Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117683Visninger
AA

9. 7 | No Adress

"I just have a bad memory with police stations."

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

De tonede ruder gjorde det svært for mig at se mine omgivelser omkring bilen. I Kyles bil var vi alene på vej mod aftenskolen. Mit hjerte bankede. Om blot få minutter ville vi begynde vores tur over mod politistationen, og der kunne jeg ikke vide mig sikker. Allerede nu var Kyle og jeg godt forberedt på at møde personer, vi ikke skulle støde på. Ruderne var blevet tonede på et værksted, vores hættetrøjers huer var trækket godt langt ned over hovedet og mit hår var endda sat i en lav hestehale, så min hårfarve først ville komme til syne, når hætten blev taget af.

”Du skal bare huske ikke at virke mistænkelig,” huskede Kyle mig på, da han parkerede bilen på den offentlige parkeringsplads, vi altid brugte. Fordi vi befandt os på en lille gade, der var tæt på Londons centrum, men ikke noget stort område, var det altid muligt for os at finde en plads.

”Hvordan virker man ikke-mistænkelig?” spurgte jeg en lille smule forvirret.

Han rullede med øjnene, mens han låste bilen. ”Vær alle andre end dig selv.” Jeg blev en smule fornærmet over hans kommentar, men kunne ikke regne ud, om han så det som en positiv eller negativ ting at være mistænkelig i Clifftown. Jeg nåede ikke at spørge ham.

For første gang havde jeg tænkt mig at sætte mig ved siden af Kyle, men min plan mislykkedes, da han blot ved sit blik sendte mig til det sædvanelige bord på bagerste række. Fornærmet sukkede jeg, og måtte se mig selv slået af ham.

Derfor endte jeg med at sidde ved siden af Niall. Det sidste jeg ønskede efter festen. Han havde sikkert en masse finurlige spørgsmål, han gerne ville spørge mig om. Og som man snakkede om solen, selv om jeg nok hellere ville kalde ham *noget andet*, kom han i rummet – til tiden denne gang. Det var dog til mit held, at vores lærer kom ind lige efter, så Niall ikke fik muligheden for at snakke til mig. Perfekt.

”Vi har egentlig ikke så meget andet at tage os til, end at komme af sted, så hvad siger I?” Kort efter disse ord, blev stole skubbet ud, nogle af dem hængt op, og ellers vi rummet. Niall gik foran mig, og havde ikke taget initiativet til at starte en samtale endnu, hvilket overraskede mig en smule. Dog gav det samtidig muligheden for at Kyle kunne komme over til mig, og lige fortælle mig om de sidste vigtige detaljer. ”Sørg for at holde dig til blondinen,” sagde han.

”Mercedes?” spurgte jeg, og forstod ikke hans ”gode” råd.

Kyle rullede med øjnene, da vi passerede dørkarmen. ”Ireren, din tosse. Politiet vil straks se hvor fredelig han er, og hvis du står ekstra tæt, som i kæreste-tæt, vil de tænke det samme om dig.” Hans ord overraskede mig så meget, at jeg stoppede op midt på gangen mod udgangen.

”Hvad?” spurgte jeg forvirret.

Kyle sukkede opgivende, og kløede sig i håret. ”Gør det nu bare, Kitty,” sukkede han. ”Du ved godt, at jeg har bedre styr på det her, end du har.”

Jeg overvejede hans ord, og måtte til sidst indse, at han havde ret. Han havde bedre idéer, og var mere spekuleret. ”Fint,” sukkede jeg. Jeg havde tabt på forhånd. ”Men kun, hvis du stopper med at kalde mig Kitty.”

Han trak på skuldrene, ”det er fair nok.”

Eleverne stod lige udenfor døren, mens der blev diskuteret om der manglede nogle. Så med Kyle og jeg, der kom til, begyndte vi at gå. Selvfølgelig var det nu, at Niall så sit snit til at finde mig. ”Hvad lavede I?” spurgte han, hvilket ikke overraskede mig.

”Snakkede.”

Han nikkede, ”jeg var bare nysgerrig, eftersom I kom sammen, og jeg har set jeg køre hjem sammen.” Jeg kiggede på pigen foran mig, og prøvede at koncentrere mig om det, men Nialls ord fik mig til at indse, hvilken overbevisning han gik rundt med.

Jeg sukkede højlydt, ”Niall, please ikke sig, at de tror Kyle og jeg er sammen?”

Han trak på skuldrene, da jeg kiggede på ham. ”Jeg- øhm, det var bare-” At han stammede på den måde med ordene, gav mig en irriterende følelse i kroppen. Jeg ville jo ikke skræmme han, jeg ønskede bare et svar.

”Du kan bare svare mig,” sagde jeg, denne gang mere blidt.

Han skulle lige tænke, før han nikkede. ”Det er altså, hvad det ligner,” forklarede han. ”Så jeg gætter på, at I ikke er sammen?

”Selvfølgelig er vi ikke det,” sagde jeg højlydt. ”Kyle er, ja, ikke helt min smag.”

Niall kiggede på mig, men jeg havde for længst vendt blikket mod pigen foran mig igen, så vi ikke fik øjenkontant. ”Jeg spurgte bare, men jeg undskylder for at have fornærmet dig.”

Uden at tænke over det, rystede jeg på hovedet. ”Du skal ikke undskylde, Niall.” Jeg blev overrasket over min egen reaktion, og følte at han havde en effekt på mig. Havde jeg været i Clifftown og en havde spurgt, om jeg var i et forhold med Kyle, havde jeg råbt af personer i en længere periode. Men når det kom til Niall, så var han så venlig, at jeg ikke kunne få mig selv til det. ”Det er bare fordi-”

”-Fordi du allerede har en kæreste,” afbrød han, og var stensikker på, at han havde fået afslutningen af min sætning rigtig. Det var dog ikke lige det, jeg havde tænkt mig at sige.

”Altså, jeg-”

Niall smilede, ”du behøver ikke snakke om det, hvis du synes det er mærkeligt,” lovede han.

”Jeg tror bare ikke, at jeg vil kalde det en kæreste,” forklarede jeg, og overvejede det forhold Louis og jeg havde. Meget af det, vi havde gang i, var kæresteagtigt. Vi var sammen, og var ikke sammen med andre. Han fortalte mig tit, hvor smuk jeg var, og var næsten altid sød ved mig. Han var også god til at være der, når jeg var ked af det. Men jeg elskede ham jo ikke. Jeg vare så taknemmelig for det, han havde gjort, da jeg kom til Clifftown, at jeg ikke kunne gå fra ham.

”Ah, så du er i den fase,” kommenterede Niall, og fik mig ud af mine egne tanker. ”Jeg ved godt, vi ikke kender hinanden så godt, men hvis du skal have hjælp, kan du komme til mig. Jeg havde selv en pige i mit liv, så jeg har været igennem det samme,” sagde han, hvilket overraskede mig. Hvordan kunne han være så hjælpsom, når han sikkert indeni var ulykkelig over at sin søster havde forladt familien, samt at hans forældre ikke virkede til at have særlig meget tid til ham. Jeg forstod det ikke. Jeg havde haft det så svært med min mors nye mand, at jeg bare havde forladt dem. Hvordan kunne det være, at Niall holdte ud?

Vi var efter et kvarter nået frem til politistationen, og mine nerver steg, da vi alle begyndte at gå ind af hovedindgangen. Mit hjerte bankede hårdt, og selv om jeg gik op af Niall, som faktisk gav mig støtte, havde jeg bare ikke lyst til at gå derind.

”Er du okay?” hørte jeg pludselig Niall spørge, og jeg blev overrasket over, at han havde bemærket det. Jeg troede ikke, det var så åbenlyst. Fuck, jeg var dårlig til at holde facaden oppe.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har bare et dårligt minde med politistationer,” forklarede jeg ham, hvilket faktisk var en sandhed. Det var ikke særlig slemt længere, men da jeg pludselig stod her, huskede jeg det hele. Min far havde været overbetjent, men var blevet skudt i et angreb mod en rockerbande for mange år siden. Jeg så ham pludselig for mig. Jeg så min mor sidde grædende i køkkenet, da jeg som en lille pige på blot seks var kommet ned fra anden etage, og havde set de muskuløse mænd i uniformer overrække hende hans tapperhedsmedalje. Han fortjente ikke at dø.

”Her,” sagde Niall, og jeg så, at han havde rakt sin hånd frem. ”Som støtte,” smilede han, og fordi jeg kunne mærke de tårer, jeg ikke havde grædt i årevis, komme nærmere, tog jeg imod den.

”Velkommen til Londons største politistation,” blev vi bedt velkommen af en mand, der blev kaldt Dawson. Det var Petes fætter. Han begyndte at fortælle om ordensreglerne, da jeg blev prikket af på skulderen af Pete. Han signalerede, at jeg skulle tage hætten af. Jeg kiggede rundt og så at Kyle faktisk også havde hætten af. Derfor tog jeg chancen, men det gjorde blot min hjertebanken hurtigere. Forhåbentlig kunne Niall ikke mærke, hvor svedig min hånd egentlig var. ”Hvis I vil følge med, så kan I komme med ind i et lokale, hvor I kan stille spørgsmål.” Der blev nikket rundt omkring og vi begyndte alle at gå. Jeg kiggede rundt, og var bange for, at de allerede havde færden af Clifftown, og at rundt omkring lå en masse papirer om det hele. Men tanken om, at det var politiet selv, der havde sagt, at lejlighedsbyggeriet var ubeboeligt, gjorde mig mindre nervøs. De havde ikke haft nogle derude i år, for overhovedet at overveje at rive det ned.

Da vi kom ind i lokalet, bemærkede jeg en pige sidde ovre i hjørnet. Hun sad fint og studerede os, der kom ind, mens hun havde den ene hånd liggende på en skriveblok i skødet. Hun måtte være en journalist af en slags. ”Godt, nu når alle har fået en plads, kan vi komme i gang,” præsenterede Dawson, hvilket jeg kun halvt hørte, eftersom jeg stadig studerede pigen. Hun havde brunt krøllet hår, og jeg måtte indrømme, at jeg var nervøs for, hvad hun allerede kunne vide. ”Jeg vil lige nævne, at vi har en journalist med os, Ms. Beck, der er i gang med en artikel til en af Londons aviser om mordet.”

Så havde jeg altså ret, både med hvad hun var, men også højst sandsynlig med, at hun allerede vidste en masse. Men jeg var nok allerede et skridt foran, for jeg troede ikke på, at hun havde regnet ud, at Hank Bottom stadig levede.

”Hvordan kan det være, at I har så svært ved at finde frem til, hvad der rigtigt er sket?” hørte jeg en alt for velkendt stemme spørge, efter at være blevet udpeget. Kyle. Jeg kiggede bagud, og så han selvsikkert sad og ventede på svaret. Var han dum? Hvad var det for et spørgsmål at stille?

Dawson grinede kort, ”unge dreng, en mordsag kan tage flere uger at løse, og især når nogle går imod politiet, er det altid sværere fordi den mistænkte har styr på, hvordan man fjerner sine spor.” Jeg kiggede ned på min blog og kuglepen foran mig, og følte ikke, det var noget, jeg skulle skrive ned. Jeg forstod ikke, at Kyle kunne spørge om sådan noget.

”Hvad ved I allerede om sagen?” spurgte en af pigerne efter en akavet stilhed.

Dawson rejste sig fra det bord, han indtil videre havde siddet på. ”Jeg må desværre ikke give jer det i detaljer, men vi er tæt på at løse sagen, og har flere mistænkte involveret.” Jeg så hvordan Niall ved min side allerede havde fyldt hans notesblok med en halv sides tekst. Det overraskede mig stadig, hvordan han ikke kunne se, at Harry var Hank. Ligheden var da ikke så svær?

”Har I nogle ritualer når en af jeres egne går bort?” spurgte Niall pludselig efter at være blevet udpeget. Han virkede spændt omkring emnet, og ventede på at få et svar. Det værste for mig var, at jeg kunne svare ham. Jeg havde oplevet det hele med min far.

Der var en kort stilhed, inden Dawson igen satte sig ned. ”Det er altid forfærdeligt, når en af vores egne kollegaer går bort, lige meget hvilken måde, det sker på. Vi oplever det heldigvis ikke særlig tit. Hank var den fjerde inden for de sidste 12 år.” Min hjerte slog et slag over. En af de fire, var min far. Hvorfor skulle jeg pludselig blive udsat for så meget? ”Vi holder altid en stor begravelse, hvor flere hundred møder op for at ære vores tabte kollega og nære ven. Og som nogle af jer måske så, så sørger vi også for at hænge æresbeviser i form af et billede og tekst op på væggen i gangen.” Jeg kiggede direkte ned i papiret, og blev overrasket over, hvordan jeg slet ikke havde tænkt på min far i årevis. Han havde været den bedste far at være sammen med, kun det, at jeg absolut skulle overholde alle love, var hvad gjorde ham irriterende. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor han havde været sammen med min mor.

”Tak for svaret.” Niall var hurtig til at få skrevet det ned, og jeg så sammenligningen mellem ham og Ms Beck, der også havde skriblet løs under det hele.

”Andre spørgsmål?”

Jeg overvejede om, jeg burde sige noget. Det her var min mulighed, for at kunne få mere information, men hvordan kunne jeg spørge, uden at virke mistænkelig? Det var trodsalt det, jeg havde lovet Kyle, ikke at være. Hvis jeg nu havde været mig selv, så havde jeg spurgt om hans hår, hvis jeg ikke havde stoppet mig selv, men det præcis det, jeg ikke skulle. Jeg skulle være ikke-mistænkelig, så jeg skulle altså ikke være mig selv.

Jeg rakte hånden op. ”Hvor længe havde Hank Bottom været politibetjent hos jer?”

”Han var her i omkring to år, så han var meget ung og ny. Vi er stadig meget triste over hans pludselige og alt for tidlige død.” Jeg nikkede, og havde nu fået min idé bekræftet mere end nogen sinde. Harry havde ikke været i Clifftown de sidste to år. Han havde været hos politiet, men hvorfor? Louis måtte have en finger med i spillet, men var der nogen mulighed for, at jeg ville få noget ud af ham?

Vi havde afsluttet spørgerunden, og skulle nu til at gå. Jeg var så glad for, at jeg var så tæt på at have klaret besøget. Desværre skulle der altid komme noget i vejen, for da vi kom ud i gangen igen, blev alle bedt om at udfylde nogle blanketter. For bedre sikkerhed, sagde de. Mit hjerte sprang endnu et slag over, da jeg så punkterne. Navn, fødselsdag, adresse. Jeg havde ingen adresse, og jeg kunne i hvert fald ikke skrive Clifftowns, eller noget i nærheden. Hvorfor var det nu, at Kyle skulle snuse i papirerne, så jeg ikke kunne få hans råd? Fuck.

Navn og fødselsdag tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne udfylde, da de ellers bare kunne finde det i aftensskolens register.

Navn: Cora Sophia Ellis

Fødselsdag: 02/10/1994

Adresse: ___________

Sådan afleverede jeg papiret og håbede på det bedste. Men selvfølgelig spurgte politibetjenten om det. Shit. Jeg fik igen papiret i hånden og rystede som en sindssyg. Hvis det ikke havde været for den næste episode, havde jeg gemt det. Men selvfølgelig skulle en politibetjent komme ind med Kyle, og sige til en, at han var blevet fundet på en afdeling, jeg ikke lige kendte. Og kun af den grund, tænkte jeg ikke klar, da jeg bare skulle ud.

Jeg skrev min mors adresse. Den eneste, jeg kendte til. Jeg panikkede, og skulle bare ud derfra.

Dog kom jeg ikke så langt, da jeg fik lov til at gå, men fik kigget til højre, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Jeg gik i stå, blev opslugt og kunne ikke rykke mig ud af stedet. Foran mig hang flere billederammer. Personen i midten, tog min opmærksomhed. Det var den væg, Dawson havde snakket om. For der i en sort ramme og en kærlig besked, var et billede af min far. Tanner Ellis. Det hele gik i stykker for mig på få sekunder, da jeg i baggrunden kunne høre Kyle diskutere sin sag, og at savnet simpelthen fik mig til at indse, hvad jeg havde mistet. Jeg havde mistet den person i mit liv, der kunne holde styr på mig. Den person, der havde elsket mig. Den person, jeg helt sikkert havde skuffet, hvis han så mig i dag: i færd med at bryde nærmest alle lovene.

”Jeg synes nok, jeg kunne genkende den lille pige for enden af trappen.” En stemme talte til mig, og til min overraskelse var det selveste Dawson, der kiggede på mig. Hans blik viste medlidenhed, men det var det sidste, jeg kunne klare lige nu. Jeg var et stort rod, og skulle tilbage til Clifftown med det samme. Jeg skulle finde mit rigtige jeg frem. Jeg ville være Kitty igen, sådan var alting meget lettere. Jeg hørte ikke til ude i det rigtige liv.

Derfor løb jeg blot væk fra ham, løb væk fra alle og fortsatte indtil jeg nåede Clifftown – mit hjem.

Jeg kunne høre musikken nede fra kælderen, hvilket indikerede at der allerede blev festet igennem, selvom klokken kun var otte. Jeg prøvede så godt jeg kunne at gå normalt, og virke selvsikker, så ingen ville have nogle påstande. Mit blik flakkede rundt, så jeg på min tur mod 1 så fulde personer snave, nogle havde endda sex, og så så jeg endda Køter med en brunette oppe i træhuset. Jeg havde helt klart været mere interesseret, hvis jeg ikke havde været på vej mod ham, der var den eneste, jeg følte jeg kunne se lige nu. På vejen stødte jeg selvfølgelig ind i Zayn.

”Hvor helvede har du været? Jeg har ledt efter dig, han venter på dig,” råbte han af mig, men jeg passerede ham blot, og gik op af trapperne for at nå til 3. etage. Jeg var ret nervøs, da jeg kom op for enden, og blot havde gangen foran mig. Havde Louis ventet længe, var han sur? Jeg indså i hvert fald, at jeg måtte ryste alt det her af mig, og vise mig som den Kitty jeg var. Jeg skulle være stærk og flirtende, og jeg måtte absolut ikke vise mig som svag.

Efter en dyb indånding bankede jeg på døren. ”Kom ind,” lød det.

Jeg så ham sidde ved skrivebordet og skrive noget ned i en notesblok. Der gik ikke mange sekunder, før han glemte alt om den, og vores blikke mødtes. Jeg huskede, hvorfor at dette var stedet, jeg havde planlagt at tage hen, så snart jeg kom her. Louis gjorde, så jeg følte mig elsket, og det var præcis det, jeg havde brug for lige nu.

”Hej,” sagde jeg forsigtigt. Han smilede drilsk til mig, og rejste sig fra den sorte kontorstol, gik rundt om bordet og stod nu foran mig.

Hans varme fingre tog en tot hår bag mit øre. ”Jeg har ventet dig,” smilede han, og kiggede mig ind i øjnene. ”Jeg er glad for du er her nu,” fortalte han mig fornøjet.

”Det er altid en fornøjelse,” svarede jeg, og prøvede at finde min flirtende side frem.

Louis lænede sig frem mod mig, og begyndte sin hvisken. ”Tag din jakke af,” bad han. Jeg var ikke længe om at fjerne min læderjakke, så mine skuldrer nu var bare. ”Bedre,” smilede han og lod sin hånd glide hen ad armen. ”Nu din top,” beordrede han.

Jeg gjorde hurtigt som han sagde, og stod nu en blonde bh foran ham. Han gik nu helt tæt på, og lagde en hånd på hver side af min bare hofte. ”Hvordan synes du, at vi skal gøre det i aften? Jeg tænker ekstra meget kraft,” smilede han.

Jeg kyssede hans hals, ”altid,” hviskede jeg. Louis fjernede sin T-shirt og stod nu i bar overkrop, mens han begyndte at kysse mig. Vi stod hurtigt helt tæt og mine hænder var over hele hans bare ryg, og hans mave, hvor jeg elskede at mærke hans muskler. Pludselig fik jeg besked på at hoppe, og han tog nu hænderne under mine ben og skubbede mig mod væggen. Han begyndte at kysse min hals, mens jeg blot nød øjeblikket, inden jeg igen fik lov til at kysse ham på munden.

”Sengen?” spurgte han, og han behøvede ikke engang få et svar, før han var på vej mod soveværelset. Jeg blev kastet i sengen og han var hurtig ovenpå mig. ”Fjern din bh,” bad han, mens han kyssede mig. Jeg tænkte ikke over hans ord, og gjorde blot som hans sagde, så mit bryst nu var blottet for ham. Han smilede i kysset, og kort efter det fjernede han sine bukser og underbukser, mens jeg skubbede mine egne bukser af. Det ville blive en hed nat, men jeg trængte til at føle mig elsket, og det var præcist det, jeg følte, når jeg lå i Louis’ seng sammen med ham. 

 

♛∆♛∆♛

I har ingen anelse om, hvor lykkelig jeg er, over endelig at have tid til at skrive igen! Jeg har savnet det så sindssyg meget, og især ikke at have muligheden for at skrive på den her historier, har gjort mig så irriteret. Så håber at I stadig har tænkt jer at følge med, nu når spændingen vil begynde at stige! 

Og ja, fordi jeg har ventet så længe på at få skrevet, tænkte jeg også, at jeg ville give jer et ekstra langt kapitel, så det har I her <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...