VII Valentinsdage

Skærsildens flammer omgav mig, og selvom smerten var ulidelig, havde jeg kun en i tankerne. Evie. Jeg skulle igennem Intet få at nå ind til Centrum, hvor den plan, jeg havde, kunne udfolde sig næste Valentinsdag. Jeg skulle bryde de sidste love, men hvad havde jeg at tabe? Jeg havde allerede mistet alt, og havde ikke mere at satse. Jeg var overbevist om, at jeg kun kunne vinde. Sådan tænker Valentin efter, at han har fået sin helgen titel frataget og er endt op i Helvede. Han har brudt Helgeners Kodeks, ved at have et forhold til en dødelig. Men er der overhovedet en måde, han kan få Evie at se igen? Dette er mit bidrag til Valentinsdagkonkurrencen i delen historisk fiktion

4Likes
23Kommentarer
343Visninger
AA

2. I

Utroligt nok vågnede jeg, før vækkeuret ringede. Jeg lå lidt og ventede på det. En slags udfordring i machoness, eller noget. Da det så endelig bippede, smækkede jeg den sådan en, at den sang en stille klagesang. Det ville nok ikke virke den næste dag.

Grunden til den tidlige opvågning var simpel. Valentinsdag. Det var den ene dag om året, hvor jeg kunne komme ned i dødeliges verden - og så endda i en god sags tjeneste.

Jeg fik hurtigt tøjet på. Et par blå jeans, og en hvid t-shirt med to slidser på ryggen, til de vinger der var tildelt alle her i Paradis. Håret, der var et stort virvar, blev hurtigt opgivet og jeg lod det bare være. Jeg betragtede mig selv i spejlet. De dødeliges fremstilling af mig var grinagtig. En lille fed baby, som de fandt tuttenuttet med ble og pilekoger.  Hysterisk morsomt og intet nær virkeligheden. I virkeligheden lignede jeg en normal nitten årig med skørt blond hår og brune øjne. Jeg skar et par grimasser til spejlet, mens jeg gjorde mig færdig.

Nogle minutter senere traskede jeg gennem gaderne i ’Den Hellige By.’ Her bor alle dem, de dødelige gennem tiden har udnævnt til helgener. Lucia var ude i sin forhave og fiksede nogle blomster, som en af de få der var oppe så tidligt oppe.  Hun smilede til mig, og jeg vinkede tilbage.

Snart nåede jeg Cibum - madbygning. Set fra ydersiden var det en storstilet gotisk bygning i ægte kirkestil, men så snart man trådte over dørtærsklen, mødte man en nymoderne kantine. Alt var pinligt rent, rummet var fyldt med borde, og i den ene ende stod en disk med forskellige madvare. Det eneste lidt anderledes var nok det store podie i den modsatte ende, der afslørede dagens Helgen. I dag pyntede et billede af mig selv, og jeg kunne mærke en lille prikken i maven. Man vendte sig aldrig rigtig til det.

”Godmorgen,” sagde Cynthia på godt gammelt latinsk. Det eneste sprog her blev talt. Jeg hilste tilbage og bestilte arme riddere. Som sædvanligt småsnakkede vi lidt under tilberedningen, og Cynthia fortalte mig, at hun havde fået en ny ovn. Selvom de fleste af byens beboere var af ældre dato, havde de hurtigt taget den nye teknologi til sig. Alle kunne vidst blive enige om, at de til hver en tid hellere ville have et toilet end et hul.

Da morgenmaden var blevet indtaget, gik jeg ned til Porten. Skt. Peter havde heller ikke andet end forventet min ankomst.

 ”Dejligt at se dig igen Valentin.” Jeg nikkede.

”Jeg har på fornemmelsen, at den står i kærlighedens tegn.”

Peter grinede og lukkede mig ind i en elevator. Den havde fem knapper. Den øverste knap, og derved etage, var ’Kontoret’ så kom ’Den Hellige By,’ skarpt forfulgt af Paradis, ’Domstolen og under kontoret’, Jorden og til sidst Helvede. Jeg trykkede på Jorden og mærkede et sug i maven, da elevatoren trak mig nedad.

Mit hoved var et stort tumult, da jeg steg ud af elevatoren. Dens endestation var inde i en gammel faldefærdig bygning, ingen vil mistænke. Mine vinger var blevet til en vingetatovering på hvert skulderblad, og t-shirtens slidser var groet sammen, så jeg lignede en almindelig teenager.

Jeg bevægede mig ud på gaden. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og allerede nu daskede adskillige lykkelige par op og ned af gaderne med forelskede blikke.

Jeg kiggede på min liste over de mennesker der ikke havde en valentin i år. Zara Bloomberry var den første på den. Udenfor stod der Alex Simpsons. At lege Kirsten Giftekniv var ikke så nemt som man skulle tro. I modsætningen til sagnet var der ingen pilekoger, men derimod lykkekager. Lykkekagerne var delt i to. En side til hver at partnerne. Man knækkede den over, læste den søde besked og spiste en halvdel. Derefter gav man den anden til sin hjertenskær, og vupti, så var man forelsket. Men da jeg først skulle tag mig af Zara i aften, besluttede jeg mig for at hooke nogle af de andre op først.

Da det begyndte at blive aften, og folk søgte hen mod bare og natklubber, dappede jeg Zara Bloomberry ind på min menneske GPS (I himlen har vi også special udstyr). Hun var den sidste sammen med Alex Simpsons, som jeg skulle have ført sammen. En bar på Axwellstreet poppede op. Jeg kiggede op på skiltet, der afslørede gaden, jeg stod på. Et par gader til og så var jeg der stor set.

Turen til baren var dejlig. Fuglene kvidrede, og alle gadernes små butikker var pyntet op med hjerter og lys. Det var hyggeligt. Jeg mødte massere af lykkelige par, og så endda et par stykker der friede. Stemningen var fantastisk.

Snart nåede jeg baren, og jeg gik ind. Zara var nem at spotte. En dame midt i fyrrene, der stod og stirrede ind i et glas fyldt med vin. Hendes øjne var tomme, mens hun sad med en ske og klirrede på glasset. Jeg fik straks ondt af hende. Ingen skulle tilbringe sin valentinsdag sådan. Jeg satte mig på en barstol og viftede med nogle pengesedler, for at fange bartenderens opmærksomhed.

 ”Hvad skulle det være?” spurgte han.

 ”En mojito til den rødhårede dame derovre,” svarede jeg. Bartenderne begyndte at mikse drinken og spurgte, hvem han skulle sige, at den var fra.

”Kan du se manden lige overfor i baren? Ham i jakkesættet? Ham. Og gider du at give hende den her også?” Jeg rakte ham en af lykkekagerne. ”Selvfølgelig.”

Zara var tydeligvis overrasket, da hun modtog drinken og knækkede den lille kage. Hun smilede af sedlens budskab og spiste den ene halvdel, som anvist i kagen. Så krydsede hun baren, over til den middelaldrene mand iført jakkesæt, bedre kendt som Alex Simpsons. Det perfekte match. De begyndte at smalltalke, og Zara rakte ham resten af lykkekagen. Så vidste jeg, mit arbejde var gjort. Jeg kunne stort set se dem forelske sig, mens jeg gik hen over gulvet mod barens udgang.

Jeg nåede ikke mange skridt, inden jeg stødte ind i en af de mange dansende på dansegulvet. Desværre havde hun begået den fejl at danse med en giftig farvet drink i hånden, og min forhenværende hvide t-shirt havde nu lyserøde plamager på.

”Det er jeg ked af,” begyndte hun, men jeg bed hende af. ”Det er okay, jeg går bare lige ud på badeværelset og prøver at bløde det lidt op.” Jeg begyndte at gå over mod det lysende skilt, hvorpå en mand der tissede var placeret. Men havde jeg fejet hende af? Som en lille hundehvalp fulgte hun efter mig ud på badeværelset.

”Du er godt klar over, at du ikke kan komme med ud på drengetoilettet?” sagde jeg.  Hun gloede olmt på mig og lagde armene over kors.

 ”Og hvem siger så det?” Så traskede hun på demonstrativ vis lige ind. Et lille suk undslap mig, mens jeg fulgte efter hende ind.

De drenge der stod ved pissoiret forsvandt hurtigt. (Hvem har også lyst til at blive overbegloet af en køn pige. Det er da pinligt for de fleste). For køn var hun. På toilettet kunne man se hende i noget ordentligt lys. Hun havde langt mørkebrunt hår, der bølgede let og et kønt ansigt. Men det der virkelig var fangende, var hendes lyseblå øjne. Det var som at stirre op i en skyfri himmel.

Jeg trak t-shirten over hovedet, og stak den ind under vandhanen. Imens havde pigen sat sig op på den plade, vandhanen var sat ind i.

”Mit navn er Evie,” sagde hun, mens hendes ben svang udover kanten. Hun havde haft hæle på, men nu holdt hun dem i hånden.

”Okay,” svarede jeg bare ganske enkelt. Der var ingen grund til at indlede et forhold til en dødelig, når det aldrig kunne blive til noget. Helgenkodeks paragraf 1.

 ”Hvad med dig?” spurgte hun. Hun pillede lidt ved sin, lidt for afslørende, røde kjole.

 ”Valentin,” mumlede jeg. Pletten var svær at få af, så jeg droppede det.

 ”Valentin? Seriøst? Vil du være min, Valentin? Åh hvor godt,” grinede hun, mens jeg satte t-shirten på en radiator, der var placeret overfor håndvaskene.

 ”Nå, Valentin. Hvorfor har du så ikke en….æh, valentin?” spurgte Evie nysgerrigt, mens hun betragtede mig. En ubehagelig fornemmelse, når jeg ikke havde noget på overkroppen.

 ”Valentinsdag er min travleste dag. Jeg har ikke tid til sådan noget.” Selvom radiatoren ikke var særlig varm, tog jeg bare den hen over hovedet. Jeg havde masser af par jeg skulle nå, så jeg havde ikke tid til at blive hængende. ”Som sagt er det den travleste dag på året. Jeg må gå.”

Undervejs ud af døren hørte jeg, Evie råbe noget, men jeg er ikke helt sikker på hvad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...