Exile of the Underdark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 18 feb. 2014
  • Status: Igang
Faerûn er et stort kontinent på planeten Abeir-Toril, og mens hvert folkeslag er forskellig fra by til anden, er det mest specielle dog de ondsindede mørkelvere, som lever dybt under overfladen. Underdark; fuld af terror, mørke væsner og ugudelige ritualer. Xena er en mørkelver, der trodser sit folk og bliver forvist til et liv på overfladen, hvor gammelt had og overtro møder hende, hvorend hun sætter sine fødder. Hvordan vil hun kæmpe mod sin fortid og sin baggrund for at passe ind? Og er hun virkelig færdig med Belgos og resten af Underdark? Læs med, mens Xena må gennemgå prøver i både krig og kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

2. Kapitel 1: Blacklakedistriktet

Da jeg svor troskab til Underdark og Belgos, havde jeg aldrig troet at jeg, Xena, datter af Drisdhaun, ville ende med at blive forvist fra mit hjem. Men hvad er hjem, hvis hjem forråder dig? Jeg har bedt til Corellon, svoret til Lolth, og alligevel søgt til overfladen hos de, der ser Selûnes element hver dag. Men jeg bebrejder dem ikke deres forkærlighed; vor planets måne er udsøgt. Måske er det endda selv samme livsindstilling, der endte med at få mig forvist fra mit barndomshjem. Jeg er lige så fremmed her, som Overfladebeboerne føler sig i grotterne. De larmer. Jeg er ikke vant til så megen liv og lyst. Og selvom jeg har måttet søge til disse udskud i Blacklakedistriktet, så foragter jeg Lord Nasher mere, end jeg foragter Lord Neverember.

***

Lyden af skridt afbrød min tankegang, og med en hurtig refleks søgte jeg ud efter min dolk, lavet af de mørke undergrundsklipper i Underdark, smedet af jern fra Mount Hotenow. Jeg fik stablet mig på benene i en kvik bevægelse, og min smalle figur kunne lige akkurat skjule sig bag den træsøjle, der udgjorde fundamentet af det halvtag jeg befandt mig under. ”Jeg forstår ikke, hvad han forventer af os,” lød en stemme, cirka tyve meter væk. Mine ører sitrede, ekstremt følsomme overfor lyde. Mine øjne sved på grund af lyset fra månen og de fakler, som mændene bar med sig; havde man først vænnet sig til Underdarks mørke, var det svært at være omgivet af så meget lys. I starten havde jeg været nødt til at benytte mig af et stykke stof bundet om mine øjne i dagstimerne. ”Det er simple ordrer.” En ny stemme, langt mere rusten end den anden. Jeg ville skyde på, at der var mindst seksten år imellem de to mænd. Den ældste fortsatte. ”Madrationerne er lokaliseret i den sydlige del af distriktet. Soldaterne henter varer hver dag på denne tid.” Et fnys lød fra den anden, efterfulgt af et aggressivt spyt. Jeg pressede mig tættere op ad søjlen. ”Svin,” mumlede han. Jeg forestillede mig et bittert smil. ”Mæsker sig i vin og vildsvin, mens kvinder og børn sulter i gaderne her!” Skrabende skridt lød kortvarigt, og den rustne stemme kom igen på banen. ”Gem vreden til senere, knægt. Du får brug for den.” Deres stemmer og skridt forsvandt så småt, og jeg krøb frem fra mit skjul. Så der var et lager af rationer i den sydlige del? Jeg nåede ikke engang at tænke tanken færdig, da min mave knurrede advarende og tog beslutningen for mig, så jeg trak hætten over hovedet, samlede min rygsæk op og sneg mig afsted.

***

Rigtigt nok var der opsat telte langs muren, og adskillige vagter patruljerede i området. Selv med en mørkelvers snedighed, ville det være svært at begive sig uset rundt i så bevogtet et sted. Men jeg behøvede ikke tænke længe over en plan, for i det samme hørte jeg råb og spektakel fra et af teltene. Jeg sneg mig en anelse tættere på, i håb om at kunne se hvad der foregik. ”… bliver angrebet!” En vagt stod og pegede febrilsk mod det telt, han var kommet ud af, men før han kunne nå at sige mere, sad en pil i struben på ham; dette alarmerede hans kompagnoner. Snart myldrede det med vagter, men pile fløj gennem luften som en græshoppeplage. Jeg så mit snit til at snige mig ind i et af teltene, nu hvor vagterne var optagede. I teltet lå der brød, ost, den sødeste marmelade fra Waterdeep, de lækreste æbler fra hjertet af Faerûn og alskens andre frugter. Min mave brokkede sig igen, og jeg begyndte grådigt at skrabe til mig af alt, hvad min rygsæk kunne bære. Men min lykke varede kun kort, for en skarp klinge lød bag mig, efterfulgt af et ubehageligt – men indtil videre ufarligt – prik mod nakken. ”Tilkendegiv dig selv, tyv,” lød en kold, men lettere nervøs, mandestemme. Jeg slap min taske og vendte mig langsomt om, mens jeg sørgede for at holde blikket nede, stadig med hætten trukket over hovedet. Alt, jeg kunne se, var den skinnende rustning. ”Hvem er du?” spurgte han, og da han ikke fik noget svar, blev han utålmodig og flåede hætten af mig. Jeg kunne se forbavselsen i hans blik da han genkendte min race. Trods den afsky, der nu opstod i hans blik, var han forvirret over, hvad jeg lavede over Underdark – og så i Blacklakedistriktet. ”Hvad i…” Mine røde øjne mødte hans. ”LOYALAR!” Lød det udefra, og han reagerede prompte. ”Du kommer med mig,” mumlede han og hev fat i min overarm. Af ren og skær overraskelse, lod jeg ham hive mig med; og så havde jeg et svagt håb om, at jeg måske kunne udnytte hans forvirring senere hen.

Jeg fik samme blikke fra hans allierede, der så ud til at have bekæmpet det rebelangreb, der få minutter før var fundet sted. Mænd lå spredt rundt omkring, og det overraskede mig hvo effektive soldaterne havde været. Intet under at gaderne var så underbemandede. ”De rekrutterer som rotter,” hørte jeg én sige, og jeg blev trukket med hen foran nogen af høj status. ”General Hawklight… Jeg fandt denne i et af teltene derovre.” Jeg gav min tilfangetager et gnavent blik… ’Denne’? Generalen gav mig et afmålt blik og krydsede sine pumpede arme. ”En mørkelver… På overfladen.” Et hånligt smil. ”Hvad gjorde du så for at blive forvist fra grottelandet? Fornærmede du en dværg?” Mændene bag generalen lo, og manden der åbenbart hed Loyalar viste sig en smule rastløs ved kommentaren. Jeg valgte at ignorere hans forsøg på at tirre mig. ”Jeg var blot sulten… Og det så ud til, at I havde en fest kørende.” Et fnis fra en af soldaterne, der tjekkede lommerne på en af de døde rebeller i nærheden. Et strengt blik fra begge overhovederne gav ham i stedet travlt med at slæbe kroppen hen til ligbålet. Generalen kom med et afmålt ’hm’ og så sig kort over skulderen, som var han paranoid. ”Du kommer med os tilbage til Enclave. Jeg er sikker på at Lord Neverember er interesseret i at høre, hvad en mørkelver laver så tæt på staten.” Hans ringbrynje larmede gevaldigt i mine ører, da han traskede hen for at fiske reb op af en provisionssæk. Han bandt rebet om mine håndled, og jeg bed tænderne sammen, da rebet skrabede det øverste lag af min hud af. ”Loyalar. Giv hende noget at spise og drikke. Vi tager afsted i aften.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...