige lejlighed. Et stereoanlæg, der var skruet op på max, afslørede tydeligt at der var nogle der holdt fest. Eller bare elskede at forstyrre hele opgangen.

 Jeg ringede på dørklokken, men den stille summen druknede i en dyb bas. Det var allerede valentinsdag. Et helt år var gået, og dette var min sidste opgave i dag. Da ingen tog sig af fordøren, tog jeg mig den frihed at gå ind. Jeg åbnede døren lidt på klem. Lyden af tilråb og hujen, undrede mig straks. Jeg tog mod til mig og gik ind.

Synet der ventede mig var højst besynderligt. Lejlighedens møbler var blevet skubbet ud til siderne. Inde i midten stod der et stort metal kar, omringet af ni piger. Ud fra karret stak flammer op, og pigerne fodrede dem lystigt med billeder, sweatre, smykker og alle mulige andre ting. Jeg var en smule forbavset. Pigerne dansede rundt mellem alle de normale møbler i stuen, nærmest som var de en eller anden besynderlig kult. Vent. Kunne det rent faktisk være en mulighed?

Min tankegang blev dog afbrudt, da pigerne opdagede min indtrængen. ”HVEM har lukke ham ind?” En høj ranglet sorthåret pige stod med armene over kors. Alle pigerne rettede deres blik mod mig, og jeg følte mig ilde til mode.

”Jeg, øh, prøvede at ringe på,” begyndte jeg, men pigerne var ikke tilfredse. Den sorthårede, der virkede som lederen, rettede sig mod resten af pigerne. ”Helt ærligt. Vi er igang med en kæreste uddrivelse, og så invitere I en eller anden idiot, fra det køn der kun tænker med pikken med? Hvad har I lige gang i?” Hun var tydeligvis oprevet. Næsten ligesom for at understrege hendes pointe, smed hun et fotoalbum med titlen ’Os to for evigt’ ned i ilden, så den blussede op.

I modsætning til al forventning meldte en pige sig på banen. Jeg var målløs, jeg kendte jo ikke nogle her. Eller, det gjorde jeg åbenbart alligevel. Det var en mørkhåret pige, med de mest fantastiske øjne, der havde meldt sig. Evie.

”Lad mig lige snakke med ham Adelaide,” sagde hun. Den sorthårde pige (som åbenbart hed Adelaide) gav et anerkendende nik, og Evie gik hen i mod mig. ”Har du lige to sekunder?” spurgte hun. Jeg nikkede, og vi gik ud i gangen.

”Hvad laver du her?” vrissede hun. Ligesom Adelaide havde hun lagt armene over kors, og hendes øjne var fulde af mistro. Men var der også et glimt af overraskelse.

 ”Mit..Æh. Arbejde bragte mig til.” Selvom det var rigtigt, var det tydeligt, at hun troede ligeså meget på det, som at hendes behårede tante Edna skulle blive gift med en millionær. Hun kiggede udfodrende på mig, men min mund var lukket.

                                                                

 ”Du er godt klar over, at du har afbrudt en seance med ni kvinder, der prøver at glemme deres kærester, ved at brænde alt der minder dem om dem?”

 Pludselig forstod jeg godt, hvorfor de havde været så sure. Det gav ret god mening. For lige at lade det synke ind, satte jeg mig ned på et af trappetrinene.  Evie satte sig ned ved siden af. Hun var iført et par stramme jeans og en enkelt tanktop med en cardigan over.

 ”Hvorfor er det, at vi støder ind i hinanden, præcist et år efter vi først mødtes?” spurgte hun. Jeg sukkede.

”Det ved jeg ikke.” Det var både en løgn men også en sandhed. Set i lyset af, at jeg kun var på jorden en dag i året, virkede det ret tydeligt. På den anden side havde jeg ingen anelse om, hvorfor vi igen var stødt ind i hinanden. 

Med et slog det mig. Evie var her. Det måtte jo betyde, at hun prøvede at glemme en kæreste. Hvorfor blev jeg pludselig så jaloux på den tanke?

”Hvorfor er du her så?” spurgte jeg hende.

 Hun sendte mig et trist smil. ”I et forsøg på at glemme min idiot til en kæreste.”

Sammen sad vi lidt og kiggede ned af trapperne. Inde i lejligheden havde de tændt for musikken igen, og man kunne fortsat høre hujen fra pigerne, når de smed al deres skrammel ned i ilden.

 Evie drejede hovedet og kiggede på mig. ”Ved du hvad? Det her var en dum ide. Skal vi ikke forsvinde herfra?” Jeg sad lidt og tænkte på det, mens jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg skulle have udført en opgave med en Cinda Appleworth. På den anden side, hvor store chancer havde jeg så for at få en højst sandsynlig ulykkelig kvinde, der lige havde slået op og var rasende, til at spise en lykkekage fra en fremmed dreng, hvori der var en sød besked? Nada. Jeg kiggede op på Evie. ”Ved du hvad? Det lyder som en rigtig god ide.”

Fem minutter senere trak Evie mig rundt i byen.

 ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg. Hun kiggede bare på mig og sagde, at jeg skulle holde min kæft og vente med at få det at se.

Vi strøg igennem en park, men det var efterhånden så mørkt, at der ikke var mange par tilbage. Nogle få sad og snavede helt vildt på bænkene, men ellers var de fleste taget hjem. Evie trak bare min hånd lige igennem. Vi traskede ind gennem nogle snævre gamle gader, jeg selv nemt ville være blevet væk i, og stoppede ude foran en lille fortovscafe. ”Bettys Breakfast” stod der med snørklede bogstaver, på det skilt der var hængt op over butikken, kompaneret af et billede med en ordentligt stak pandekager.  

”Det er her vi skal ind,” smilede Evie og trak mig ind i restauranten. En lille dørklokke advarede om vores ankomst, men Evie gik bare hen og satte sig ved et bord.

 ”Æh, Evie. Klokken er over otte, og vi er hos et morgenmadssted?” sagde jeg en smule forundret. Evie nikkede bare. ”Er der noget bedre end morgenmad på alle andre tidspunkter end om morgnen?” Jeg valgte ikke at kommentere dette.

Restauranten var i typisk diner stil. Der var plastik borde og stole, og en lang disk med forskellige sandwich, æg og andre morgenmadsprodukter. Til sidst var der en svingdør, som en små fed servitrice med puddelhår trådte ud af. Hun gik hen imod vores bord, og så glad ud ved synet af Evie.

 ”Evie, skatter, det er lang tid siden. Det sædvanlige?” Evie nikkede. ”To styks af det sædvanlige,” hun vippede hovedet over i min retning. ”Ah, jeg ser…. To styks ala det sædvanlige.” Kantinedamen blinkede til Evie drejede om på hælen og gik igennem svingdøren, mens hun råbte på Betty.

Der gik ikke mange minutter, inden Evie og jeg sad og gnaskede pandekager i stedet for aftensmad. Jeg var overrasket over, hvor sjovt jeg havde det. Hvor sjovt vi havde det. Evie havde revet tre huller i sin pandekage og havde sat den op til ansigtet, som om hendes ansigt var en pandekage. Det var så plat, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Der var bare et stort problem. Det var som om, vi bare forstod hinanden, vi snakkede utrolig godt sammen. Evie hadede makrel på dåse, elskede appelsiner og havde engang haft en hund, kaldet Hr. Vimmerling. Alt imens hun fortalte det, vidste jeg, det hele var en stor illusion, der aldrig kunne blive til noget.

Men så blev vi forstyrret. En beruset mand kom ind af døren. Han lignede en rigtig smartass, med sit franske velplejede fipskæg, det lidt for lange hår, en dyr skjorte og den dyre champagne han havde i hånden. Han begyndte at gå hen imod os, men han kunne ikke gå lige. Han væltede over plastikstolene, men det stoppede ham ikke.

 ”Evie…Jeg. Jeg safner dig.” Jeg kiggede undrende på Evie.

”Kender du ham?” hviskede jeg til hende.

”Amber hvar æn fæjl. Et hørtigt knald.” Manden vippede frem og tilbage, som var han på en båd. Evie sukkede.

”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Jeg væd du ælskede at spi-i-i-ise aftensmad her.  Jeg spiste mæ dig,” snøvlede han. Evie rejste sig op.

”James, du er en taber. Jeg er færdig med dig. Forstår du det?” Hun havde taget fat om mandens skuldre og rystede ham. Han virkede åndsfraværende og lænte sig bare ind, mens han pressede sine læber mod Evies. Jeg ville gætte på, at han ikke havde forstået det. Alligevel smertede det mig. Heldigvis skubbede hun ham straks fra sig.

 ”Du er og forbliver en idiot James. Jeg har ondt af Amber. Den stakkels pige skal have et barn med dit DNA,” sagde Evie, overraskende roligt, til ham.

Så tog Evie fat i mit håndled og hev mig ud af døren.

 ”Vi er alligevel færdige her.” Min tallerken var godt nok stadig halvt fuld, men jeg besluttede mig for ikke at gøre nogen indvielser

Da vi var noget ind i en gyde, stoppede jeg op. Evie hev lidt i mig, men jeg flyttede mig ikke.

”Hvad handlede det om?” spurgte jeg hende. Hun sukkede.

”Du ved den kæreste jeg prøvede at brænde tidligere i dag? Det var ham.” Jeg fik på en eller anden måde ondt af hende. Han virkede ikke ligefrem flink.

”Kan vi ikke bare gå hen i parken?” spurgte hun en anelse desperat. Jeg nikkede, og i stilhed gik vi mod parken.

Snart sad vi rundt om en lille sø. Vi sad på en af de bænke, jeg tidligere havde set nogle par kysse. Der var nye par nu, men aktiviteten var den samme. Vi sad bare og stirrede ud på søen. Parken bestod af en sø i midten med bænke rundt om. Der var gangstier rundt i det hele, og blomsterbedene blev taget godt af. De første blomster var sprunget ud og pyntede det hele.

Evie kiggede på mig. ”Jeg er ked af det. Af en eller anden grund tiltrækker jeg bare de mærkeligste fyre. Jeg mener, inden James havde jeg en kæreste, der troede, han var Tut Ank Amon.” Hun rystede på hovedet, og jeg blev i tvivl om det var sandheden, eller om det var en joke.

 ”Hvad med dig?” spurgte hun. Jeg sendte hende et uforstående blik, så hun fortsatte.

”Fængselsstraffet?  Nogle psykiske problemer eller underlige feticher?” Jeg rystede på hovedet. ”Slet ingen underlige hemmeligheder jeg skal vide noget omkring?” Der blev jeg slået ud. Helt ærligt. Hvad havde jeg gang i? Hvorfor havde jeg tilbragt hele aftnen med en lidt for køn dødelig? Hvorfor havde jeg fortalt hende, det jeg havde fortalt? Vi kunne aldrig være sammen uanset hvad. Det var en umulighed. Desuden havde jeg en hemmelighed. En hemmelighed hun ikke måtte vide noget om. Alt dette kørte igennem mit hoved, men jeg svarede bare med et simpelt nej. 

Det fik hende til at kigge på mig på en måde, hvor jeg ikke kunne kigge væk. Hendes øjne borede sig ind i mine. Der var bare noget helt specielt ved dem. Vi lænte os ind mod hinanden. Få centimeter fra hendes hud. Få centimeter fra hendes læber. Jeg fik en underlig trang til at kysse hende. Til at holde hende i mine arme. Jeg sørgede for, at andre havde det sådan hvert år, men havde aldrig følt sådan selv. Det var som om, mit hjerte hamrede derudad med 180 i timen og bare ventede på en fartbøde. Hendes øjne var fortryllende, og det var alt for tæt på. Jeg fik mig rykket væk fra hende i sidste øjeblik. Jeg følte mig tom.

”Evie, je-jeg-jeg-jeg kan ikke.” Pludselig rejste jeg mig. Hvordan kunne det være, at det jeg ville mest, kunne jeg ikke? Jeg kunne ikke engang fortælle hende sandheden.

”Evie, de-de-det har været en vidunderlig aften, men jeg kan ikke det her.” Jeg må ikke det her, var jeg lige ved at tilføje, men jeg stoppede i sidste øjeblik. Hun slog blikket ned tydeligvis såret. Af mig. Skyldfølelsen ramte mig hårdt. Et sidste blik blev kastet på hende, hvorefter jeg gik.

 

Mine øjne kiggede op i loftet i mit soveværelse. Jeg var tilbage i de vante omgivelser og de vante mennesker, men jeg kunne ikke sove. Der var et sæt blå øjne, jeg ikke kunne få ud af hovedet, uanset hvor meget jeg prøvede. Et suk slap mine læber. Kun 364 dage til, at jeg kunne se hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...