Complete

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu, hvis du var helt alene i verdenen? Hvis folk så igennem dig, hvis folk ignorerede dig, hvis folk lod som om at du ikke eksisterede. Hvis du ingen havde at leve for. Hvad nu, hvis du helt havde opgivet menneskene, da de tydeligvis ikke fandt dig god nok? Zita fra Italien føler præcis dette; Hun rejste til Danmark i slutningen af 2012, da hendes far var ekstremt voldelig og havde et voldsomt alkoholproblem. Men nu har Zita ingen, og som kun 17-årig har hun selv måtte skaffe en lejlighed, føde og penge. Men en dag støder hun ind i en mand i et supermarked, der sælger en hest, da han er ved at være for gammel til selv at ride den. Zita er selvfølgelig interesseret, da hun har redet hele sit liv, og manden tilbyder Zita sin islænderhingst, Mikill, ganske gratis. Opstaldingen kan hun få for et mindre beløb, og Zita takker ja. Sammen stifter Zita og Mikill et fantastisk bekendtskab - Og Zita finder glæden igen. Men vil Zita finde hel glæde i Mikill - For altid, uden menneske-selskab?

7Likes
3Kommentarer
282Visninger

1. Prolog


"Køb en sodavand. Den der Squash Light, hvis du kan finde den. Eller så bare køb mig en Cola Zero," En dame og en yngre pige stod og snakkede, og pigen nikkede. "Okay," Sagde hun, og så forsvandt hun ind i supermarkedet. Det samme gjorde jeg. 
Jeg svang mit nøddebrune hår hen over skulderen og kiggede rundt - De havde rykket om på alle tingene, der havde været ombygning, og derfor var der ekstremt mange mennesker der kom og kiggede, nogen af dem købte ikke engang noget.
Det var jo så lidt et problem for os, der rent faktisk bare havde irriteret sig over at det eneste supermarked i byen ikke var åbent. Jeg var en del af de mennesker, og jeg så flere, der skubbede sig frem og hastigt kiggede på deres lange indkøbslister. 
Hvor ønskede jeg bare, at jeg boede et andet sted end lige her, hvor folk var spydige som en kniv og ikke tog hensyn til andre.
"Hey, Fims! Ryk dig lige!" Jeg blev afbrudt af mine tanker af en mand - Eller dreng - På de omkring tyve år. Jeg trådte hastigt til side, og han sendte mig et irriteret blik og styrtede forbi mig med en hvæsende grynten.
"Ikke tag dig af min søn, han er bare glad for at supermarkedet endelig er åbent. Eller også er han ikke, jeg ved det ikke," En ældre mand stoppede op foran mig og smilede venligt til mig. Jeg blev faktisk så overbevist om at smilet var ægte, at jeg smilede tilbage.
"Jeg hedder Svend," Han smilede, så smilerynkerne omkring hans øjne blev helt tydelige og hans mundvige næsten rørte hans ører - Men så også kun næsten. 
"Hej, Svend, jeg hedder Zita," Mit navn lød tørt i min mund. Underligt fremmed. Det er godt nok lang tid siden, at jeg har snakket med nogen.
"Er du her fra byen?" Spurgte Svend, og jeg rystede på hovedet så mit hår fløj omkring mig. "Nej, eller.. Jo, jeg bor her. Men jeg kommer fra Italien," Det gav et sug i maven da jeg mindedes Italien - Dens dejlige, betryggende varme, roen i den gade vi boede på.
Men det var kun udenfor. Indenfor, i min, min fars og mine to søstre's lejlighed, var der ingen ro. Aldrig. Derfor flyttede jeg.
"Men hvorfor flyttede du til Danmark? Her er så regnfuldt og gråt," Svend kiggede uforstående på mig med sine sammenknebne blå øjne.
"Personlige årsager. Noget med min familie," Jeg smilede venligt, og jeg ville virkelig gerne bare lukke al det lort ud som jeg i virkeligheden bare gik og tænkte over dagen lang.
Men det kunne jeg jo ikke bare gøre.
Endnu en kunde masede sig forbi mig og sendte mig et blik der tydeligt viste, hvor irriteret hun var, kastede med håret og forsvandt ind i mængden af mennesker, der gik rundt i supermarkedet.
"Nå, okay. Det skal jeg jo ikke være den at blande sig i," Jeg skulle lige tænke over hans svar, men så smilede jeg.
"Ej, det er ligemeget. Jeg er helt O.k nu," Svend nikkede men kiggede alligevel en smule bekymret på mig. Jeg kunne godt lide ham Svend. På trods af at han var ret gammel, måske i slutningen af 60'erne.
"Men, Zita, bor du så alene?" Denne gang var det et helt seriøst spørgsmål, ikke bare smalltalk.
"Ja, jeg bor helt alene. Jeg har intet kæledyr, ingen kæreste, ingen børn.." Hvorfor fortalte jeg det til ham her? En ældre mand ved navn Svend, med en skaldet isse og tydelige permanente rynker i pandens? Jo, fordi jeg var alene. Helt og aldeles ensom og alene.
"Åh, det er jeg ked af at høre, min ven. Er det ikke forfærdeligt ensomt?" Jeg kiggede på ham, og så fik jeg tårer i øjnene, men fik dem blinket væk.
"Svend!" Råbte hans søn, og Svend sukkede. "Nå, Zita, det var rart at møde dig. Her er mit visitkort," Han trak et glat kort op af sin jakkelomme og lagde det i min hånd.
"Vi ses, Zita," Han smilede igen det mest venlige smil jeg havde set i et år der var rettet mod mig.
"Ja, Svend," Mumlede jeg, efter han var gået. "Det gør vi," 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...