Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117697Visninger
AA

11. 9 | The First Killing

"Don't tell me it's Kyle!"

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Nu skal I høre elever!” Sådan startede vores lektion denne eftermiddag. ”Eftersom Celina er hos os i dag og de næste par gange, har jeg besluttet, at I sammen to og to skal lave en opgave om alt det med Hank Bottom. Hvad ved I, hvad er jeres teorier og så videre!” Vores lærer virkede som altid så begejstret, når han gav os opgaver eller lektier for, men i dag var han ikke alene om glæden. Eleverne i lokalet var allerede i fuld gang med at diskutere opgavens tema, og som den eneste sad jeg tilbage ved et bord alene med absolut ingen interessere i at lave opgaven. Efter at have brugt mere tid med Harry og lært lidt mere om ham, havde jeg ingen interesse i at skrive en opgave om ham. Jeg kunne give min lærer og hele landet alle de svar, de ønskede, men jeg valgte at holde dem for mig selv. Fik nogle noget at vide, ville Harry og Clifftown være i stor fare, og det kunne jeg ikke risikere.

”Hm, Cora,” hørte jeg pludselig vores lærer sige, da ham og Celina stod foran mig. ”Jeg havde oprindeligt sat dig sammen med Kyle, men siden han ikke er her i dag-” Han snakkede videre og kiggede ud over klassen, mens det eneste, jeg kunne tænke på var Kyle. Der var gået tre dage nu, og jeg havde intet hørt fra ham. Jeg var bange. Var han død, var han i fængsel? Hvis bare jeg kunne få et tegn. ”-Derfor skal du være sammen med Niall.” Det var først, da Pete nævnte Nialls navn, at jeg igen kom tilbage til omverdenen og mine omgivelser. Pis og lort. Selvfølgelig skulle jeg være sammen med Niall. Ikke at det kom bag på mig, for det var som om, jeg altid endte sammen med ham her for tiden.

”Hey Cora,” smilede han, da han muntert satte sig ned ved siden af mig. ”Der kan man bare se, vi er sørme makkere igen,” grinede han og lagde sine notepapirer og sin artikelsamling foran sig. Han tog endda sin computer op.

”Det siger du ikke,” kommenterede jeg og sukkede, inden jeg tog mig sammen til at rette mig op i stolen. Jeg måtte tage mig lidt sammen, hvis jeg ikke skulle ende med at folk ville spørge, om jeg var okay.

Niall havde tændt sin computer og RAPPORT blev hurtigt skrevet på det hvide dokument. ”Har du slet ikke nogen ting med?” spurgte han en anelse skuffet og løftede øjenbrynet af mig.

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg har ikke nogen,” løj jeg, da grunden var, at jeg smed det hele ud, inden jeg nåede Clifftown. Ingen måtte finde noget tegn på, at jeg gik på aftenskole og brød reglerne.

”Så må vi klare mig med mine,” mumlede Niall. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, om han var sur eller om der var noget, der irriterede ham. I hvert fald manglede han smilet på læberne og det gode humør, uden det var han ikke Niall.

Der var gået nogle få minutter og vi havde rent faktisk i et godt samarbejde fået skrevet fem linjer. Jeg havde prøvet så godt jeg kunne, men når jeg ikke kunne komme med de ægte facts, var det svært at skelne. Niall havde dog styr på det, for lige nu skrev han uden at stoppe og vi nåede op på 8 linjer. Han stoppede først, da vi blev afbrudt. Celina stod foran vores bord og kiggede på os. ”Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer jer, jeg ville bare høre, hvad I finder frem til.”

Jeg valgte at lade Niall føre ordet, og så hvordan han kiggede op på hende med et sødt smil. ”Vi skriver bare lidt overordnet om det hele,” fortalte han. Min opmærksomhed var hurtigt på Celinas notesbog i hendes hånd, og jeg overvejede, hvor meget hun mon selv havde fundet ud af. Vidste hun noget om Harry, eller var hun stadig i gættefasen? Og hvornår skulle hendes avisartikel overhovedet udgives, i så fald havde hun nok information?

”Det lyder spændende, jeg tror jeg lader jer arbejde videre.” Hun smilede sødt, og jeg måtte give hende, at hun var smuk med sit blonde, bølgede hår, grønne øjne og fremhævede kindben. Den samme tanke sad Niall nok også tilbage med, da han fulgte hende med øjnene som hun gik videre til det næste bord.

Jeg skulle lige til at kommentere på det, da Pete tog vores og alle andres opmærksom. ”Kære elever, da denne rapport bliver et længere projekt, vil jeg foreslå jer at arbejde på dem derhjemme. Derfor vil jeg nu have, at I tager hjem til en af jer for at få et bedre venskab, så det ikke ender med en blank side. Forstået?”

Fuck. Hjem til hinanden? Hvordan skulle jeg nogen sinde overbevise Niall om, at vi skulle være hos ham hver gang? Jeg blev med det samme sat på prøve, da Niall med et stort smil kiggede på mig. ”Jeg synes, at vi skal være hos dig denne gang.”

Shit. Hvad fortalte jeg ham nu? ”Øhm, jeg synes eller det var hyggeligt hjemme hos dig,” prøvede jeg, men følte ikke helt, at jeg fik overbevist ham.

”Vi kan være hjemme hos mig næste gang, i dag synes jeg, at det skal være dig,” mente han bestemt og begyndte at pakke sine ting sammen.

Jeg kiggede rundt i lokalet og prøvede for at alt i verden at finde en løgn, der ville overbevise ham om, at det ikke gik. ”Du forstår ikke Niall,” startede jeg og lod nogle sekunder gå, mens jeg tænkte som det knagede. ”Min mor er syg,” løj jeg og kunne slå mig selv i hovedet for den latterligste løgn nogen sinde.

Men utrolig nok så fik jeg ham overbevist. ”Oh, det skulle du bare have sagt. Vi skal ikke forstyrre hende så. Men næste gang så,” bestemt han. Jeg kunne lettet ånde ud, da han tog sin taske på ryggen og vi sammen med mange af de andre forlod stedet. ”Hvordan kom du herhen?” spurgte Niall mig, da vi kom ud i den kølige vind, der var forårsaget af den sene septemberkulde.

”Øh, jeg gik,” fortalte jeg ham. Husk mig lige på, at jeg skulle give Kyle en flad, når jeg så ham, for at lade mig stikken og gøre en ti minutters biltur til en halvtimes gåtur.

Niall tog et nøglebundt op og nikkede. ”Perfekt, så kan vi tage min bil, så kører jeg dig bare hjem senere,” forklarede han, mens vi gik i retningen af en sort bil. Jeg valgte at gemme bekymringerne om hjemturen til senere, og nød i stedet at kunne sætte mig ind i den dyreste bil, jeg nogen sinde havde siddet i. Man skulle ikke være et geni for at regne ud, at Niall og han familie virkelig var rige. Utroligt, at Tessa havde forladt den, når hun kunne få alt det, hun ønskede.

Jeg studerede Niall, der tjekkede spejlene inden han kørte bilen ud af parkeringspladsen. Han lignede virkelig sin søster, bortset fra hårfarven. De havde de samme ansigtstræk og øjenfarven var identisk og mon ikke de også begge naturligt var brunetter, siden Niall ikke prøvede at gøre noget ved sine brune udgroninger.

”Du skal være forberedt på, at Greg vidst har en ven på besøg,” informerede han, da vi kørte ud på den store vej. Jeg lod mit blik følge med vejen uden for bilen og fortrød, at jeg aldrig havde fået taget et kørekort. Det måtte være sådan en skøn følelse, bare at kunne sætte sig ind i en bil og køre hvor hen, man ville. Undtagen hen til den person, man havde stjålet bilen fra, selvfølgelig. Det havde altid været et af mine få ønsker at bestå sådan en køreprøve, men jeg vidste godt, at det aldrig ville ske, så længe jeg boede i Clifftown.

Vi var nået hjem til Niall og endnu engang var jeg blevet forbløffet, da vi gik op af trappen til hans værelse. Alting var bare så flot og smukt og højden til loftet gjorde det hele meget mere stilfuldt. Niall bemærkede, at jeg helt opslugt studerede hver detalje, og smilede forsigtigt af mig. Men hvad kunne man forvente, når jeg kom fra et toetagers hus med to værelser, lige nu boede i Clifftown og så så det her. Det var næsten magisk.

”Det her er så mit værelse,” præsenterede han, da han åbnede op til et stort soveværelse med blå og hvid som de dominerende farver. Han havde alt fra en næsten to meter bred seng, et stort tv, flere computere og en cykel hængende på væggen. Han havde endda fået bygget noget, der lignede sin egen bar. Wow. ”Det er ikke det flotteste rum i huset, men det går an,” mumlede han forsigtigt og jeg mærkede hurtigt, hvordan en vrede voksede sig stor inden i mig.

”Går an? Niall er du klar over, hvor stort det her værelse er?” spurgte jeg ham forbløffet og forundret, da jeg uden varsel valgte at smide mig i hans seng. ”Hvis jeg nogen sinde bare havde en stue, der var på størrelse med det her, ville jeg være lykkelig,” fortalte jeg ham og kiggede op i loftet. Sengen var så blød, at jeg kunne falde i søvn med det samme.

”Undskyld,” sagde han mut og satte dig derefter hen ved sit lange skrivebord. ”Men skal vi gå i gang med rapporten?” Jeg sukkede, da det var en af de sværeste ting at komme op fra den her bløde seng. Men jeg gjorde det og fik kæmpet mig over til en af Nialls kontorstole. Jeg var slet ikke i humør til at lave den her rapport.

Der var gået en halvanden time, da jeg hørte min egen mave rumle. Jeg tog hurtigt en arm foran den og blev pinlig berørt, da Niall begyndte at grine. Det kunne ske for en hver, men valgte selvfølgelig at gå ud over mig. ”Er du sulten?” Jeg kunne ikke andet end at nikke til det, da det eneste, jeg havde fået i dag var tre boller og nogle tørre cornflakes.

”Det lyder til at Greg er i køkkenet,” kommenterede Niall, da vi gik ned ad trappen, der ville følge os til køleskabet. Jeg lyttede efter stemmerne, og kunne næsten have standset midt på trappen. Hvis jeg ikke tog helt fejl, så genkendte jeg den ene stemme. Hvis jeg havde ret ville den tilhøre … Harry.

Han kiggede overraskende på mig, da Niall og jeg trådte ind af døren til det store køkken foran os. ”Cora? Jeg vidste ikke, du var her,” sagde han med et sødt grin og så ud til at more sig sammen med Greg.

”Jeg vidste godt, at du var her, jeg undgik dig bare,” sagde jeg ironisk, selv om det ikke var helt så overbevisende, som jeg havde troet.

”Vidste du, han var her?” spurgte Niall forvirret og kiggede skiftevis på Harry og jeg.

Jeg grinede kort og skulle lige til at forklare mig, da Harry tog over. ”Hun drillede bare, Niall,” forklarede han og kiggede over mod mig, hvorefter han hurtigt blinkede inden han tog en slurk af sin drink. Blinkede han lige til mig? Hvis det var hans måde at flirte på, virkede det i hvert fald ret godt, for jeg mærkede mine kinder blusse op. Det skete ellers kun, når Louis virkelig forførte mig med søde kommentarer, hvilket ikke skete hver aften. Men Harry præsterede det med blot et blink. Hvad var der galt med mig?

Jeg så på klokken og glemte pludselig alt om maden. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg følte hele min verden gå i stå. Uret viste 21:40, hvilket jeg godt vidste, hvad betød. Jeg havde præcis tyve minutter til at nå hjem til Clifftown, hvis jeg ønskede at undgå spørgsmål om min tilstedeværelse. Louis havde i går bedt mig om at være hos ham præcis klokken 22, så hvis jeg ikke tænkte hurtigt, ville en straf, jeg ikke ønskede at forestille mig, vente.

Nervøs kiggede jeg over på Harry, men desværre var han faldet i snak med Greg. Derfor endte min eneste mulighed med at være Niall. ”Åh jeg så pludselig, hvad klokken er, kan du køre mig hjem, Niall?” spurgte jeg hurtigt, for at vise ham, at jeg virkelig var sent på den.

”Allerede? Men du har jo ikke engang fået noget mad endnu.”

Jeg så ud af øjenkrogen, at Harry igen havde sin opmærksomhed imod os, da han observerede vores samtale. ”Jeg havde lovet min mor at være hjemme halv ti, hun er sikkert virkelig bekymret nu,” løj jeg og håbede virkelig, at han ville droppe vores plan og køre mig hjem. Heldigvis trak han kort efter på skuldrene og nævnte for Greg, at han lige kørte mig hjem. Inden vi smuttede ud af køkkenet, nåede jeg lige at få et forvirret blik fra Harry, der sikkert ikke anede, hvad min flugt sådan gik ud på. Han skulle bare vide …

”Hvor bor du så?” spurgte Niall, da vi havde spændt vores seler. Jeg kom i tanke om, at jeg nok ikke havde tænkt situationen igennem, da jeg spurgte ham, om han ville køre mig hjem.

Jeg kiggede ud af vinduet og prøvede at tænke på et vejnavn tæt ved Clifftown, der alligevel ikke var så tæt på alligevel. En femminutters gang fra stedet ville kunne gøre det. ”Abbey Road.” Hvis jeg regnede rigtigt ville det cirka tage ti minutter for Niall at køre derhen uden trafik, og så hvis jeg spurtede kunne jeg nå at gå tilbage til Clifftown inden klokken ti.

Et antal minutter, jeg ikke kendte til, var gået, da Niall standsede bilen foran et hus. ”Bor du her?” Han løftede sit øjenbryn, da han studerede det lille hus ved vores side. Jeg havde spontant sagt stop, så at vi var endt foran det mindste hus på gaden, havde ikke lige været min mening.

Jeg trak på skuldrene, ”det fungerer.” Hurtigt åbnede jeg bildøren, da tiden var knap og smilede forsigtigt til min ven i bilen. ”Vi ses Niall,” hilste jeg inden jeg lukkede døren. Han tændte motoren, men jeg kunne mærke på ham, at han ventede med at køre, til jeg var indenfor. Shit. Jeg anede ikke, hvem der boede i det hus, men hvis jeg skulle nå at komme tilbage til Clifftown, måtte jeg gøre et forsøg.

Så normalt som muligt gik jeg op mod døren og med blot få skridt fra døren, hørte jeg endelig bilen kører ned ad gaden og blive i et med mørket. Nu skulle det gå stærkt.

Uden at vide hvad klokken var, gik jeg hurtigt ned ad Abbey Road for senere at kunne dreje til højre. Det ville nok tage mere end fem minutter, og hvis jeg skulle være ærlig, føltes det kun som om, jeg havde et tilbage. Mit hjerte pumpede i hvert fald, da jeg ihærdigt gik og gik og gik. Det var som om, at vejen aldrig endte. Jeg skulle lige til at sætte i løb, da jeg hørte en motor lidt for tæt på mig, på den forkert side af vejen.

Forvirret stoppede jeg op og fik mig noget af en overraskelse, da krøltoppen var hælet ind på mig. ”Du ligner en, der skal bruge et lift,” tilbød han med et smil, mens han sad der på scooteren og spillede smart. Hvor havde han alle de biler og scooters fra?

”Kun fordi jeg har travlt,” sukkede jeg, da jeg satte mig bag ham. Sædet var så lille, at jeg blev nødt til at sidde helt op af ham og kiggede jeg ikke til siden, fik jeg hele hans manke i hovedet, eftersom han ikke bar nogen hjelm.

”Uanset hvad du skal, så hold fast,” bestemte han, og først da jeg havde lagt armene rundt om ham speede han op og kørte os mod Clifftown.

Harry informerede mig om, at den var et minut i ti, da han parkerede sin scooter omme bag 1 i Louis’ skur, han kort efter låste af. Der var visse fordele, ved at have et bekendtskab med Louis. Forhåbentlig ville jeg stadig have det bekendtskab om et minuts tid, men der var stadig to trapper til målet. Jeg skulle lige til at gå rundt om hjørnet, da Harry tog fat om mit håndled. Forvirret stivnede jeg op og kiggede på ham, men han havde ikke blikket rettet mod mig. ”Der sker noget,” hviskede han og jeg fulgte hans øjne, der ledt frem til indgangen til 1. I en stor flok stod både piger og drenge og omringede et eller andet, der lå på jorden. ”Kom,” bestemte Harry og tog fat i min hånd, da han trak mig med hen til menneskemængden. Det var som om folk automatisk flyttede sig, da de genkendte Harry, for på kort tid kom vi helt frem til objektet, der lå på jorden. Derfor så jeg hurtigt, at det ikke var et objekt, men en person. Kyle.

Jeg skreg.

Folk omkring mig bakkede langsomt tilbage, nogle mere skræmt end andre. I ren og skær trance stod jeg der og kunne ikke rykke mig. ”Please ikke sig, det er Kyle,” bad jeg Harry og mærkede, hvordan mine tårer allerede nu trillede ned ad kinderne. Det her var det værst tænkelig, der kunne ske. Kyle var den eneste her i Clifftown, jeg kunne diskutere indholdet af aftenskolens timer med. Det havde været vores hemmelig, og nu … nu var han død. Hvordan kunne det være sket?

Harry valgte at tage sin arme rundt om mig, og virkede til at være ligeså forskrækket som jeg. Jeg begravede mit ansigt i mit bryst og kunne mærke hans vejrtrækning. Han var i den gang forskrækket og nervøs. Det var længe siden, at vi sidst havde oplevet et mord her i Clifftown, og hver gang jeg så et, ændrede jeg mine planer for den næste uge, for selv at undgå døden. Men denne gang var det anderledes, for denne gang kendte jeg faktisk personen, der var blevet skudt. Kyle. Aldrig havde han fortalt mig sit efternavn, men Kyle var nok for mig. Han var væk.

”Vi henter Louis!” blev der pludselig råbt, og det gik op for mig, at han måtte være så irritabel lige nu over, at jeg ikke var mødt op til tiden. Men … Kyle var jo død.

Jeg stod stadig med Harry, der holdte mig tæt ind til sig, mens vi begge prøvede at justere os selv til det, der var sket. Det var først, da Harry løsnede grebet, at jeg igen kiggede på omgivelserne. ”Kom.” Harry kommanderede igen med mig, men hans stemme var så blid, at jeg gik med ham. Jeg ønskede ikke at være alene lige nu.

Jeg havde troet, at Harry ville tage mig med op til Louis, for at forklare, hvad der var sket, men i stedet stoppede han allerede efter anden trappe, da han åbnede døren til sin egen lejlighed. Han handlede pludselig lidt hurtigt, da han skubbede mig ind og lukkede døren. Med fingeren mod læberne viste han mig, at jeg skulle forblive stille og jeg forstod nu, hvad den høje hastighed havde været omkring. Jeg genkendte Louis’ stemme, der prøvede at få alle folk i opgangen til at dæmpe sig og slappe af, mens de bange skridt fortalte os, at de var på vej ned til liget udenfor. Vi vidste begge, hvornår vi igen kunne tale til hinanden. ”Ved du, hvorfor det lige var Kyle dernede?” spurgte Harry mig, da han signalerede, at jeg skulle sætte mig i hans rødhvidstribede lænestol. Jeg gjorde som han sagde, mens jeg prøvede at samle kræfter til at svare ham.

”Vi, vi var på politistationen,” startede jeg og kunne stadig mærke mine hurtigere hjerteslag. ”Vi var hos Dawson, der fortalte os om dig, og så var der hende her journalisten, og så-” Det gik først op for mig, at jeg snakkede i tåget, da Harry kom hen og satte sig på hug foran mig. Blidt lagde han sin hånd på mit lår for at få mig til at forholde mig roligt.

”I snakkede med Dawson?” spurgte han med et løftet øjenbryn, og jeg regnede hurtigt ud, at det selvfølgelig havde været Harrys gamle kollega. Ligesom det også havde været min fars.

”Vi stillede ham spørgsmål, han svarede og så-” Jeg sank en klump spyt og kunne næsten ikke fortsætte. Kyle var død. ”Kyle stillede et dumt spørgsmål og bagefter prøvede han at se på politiets papirer for at finde ud af, om de vidste noget om Clifftown. Jeg så ham ikke siden.” Mit blik bevægede sig ned til gulvet.

Ud af øjenkrogen så jeg, at Harry nikkede. ”Du skulle have spurgt mig. Så kunne vi have undgået det her.”

Jeg spærrede øjnene op og studerede ham. ”Hvad ved du?”

Harry rejste sig op og rystede på hovedet. ”Det fortæller jeg dig en anden gang, okay? Men jeg lover dig, at du er i sikkerhed,” fortalte han med en løftet mundvige.

”Men-”

Endnu et ryst på hovedet viste mit nederlag. ”Du burde gå i seng, Cora,” bad han og pegede på sengen ved siden af mig. ”Det er ikke sjovt at miste nogen, du holder af,” mumlede han, da jeg udkørt gik mod sengen. Jeg nåede ikke engang at tage mit tøj af, da jeg langsomt nærmede mig en nat fuldt af mareridt. Men inden mine øjenlåg blev alt for tunge, overvejede jeg, hvem Harry mon havde mistet. 

 

***

Så oplevede I det første mord i Clifftown, hvilket var Kyle :( Hvad tænker I om det? Kan fortælle jer, at det desværre ikke bliver det første drab ..

Og så passede Harry på Cora, var jeg den eneste, der synes det var ret sødt? :D

 

BTW - jeg har for resten udgivet et nyt kapitel i Underdog (Ekstra Materiale) hvor I kan læse, da Harry flygtede fra politiet som Hank :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...