Historien om Alyna

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Alyna Sanders har levet på hospitalet siden hun var 4. Hun har en meget alvorlig kræftsygdom, og lægerne siger, at hun ikke har langt igen. Hendes forældre har opgivet håbet, og hun har aldrig haft nogen venner til at støtte sig. Men så en dag kommer hun ved et uheld til at gå ind på et værelse, hvor der ligger en dreng i koma efter en alvorlig bilulykke, og hun begynder at tage sig af ham. Men hvad vil der ske når han vågner? Og hvad når Alynas tid løber ud?

5Likes
17Kommentarer
275Visninger
AA

1. Introduktion

Hej.

Mit navn er Alyna Sanders.

Da jeg var 4 fandt lægerne en ualmindelighed i min krop. Det var en alvorlig og farlig kræftsygdom, med et ualmindeligt langt navn, som jeg aldrig kunne huske.

På grund af denne sygdom blev jeg indlagt på et hospital, som senere overførte mig til et andet hospital, som sendte mig videre til det næste, som så også sendte mig videre. Sådan fortsatte mit liv i 2 år. Jeg flyttede fra hospital til hospital, i mine forældres håb om, at det næste ville kunne redde mig, fra min sygdom.

Men den spredte sig hurtigt i min krop, og da jeg var 6 år hørte jeg ved et uheld en læge fortælle mine forældre, at det ville være et mirakel, hvis jeg levede en dag mere en til min 10 års fødselsdag. Nu var der ikke mere flytning fra hospital til hospital, for det ville alligevel ikke hjælpe noget. Mine forældre gik helt i chok, og kunne ikke klare det.

De brød sammen, og græd i flere timer, og da de fandt ud af at jeg havde hørt det, begyndte min mor at græde endnu mere. Nu kommer de og besøger mig næsten hver dag, og min mor sidder nogen gange med mig i flere timer ad gangen. Men inderst inde ved jeg godt, at det mest er på grund af at de får dårlig samvittighed over mig. Min mor kan knap nok kigge på mig. Hun sagde altid at jeg skulle have haft langt brunt krøllet hår, lige som hende selv. Men nu havde jeg intet hår tilbage.

Mine forældre havde opgivet håbet. Ikke engang da miraklet skete, og jeg fyldte 11 fik de håbet tilbage. De fik nye børn. To piger, begge sunde og raske, med de kraftige, brune krøller, som min mor ønskede jeg havde haft.

Jeg havde heller ikke aldrig haft mange venner, for jeg var stort set aldrig uden for hospitalet mere end et par timer ad gangen. Lige da jeg det var blevet besluttet at jeg skulle blive på et fast hospital, havde jeg mødt en venlig gammel dame, nede i cafeen, og hende var jeg blevet gode venner med. Men der gik ikke længe inden hendes alder indhentede hende, og hun døde. Siden da har jeg været bange for at komme i kontakt med andre hospitalet, for de tager alle sammen afsted igen, uanset om det er på grund af at deres sygdom indhentede dem, eller fordi de blev raske. Derfor var jeg altid alene.

Det var hele ikke alle sygeplejeskerne der var lige glad for mig. Jeg gemte mig altid for dem når jeg skulle til check up, og så fik de skylden for det. De fleste var dog flinke nok ved mig, men jeg prøvede altid at undgå dem alligevel.

Nu er jeg så 16, og det her er historien om mit liv. Eller rettere begyndelsen af det. Og slutningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...