Ash and Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 23 aug. 2014
  • Status: Igang
Jorden er ødelagt. Ondskab lurer overalt. I en opdelt verden, hvor død og terror er en hverdagsbegivenhed, lever pigen Deana sammen med sin bror i den østlige del af den by hvor hun også blev født. Hun lever et nogenlunde almindeligt liv, imens hun prøver at holde sammen på den lille families skrøbelige hverdag. Men det viser sig snart, at det eneste familiemedlem hun har tilbage bærer på en stor hemmelighed. En hemmelighed, der har med deres forældres død, samt den hemmelige organisation CHIKARA at gøre. Snart bliver Deana blandet ind i en vild kamp for overlevelse, hvor hun må bruge alle sine evner for at klare sig.

7Likes
4Kommentarer
592Visninger
AA

3. Unknown Destiny

Jeg sidder i køkkenet og nipper til et krus med glohed te, da Iris kommer ind i det lille rum. Han skramler lidt med rodet på køkkenbordet, så kommer han hen og sætter sig overfor mig på den faldefærdige bænk, som jeg frygter kan brase sammen hvert øjeblik.

Mig og min bror har opholdt os her i fire dage nu, og det begynder at gå mig på, at ingen fortæller mig hvad der foregår. Hver dag er den samme. Jeg vågner op, spiser sammen med enten Iris eller Blake - aldrig dem begge to, af en eller anden grund - så tager Iris af sted for at handle eller møde sine andre venner, og vi bliver efterladt her. Blake forholder sig stille, og selvom jeg ikke vil sige det til ham, får det mig til at føle mig alene og bekymret. På den ene side vil jeg gerne blive hos ham, trøste og få at vide hvorfor alt det her pludselig skal ødelægge vores sædvanlige rutiner, og hvorfor han ikke vil fortælle mig noget! Men på den anden side savner jeg min gamle frihed, og har været tæt på at spørge Iris om jeg må gå med ham et par gange.

Jeg vil ikke bo i et helt fremmed hus, i et uanet tidsrum. 

Jeg vil ikke spærres inde her.

Om aftenen kommer Iris hjem, og han og Blake diskuterer en hel del om alt muligt jeg ikke må få at vide. Imens sidder jeg ude i køkkenet, drikker te eller laver mad; alt imens min hjerne er ved at springes på grund af ubesvarede spørgsmål. Og så kan vi spise, gå i seng, og starte forfra næste dag.

Det er nok derfor, på grund af uvidenheden, at jeg den femte dag gør noget utroligt dumt.

****

Iris tager fra bordet efter morgenmaden, og går ud til døren for at tage jakke og sko på. Han smiler let til mig og lader en hånd glide gennem sine rodede, blågrønne lokker. 

"Jeg har nogle ærinder inde i byen. Blake vågner sikkert lige om lidt."

Jeg nikker og skæver hen mod døren indtil det værelse, som jeg deler med min bror. Det er normalt Iris' soveværelse, men han har stedt sig tilfreds med sofaen efter vores ankomst. Mit blik vendes igen mod den manden med den unaturlige øjenfarve, da han begynder at tale på ny:

"Jeg er ked af, at vi ikke kan fortælle dig noget. Blake... han er bare ikke klar til at sige det til dig." Jeg nikker, og forsøger at se forstående og tilgivende ud, selvom mit indre er i vildt oprør. Skulle Blake, min egen bror, have en hemmelighed der er så stor, at han ikke kan fortælle mig om den? Kan han virkelig have holdt noget hemmeligt for mig i alle de år vi har boet sammen? Og hvis det er sandt, hvorfor kan han så fortælle en eller anden "ven", som han ikke har set i flere år om det? 

Iris vinker let, og i næste øjeblik smækker døren bag ham. Mit hjerte hopper et slag over i fortrydelse.

Er jeg jaloux på Iris?

Jeg sukker og skubber tankerne til side. Al den tid i den indelukkede kælder, har ikke gjort mig godt. Det er en dårlig undskyldning, det er jeg klar over, men jeg har ikke brug for endnu flere spørgsmål og bekymringer lige nu, så jeg lader den blive ved det.

Og i det samme, tager jeg en beslutning.

Hvis min bror ikke kan fortælle mig noget, må jeg jo hellere regne det hele ud på egen hånd.

Iført lette, sorte bukser - det par som jeg har gået rundt med siden vi ankom fordi jeg ikke nåede at pakke før mig og Blake tog af sted - en af Iris' skrigende lilla skjorter, samt mine egne, slidte sko, går jeg hen til yderdøren. 

Den er ikke låst, og før jeg ved af det er jeg ude på gaden.

****

Her i midtbyen er der meget anderledes i forhold til ude på østsiden. "Midtbyen" er selvfølgelig et mærkeligt udtryk, for der er jo by over det hele her, men hvor mig og min bror lever i et beboerområde, hvor man nærmest skal gå ti kilometer for at nå til en købmand, er der nærmest ikke andet her. Købmænd, barer, tatovørsaloner, tøjbutikker og alt det andet, som gør alt hvad de kan for at suge hver eneste klink ud af folk.

Ingen er rige her, og hvis man skal have noget af alt det butikkerne tilbyder, må man få fat i penge. Enten ved at løbe ærinder for folkene højere oppe, eje en butik, eller stjæle. Desværre ser den sidste mulighed altid ud til at være den der ligger mest inden for rækkevidde for de fleste. Hvis man ikke er god til at tage folks ting uden at de ser det, kan man jo altid bare true dem eller slå dem ned.

Jeg går hen ad den forbløffende brede gade, og passerer den ene person efter den anden, med viden om, at jeg ikke bærer noget af værdi på mig.

Hvis jeg gjorde ville jeg slet ikke turde gå rundt her. 

Der går ikke lang tid før jeg får øje på Iris.

Han følger gaden og stopper ikke op på noget tidspunkt. Jeg kan kende hans hårfarve, og den specielle lilla farve, der altid præger hans tøj, og det lykkes mig at følge ham et par kilometer. Han forsvinder konstant ind i mængden af folk, og de mange farver fra tøj, huse, brosten, lysene fra butikkerne og alle lydene og lugtene gør mig ør. 

Da han endelig drejer ind ad en smal gyde, føles det som om, at jeg har fulgt ham i timer, og jeg er så lettet at jeg er tæt på at glemme, at han ikke må få øje på mig. Hurtigt dukker jeg mig ned bag en container, og venter til lyden af hans skridt aftager. Så fortsætter jeg fremad, og følger ham langsomt, ved kun at nærme mig når han er drejet om et hjørne, og holde øje indtil han drejer om det næste, hvorefter jeg fortsætter. 

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvad jeg dog har gang i, og om det her overhovedet vil hjælpe mig, men overbeviser hurtigt mig selv om - nok på grund af den uendeligt lange vandring og al den tid det her har kostet mig - at jeg helt sikkert vil finde ud af noget hvis jeg fortsætter.

Og snart skal det gå op for mig, at det ikke er helt forkert.

Selvom jeg måske ikke ligefrem vil bryde mig om situationens udvikling.

****

Iris rækker pludselig hånden ned i lommen, og får mig til at stivne. Han stopper op og roder i den, og jeg trækker hurtigt ansigtet væk fra hjørnet som jeg gemmer mig bag. Jeg ser frem fra mit skjul efter et par sekunder, har så godt som muligt forsøgt at få mit dunkende hjerte i ro, og ser, hvordan han nu står med en kommunikator i hånden.

Med en  skinger lyd tænder den, og et blåt lys når snart murerne omkring ham, fra den lille genstand. 

"Iris her." Siger han, og får mig til at rynke brynene. Skal han kontakte sine venner nu? Og hvorfor pludselig så formel? Jeg har ikke kendt Iris så længe, men jeg ved at han altid tager tingene utroligt afslappet, og han virker ikke som typen der kunne finde på at tale med sådan en gravalvorlig tone, som den han bruger nu.

Det giver et sæt i mig, da nogen svarer:

025-9, Iris, er du alene?

Stemmen er rusten og bærer samme præg af noget formelt, som om noget vigtigt er ved at ske, som Iris'. Manden med det farvede hår bærer en ironsik undertone, da han svarer.

"Kode 025-9 accepteret. Ja Hana, jeg er "alene"." Kommunikatoren skratter let før personen i den anden ende fortsætter:

Din position er læst som sikker. Du skal vide at Ryou er på vej. Han kommer fra nord, og vil møde dig om cirka fem minutter. Er alt klar?

Iris drejer hovedet, og jeg skjuler mig med ryggen mod muren, håber virkelig at jeg nåede at trække hovedet væk. Jeg hører hvordan han sukker.

"Kvindens ånde rammer Ravnens nakke, Hana. Jeg ved ikke hvor længe det går." En lang pause følger, alt imens forvirringen over samtalen mellem Iris og denne "Hana", fylder mig. Jeg er sikker på at Iris' sidste ord var en form for kode, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne løse den. Og i det hele taget ved jeg ikke, om den er vigtig.

"Hana jeg..." Iris bliver brat afbrudt af den fremmedes stemme, der snart stiger i styrke og bliver skinger.

Iris der er en patrulje på vej. Jeg beder Ryuh om at møde dig andetsteds.

Jeg ser chokeret ud på ham fra mit skjulested, i det samme som han drejer rundt på hælen og vender sig mod mig.

Jeg ser direkte ind i hans intense, blå øjne.

Iris, måske kunne du..

Stemmen stopper brat, midt i sætningen.

"Nej Hana, det kan der ikke være tale om. Hun betyder alt for Blake. Hun er det eneste, som han har tilbage."

Jeg spærrer øjnene op.

Blake.

Min bror.

Hvad vil de med min bror?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...