Ash and Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 23 aug. 2014
  • Status: Igang
Jorden er ødelagt. Ondskab lurer overalt. I en opdelt verden, hvor død og terror er en hverdagsbegivenhed, lever pigen Deana sammen med sin bror i den østlige del af den by hvor hun også blev født. Hun lever et nogenlunde almindeligt liv, imens hun prøver at holde sammen på den lille families skrøbelige hverdag. Men det viser sig snart, at det eneste familiemedlem hun har tilbage bærer på en stor hemmelighed. En hemmelighed, der har med deres forældres død, samt den hemmelige organisation CHIKARA at gøre. Snart bliver Deana blandet ind i en vild kamp for overlevelse, hvor hun må bruge alle sine evner for at klare sig.

7Likes
4Kommentarer
592Visninger
AA

2. Floor of The World

Den Nye Verden er et dystert sted. Det vil ingen være i stand til at benægte.

Efter det menneskeheden kalder ”Den Femte Krig” blev verden forandret. Verden blev delt op, ikke som tidligere, i lande, men i niveauer. Hele jorden er et stort område, dækket af høje, grå bygninger, og man skal være heldig for at finde en rest af det ”hav” der tilsyneladende før eksisterede. Disse bygninger er så delt op alt efter hvilken højde man bor i.

Øverst oppe ligger de riges del. Der bor alle de folk som har penge nok til at kunne dele ud af dem uden at det ville betyde noget for deres økonomi overhovedet. Der bor de folk som kan se den smukke blå himmel, og sole sig i andres beundring. Der bor de folk, som aldrig får et glimt af bunden, og derfor kan ignorere de mindre riges situation.

Neden under bor de mere almindelige folk, der kæmper en brag kamp for at nå til tops og ændre deres vilkår. Folk som bliver nød til at arbejde for at komme videre.

Og så er der Bunden. Os.

De mennesker, som allerede har opgivet alt; Fattige, syge, forældreløse, Oni, Brugere af Kaiji. Alle sammen tabere, som ligeså godt kunne være døde. Ingen ville bemærke, om vi pludselig forsvandt.

Hernede er verden mørk, grå, og uden solens lys. Hernede, ulmer en glød.

En lille, men uslukkelig glød. En glød af håb.

****

”Hvis du boede deroppe, hvem ville du så være?” Blake ser ud af togets snuskede rude, imens de grå mure suser forbi i et virvar af skygger og knuste ruder. Hans stemme er ren og klar, men hans tanker befinder sig andetsteds. Jeg smiler lidt, og lader øjnene glide hen over de andre passagerer, frygter for overfald. Med Blakes ødelagte fod, er det ikke til at sige om vi ville klare den. Jeg tænker grundigt over hans spørgsmål, og tøver yderligere, før jeg svarer:

”Hvis jeg boede oppe ved himlen, ville jeg gerne være en, som var indflydelsesrig nok til at hjælpe folk som os. Jeg ville sørge for, at de fattige kunne bo i fred, uden frygt for overfald og sultedøden.” Min bror smiler, og klapper mig blidt på hovedet. Jeg ved at det er en barnlig, urealistisk tankegang. Ved folkene øverst oppe overhovedet, at vi eksisterer?

Snart stopper toget, og vi stiger ud.

Et par rødbrune, overvågne øjne følger os.

****

Da vi når ind i gyden et stykke fra togskinnerne rejser en ung mand, der før sad op ad muren, sig op, og kommer hen til os med et stort smil på læberne. Noget, der ikke rigtig hænger sammen med det her sted, efter min mening.

Hans hår er farvet i en sær, blågrøn farve, og hans unaturligt blå øjne ser hurtigt op og ned ad min bror, bevæger sig hen på mig, og tilbage til min bror igen, næsten som et par forvirrede insekter der ikke ved hvor de skal lande. Han er klædt i en lilla undertrøje med smalle stropper over skuldrende, og hans bukser er sorte og stumpede. En hudafskrabning er tydelig over hans kæbelinje.

”Blake!” Stemmen der kommer ud mellem hans læber virker på en eller anden måde lidt for lys i forhold til hans udseende, og får mig næsten til at le.

Blake klapper ham let på skulderen og vender sig mod mig.

”Det her er Iris. Han er en af mine gamle venner.” Iris ler pludselig nervøst, og jeg bemærker kort den skriglilla piercing der er placeret i hans tunge. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare, og ender med bare at nikke kort til den fremmede.

Jeg må indrømme at jeg ikke ved hvorfor vi skulle besøge denne fyr lige nu, for min bror plejer ikke at aflægge tilfældige besøg hos folk fra en fortid, som han ikke længere ønsker at være en del af, men endnu mindre forstår jeg, at Blake, for første gang i lang tid, virker rigtig glad. Det er ligesom en form for sjælden aura placeret omkring ham, som jeg ikke har bemærket hos ham siden vi stadig bare var store børn. Han taler aldrig om sine venner, og har holdt sig til mig i lang tid.

Der er noget mærkeligt over hele situationen, et eller andet jeg ikke kan placere, men jeg vælger alligevel at gå med dem ind i gyden. Det er jo trods alt min bror der har fået os rodet ud i det her, og jeg bliver vel nød til at stole på ham.

Også selvom, jeg ikke rigtig bryder mig om det.

****

To piercinger i samme farve som den i Iris´ tunge bliver synlige i den øverste del af hans øre da han lader sine fingre glide gennem sine pjuskede lokker. Han leder efter mad i nogle skabe med faldefærdige låger der står op ad væggen i hans ”hus” og har allerede fundet et par dåser frem. Med ”hus” mener jeg den mørke, fugtige kælder, som han har været så heldig at få fingrende i. Den ligger lige i midtbyen, en perfekt beliggenhed, og selvom de to eneste rum der er; et opholdsrum og et badeværelse, ikke ligefrem virker tiltrækkende på min lugte- og synssans, så må jeg indrømme, at det er langt bedre end så meget andet jeg har set.

Der går et par minutter hvor lyden af ting der bliver rodet ud, samt smækkende skabslåger giver genlyd i det lille rum, så rejser Blakes ven sig op, og går i gang med at åbne dåserne.

”Hvordan går det med foden, Blake?” Han virker mere alvorlig end tidligere, og jeg mærker et stik i mit bryst da det går op for mig hvad han lige har sagt. Min brors fod blev ødelagt for nogle få år tilbage i en gadekamp, og efter ulykken var han i chok i flere måneder. Han var bange for, at han aldrig ville være i stand til at hjælpe mig mere, at han ville blive til en krøbling som skulle tages af og passes på, og holdte snart op med at se sine venner. Ham og Iris har sikkert ikke set hinanden siden da.

På trods af samtalens drejning, ser min bror mærkeligt ligeglad ud. Tom og følelseskold. Langsomt trækker han på skuldrende.

”Det går nogenlunde, går jeg ud fra. Men der skal en læge til for at rette knoglen ud, og det har vi ikke råd til.” Iris nikker og varmer maden, der nu er hældt over i tre skåle, i ovnen som er en lille flad skuffe med glasrude i den nederste del af skabet længst til højre.

Han vender sig om mod os, og smiler let. Blake sukker og ser pludselig gravalvorligt på mig. Han ser ud til at være vågnet op fra den trance han nogensinde falder i når der sker noget dårligt, og bider sig let i læben.

”Deana. Vi er tvunget til at blive her i nogle dage. Jeg kan desværre ikke fortælle dig hvorfor endnu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...