Grønne Dominobrikker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Mellanie har altid været en meget glad pige, men da hun for konstateret hjernekræft, vender det alt op og ned for Mellanie. Pludseligt er det meget vigtigere at finde ud af, hvad hendes sande identitet er. Sammen med hendes bedste ven, Leo, finder de vejen frem gennem en forunderlig verden. Men er der overhovedet nogen ide i at finde frem til sin identitet, hvis man alligevel har en dødsdom over hovedet? Og på vejen frem for at finde sit sande jeg, er Mellanie så overhovedet klar til at tage imod uventede udfordringer?

1Likes
0Kommentarer
189Visninger
AA

2. Grøn er håbets farve

“Jeg har aldrig rigtigt tænkt over farvernes betydninger. De var der ligesom bare, farverne, og det var ikke noget jeg har lagt mærke til”.

 

 Ordene røg bare ud af munden på mig, men Leo så ud som om han tog det helt roligt.

 

 “Det lyder som en spændende diskusion”, sagde han halvt fraværende.

 

 Jeg tror allerede at han var hoppet på det nærmeste associationstog. Sådan kunne jeg godt lide at forestille mig Leo, hoppende fra tog til tog i han egen lille abstrakte verden.

 

 “Jeg ved faktisk en lille smule om farver, for jeg var engang fanget ved siden af en dame i en bus, som påstod at hun var åndelig. Hun fablede løs om forskellige farvers betydning, og hvordan det havde påvirket hende. Hun påstod endda at hun i nogle år havde været besat af nogle onde ånder”.

 “Hvorfor møder jeg aldrig den slags mennesker?” spurgte jeg drillende, men i virkeligheden var jeg dybt begejstret for at sidde ved siden af Leo og diskutere og fortælle.

 

Vi gik tit ture inde i byen, eller i det nærmeste grønne område, men oftest sad vi bare på en fast bænk, ligesom nu, og kiggede ud over en lille bakke. Luften var friskere heroppe og det var dejligt at trække den helt ned i lungerne. Nogen gange forestillede jeg mig at jeg kunne suge endnu mere ilt ned i lungerne heroppe end andre steder. Det kan jeg selvfølgelig ikke, men jeg kan godt lide ideen med at man kan føle sig sund bare ved at trække vejret.

 

“Hvad er din ynglingsfarve” spurgte jeg. Et skævt smil røg over hans læber og han kiggede ikke på mig da han talte, men ligeud til horisonten.

 

“Grøn. Jeg kan virkelig godt lide limegrøn”.

“Hvorfor” spurgte jeg, mest for at prøve at provokere lidt, men det prallede bare af.

“Fordi jeg synes at limegrøn er vildt eksotisk. Det er som om den symboliserer noget fremmedartet og spændende. Måske er den endda lidt eventyr agtigt”.

 

Jeg smilede lidt og prøvede at forestille mig Leo som Indiana Jones.

 

“Jeg tror også at grøn særligt er blevet min ynglingsfarve efter at jeg fik kræft” sagde han. 

 

Leo havde fået konstateret Leukæmi for lidt mere end et år siden, men de havde opdaget det i et tidligt stadie, og havde nået at fjerne alle spor af kræft i Leo. Det var jeg virkelig glad for, for det var dejligt at se frem til, at skulle ud og tale med nogen, som kunne se på en uden at tænke: alarm alarm, pige med kristisk sygdom!. 

 

“Forstår du, grøn symboliserer nemlig også håb, og det er jeg fuld af.” 

 

Han holdt inde et øjeblik, stadig med blikket mod horisonten. Så vendte han hovedet og kiggede mig direkte i øjnene. 

 

“Ligesom dig”. 

 

Det var virkeligt sødt sagt, og jeg rødmede også et øjeblik. Jeg havde mange gange tænkt på, om Leo og jeg burde være kærester, men det passede bare slet ikke ind. Jeg tror vi delte ting på en anderledes måde end kærestepar. 

 

“Min ynglingsfarve plejede at være blå. Men så blev jeg indlagt, og ligepludselig blev jeg nærmest kvalt i alt det hvide og blå der er på hospitaler”. 

 

Lægerne havde for nogle måneder siden fundet en kræftsvulst i min hjerne, som de først havde prøvet at opererer ud, og nu var det så meningen at jeg skulle have kemo med sideløbende strålebehandling. 

 

“Nu ved jeg ikke længere hvad der er min ynglingsfarve. Måske rød?”

 

“Rød er den mest populære farve der findes” 

 

Det var mærkeligt at han vidste sådan nogle ting, men det var også det der gjorde ham så sindsygt interessant. 

 

“Men, Mellie min skat, du skal da ikke ændre ynglingsfarve bare fordi der er nogle skide læger, som benytter sig af farven. Så er det jo som om de kan kontrollere dig! Tænk hvis du engang gik på en restaurant og fik serveret din ynglingsret, og den så var lavet dårligt. Tænk så hvis du var tvunget til at spise den dårlige ynglingsret hver eneste dag, ville det så ændre på dine minder omkring retten når den var lavet godt?

 

Jeg bukkede mig forover og begyndte at grine.

 

“Du er altså bare så langt ude, du er Leo!”

 

“Jeg ved det godt. Det var derfor jeg blev bortvist fra bogklubben. De syntes vist at jeg trynede folk med mine meninger omkring bogens indhold”

 

Det var derfor at der var grund til at leve med en sygdom. For at møde folk som Leo, som man aldrig havde troet var mulige at møde før. Det lyder muligvis helligt, eller kliché-agtigt, men det var sådan jeg havde det. Udover at være rædselslagen for at stoppe med at trække vejret. 

 

“Der er vist noget der tyder på at blå er min ynglingsfarve”, jokede jeg. Han gav mig et blik med sammenknebne øjne, som skulle se ondt ud, men mere lignede at han efterlignede en mulvappe. 

 

Vi snakkede lidt videre om farver og betydninger og alt andet, indtil min mor ringede og sagde at det var tid til at komme hjem. Så kørte Leo mig hjem på sin Christania-cykel. 

 

 

 

Derhjemme kiggede jeg mig længe i spejlet. Det var noget jeg var begyndt med for noget tid siden. Når jeg var alene følte jeg mig også dårligt tilpas, fordi så vidste jeg at alle tankerne bare lå lige rundt om hjørnet: Du overlever ikke Melanie, du kan ligeså godt bare lægge dig til at dø nu, for du dør. Du kommer til at dø af kræft. 

 

Jeg var blevet meget afkræftet efter den første operation, og det havde gjort det tydeligere for mig, at jeg var syg. Jeg syntes faktisk næsten, at det var værre før, fordi dér gik jeg somme tider rundt, og havde det helt normalt, men med visheden om at jeg ikke længere var normal. Det havde været utroligt svært at indse, fordi at jeg gik rundt og vidste at jeg var syg, men overhovedet ikke følte mig syg. Det var selvfølgelig ikke altid sådan, fordi jeg var blevet meget hurtigere træt (det bliver jeg stadig i høj grad!) og jeg havde haft den værste hovedpine indimellem. Nogle gange kunne jeg også bare komme til at kaste op. 

 

 Jeg har det stadigt lidt dårligt, efter sidste operation, og jeg skal til at have kemo engang i næste uge. Det skræmmer mig helt vildt, at jeg skal have hældt gift ind i kroppen. Engang vågnede jeg endda op fra en drøm hvor der var kommet en engel, men med et gammelt og rynket ansigt. Englen hev en slange frem, og havde boret dens gifttænder ned i min hånd. 

 

Det rektangulære spejl blev ved med at bevise det umulige. Jeg kendte ikke længere den krop, som var min egen. Min krop var blevet lidt mere indsunken, end den havde været tidligere. Min hud var også mere gullig og mit ansigt var blegt. Mit hår var også blevet mere glansløst og tjavset, men det var måske også fordi, at jeg ikke vaskede det ligeså grundigt længere. Det var anstrengende at vaske hår grundigt. Jeg brugte normalt heller ikke make-up, men det var jeg begyndt at fortryde lidt. Jeg savnede at føle mig lidt mere som en pige. At sidde og fnise af ligegyldige ting sammen med mine veninder, virkede på en gang, som det mest platte og idiotiske jeg nogensinde havde foretaget mig, og på samme tid mere vigtigt end aldrig før. 

 

Jeg lagde mig ned i min seng og pustede ud. Det havde været en hård dag, fordi Leo og jeg også havde gået lidt rundt i nærområdet, og talt. Jeg havde også været med min mor på indkøb og været med ude og hente mikkel, min lillebror, på skolen. Det ellers sjældent at jeg var på skolen. Jeg var for det meste bare hjemme, fordi skolen var for stor en mundfuld. Ellers ventede jeg på en SMS fra Leo om at vi kunne mødes. Leo gik på privatskole i vores nabokommune, så han skulle lige have passet mig ind i hans planer. Jeg åbnede min computer, og gik ind og kiggede på tøj i blå og grønne farver. Der var ikke så meget, fordi det ikke var sæson for de farver. 

 

Da min mor kom ind ad døren, efter et eller andet fitnesshold hun havde koblet sig på, trippede jeg ned til hende, og så på hende, mens hun lavede mad. Selvom jeg altid fik det lidt dårligt af madlugt, var det et vigtigt tidspunkt på dagen, fordi, at det var der jeg snakkede bedst med min mor. Lidt tid senere kom min far hjem sammmen med mine brødre. Vi spiste aftensmad sammen, og jeg gik tidligt i seng. Før jeg faldt i søvn fandt jeg nogle kunstnere jeg ville introducere for Leo i morgen. Noget skulle jeg vel bruge mit monotone og kedelige liv til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...