Skyboblen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Blondhåret med fregner. Lever på sin egen lille sky af candyfloss. Ja, lidt speciel har man da lov at være, sagde bedstemor altid. Med frisk ånde og kølig smag i munden, var han klar til at tage på rejse til himlen.

4Likes
3Kommentarer
258Visninger

1. Mentol

Bang, han ramte jorden med et brag. Ikke bare et brag, et ordenligt brag! Ja faktisk sådan et stort brag, at alle vendte sig om med store øjne, og kiggede direkte på ham. På hans blonde hår, hans fregner og hans gennemgnaskede mentoltyggegummi, der var en millimeter fra at falde ud af hans hængende, letblodige mundvig.

Han lå bare der. Hans skrigegrønne snørebånd var gået op på højre fod. Eller var det venstre. Han var ikke så god til det med retninger. Han rejste sig op, og snublede i det. Det sagde bang igen. Eller sagde det bom?

Drengen med det blonde hår og fregner, var lidt speciel. De fleste tænkte ikke over at der var noget galt med ham, de synes bare han var en sjov fyr, med lange fødder. Han tænkte heller ikke sig selv, som unormal, bare som klodset.

Han tog et nyt stykke tyggegummi i munden, men nåede ikke at tygge lang tid på det, før det røg ud igen på grund at et klap på skulderen. Der lå det, på jorden foran ham. Som en sammenkrøllet stakling, der lige havde fået en mavepuster, og ikke havde mere luft tilbage. Gammel og grå, selvom han kun havde tygget på det i knap et minut.

Folk klappede ham på ryggen. Han var forvirret. "Godt gået Maxime!", sagde de. Han vidste ikke hvad han havde gjort, men ja, Maxime var hans navn så hvem kunne det ellers være? 

Han tog hjem, til sit lille røde hus og sin cremefarvede udendørs sofa, som stod ude på den smalle terrasse. Der lå han altid. Lå og kiggede op på stjernerne, der formede sig til figurer. Gad vide hvad der fandtes deroppe. Om bedstemor havde det godt og om alt rent faktisk var hvidt og blindende. Om englene havde lange hvide kjoler på, store fjerfyldte vinger og om de var de mest hjælpsomme væsener i galaksen. Hvem ved? Han gjorde ikke. Men han finder jo nok ud ad det en dag. Og møder bedstemor igen. Hun sagde altid, at speciel ikke var en dårlig ting, det gjorde bare at man ikke var som alle andre, derfor også mere værd.

Himlen blev langsomt lysere og solen tittede frem bag stjernerne som nu var skyer. Store hvide skyer, formede sig til en bamse, sko med snøre, og mentoltyggegummi. Skyer kunne forstille alt. Alt. Selv en blondhåret dreng med fregner, som fantaserede langt ud på natten og langt hen af dagen. Han havde godt nok store fødder, men de var ikke ligeså store som den åbne himmel var.

Skyerne blev til bobler, som blev til tyggegummi, som var i hans mund. Det efterladte munden kølig og frisk. Han lukkede øjnene. Forstillede sig at han var i himlen. Det var rart. Fredeligt. Intet at bekymre sig om. Lyst, og, og. Hvad var det? Han gik tættere på det. Et skær. Et skær så skarp at det skar i øjnene. Men han blev ved med at gå. Skæret blev større og større, lysere og lysere og ikke mindst varmere. Han smed den blå og hvid stribede t-shirt og gik videre. Og så skete det. Alt stod stille. Han stod stille. Ikke engang blinke, kunne han. Han faldt. Skyen under ham åbnede sig. Men han landede blødt. I en slags lyserød skum. Det mindede ham om candyfloss. Der gik det op for ham. Han var inde i skæret. Det skar ikke i øjnene mere. Det var bare lunt, lyst og lækkert. Var det mon Paradis? Det føltes sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...