Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117646Visninger
AA

25. 23 | The Final Killing

"Please don't die, this was not supposed to happen!"

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Høje skud kunne høres alle steder fra. Der var skud fra højre og fra venstre, som var jeg omringet af pistoler, der affyrede skud mod mig. Jeg følte mig død, som var mit liv ovre, men realiteten var, at ingen af skuddene omkring mig kom fra Louis’ pistol. Han havde aldrig skudt. Jeg levede stadig.

”Fuck!” Louis’ høje udråb skræmte mig, da jeg hev mig selv tilbage til den realitet, jeg var nødt til at indse, var virkelig. Politiet var her, og som sekunderne gik blev mine chancer for at overleve indskrænket. De havde fundet os.

”Cora, om du vil det eller ej, bliver du nødt til at komme med mig nu!” Louis’ stemme skreg af mig, da han hårdt tog fat om mit håndled, klar til at hive mig med. Skuddene var stadig alle steder, rundt om os, over os, og jeg følte, de var i bygningen. Jeg havde intet andet valg, end at modtage min fjendes hjælp.

”Jeg har lavet den her flugtvej,” fortalte Louis mig i en hast, da han tog mig med ind i soveværelset. Tankerne om de mange nætter, jeg havde tilbragt herinde, kom frem, og jeg væmmedes mig ved det. Jeg vidste dog nu, at skulle jeg overleve politiets angreb, ville jeg aldrig blive tvunget til at have sex med Louis herinde igen.

Louis tog hurtigt et maleri ned fra væggen og en udskæring viste sig. Han havde meget mere styr på Clifftown, end jeg før havde troet. Han åbnede hurtigt en dør og hev mig med igennem en mørk gang. Jeg havde absolut ingen anelse om, hvor vi var, men da Louis bragede igennem en tynd væg, befandt vi os på pludselig på Harrys værelse. Jeg stoppede pludselig brat op, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Harry. Jeg havde absolut ingen chance for at vide, hvor han var, eller om han overhovedet stadig levede. Min vejrtrækning forøgede sig, og da Louis trak i mig, kunne jeg slet ikke gå. Jeg kunne ikke miste Harry i dag, det ville slå mig ihjel.

”Cora, jeg ved godt, du tænker på Harry, men dit eget liv er vigtigere lige nu.” Louis hidsede sig op og hev mig med videre, uden jeg kunne nå at protestere. Det føltes ubehageligt at blive hevet med videre i uvidenhed. Inderst inde var jeg godt klar over, at han havde ret, men jeg ønskede blot at finde Harry og sikre mig, at han havde det godt. Han var mit livs vigtigste puslebrik, og uden ham, var jeg ufærdig. Den eneste grund til, jeg fulgte Louis var, at hvis jeg ikke selv kæmpede for overlevelse, var det helt sikkert, jeg aldrig ville se Harry igen.

Louis havde ført mig igennem flere forskellige rum og steder, jeg ikke vidste fandtes, han havde sågar fået gravet en tunnel under jorden. Han måtte have været parat til politiet fra Clifftowns første dage. Louis havde ført mig til enden af tunnelen. Jeg vidste ikke, hvordan det så ud på overfladen. Jeg vidste ikke, om der lå lig, og i så fald hvem og hvor mange, der var døde. Men alt dette, ville jeg finde ud af nu. Jeg var ærligtalt skrækslagen for at se scenariet, da jeg frygtede det værste. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle flygte hen.

”Vi ses snart, Cora,” hviskede Louis til mig, da jeg gjorde klar til at klatre op ad stigen. Hans ord forvirrede mig, men jeg lod vær med at tænke længere over det, da tiden var knap. Jeg kom hurtigt op til overfladen, og selvfølgelig havde Louis sørget for, at det var høje træer og buske, jeg kom op til. Skuddene var højere nu, da jeg var midt i det, men der var færre af dem i minuttet. Skrækslagen kiggede jeg ud igennem busken og så flere af Clifftowns beboere og politimænd ligge døde på jorden. Jeg sank en stor klump i halsen, og mærkede mit hjerte pumpe. Jeg havde ikke haft en chance for at gøre mig klar til det her tidspunkt, og pludselig så stod jeg midt i det. Jeg huskede Harrys sidste ord til mig. ”Hvis det her er sidste gang, vi ses, så husk jeg elsker dig.” Vidste han det? Vidste han, at vi måske ikke skulle ses igen, at han eller jeg måske ville dø? Jeg fik en ubehag i munden, og havde blot lyst til at gå tilbage ned i tunnelen og gemme mig. Harry var stærk, han kunne godt overleve. Han havde været en del af politiet i flere år, så han vidste godt, hvordan han skulle gå imod dem. Alligevel vidste jeg godt, der var en mulighed for, vi aldrig ville blive genforenet. Det var et helvede.

Jeg skulle lige til at sætte mig ned på græsset for at tænke alt igennem, da jeg pludselig til min overraskelse blev taget fat i. En hånd holdt mig for munden, mens resten af personens krop holdt mig tilbage. Jeg ønskede at skrige, men jeg kunne ikke. Forvirret og skrækslagen rystede jeg med hele min krop for at komme fri, men personen var alt for stærk. I et kort sekund håbede jeg sådan, at Harry havde fundet mig og vi kunne løbe væk sammen, men så let var det ikke. Personen slap forsigtigt taget om mig, og drejede mig rundt.

Køter.

”Hvad fuck har du gang i?!” hviskede jeg irriteret, da jeg fattet havde forstået, hvad der skete. Mit forhold til Køter var nærmest ikke eksisterende, så han burde vide, at han ikke skulle overfalde mig.

Køter rystede på hovedet og sukkede. ”Jeg redder dig faktisk, Cora.” Han tog en pistol op fra sine bukser og prøvede at få mig til at stole på ham. I dag handlede alt om tillid. Jeg havde intet valg. ”Harry bad mig for lang tid siden om, at jeg skulle få dig i sikkerhed, når de kom” fortalte han mig, og fik mig igen til at stå helt stille i min position.

”Har du talt med Harry i dag?” spurgte jeg hviskede, og håbede, at Køter havde noget at fortælle mig.

Køter tog min hånd og nikkede, ”han skal nok klare sig. Vi er begge trænede politibetjente. Du skal bare stole på mig, Cora,” lod han mig vide og trak mig med videre. Jeg mærkede nervøsiteten stige, men indså, at for at overleve, blev jeg nødt til at stole på Køter.

Jeg havde tillid til Liam.

Vi stod bag et træ, og før jeg vidste af det satte Liam i løb mod udkanten af Clifftowns areal. Det gjaldt alt eller intet, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at følge med ham. Vi løb forbi utallige lig, alle genkendelige ansigter. Det var slet ikke til at beskrive, hvordan jeg havde det med at se de mennesker, jeg havde levet med i årevis ligge livløse på den kolde asfalt. Det kunne lige så godt have været mennesker, jeg virkelig havde et forhold til, og tanken gjorde mig endnu mere nervøs.

Liam stoppede pludselig op, da en politibetjent kom rundt om hjørnet. Liam tog hårdt fat i mit håndled, og vinkede til betjenten, der måtte være hans kollega. Jeg blev pludselig bange, havde Liam løjet fra start, blot for at få mig med til politistationen? Jeg turde ikke tro på det. Liam elskede Jamie, han var ikke i stand til at forlade hende på den her måde. Jeg tænkte pludselig på min bedste veninde, og håbede ikke, at jeg ville miste hende i dag. Havde Liam allerede fået hende i sikkerhed? Jeg ønskede at spørge ham, men jeg måtte spille med.

”Mr. Payne, går alt som det skal?” Betjentens stemme skræmte mig, da de to kollegaer kom op på siden af hinanden.

Liam nikkede på hovedet og prøvede at holde sin facade oppe, da han svarede ham. ”Det her er Tomlinsons pige, jeg tager hende med tilbage til stationen,” løj han og begyndte at trække mig væk fra betjenten. Liam slap først taget, da vi havde krydset hjørnet. ”Jeg håber du ved, hvad jeg sætter på spil for dig og Harry,” sukkede han og kiggede rundt, for at se om der var mere fare på færre.

”Jeg bør takke dig, men jeg vil meget hellere væk herfra først,” bad jeg og begyndte at gå videre.

Jeg kiggede rundt og så foran mig flere og flere lig. Der lå også her politibetjente, men det der fik min opmærksom, fik hele min verden til at gå i stå. Der var intet i mine tanker, der fungerede, da jeg er lungers fulde kraft kaldte hans navn. ”Niall!” Spurtende nåede jeg frem til min gode ven, der i smerte lå på jorden sammen med de andre lig. ”Niall, forhelvede,” græd jeg og mærkede, hvor hurtigt tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Han var døende, og der var absolut intet, jeg kunne gøre. Jeg så den store, mørkerøde plet under hans hjerte, og begyndte ihærdigt at prøve at hjælpe, men jeg kom ingen vegne. Min blik fandt Nialls, da hans hånd pludselig fandt min hånd. Tårerne trillede ned, da jeg indså, han var i stand til at tale.

”Cora …” Hans stemme var svag, næsten uhørlig.

Jeg rystede voldsomt på hovedet, og trykkede hårdt om hans hånd. ”Please ikke dø, Niall. Det var jo ikke det her, der var meningen!” råbte jeg og håbede, at mine ord kunne redde min ven. Niall var den sidste, der fortjente at dø. Han havde kun befundet sig på Clifftowns grund i under en uge, og alligevel endte han med at lide under vores andres fejl og lovovertrædelser. Han fortjente sit liv mere end nogen anden.

Niall formåede at give et lille smil fra sig. ”Ikke græd,” hviskede han og prøvede at berolige mig. ”Det eneste, jeg ville-” Han hostede. ”Jeg ville se Tessa, det skete.” Det var få ord, der forlod Nialls læber, men jeg forstod, hvad han prøvede at overbevise mig om. Selv om det var et mareridt at se ham ligge her døende, vidste jeg nu, han ville dø lykkelig.

”Niall, du skal vide, du er den bedste ven, jeg nogen sinde har haft,” fortalte jeg ham, mens tårerne ramte hans hvide kind. Mit hjerte gjorde ondt inderst inde, og jeg nægtede at efterlade ham her.

Desværre greb Liam ind, da skud kom nærmere. ”Cora, vi skal videre!” beordrede han og trak i mig.

”Men Niall-” Min stemme knækkede, da jeg kiggede ned og så liget under mig. Han var død. Niall havde forladt os. ”Niall!” skreg jeg, og kunne slet ikke kapere synet foran mig. Jeg mærkede smerten i mit hjerte, som gik det i små dele. Jeg måtte dog indså, jeg ikke kunne blive, da skud kom tættere og tættere på som sekunderne gik. Liam begyndte at løbe, og jeg havde intet andet valg end at lade Nialls livløse krop ligge tilbage. Min bedste ven var død, og jeg ville aldrig mere høre hans lystige latter, der så fint passede til det store smil omkring læberne. Mit hjerte bristede.

Vi havde løbet i noget, der føltes som en uendelighed. Forbi hundred af lig, undgået betjente og oplevet døden helt tæt på. Midt i alt kaosset, døde venner og skud, havde jeg stadig ikke set Harry. Jeg måtte bare holde fast i mit håb om, han stadig levede.

Liam stoppede pludselig, da vi nåede et stort markareal. ”Cora, jeg har en aftale, om at møde Harry ved et hus,” afslørede han til min overraskelse og fik min fulde opmærksom. ”Det ligger en del kilometer herfra, så vi skal gå ret langt,” fortalte han mig og pegede i en retning mod nord. Jeg nikkede ivrigt og prøvede at glemme de hæslige oplevelser fra Clifftown, da han nævnte Harrys navn. Jeg skulle møde ham igen.

”Lad os komme af sted!” foreslog jeg og begyndt hastigt at gå igennem marken. Jeg havde været længe nok i et skudomringet cirkus, jeg trængte til at komme væk. De få minutter jeg havde tilbragt på flugt i Clifftown havde ført forfærdelige minder med sig. Jeg vidste slet ikke, hvad der foregik omkring mig, andet end jeg havde flygtet fra politiets anholdelse og et fremtidigt liv i en celle. Jeg var officielt på flugt, og det skræmte mig som aldrig før.

Vi var nået en skov efter at have gået i timer, og Liam begyndte nu at føre vejen, som havde han været her flere gange før. Det kriblede i min mave, da jeg følte, vi nærmede os. Hvis Liam talte sandt, nærmede jeg mig Harry. Det var et helt andet scenarie nu, da Louis kendte til vores hemmelighed, det var noget vi skulle lære at tackle sammen, men jeg var klar. Jeg ville gøre alt for at have Harry ved min side hele tiden.

”Det er lige herovre,” bekendtgjorde Liam, og ganske rigtigt tonede taget fra et hus sig frem blandt træernes stammer. Jeg mærkede pludselig nervøsiteten blive erstattet med en spænding, da jeg havde en forventning om, hvem, der ville vente på mig. Jeg ville snart se Harry.

Jeg begyndte at løbe det sidste stykke, skubbede buske og grene til side for at nå frem. Min stemme råbte hans navn, så han vidste jeg var der. Jeg skulle snart mærke hans varme. Men da jeg nåede frem, blev jeg revet tilbage til virkeligheden.

Harry var der ikke.

I stedet stod Louis tilfreds foran mig, og smilede nærmest hånligt ad mig. ”Velkommen Kitty og Køter,” hilste han, da Liam nåede frem bag mig. Jeg stirrede såret på ham, men fik et chok, da døren til huset gik op. Men igen blev jeg skuffet. Det var blot Zayn, der viste sig.

”Hvor er Harry?!” råbte jeg og følte mig vildfaren og malplaceret. Det var ikke her, jeg burde være. ”Hvor er han, Louis?!”

Liam rørte mig blidt på skulderen og prøvede at berolige mig. ”Slap af, Cora. Han skal nok komme,” påstod han og viste, hvis side han støttede.

Louis grinede og viste endnu engang hvor umenneskelig, han kunne være. ”Harry havde noget, han skulle ordne for mig, før han kommer,” fortalte han roligt, mens et snedigt smil spillede om hans læber. ”Vi burde forvente hans ankomst om et par dage,” lod han mig vide, inden han sammen med Zayn forlod Liam og jeg udenfor. Min vejrtrækning bevægede sig i fuld kraft, da jeg opgivende satte mig ned på jorden.

”Jeg vil bare gerne vide, han er okay,” hviskede jeg med tårer, der pressede på, da Liam satte sig ned foran mig.

Hans øjne var blanke, da han blidt tog fat om min hånd. ”Cora, der er nok noget, du bør vide,” mumlede han og kiggede væk fra mig, bange for at såre mine følelser. ”Harry havde ikke nogen aftale med Louis. Han burde være her nu.” 

 

***

En vigtig epilog kommer i morgen om Harry! 

Hvad er jeres tanker? :o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...