Ash and Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 23 aug. 2014
  • Status: Igang
Jorden er ødelagt. Ondskab lurer overalt. I en opdelt verden, hvor død og terror er en hverdagsbegivenhed, lever pigen Deana sammen med sin bror i den østlige del af den by hvor hun også blev født. Hun lever et nogenlunde almindeligt liv, imens hun prøver at holde sammen på den lille families skrøbelige hverdag. Men det viser sig snart, at det eneste familiemedlem hun har tilbage bærer på en stor hemmelighed. En hemmelighed, der har med deres forældres død, samt den hemmelige organisation CHIKARA at gøre. Snart bliver Deana blandet ind i en vild kamp for overlevelse, hvor hun må bruge alle sine evner for at klare sig.

7Likes
4Kommentarer
590Visninger
AA

1. Going Home

Hendes rødbrune hår er besat med fjer og perler i alverdens farver. Den lette, gule kjole af bomuld kærtegner hendes lår hver gang hun tager et skridt, hendes tæer er bare, og ømme efter gårsdagens lange spadsereture op og ned af de grå gader i byen. Hun passerer et par piger i skriggrønne kjoler, som snakker højlydt til hinanden, men undgår at lade blikket falde på dem.

Det er stadig tidligt om morgenen, og kulden angriber nådesløst hendes bare hud på arme og ben. Lugten af røg og alkohol fylder luften som en tyk tåge, beviser at nattens aktiviteter ikke er forbi endnu. Den fjerne, velkendte lyd af musik der bliver spillet så højlydt, at naboerne snart må begynde at klage, hvis de ikke allerede har gjort det, giver genlyd mellem bygningerne. Hendes grå øjne flakker et øjeblik fra side til side, så træder hun over de lysende, blå skinner der fylder det meste af vejen, og kommer sikkert over på den anden side. En dyb summen kommer fra dem. Tegn på fare.

I næste øjeblik kører et strømlinet, hvidt tog forbi, med en sådan fart at hendes hår bliver blæst op. Et smil formes på hendes kønne, velformede læber, da et par totter rammer hende i ansigtet og kilder hendes fine næse. Hendes hud er glat og cremefarvet, og hendes talje smal. Hun var heldig, at hendes mor fødte hende med sådan et perfekt udseende. Hun var heldig, at hun oven i købet fik lov til at være sådan en karismatisk pige, som alle vil følges med. Det siger de alle sammen.

Men Deana føler sig slet ikke heldig. Så meget sorg har overgået hendes familie, at hun slet ikke kan føle sig heldig. Udseende og personlighed betyder ikke noget, når døden ikke blot er et ord, men noget som overgår dem omkring en, alt for ofte.

Deana fortsætter ned ad gaden. En let brise fejer ind over hende, og samler nogle blade og et par gamle avissider op på rejsen.

Falske håb. Falske drømme.

Død.

****

”Blake? Hallo, er her nogen?” Hun står et øjeblik og kigger fra side til side imens hun venter på svar. En ung mand på omkring de tyve kommer ned ad den gamle trappe inden for hoveddøren. Hans ene grå øje ser på hende med venlig nysgerrighed, og det andet; Halvt dækket af sort, rodet pandehår, lukket.

”Deana.” Han kan få hendes navn til at lyde så smukt og klangfuldt, også selvom det ikke plejer at være sådan. Han når ned foran hende, og klapper hendes hoved med en stor, bleg hånd.

Blake.

Deanas storebror, og den person som har taget sig af hende siden hun var otte. Da hun var tre døde hendes forældre i en ulykke, men hun kender ikke detaljerne. Blake har ikke lyst til at snakke om det. På det tidspunkt var han syv, og de kom i pleje hos deres mors søster.

Men søsteren var ikke ligefrem fantastisk til at passe børn, og det skulle snart gå ud over hende selv.

Hvis nogen dør i denne by, er der ikke nogen som undrer sig, eller gør noget.

Det var selvfølgelig hverken Deana eller hendes bror som gjorde det. Men Blake havde ”kontakter” dengang. Det er alt sammen forbi nu, og de lever i dette lille, faldefærdige hus på Østsiden.

”Jeg går ud fra at du er sulten?” Deana nikker og skærer tænder da han går ud i det lille flisebelagte køkken. Han humper let på det ene ben, og hun må skjule en tåre. Han har aldrig haft det nemt. Han har arvet sine forældres skønhed ligesom hende selv, men det at være sammen med andre, er en anden sag. Han ser ud til kun at fungere med det eneste familiemedlem han har tilbage. Hende selv.

Der går et øjeblik før hun går efter ham ind i det lille rum.

”Jeg har allerede gjort mad klar.” Hun nikker, og fremtvinger et smil.

Blake har været igennem så meget.

Og alligevel smiler han altid.

Lykkelig. Smuk.

Død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...