Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117674Visninger
AA

14. 12 | The End Is the Beginning

"Real love is when you're willing to sacrifice yourself for the person you love."

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Efter at have taget med den offentlige transport uden at betale, befandt jeg mig endelig foran det store, dyre hus, der tilhørte Nialls familie. Palæet var større end man kunne forestille sig, når man kiggede op på det, og jeg blev blot endnu mere interesseret i den hvide bygning, når jeg tænkte over ejerne af huset. Mine tanker landede hurtigt på Tessa, og som før overvejede jeg, om jeg burde fortælle Niall sandheden eller holde min mund. Jeg vidste, hvor meget han savnede hende, men det var bedst i forhold til Clifftowns sikkerhed, at hun forblev skjult. Desværre.

Jeg ringede på ringeklokken til huset og håbede inderligt, at Niall ville åbne døren, da jeg ikke gad at snakke med Greg eller møde hans forældre. Heldigvis kunne jeg tilfreds smile, da en forvirret Niall åbnede døren for mig. ”Cora?” spurgte han med et løftet øjenbryn og lod mig komme ind. ”Vi havde ikke nogen aftale i dag, vel?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kedede mig bare og tænkte, at hvis du har tid, kunne vi få lavet noget?” Niall blinkede hurtigt gentagende gange og skulle lige omstille sine planer.

”Øhm jo, klart, hvorfor kommer du ikke bare med ovenpå,” foreslog han og ventede på, at jeg havde fået taget skoene af. ”Du skal bare vide Greg holder fest om en times tid,” fik han tilføjet på vej op ad trappen. Jeg huskede sidste gang, hvor jeg havde mødt Harry i køkkenet og før det oppe ved forældres soveværelse.

”Holder han tit fest?” spurgte jeg, da Niall lukkede døren til sit værelse.

”Kun når mine forældre er på forretningsrejse, hvilket de nu er hele tiden,” forklarede han, inden han åbnede sin computer og satte sig ved sit skrivebord.

Jeg slog mig ned ved siden af ham og så ham finde vores dokument frem. ”Hvor tit er hele tiden?” spurgte jeg.

”De er hjemme ti dage i måneden,” fortalte han mig ærligt.

Forbavset løftede jeg mit ene øjenbryn. ”Så sjældent?” Det kunne godt være, jeg var vandt til aldrig at se min mor mere, men tilbage i min barndom kunne jeg da huske, hvor tit mine forældre havde været der for mig.

Han nikkede. ”Det er fint nok, så behøver jeg ikke høre på deres brok hele tiden.”

Jeg kom igen til at tænke på Tessa, der lige nu befandt sig i Clifftown få kilometer fra sin lillebror. ”Var det også en af grunden til, at Tessa løb hjemmefra?” spurgte jeg ham og håbede, at jeg kunne fortælle ham, at hun savnede ham, uden han ville mistænke noget.

”En af grundene ja,” mumlede han.

Jeg tænkte ikke rigtigt mine ord igennem, før de røg ud af munden på mig. ”Jeg er sikker på, at hun savner dig, Niall. Bare du ved, at det ikke var på grund af dig, hun løb,” forsikrede jeg ham om og håbede ikke, at han ville begynde at overfortolke mine ord.

Heldigvis trak han på skuldrene, ”jeg gider ikke snakke om det. Kan vi ikke bare gå videre med opgaven i stedet for?” Jeg lod ham få sit ønske opfyldt og gjorde mit bedste for at hjælpe, uden at afsløre alt for meget.

Niall og jeg havde arbejdet i hvad der virkede som mindre end en time, da musikken begyndte at spille nedenunder. ”Så sker det igen,” brokkede Niall sig og lukkede sin computer i.

”Er du aldrig med til festerne?” spurgte jeg ham forundret, da jeg selv elskede Clifftowns fester.

”Jeg kan ikke se grunden til det,” svarede han og trak på skuldrene. Han rejste sig fra sin kontorstol og smed sig oven på sin seng. ”Men jeg skal alligevel videre, så det bliver heller ikke i aften,” fortalte han mig, mens han fandt sin telefon frem og begyndte at skrive på den. Han virkede ikke særlig glad i dag, og slet ikke som sit normale jeg, så da han heller ikke hilste af, blev jeg bekymret. Jeg ønskede at blive og spørge ind til, hvad der var i vejen, men valgte, at det nok var bedst at lade ham være alene for en stund. Derfor traskede jeg alene ned ad trapperne til en allerede fyldt stue. Min plan var at komme hjem til Clifftown, hvis nu Louis allerede ville i gang igen i aften, men noget – eller rettere nogen – forhindrede mig i det. ”Cora, hvad laver du her?”

Harry stirrede på mig, da jeg nåede ned for enden af trappen. Han var iført en hvid skjorte knappet helt op til halsen og sorte bukser. Jeg burde have vidst, at han ville være her. Han var trods alt Gregs ven. ”Jeg lavede aflevering med Niall,” valgte jeg at fortælle ham, da det ikke kunne skade.

Harry nikkede forsigtigt, men han tænkte over noget. ”Er afleveringen om mig?” Han behøvede ikke engang få et svar, han kunne aflæse det i mit ansigt. ”Jeg forstår ærligtalt ikke, hvordan Niall ikke har genkendt mig endnu. Så god var udklædningen da heller ikke,” pointerede Harry.

Jeg var enig med ham, for det var altså en anelse mærkeligt. ”Jeg tror Niall ser det bedste i folk, så hvis han har overvejet det, tror han ikke på det,” svarede jeg med et skuldertræk, der viste Harry, at jeg langt fra var sikker i min påstand.

Harry skulle lige til at svare, da hans navn blev råbt. En pige på vores alder kom hen til os og omfavnede Harry i et venligt kram. ”Lilly,” sagde Harry forvirret, da det ikke virkede til, han forventede, hun ville befinde sig her. ”Hvad laver du her?” spurgte han hende, som han havde spurgt mig.

”Jeg kender en her, men hvor er det godt at se dig!” smilede hun stort og så ham ind i øjnene. Jeg følte mig dårligt tilpas, som jeg stod og studerede dem snakke med hinanden. Hvem dælen var Lilly? Jeg havde ingen idé, før et helt specielt navn undslap hendes læber. Louis. Kendte hun til Clifftown? For jeg havde i hvert fald aldrig set hende.

”Louis? Han er stadig en idiot,” svarede Harry, mens han undskyldende kiggede hen på mig i korte perioden. Han huskede stadig vores diskussion fra tidligere og passede på, hvad han sagde.

Lilly lagde mærke til, at Harry kiggede i min retning og vendte sig til sidst hen mod mig. ”Hej, jeg er Lilly Roth,” smilede hun.

”Cora,” svarede jeg. ”Undskyld jeg spørger, men hvordan kender du Louis?” Mit spørgsmål kom vidst bag på hende, og det fortalte mig, at hun ikke troede, at jeg var fra Clifftown.

Hun kiggede rundt i lokalet, inden hun svarede mig. ”Jeg boede der, inden jeg blev smidt ud.” Jeg kunne mærke, at hun var pinlig berørt over at snakke om det, men havde det været mig, ville jeg i stedet være lykkelig. Hun var blevet smidt ud, i stedet for at blive skudt. Egentlig overraskede det mig, hvordan Louis bare sådan havde ladet hende gå, for så havde hun muligheden for at sladre til politiet? Hun blev lige pludselig endnu mere interessant.

”Hvordan går det så?” hørte jeg Harry spørge hende.

Hun svarede med at trække på skuldrene. ”Jeg skal betale for alt nu, det er ikke lige let. Det er faktisk derfor, jeg opsøgte dig. Tror du, at der er nogen mulighed for, at jeg kan komme tilbage?” Harrys ansigtsudtryk udviste en medfølelse over for hendes forespørgsel, men jeg kunne samtale tolke, at han var usikker på, om det var en mulighed.

”Hvordan kan det være, at Louis smed dig ud i stedet for at skyde dig?” Jeg gennemtænkte ikke mit spørgsmål før jeg havde stillet  det, men jeg ønskede sådan at få et svar, da det virkede så besynderligt.

Lilly kiggede kort hen mod Harry, inden hendes øjne igen var mod mig. ”Louis og jeg havde et specielt forhold. Vi var meget tætte, så jeg tror ikke, at han turde dræbe mig,” forklarede hun. Et specielt forhold? Hvad skulle det betyde, når det kom til Louis? Jeg prøvede at få et tegn fra Harry, men han havde travlt med at signalere til Lilly, at hun skulle holde kæft. Forvirret rystede jeg på hovedet for at prøve at forstå, hvad der skete, men jeg kunne ikke gennemskue det.

Lilly forlod os kort efter, så jeg var efterladt med Harry, der tydeligvis gemte nogle informationer. ”Du kan lige så godt fortælle mig det,” bestemte jeg.

”Jeg tror ikke, at du ønsker at vide det,” svarede han hurtigt og var lige så bestemt på, ikke at fortælle det, som jeg var på at få det at vide. ”Jeg vil først fortælle det, når du indser, at Louis ikke elsker dig.”

Irriteret slog jeg ud med hånden. ”Hvorfor bliver du ved med at sige det, Harry?!”

Han trak på skuldrene, ”fordi det er sandt.” Jeg opgav hurtigt at diskutere med ham, da jeg ikke følte, vi kom nogen vegne. Dog slap jeg ikke for ham endnu, da det næste, der skete, skræmte os begge.

Hårde bank lød mod døren og overdøvede musikken. En pige tog sagte skridt hen mod indgangen, før hun forundret åbnede døren til to politibetjente. Harry var hurtigere til at opfatte alvoren, end jeg var. På et split sekund tog han fat i min hånd og spurtede op ad trappen, inden de to politibetjente fik øje på os. For hvert trin vi tog, overvejede jeg, om det mon var nu, det hele ville slutte. Var det nu, at vi alle sammen ville ryge i fængsel og jeg ville blive skilt fra Jamie for evigt? Forvirret lod jeg Harry føre mig hen i en mørk krog mellem en endevæg og et gammelt højt skab, så dem, der kom op fra trappen, ikke kunne se os.

”Fuck, Harry, hvad sker der?” spurgte jeg forfærdet og bange. Musikken var blevet slukket nedenunder, så det eneste man kunne høre var folks forvirrede stemmer, der snakkede med de andre om, hvad der foregik.

Harrys vejrtrækninger var hurtigere og så tæt som vi stod, var de lette at høre. ”Jeg tror, det er nu,” hviskede Harry, inden han kiggede mig ind i øjnene. Vi var presset op mod hinanden, så jeg ikke kunne andet end at kigge ind i hans grønne øjne, der endnu engang fik min opmærksomhed.

”Hvad gør vi?” hviskede jeg forfærdet og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg havde aldrig været i sådan en situation før, hvor jeg følte døden var så tæt på.

Harry tog en dyb indånding og lod luften blive pustet ud på mig. ”Jeg aner det ikke, Cora.” Jeg blev for alvor nervøs, da Harry svarede mig, for han plejede altid at vide, hvad man skulle gøre. ”Jeg, jeg troede ikke, de ville finde mig.”

”Vent,” afbrød jeg. ”Tror du, at det her handler om dig?”

Harry kiggede ned og undgik at se mig øjnene. ”Det er politiet, selvfølgelig handler det om mig,” sukkede han.

”Men, jeg troede, at de kendte til Clifftown?” spurgte jeg forvirret.

Harry rystede på hovedet. ”De ved ikke decideret noget om Clifftown, men er ved at snuse sig frem til stedet på grund af de lig, der er blevet fundet i nærheden,” fortalte Harry mig. Jeg fik store øjne og kiggede på ham. Politiet kendte ikke til Clifftown, jeg var ikke i fare. Jeg ville ikke dø i dag.

Lettet skulle jeg til at smile, men det var indtil jeg huskede Harry foran mig. Hvis politiet var kommet efter ham, var han i fare. Måske ville jeg aldrig se ham igen. Jeg lod mine fingre glide gennem hans hår og fik ham til at kigge op på mig. Siden jeg havde mødt Harry, havde mit liv taget nogle uventede drejninger. Førhen havde det været det samme hver dag, men nu var det som om, at der var andet, jeg kunne begynde at tænke på. Det gik op for mig, at hvis Harry forlod Clifftown, ville jeg gå tilbage til at være Kitty, Louis’ pige, der ikke kunne gøre andet, end at adlyde hans ordre. Jeg ønskede at være mere end det.

”Harry, hvad er din definition af ægte kærlighed?” Hans grønne øjne kiggede ind i mine, og jeg kunne se, at han var overrasket over mit spørgsmål.

Han trak på skuldrene. ”Kærlighed er, når man vil gøre alt for en person, så der ikke sker dem noget.” En kort pause adskilte hans svar. ”Ægte kærlighed er når man vil ofre sig selv, så personen, man elsker, vil overleve, også selv om man selv dør.” Efter Harrys ord kunne jeg ikke få overtag over mig selv. Min hånd kærtegnede hans kind, og da jeg lænede mig frem for at lade vores læber mødes, glemte jeg alt om politiet nedenunder. Uden at vide hvorfor jeg helt præcist var i gang med at kysse ham, vidste jeg, at det ikke kunne ændres, da vores læber mødtes. Hans hånd fandt frem til min hals og for hver bevægelse nød jeg det mere og mere. Der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at det her var en hel anden følelse, der fyldte min krop, end når jeg kyssede Louis. Harry gjorde kysset dybere og ærligtalt ønskede jeg ikke at trække mig væk. På en eller anden mærkelig måde nød jeg det, men jeg kunne jo ikke lide Harry på den måde, kunne jeg?

Jeg nåede ikke at tænke mere over det, da vi begge hørte hårde skridt mod trappen, der fik os begge tilbage til nutiden. Vi gemte os stadig, og politiet ledte højst sandsynlig stadig efter Harry. Nervøst kiggede jeg ind i Harrys øjne, mens skridtene blev højere og stemmerne blev til at høre. ”Jeg så ham løbe herop.” Da ordene forlod politibetjentens mund, vidste jeg, at det var slut. Der var ingen chance for, at vi kunne undslippe det her.

”Ja, jeg så ham løbe herop med en pige,” svarede kollegaen og jeg kiggede trist på Harry, der også godt så ud til at vide, at det var slut.

Men som vi troede alt var ovre, ændrede en sætning på det hele. ”Greg! Der er to politibetjente nedenunder! De vil lukke festen,” råbte den samme stemme efter … Greg. Det var ikke politibetjentene, der var her, det var Gregs venner. Politibetjentene var her ikke for at hente Harry, de ville i stedet lukke festen.

”Helt ærligt, Travis, jeg var lige i gang med noget,” brokkede Greg sig, da han kom ud fra sit soveværelse for at følge med sine venner nedenunder. Kort efter kom en pige ud, der fulgte efter dem. Først, da der igen var stille, gik det op for mig, at der ikke ville ske noget med os. Og … jeg havde lige kysset Harry. Fuck.

Harry var den første til at træde væk fra vores skjul og pustede ud. Han vidste godt selv, at han var i sikkerhed, men fuck. Det eneste, jeg kunne tænke på var, at jeg lige havde kysset Harry, og nu skulle vi begge to tilbage til Clifftown. Hvad ville der ikke ske nu?

 

**

De kyssede! Dog i en presset situation, men stadig :D Håber I kunne lide kapitlet og Harrys ord om ægte kærlighed, hehe.

Spørgsmål: Hvem tror I Lilly er, og hvad tror I, der sker, når Cora og Harry tager tilbage til Clifftown? 

Tak fordi I stadig læser med trods de længere ventetider mellem kapitlerne! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...