Historien om Alyna

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Alyna Sanders har levet på hospitalet siden hun var 4. Hun har en meget alvorlig kræftsygdom, og lægerne siger, at hun ikke har langt igen. Hendes forældre har opgivet håbet, og hun har aldrig haft nogen venner til at støtte sig. Men så en dag kommer hun ved et uheld til at gå ind på et værelse, hvor der ligger en dreng i koma efter en alvorlig bilulykke, og hun begynder at tage sig af ham. Men hvad vil der ske når han vågner? Og hvad når Alynas tid løber ud?

5Likes
17Kommentarer
277Visninger
AA

3. Identitet

Jeg hørte døren åbne bag mig. Jeg gættede på at det var Margaret, men jeg vendte mig ikke om for at se efter. Jeg kunne ikke stoppe med at se på ham, som han lå, der dækket af sår og med pjusket nøddebrunt hår.

Jeg kunne føle Margarets blik i nakken. "Hans navn er Daniel Hall. Ham og hans familie var involveret i en bilulykke. Han er den eneste overlevende. Lægerne er ikke sikre på han nogen sinde vil vågne igen."

Jeg kiggede på hans lukkede øjne. Gad vide hvilken farve de var?

Jeg vendte mig langsomt om, og sagde med en lille stemme, som jeg senere havde svært ved at tro var min: "Jeg tror jeg er klar til at gå til det check-up nu."

Daniel havde frembragt minder i mig, om ting jeg ikke havde lyst til at huske, og jeg tror Margaret kunne fornemme det.

Hun kiggede på mig med et blik fuld af medlidenhed, men jeg bemærkede det ikke. "Så lad os da gå" sagde Margaret. "Lægerne er nok ved at være godt træt af at vente nu." Hun gik hen og tog et blidt tag i min arm, og vi begyndte at gå. Ud ad døren, ned ad gangene, som i øjeblikket syntes uendelige i mine øjne, og til sidst ind ad en dør, hvor der sad to meget utålmodige læger.

Jeg var kun vant til at der var en læge, så jeg blev lidt overrasket, men på den anden side burde jeg have vidst det da Margaret sagde 'lægerne' i flertal.

Den ene af lægerne kendte jeg. Det var Dr. Phillips, en aldrende mand, som havde haft ansvaret for mig, lige siden jeg ankom til dette hospital, men den anden kendte jeg ikke. Det var en mand, som så ud til at være i midten af 40'erne, men så heller ikke en dag ældre. Hans sorte hår var begyndt at gråne lidt i spidserne, og nogle rynker var begyndt at dukke op hist og her, men han så stadig meget ungdommelig ud.

Ingen havde sagt noget siden jeg var trådt ind i rummet, og det skulle blive Dr. Phillips der brød tavsheden. "Alyna, dette er Dr. Johnson. Han kommer fra forskningscentret. Han skal bare være med til undersøgelsen idag, for at lære lidt mere om din kræft." Så rakte Dr. Johnson en hånd frem mod mig, og sagde: "Hej med dig Alyna. Jeg håber ikke du har noget imod at jeg er med idag?" Jeg rystede på hovedet, og han smilede. "Og forresten," fortsatte han, "bliver det en lidt mere gennemgående undersøgelse idag, så vi bliver nødt til at bedøve dig."

Jeg stivnede. Jeg skulle bedøves?

Hvis der var en ting jeg ikke kunne klare, var det når jeg skulle bedøves.

Det bragte alt for mange minder frem. Om dengang mine forældre stadig havde håb for mig, og jeg flyttede fra hospital til hospital, og måtte bedøves før undersøgelserne hver eneste gang. Og desuden drømte jeg altid når jeg blev bedøvet. Det kan godt være at alle siger at man sover for dybt til at drømme når man bliver bedøvet, men den regel gjaldte altså ikke for mig.

Margaret så mig stivne, og skønt hun ikke vidste noget om min skræk for bedøvelse, kunne hun se at der var noget galt. Hun havde da vi trådte ind i rummet, sluppet grebet om min arm, og nu klemte hun min hånd i stedet for.

Jeg kiggede op på hende, og hun smilede beroligende til mig. Det var der, at jeg begyndte at tænke. at Margaret måske ikke var så slem, som jeg havde troet.

Vi gik sammen hen til lægerne, og jeg lagde mig op på båren, vel vidende at så snart jeg var blevet bedøvet ville båren køre rundt, fra rum til rum, og jeg ville gennemgå adskillelige undersøgelser inden jeg ville blive lagt ind i min seng, hvor jeg så ville blive liggende til jeg vågnede.

Jeg så med frygt Dr. Phillips fylde sprøjten med bedøvelse. Margaret fornemmede min frygt, og klemte min hånd lidt hårdere. Så satte Dr. Phillips sprøjten ind i min arm, og efter kort tid begyndte jeg at døse hen. Margaret slap ikke min hånd.

Det sidste jeg så for mig, inden jeg faldt i søvn, var Daniels ansigt. Hans ansigt fyldt af sår, og jeg tænkte, at det ville være rart hvis han vågnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...