Underdog ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Færdig
I udkanten af London finder man et forladt lejlighedskvarter. Efter at stedet ved en fejl blev erklæret ubeboeligt, har kriminelle unge set det som en mulighed. I dag lever der i hemmelighed op mod 100 unge ved stedet, de kalder Clifftown. I lejlighedsbygning 7, værelse 3 bor Cora. I to år har hun klaret sig selv, mens hun samtidig har opfyldt lederen af hele Clifftown's ønsker. Men en hel normal aften ændres det hele, da den erfarne Harry Styles uanmeldt kommer tilbage fra en ukendt mission. Han ved Clifftown er i fare og ligeså er dem, der bor der. Pludselig skal Cora forholde sig til personerne omkring hende, for det er nemlig ikke alle, der taler sandt. Bedragere afsløres, uskyldige bliver mistænkt og kærligheden blomstrer, mens chancen for overlevelse formindskes.

409Likes
698Kommentarer
117755Visninger
AA

13. 11 | Moving and Flashbacks

"True love is overrated."

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Fire dage var gået, men sådan føltes det ikke. Efter at have overhørt, at politiet havde informationer om Clifftown, brugte jeg meget af dagen på at opsøge mærkelig optrædener eller nervøse ansigtsudtryk. Indtil videre havde jeg ingen ting, der virkede besynderligt – udover Liams computer og Louis’ fravær fra kontoret. Det var næsten mærkeligt at sove i sin egen seng, da der aldrig kom nogen ordre videregivet fra Zayn. Derfor havde jeg heller ikke talt med Harry. Da jeg var blevet informeret om, at Louis ville være væk i fire dage, havde jeg hurtigt besluttet, at jeg måtte vente. Zayn ville holde meget øje med mig, og så han os, kunne han kun få forkerte indtryk. Derfor måtte jeg nøjedes med at sidde i baren med Jamie og få alle hendes historie om Køter i sengen.

Musikken fik mit hoved til at dunke så meget, at jeg ikke bemærkede noget, før en hånd blev lagt på min skulder. Forvirret vendte jeg mig rundt på den roterende barstol og så direkte ind i Zayns mørke, mystiske øjne. Han behøvede ikke engang at sige noget, jeg vidste straks, hvad han ville. Louis var tilbage, og han ønskede at se mig.

Jeg kunne ikke gennemskue, hvorfor jeg havde sådan en træng til at lunte derover, men jeg befandt mig ved Louis’ kontordør, hurtigere end jeg lige havde regnet med. Forsigtigt bankede jeg på træet, da jeg ikke ønskede at udvise min trang til at se ham over for ham. Efter at have fået tilladelse til at træde ind, åbnede jeg døren. Louis stod lænet op ad sit skrivebord og jeg kunne se, at han havde afventet min ankomst. Hans øjne studerede mig og ud fra hans løftede mundvige, kunne jeg regne ud, at han var tilfreds med det, han så. ”Kitty,” hilste han med et slesk smil og gik hen til mig. På ingen tid stod han helt tæt ved mig og lod sine fingre berøre min hals, så dejlige kuldegysninger fyldte hele min krop på sekunder. ”Jeg har savnet dig,” hviskede han ind i mit øre, og lige som jeg troede, han ville gå videre, trak han sig væk. Den nar. ”Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg hidkaldte dig?” spurgte han, mens han gik hen til sit skrivebord.

Med et skuldertræk viste jeg ham, hvor forvirret jeg var. ”Altså, jeg troede, jeg vidste det, men lige nu er jeg ikke så sikker,” svarede jeg ærligt og så først nu, at der lå en lille pakke på skrivebordet ved siden af Louis. Jeg løftede øjenbrynet og kiggede forundret på ham.

Han grinede af mig, inden han tog den lille pakke og kastede den hen til mig. ”Jeg har en tidlig fødselsdagsgave til dig,” forklarede han. Mine øjne studerede pakken i mine hænder, uden at jeg kunne gennemskue, hvad der gemte sig indeni. Louis kunne vel ikke finde på at give mig smykker, vel? Mens tankerne strømmede rundt, fik jeg taget båndet af æsken og åbnede den langsomt. Objektet af sølv kom bag på mig, så overrasket og forvirret kiggede jeg op på Louis, der stod og smilede tilfreds af mig. ”Jeg har arrangeret, at du flytter alene ind i 2,” annoncerede han og virkede selv enormt begejstret. Sølvnøglen gav pludselig mening. ”7 er alt for langt væk,” gentog han, som han havde sagt det dengang til festen. Jeg havde dog ikke regnet med, at der var alvor i det.

”Vent, alene?” fik jeg spurgt ham, efter hans ord ligeså stille gik op for mig. Han ville have, at jeg skulle bo uden Jamie. ”Det kan jeg altså ikke, Louis.”

Han nærmede sig. ”Hvem sagde noget om at ville? Husk, at jeg bestemmer her i Clifftown, Kitty,” forklarede han og jeg indså hurtigt, at der ingen logik var, i at prøve at bekæmpe hans ordre. Han ønskede, jeg flyttede alene ind i 2, så sådan ville det blive.

”Men hvorfor?”

Louis frydede sig, da han snoede en af mine totter af hår rundt om hans ringer. ”Så har vi to steder, vi kan more os,” grinede han lavt og trak langsomt mit ene ærme ned over skulderen. ”Hvad med du henter dine ting over, og så indvier vi stedet?” foreslog han og legede igen med mig, da han trak sig væk. Jeg nikkede hurtigt, da jeg ikke rigtigt så, at jeg havde et andet valg, men jeg kunne heller ikke komme udenom, at jeg gerne ville.

Det var med en mærkelig følelse i maven, at jeg forlod Louis’ kontor for officielt at flytte ud af min lejlighed. Jeg havde boet der lige siden jeg kom til Clifftown, og jeg var ikke klar til at sige farvel til Jamie. Vi var uadskillelige, og det var ikke nok for mig, blot at se hende i baren. Hvad skulle jeg overhovedet sige til hende? Mens jeg grublede over det, gik jeg ned ad trapperne og stoppede først, da jeg kom til at gå ind i en. Mit fokus havde været på Jamie, så jeg slet ikke havde bemærket hvor jeg gik.

Jeg kunne dog have sagt mig selv, hvem jeg gik ind i, da jeg løftede hovedet og så de grønne øjne kigge på mig. ”Cora.” Harrys stemme var lav, men han fuldførte ikke at gemme glæden, der lå deri. Jeg vidste, at han gerne ville undskylde – det burde han i hvert fald – så, at han nu havde muligheden, var vidst en glæde, kun han delte. Dog skiftede hans ansigtsudtryk pludselig karakter, efter at han havde studeret mig i nogle sekunder. ”Åh Gud, gjorde han det?” spurgte han forbavset.

”Gjorde hvad?” svarede jeg med en mindre irritation i stemmen.

Harry var ikke længe om at formulere sit svar. ”Tvang dig til at flytte. Jeg troede ærligtalt ikke, at han var så langt ude, at han behøvede at have dig i nabobygningen.”

Noget over Harrys ord fik mig op i det røde felt. ”Hvad nu hvis Louis godt kan lide mig, hva’ Harry?” Jeg havde ikke regnet med, at dét var ordene, der forlod min mund. Det måtte være Louis’ gave og Harrys ord, der i en kombination fik mig til at opføre mig sådan her over for ham.

”Cora, please fortæl mig, at du godt er klar over, at Louis kun ser dig som et legetøj,” bad Harry og kiggede stift på mig. Jeg sukkede irriteret, da jeg jo inderst inde godt vidste, han havde ret.

”Jeg er ligeglad,” fortalte jeg Harry klart og tydeligt.

Han løftede sine øjenbryn. ”Ligeglad? Er du slet ikke interesseret i ægte kærlighed?” spurgte han forbavset. Egentlig havde jeg aldrig tænkt på kærlighed, som noget, jeg ønskede at opleve. Jeg havde mine seksuelle oplevelser med Louis, og jeg havde aldrig tvivlet på, om det var nok for mig. Jeg var heldig at have Louis, så kunne jeg ønske mig mere end det?

”Ægte kærlighed er overvurderet, jeg tænker aldrig på det,” svarede jeg ærligt.

Harry rystede på hovedet, tydeligvis opgivende over for mig. ”Hvis du vil det sådan, er der vel ikke så meget, jeg kan gøre, for at overbevise dig om det modsatte,” afsluttede han, inden han gik ind i sin egen lejlighed bag os. Overvældet over alt det, jeg lige havde oplevet det sidste kvarter, valgte jeg, at det nok var på tide at få hentet mine ting. Jeg havde jo savnet at have sex med Louis.

Efter at have flyttet de få ting, jeg ejede, hen til den nye lejlighed, smed jeg mig opgivende på sengen. Cora havde ikke været i nærheden, så hun havde ubevidst givet mig ekstra tid til at finde ud af, hvad jeg skulle fortælle hende. Lige meget hvad jeg sagde, ville det lyde som om Louis var vigtigere end hende, og det måtte hun ikke tro. Godt nok var det udstrålingen, jeg skulle vise over for Louis for at overleve, men når det bare var Jamie og jeg, betroede jeg hende med mit liv – ærligtalt.

Jeg blev forstyrret, da jeg hørte nogle bank mod døren og så Louis træde ind. Han var iført det samme tøj som tidligere,  men forskellen var, at han nu havde et slesk smil om sine læber, klar til de planer, han havde lagt for vores eftermiddag. Han signalerede, at jeg skulle komme hen til ham, hvilket jeg valgte at gøre, da han ikke virkede til at kunne vente længere. ”Nå, hvad synes du om det?” spurgte han spændt, da jeg nåede hen til ham.

”Jeg elsker det,” løj jeg, da jeg ikke engang havde kigget ordentlig rundt endnu. Heldigvis tilfredsstillede mit svar Louis, der kort efter lod sine læber ramme mine. Hele min krop sitrede efter nogle få sekunder med at kysse, da det var fire dage siden, vi sidst havde rørt hinanden. Louis’ hånd gled igen ned ved min skulder og trak ærmet ned over.

”Tag den af,” bad Louis, mens vi hidsigt lod vores tunger rode rundt i den andens mund. Jeg trak mig kort væk fra Louis, tog toppen af som lovet, og kyssede videre iført bh som det eneste på overkroppen. Det var en skøn følelse, endelig at komme tættere på, da jeg ærligt havde ventet på det her øjeblik. Louis brugte ikke lang tid på også at få hans T-shirt af, så han nu stod i bar overkrop over for mig. Forsigtigt lod jeg mine fingre glide ned af den og mærkede, hvordan han nød mine berøringer. Han nød dem endda så meget, at han smed mig ned på sengen og hurtigt var over mig. ”Du er sådan en fin krystal, Kitty,” mumlede han pludselig ind i mit øre. ”Altid så fin og splintrer aldrig,” tilføjede han, mens hans hænder fjernede min bh. Jeg ignorerede hans ord, da de nye omgivelser og hans bevægelser pludselig trak mig ind i et flashback, jeg længe havde prøvet at glemme.

Regnen rammer jorden med store dråber, mens jeg forgæves prøver at søge ly for det dårlige vejr. Det er omkring en halv time siden, jeg løb hjemmefra og lige siden har skybruddet været over mig. Det forfølger mig næsten. Til sidst giver jeg op og sætter mig på en bænk, der ikke formår at holde mig tør fra regnen, da træerne over den ikke er store nok. Regnen på mine kinder bliver til en blanding af tåre, da jeg lader alt slippe løs og bryder sammen. Så længe har jeg levet med min mors nye mands hårde ord og slag i ansigtet, at jeg i dag valgte at løbe. Jeg har ingen ting med mig, ingen ting over hovedet, kun den forhåbning om, at de aldrig nogen sinde vil finde frem til mig. Jeg ønsker at finde et nyt sted, et sted hvor jeg faktisk kan føle mig elsket.

Efter at have brugt ti minutter på at græde i regnen, hører jeg skridt nærme sig. En panik breder sig i min krop, da det eneste lys i nærheden er den lygtepæl, der oplyser mig. Jeg kigger rundt, men formår ikke at se noget, før skikkelsen står helt foran mig. Drengen er iført en sort hættetrøje, der dækker hans ansigt og i et kort sekund, er jeg bange for, hvad han vil gøre mod mig. Han må have gennemskuet mit skræmte ansigt, da han langsomt fjerner det sorte stof og viser mig sit ansigt med et forsigtigt smil og de smukkeste blå øjne. ”Er du faret vild?” Hans stemme er rolig og jeg beslutter mig for at stole på ham.

”Nej, jeg er løbet hjemmefra,” fortæller jeg ham, mens han placerer sig ved siden af mig på den våde bænk. Helt tæt på kan jeg se, hvor blå hans øjne egentlig er.

”Løbet hjemmefra?” spørger han forundret. Jeg nikker. ”Du lignede også en, der så ret fortabt ud,” vælger han at sige til mig. ”Men jeg har måske noget, der kan hjælpe dig,” smiler han.

Fascineret kigger jeg på ham. ”Har du?” spørger jeg forvirret.

”Ser du, jeg kommer fra et sted, hvor der kun bor folk ligesom dig.” Jeg løfter mit øjenbryn. ”Vi er alle sammen flygtet fra det liv, vi før var en del af,” forklarer han nærmere. Jeg forstår ikke så meget af det, han siger, da det lyder for rigtigt til at være sandt. På min skole er jeg den eneste, der er alene, den eneste, der har mistet sin far, men pludselig sidder der en mand over for mig, der giver mig muligheden for en ny start. Hvor mystisk det end virker, beslutter jeg mig for, at det nok kun kan være bedre, end der hvor jeg kommer fra. Han smiler tilfreds af mig, da jeg nikker, og det går op for mig, hvad jeg er i gang med. Han kan voldtage mig, han kan dræbe mig, men alligevel lader jeg alt blive tilbage og går med ham. Jeg indser hvor inderligt, jeg ønsker en ny start og håber, at han er den person, der kan give mig det.

Vi går og går, og for hvert skridt jeg tager, bliver jeg mere og mere nervøs. Har jeg været for ivrig, da jeg gik med ham? Vil han overhovedet føre mig hen til det, han har sagt fandtes? Jeg er tæt på at slippe hans hånd og løbe, hvis han ikke havde annonceret, at vi er fremme. ”Der er en betingelse,” siger han pludseligt og får mig til at stå stille. ”Når du først er gået med mig ind, er du nødt til at blive.” Jeg studerer hans ansigt og det våde hår, der drypper ned over hans ansigt.

”Vil jeg fortryde det?”

Han trækker på skuldrene. ”Hvis du virkelig var løbet væk for at forblive væk, vil du elske det. Hvis du stadig overvejer at tage tilbage til din familie, vil det nok ikke være et klogt valg.”

Jeg ved, at jeg ikke vil hjem, men er det et klogt valg at følges med en fremmed? ”Hvad sker der, hvis jeg siger nej?”

”Så vil jeg efterlade dig her, og så må du selv finde frem til dit nye liv.” Hans svar forstår jeg med det samme, og jeg bliver så fascineret af det, han har lovet mig, at jeg slet ikke tænker, da jeg følger med ham.

Vi går igennem buske, der kradser mod mine bare ben, men når efter nogle få sekunder frem til det, han vil føre mig frem til. Lygtepælene lyser en masse boligblokke op, og jeg studerer dem hver for en – lige så fascineret, som da han havde fortalt mig om det. ”Kom.” Drengen trækker mig med ind i den første bolig og uden at tænke over det, går jeg med ham. Han fører mig op ad flere trapper før vi når op til den øverste lejlighed, der tydeligvis er hans. Et kontor viser sig for mig, da han åbner døren og jeg søger over mod hans lædersofa. ”Jeg henter lige et håndklæde,” siger han til mig, mens jeg har for travlt med at kigge rundt i rummet. Det minder mig om min afdødes fars kontor, der nu er blevet lavet om til min stedfars hobbyrum.

Drengen kommer ud fra et andet rum og rækker et håndklæde til mig, jeg hurtigt tager rundt om min krop. Han sætter sig ved siden af mig og smiler forsigtigt. ”Bare rolig, du skal ikke være bange. Hos mig vil du aldrig føle sig bange,” lover han ærligt. Han løfter sit ene smilebånd og kærtegner pludselig min kind. Forbavset kigger jeg ham ind i øjnene, da følelsen er ny for mig. Det sitrer nærmest – noget, drengen bemærker. ”Kan du lide det?” spørger han med et forsigtigt smil omkring læberne. Jeg ønsker ikke at nikke, og kommer derfor til at bide mig selv i læben. Jeg kan ikke gennemskue drengens næste træk, før hans læber blidt kysser mine. Endnu mere forbavset end før kigger jeg på ham.

Jeg er aldrig blevet kysset før.

”Nå?” spørger han med et lille grin, der efterfølger hans forespørgsel.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal opføre mig, og hvad jeg bør gøre, men der er noget, der får mig til at forholde mig rolig. ”Det er sådan en mærkelig følelse,” fortæller jeg ham.

”Men er den rar?”

Jeg havde ikke ladet ham røre mig mere den aften, men på blot få dage var jeg blevet viklet ind i Louis’ spil, der nu var ført til, at jeg udmattet lå alene tilbage i min nye seng. Jeg tænkte tit tilbage på den nat, hvor han havde reddet mig fra mine lidelser og hvor dum, jeg egentlig havde været. Tænk hvis Louis nu havde voldtaget mig eller dræbt mig. Jeg havde været så naiv, og kun haft det ønske at slippe væk fra Ronald, min mors nye mand. Havde Louis opsøgt mig en sen aften ved en bænk i dag, var det hundred procent, at jeg var løbet min vej. Valget dengang havde afgjort min skæbne, og selv om jeg havde været heldig og var blevet ført til et nyt, godt liv, kunne det have gået galt. Jeg var kun lige fyldt sytten.

Efter at have ligget lang tid nok i sengen, besluttede jeg mig for noget, der var helt spontant. Jeg ville besøge Niall. Hvordan idéen var kommet op, kunne jeg ikke forklare, men der var et eller andet over flashbacket, der fik mig til at ønske at besøge min blonde ven. Derfor fik jeg efter korte overtagelser mig selv ud af sengen for at gøre mig klar. Jeg kunne i hvert fald ikke gå noget sted hen sådan som jeg så ud lige nu. 

 

**

Yay et nyt kapitel! Ikke det bedste, men det skulle nu med alligevel.. Har allerede skrevet næste kapitel, men vil vente lidt med at publicere det, da jeg får travlt næste uge..

Men kan fortælle jer, at i næste kapitel vil I møde en af jer, der er med, plus at Cora og Harry måske eller måske ikke kommer til at kysse :P Håber I ser frem til det :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...