Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117697Visninger
AA

16. 14 | The New Leader of Clifftown

"Louis is envious of what we have."

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Ikke rettet igennem - I må meget gerne læse forfatterbeskeden efter kapitlet :-)

Aldrig før havde tiden føltes som langsom her i Clifftown. Louis havde nu været væk i hele tre dage, og jeg havde på en eller anden måde fået afskåret mig selv fra det sociale liv. Jeg måtte indrømme, at jeg savnede Louis’ nærvær, og stadig ikke havde vendt mig til undvære besøget på hans kontor. Vi havde haft afskedssex, men det føltes som en evighed siden. Der var stadig fem dage til, at Louis kom tilbage – heldigvis var det uden May, der var taget med ham. Jeg var blevet så lettet, da Louis havde fortalt mig, at det blot var hans søster, for havde hendes udsagn været sandheden, havde jeg ikke ønsket at se ham i øjnene igen.

Udover at savne Louis havde jeg lavet rapport med Niall, fået kommentarer om min fødselsdag fra Jamie, men Harry var som forsvundet. Jeg havde endnu ikke set ham, og jeg var egentlig en smule ærgerlig over, at han ikke var kommet og besøgt mig, nu når Louis ikke var på grunden.

Efter at have ligget i min seng og sundet mig, sukkede jeg tungt, da jeg huskede, hvilken dag det var. Min fødselsdag. Jeg kunne ikke helt forstå, at jeg i dag blev tyve år, og ikke mere nu kunne kalde for teenager. Jamie havde også af den grund plapret løs om alt det, vi skulle nå i dag, og hvilke fester, vi skulle nå til. Ærlig talt havde jeg ikke lyst til noget af det, men jeg måtte blot tage at forberede mig på det, for når det kom til Jamie og fester, var det ikke muligt for at mig at slippe væk fra hendes plan.

Jeg hørte nogle bank mod min dør, og sukkede irriteret, da jeg ikke havde mulighed for at blive liggende i min seng. Jeg kunne selvfølgelig bare ignorere personen bag døren, men det kunne føre til utænkelige ting, jeg ikke ønskede at forestille mig. Det overraskede mig dog, hvem, der gemte sig bag døren, da jeg i mit tøj fra i går åbnede døren. Harry. Hvad lavede han nu her? Jeg løftede mit øjenbryn og så først nu papirerne i hans hånd.

”Her er de nye, midlertidige regler,” annoncerede han og rakte mig det øverste papir, der ganske rigtigt havde Louis’ underskrift i bunden.

Efter at have skimmet de tre regler, kiggede jeg igen op på Harry, der tilfreds smilede. ”Hvorfor er det dig, der kommer med dem, eftersom der står her, at du er lederen?” spurgte jeg ham og refererede til regel nr. 1: Ørnen skal indtil jeg er tilbage respekteres som leder, og alle dem, der ikke overholder hans regler og anmodninger, vil blive straffet af mig, når jeg er tilbage.

Harry smilede stort, så jeg kunne se de hvide tænder. ”Jeg udnytter at være leder og banker derfor på smukke pigers døre,” svarede han muntert og morede sig tydeligvis over, at det lige var ham, Louis havde valgt som midlertidig leder af Clifftown.

”Det kunne du jo have gjort, hvis du ikke var leder,” kommenterede jeg og rullede med øjnene. Harry rystede på hovedet, og brød sig ikke om, at jeg med vilje snakkede udenom hans indirekte kompliment. ”For resten, hvorfor sendte du ikke bare Zayn, er det ikke hans job?” spurgte jeg ham.

Han trak på skuldrene,” havde jeg set Zayn, skulle jeg finde på en grund til at se dig, og desuden havde han travlt.”

Jeg mærkede, hvordan jeg overrasket løftede mit øjenbryn. Hver gang Harry talte til mig med flirtende manere, havde jeg svært ved at håndtere, hvordan jeg skulle reagere. Vi havde stadig ikke talt om kysset hjemme hos Niall, og sidst vi talte sammen, skjulte han Køters identitet for mig. For at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvor jeg hadede Harry, og det irriterede mig. Han tiltrak min opmærksomhed, men for hver gang han løj eller skjulte noget for mig, blev mine følelser dulmet igen. Hvis bare han fortalte mig sandhederne og hans vigtige informationer, kunne jeg måske åbne op og stole på ham.

”Men så vil jeg tage papirerne videre,” fortalte jeg ham, og fik taget papirstakken, der skulle rundt til hele Clifftown, ud af hans hænder, før han nåede at reagere. Jeg kunne straks se i hans ansigtsudtryk, at det ikke lige var det svar, havde han forventet. ”Vi ses, Harry,” hilste jeg af, og begyndte at gå hen til trappen, der ville føre mig nedenunder i bygning 2. Jeg nåede dog aldrig særlig langt, da Harry tog fat i mig og elegant prøvede at svinge mig rundt, så vi kunne stå tæt mod hinanden, men da vi så papirerne fylde hele opgangen og lande over alt på gulvet, slap han taget igen. ”Harry, se nu hvad du gjorde!” råbte jeg irriteret, da jeg følte, det var mit ansvar at få samlet dem op, da det var mig, der skulle videregive dem. ”Det er bare ikke en fed måde at starte sin fødselsdag på,” sukkede jeg irriteret og bukkede mig ned for at samle papirerne op.

Jeg mærkede ingen bevægelse bag mig, men hørte i stedet Harry’s stemme. ”Er det din fødselsdag?” spurgte han overrasket, og først nu valgte han at hjælpe til med papirerne.

Jeg undlod at kigge ham i øjnene, men svarede ham tørt. ”Ja, jeg bliver tyve.”

Herefter bredte der sig en stilhed mellem os, mens den eneste lyd kom fra de mange papirer, vi stille fik stablet sammen. Det var lige indtil, at Harry valgte at tale til mig igen. ”Din far ville have været stolt over dig,” mumlede han, mens han lagde det sidste papir oven i den fælles bunke, der med sekunderne havde vokset sig stor.

Forvirret kiggede jeg over på ham, og fattede ikke, hvorfor han pludselig bragte det på banen. ”Hvordan-” fik jeg sagt, men nåede ikke længere, da jeg gik i stå. Jeg havde ved et held fået mine tanker hen på noget andet hele morgenen, og havde endnu ikke tænkt tilbage på mine tidligere fødselsdage, hvor min far muntert havde vækket mig med cupcakes og sang. Hvordan kunne Harry vide, at han var død? Jeg mindeses ikke at have fortalt ham det.

”Vi mindeses din far hvert år,” forklarede han, efter at have givet mig lidt tid, og nu faldt alle brikkerne på plads. Harry havde arbejdet på den samme politistation, som min far. ”Selv om jeg aldrig har mødt ham, så ved jeg, at han var en af de bedste politimænd, der nogen sinde har været på stationen,” smilede han forsigtigt, da jeg kiggede ham i øjnene. Han mente det med al sin støtte og prøvede blot at være sød over for mig. På en eller anden mærkelig måde, så virkede det til at sænke min irritation fra før. ”Du ligner ham også,” komplimenterede Harry også, inden han rejste sig op.

Med et lille smil kiggede jeg op på ham, og tog imod hans hånd, da han rakte den ned til mig. Jeg kiggede ham ind i øjnene, da jeg kom op og stå, og gav ham et venligt smil. ”Tak,” mumlede jeg. ”Men jeg tror nu ikke, at han ville være så stolt over, at jeg flygtede fra min mor og bosatte mig her,” forklarede jeg ham og så skamfuldt ned i gulvet. Min far havde lært mig så meget som lille, han havde givet mig den perfekte opvækst til at kunne komme langt i livet, men jeg endte her, i Clifftown.

Harry lod sine fingre tage fat om min hage og tvang mig til at se på ham. ”Jeg ved med sikkerhed, at din far vil være stolt. Godt nok bor du her i det her miljø, men ved at tage hertil viste du selvstændighed og mod, Cora. Det kan du være stolt af,” smilede han og flyttede en af mine hårtotter på plads bag øret. Jeg gav ham et blidt smil, og blev faktisk virkelig rørt af hans ord, for sådan havde jeg aldrig set på det før. På en måde havde han jo ret. Det havde taget alt mit mod bare sådan at flygte fra min mor. Jeg var modig. Jeg var endda så modig, at jeg slet ikke overvejede konsekvenserne, da jeg blidt lod mine læber røre Harrys. Langsomt arbejdede vi os frem, og endnu engang følte jeg en hel anden følelse, end når Louis rørte ham. Harrys hænder var varme og bløde, og bevægede sig hen til min hals som var det helt naturligt. Smilende gjorde jeg kysset dybere og mærkede denne gang, hvordan jeg selvsikker og uden en bange anelse kunne nyde øjeblikket. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, når jeg var sammen med Harry, men jeg kunne godt lide det. Han kyssede forsigtigt min ene side af læberne og nåede ud til min øreflip. Hurtigt sitrede jeg i kroppen, og prøvede igen, hvordan følelsen var helt anderledes end når jeg var sammen med Louis. Jeg vidste dog også godt, hvor idiotisk dumt det her var, så længe Louis var lederen af Clifftown. Derfor valgte jeg til sidst at rykke lidt tilbage.

”Vi går døden imod, Harry,” fortalte jeg ham med en neutral stemme. For første gang, var jeg ikke decideret bange for døden, den skræmte mig kun en lille smule. For det jeg kunne få ud af faren, havde jeg ikke noget imod. Jeg var dog stadig i tvivl om, hvor langt jeg ønskede at gå. Det var Harry og hans hemmeligheder, der bestemte det.

”Men i det mindste gør vi det sammen,” svarede han, og jeg så hvordan han forsigtigt havde sin ene mundvige løftet op. Måske var det her ikke helt tosset – vi skulle bare passe på.

Timerne var gået og min fødselsdag havde ikke været den mest spændende. Jamie var ikke i lejligheden, da jeg ville besøge hende, og jeg gad ikke bruge min tid på rapportskrivning, så Niall havde jeg heller ikke set. Jeg var tæt på at gå i seng igen, men mine planer blev ændret, da jeg hørte døren blive åbnet. Forvirret gik jeg ud af soveværelset og så den person, jeg mindst havde regnet med at se de næste mange dage. Zayn. ”Ørnen ønsker at se dig på sit kontor,” fortalte han mig.

”Mener du det seriøst?” sagde jeg og kunne grine af hvor latterligt det lød. Samtidig blev jeg dog glad over, at Harry ikke mente vores møde tidligere var nok for i dag. Derfor fulgte jeg efter Zayn, da han gik op til kontoret.

Det virkede som en af de første gang, jeg var blevet hidkaldt af Louis, da Zayn fulgte mig hele vejen. Normalt ville han blot give mig besked og så ville jeg selv gå derop, men i dag var det altså anderledes.

Zayn åbnede døren for mig, da vi nåede frem til kontoret, og jeg fandt Harry i Louis’ stol. Jeg rullede med øjnene af ham, men havde stadig et forsigtigt smil om mine læber. Zayn lukkede døren bag os. ”Du er for meget, Harry,” kommenterede jeg.

Harry smilede, ”jeg synes, at det kunne være sjovt.”

”Du udnytter det rigtigt, hva’?” sagde jeg og grinte kort. Harry rejste sig fra sin stol og skulle lige til at gå hen til mig, da døren til soveværelset gik op og en pige kom ud. Forvirret kiggede jeg skiftevis på hende og Harry, og følte deja-vu fra oplevelsen med May. Hende her var også ny i Clifftown. Men hvad fuck lavede hun her, hos Harry?

Pigen havde ikke set mig, da hun begyndte at tale. ”Jeg har undersøgt – Åh en pigeven,” sagde hun og først nu fik vi øjenkontakt. Hendes lange hår var sat op i en høj hestehale, mens hun var iført en sort, tætsiddende nederdel og en nedringet top.

Overrasket kiggede jeg over på Harry, da jeg virkede ikke ønskede at tænke de forkerte tanker. ”Hvis du har en god forklaring, så forklar mig det på gangen,” sagde jeg irriteret til ham og vendte om på hælen, for at forlade kontoret. Hvorfor havde Harry hentet mig herhen, når han umiddelbart godt vidst, at han havde besøg? Det gav ikke mening. Jeg lukkede hårdt døren bag mig og gik med hastige skridt mod trappen. Jeg håbede næsten, at døren ville forblive lukket, så jeg ikke behøvede at lytte til sandheden, hvis han valgte at dele den med mig.

Døren blev åbnet efter få sekunder og en undskyldende Harry kom farende ud. ”Cora, det er ikke som du tror,” sagde han bestemt og var på få sekunder helt henne ved mig. ”Louis har fået hende hertil, hun skal være min assistent, mens jeg er leder,” forklarede han og jeg kunne høre på hans vejrtrækning, at han virkelig havde spurtet herud. Der var noget ved hans forklaring, der gjorde, at jeg stolede på ham.

Alligevel var jeg stadig skeptisk. ”Hvorfor har han dog det?” spurgte jeg.

Harry trak på skuldrene. ”Jeg tror Louis vil have, at jeg ikke har nogen mulighed for at være sammen med piger, for hun er ved mig hele tiden,” brokkede han sig og slog ud med armene. Han lød virkelig til at være irriteret over hende, og derfor gav hans forklaring meget mening. Han havde faktisk fortalt mig sandheden for en gangs skyld.

”Som hvem?” spurgte jeg ham, da jeg ikke forstod, hvorfor Louis ville forhindre ham i at være sammen med piger.

”Dig, Cora,” svarede Harry og prøvede at få mig til at indse, hvad problemet var. ”Louis er misundelig over det, vi har.”

Forbavset over Harrys ord skulle jeg lige samle modet, før jeg svarede ham. ”Og hvad er det så vi har?” Jeg løftede mit øjenbryn og håbede, at han ville give mig et klart svar på, hvad jeg kunne forvente af ham. Følte han noget for mig, eller var det bare for hyggens skyld.

Han skulle lige til at åbne munden, da døren igen gik op. ”Harry, vi har opgaver at se på!” sagde pigen bestemt. Hvorfor havde jeg ikke set det komme, at hun ville forstyrre os? Jeg havde aldrig været mere irriteret på Louis. 

***

Jeg ved godt, at der er gået lang tid siden sidste kapitel, men har det ret svært for tiden i forhold til det sociale osv., og det gør tit, at jeg er meget udkørt, og derfor får jeg ikke skrevet. Derfor er dette kapitel ikke særlig langt, og jeg fik det ikke lige rettet igennem. Samtidig prøver jeg også at lave forud i mine afleveringer, da jeg skal til New York i efterårsferien, så synes bare lige I skulle vide, at jeg lige pt. er usikker på, hvornår jeg igen får en god skriverytme osv.. :(

Men nu til kapitlet! Hvad tænker I om, at Harry nu er leder og Louis er væk? Hvad kan Cora og Harry mon finde på, hvis de altså kan være alene for Lydia :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...