Ash and Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 23 aug. 2014
  • Status: Igang
Jorden er ødelagt. Ondskab lurer overalt. I en opdelt verden, hvor død og terror er en hverdagsbegivenhed, lever pigen Deana sammen med sin bror i den østlige del af den by hvor hun også blev født. Hun lever et nogenlunde almindeligt liv, imens hun prøver at holde sammen på den lille families skrøbelige hverdag. Men det viser sig snart, at det eneste familiemedlem hun har tilbage bærer på en stor hemmelighed. En hemmelighed, der har med deres forældres død, samt den hemmelige organisation CHIKARA at gøre. Snart bliver Deana blandet ind i en vild kamp for overlevelse, hvor hun må bruge alle sine evner for at klare sig.

7Likes
4Kommentarer
592Visninger
AA

4. Pearls of Blood

Jeg træder et skridt baglæns, og ryster på hovedet, kan ikke fjerne blikket fra Iris' blå øjne, der borer sig ind i mine. 

"Hvem er i? Hvad vil i min bror?!" Min stemme ryster, og den nærmer sig et skingert toneleje, i det samme som ordene kommer over mine læber. Iris nærmer sig mig langsomt, sætter så i løb, og det går op for mig at jeg ikke har en chance. Jeg ved ikke hvad han, eller denne "Hana" er ude på, men uanset hvad, er jeg overbevist om, at det må være noget slemt. Hvis han virkelig forsøgte at hjælpe os, hvis han virkelig er Blakes ven, hvorfor førte han så ikke bare de her samtaler hjemme og forklarer hvad han har gang i? 

Jeg vil gøre omkring, løbe væk herfra så hurtigt jeg kan, tilbage til Blake, men mine ben er som beton; ude af stand til at tage så meget som et skridt. Mit hjerte dunker så hårdt i brystet at jeg er bange for at selv Iris, som stadig er omkring ti meter væk, vil kunne høre det, og min vejrtrækning sidder fast i halsen.

De næste par sekunder føles som om de foregår over timer. Hver enkelt detalje er tydelig for mit blik: Iris' lette sko, der ved hvert enkelt skridt rammer den krakelerede asfalt under os, og slynger småsten i vejret. Mit eget hivende åndedræt, bankene hjerte, mit røde hår, der bliver løftet af vinden, og rammer mig i ansigtet.

I det samme er den omtågede oplevelse af, at alt bevæger sig i slow-motion væk, og verden kommer rullende ind over mig, pludselig alt for hurtigt.

Iris når mig, og griber fat om mit håndled med stærk hånd. I det samme begynder han at løbe ned af gyden modsat den, jeg kom fra, og får, på trods af min modstand, mig hevet med. Jeg ryster på hovedet igen, forsøger at rive mig løs fra hans greb, men til ingen nytte. Han fortsætter uden at se på mig, og jeg kan ikke gøre andet end at følge med. Hans negle borer sig ind i min hud imens han finder vej igennem labyrinten af små gyder mellem de tætpakkede huse.

Den ene mur efter den anden suser forbi, og får snart mit hoved til at køre rundt. Det er svært for mig at følge med i, hvad der egentlig lige er sket. Det ene øjeblik forsøger jeg at komme væk fra manden med det grønblå hår, og i det næste - ja, vi følges jo nærmest hånd i hånd som var vi de bedste venner! 

Jeg forsøger at få styr over mine tanker, mit syn, blinker de begyndende tårer i mine øjne væk. Og i det samme får jeg øje på et smalt metalrør, der som et spinkelt håb dukker op i håbløshedens mørke. Det stikker ud af muren et par meter væk, og en plan tager form i mit hoved.

I det samme som vi løber forbi, rækker jeg ud efter det rustne rør, og griber fat om det, og en stærk smerte pulserer pludselig op gennem min arm. Vores fremgang stopper, og Iris vender sig om med et ryk. Før han kan nå at opfatte, hvad der lige er sket, placerer jeg et knæ i hans mave, og vælter ham om på jorden. Han slipper mig i faldet, og jeg bevæger mig hurtigt i den anden retning - tilbage hvor vi kom fra.

Smerten i min hånd forværres, og jeg ser ned på den imens jeg løber. Jeg må have skåret mig på røret da jeg greb fat om det, for en bred flænge er nu placeret tværs over min håndflade, og blod løber snart ned over min hånd.

Jeg gisper og fortsætter, i det samme som lyden af Iris der rejser sig, dukker op bag mig. Jeg er kun nået et par meter længere væk, da følelsen af, at syre bliver dryppet ned i mit sår fylder mig, og tvinger mig til at falde ned i knæ med et halvkvalt skrig. Jeg ser ned på såret, der syntes dybere og mere smertefuldt end tidligere, og spærrer øjnene op. 

Blodet, der løber ned ad mit håndled begynder at glide i forskellige retninger, som draget mod hinanden, og samler sig snart til små perler. Jeg stirrer intenst på det mærkelige fænomen, og glemmer helt at skrige, da de små perler, nu hårde som sten, løfter sig fra min hud, og svæver langsomt opad, indtil de når op over mit hoved. Mere blod bliver snart presset ud af såret, og slutter sig til det andet. Smerten er enorm, men alligevel drager de mystiske perler mit blik mod dem, får mig til at undres og længes efter at forstå, hvordan det her overhovedet kan ske.

Pludselig dukker en forfærdelig tanke op i mit hoved. Og der går ikke lang tid før den bliver til en brik, der får alt hvad der er sket til at give mening.

Kaji.

****

"Deana!" Iris når mig, og hiver mig op at stå med hjælp fra et fast greb i kraven på min skjorte. Blodet i luften holder op med at svæve, og plasker ned i mit ansigt og på jorden omkring mig.

Jeg bemærker hvordan asfalten under os er dækket af sorte, skyggelignende plamager, der langt fra er normale.

"Hvad var det?!" Vrisser jeg med blodigt ansigt, og får et smil til at dukke op på den blåøjede mands læber. Han klør sig lidt i nakken, og ser sig omkring, som om han ikke ved hvad han skal sige. Så læner han sig let hen imod mig, og hvisker så lavt, at jeg kun lige akkurat er i stand til at høre hans ord:

"Det er Kaji, Deana. Blood-type. Blev vækket i mig for nogle år tilbage." I det samme begynder min hånd at summe, nærmest som når man har ligget på den for længe, og da jeg ser ned på den, har såret lukket sig, og efterlader sig kun en smal, hvid linje. Jeg sukker af lettelse og samtidig overraskelse over Iris' kræfter, og får en pludselig lyst til at banke hovedet mod en mur. Iris, Kaji... Hvad har det med mig og min bror at gøre? Og hvorfor den hovedkuldse flugt langt ind i den del af byen som ingen har lyst til at befinde sig i? 

Jeg mærker vreden over de manglende forklaringer dukke op i mig, og tramper videre hen ad den vej, Iris førte mig ad tidligere. 

En tanke dukker op i mit hoved, og får mig til at sætte farten op.

Min modstand, min flugt, Iris' tvungne udnyttelse af sine kræfter mod mig... Vi har spildt alt for meget tid. Og brug af Kaji? Det kan meget vel tiltrække uønsket opmærksomhed fra patruljerne ovenfra. 

Der går ikke lang tid før Iris følger trop, og min frygt for ham og hans "hemmelige allierede" er væk, og erstattes af en beslutsomhed, der er svær at forklare. Jeg bliver nød til at slippe væk med livet i behold, og finde min bror.

Hvem jeg kan stole på, og hvem jeg burde frygte, er ikke vigtigt lige nu.

Lige nu skal jeg bare væk.

Væk fra det, som enhver beboer i Bunden frygter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...