Bermudaskoven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 18 feb. 2014
  • Status: Færdig
Flere og flere mennesker forsvinder ind i skoven, og kommer ikke tilbage. Det sammen gør Amalies familie. Hvad gør hun for at overleve? -Det her var en skole opgave, som jeg fik 12 for! Stoooolt xD-

1Likes
2Kommentarer
251Visninger
AA

2. 2013

”Amalie, hent din taske, vi skal af sted nu”, siger Amalies mor. Amalie slukker fjernsynet, løber ind på hendes værelse og henter hendes taske.
”Her”, siger Amalie, og giver hendes far hendes taske.
”Hent du din bror, vi skal køre nu”, siger hendes far. Amalie løber ind mod Kaspers værelse og åbner døren. En slem lugt af teenager og surt tøj rammer Amalie i hovedet som en mur. ”Ad, her lugter”, siger hun, og får sendt dræberblikket fra hendes bror. Gardinet er rullet ned, og han sidder og spiller Playstation som altid.
”Hvad vil du Bette?”, spørger han, og sætter sit spil på pause. ”Mor og far siger vi skal af sted nu, så kom”, svare Amalie ivrigt og løber ud af døren igen. ”Er vi klar til at køre?”, lyder det glad fra deres far, da alle har sat sig ind i bilen. ”Ja, bare det er uden sang”, siger Kasper flabet. ”Det kan vi ikke love. Men nu går turen altså til Vejers, så vi kan have en hyggelig uge i sommerhus”, siger deres mor frisk.

Familien sidder længe i stilhed, da Amalie bryder den. ”Mor, jeg så noget i fjernsynet i dag, vil du høre?”, spørger hun hendes mor. ”Ja skat, bare fortæl”. ”Der er en familie der er forsvundet i en skov, og i nyhederne siger de, at det minder om noget, der er sket fra mere end 100 år siden”, starter Amalie. ”Skoven ligger i Vejers, altså der hvor vi skal hen”, slutter hun. ”Nej skat, det lyder spændende, vi kan da gå en tur ind i skoven”, siger hendes mor. ”NEJ! Jeg vil ikke ind i den skov, den lyder uhyggelig”, hviner Amalie, og kigger forskrækket på hendes mor. ”Rolig Bette, det er jo bare en myte”, Siger Kasper, og dasker Amalie på armen. Og så blev der stille i bilen igen.

Da de ankommer til sommerhuset, hjælper de alle sammen med at slæbe tasker, kufferter og andet ind. ”Skal vi spille kort, når vi er færdige?”, spørger Amalie.
”Jeg vil gå ind og sætte min Playstation til fjernsynet”, lyder det fra Kasper, som allerede har taget joysticket, hans Playstation og alt det andet han skal bruge.
”Jeg vil godt spille med dig”, svare deres mor. ”Og så kan vi bagefter gå en tur”, slutter hun af.
Amalie og hendes mor sætter sig til at spille kort, Kasper spiller Playstation og deres far pakker ud. ”Fisk, har du nogle seksere?”, spørger Amalie hendes mor. ”Ja her”, svarer hun. Amalie får 3 seksere og har fået et stik. ”Jeg vaaandt!”, råber Amalie efter 5 stik mere.

De pakker kortene sammen, henter resten af familien, tager overtøj på, og går så en tur ud i kulden. ”Hvorfor er her så koldt?”, spørger Kasper.
”Jeg vil hellere sidde indenfor i varmen og spille Playstation”, tilføjer han hurtigt. Amalie holder hendes far i hånden, det gør de altid, når de er ude og gå, også selvom Amalie er 11. ”Du er altid så asocial”, griner deres mor, men stopper hurtigt igen. Familien går ned ad en mørk sti. Klokken er kun lidt over fem, men mørket falder hurtigt på i oktober. For enden af stien, kan man se en skov, den er mørk og træerne står meget tæt. ”Mor, jeg vil altså ikke der ind”, siger Amalie, og kigger om på hendes mor. ”Skat, det er bare en skov, det er da hyggeligt. Da du var mindre, og farmor og farfar var med, gik vi altid en tur i denne skov, og der er aldrig sket noget underligt”, svarer hendes mor, og sender hende et overbevisende smil. Amalie nikker langsomt og begynder så at gå igen. En meget tynd sti, går igennem skovens træer, mos, og buske. ”Jeg husker altså at denne sti var meget bredere, og lå et andet sted”, siger Amalies mor og kigger undrende på hendes far. ”Ja, det er jeg enig i, og man kan da ikke bare lave en skov om”, svarer han.

Amalies far snakker ikke så meget, han arbejder på et kontor, hvor der altid er stille. Han kommer ofte sent hjem og har derfor lige tid til at holde en uges ferie. Amalie og Kaspers klassekammerater er i skole, for den er ikke lukket. Kasper går i 9. og Amalie går i 6. Hun synes det er hårdt at gå i skole, men elsker det alligevel. ”Lad os bare gå videre, stien er her, så sådan er det”, siger deres mor. ”Se Kasper, en frø!”, siger Amalie og peger ligeud. Kasper får øje på frøen, og følger efter den. Frøen ser anderledes ud, den har otte ben, røde prikker på ryggen og skarpe negle på fødderne. ”Kasper, den kan være giftig, lad være med at følge efter den og hold dig til stien. Vi kunne jo nødig have at du bliver væk igen”, siger deres mor og tager Kasper i armen. ”Jeg er blevet væk en gang, men det var altså en kæmpe tudse, og jeg var 6”, svarer han irriteret, og går ind på stien igen. ”Hørte i det?”, spørger Amalie, og kigger tilbage. ”Hvad snakker du om?”, spørger Kasper. ”Den der knurrende lyd. Hør! Der var den igen”, siger hun og stopper op for at lytte. ”Jeg kan ikke høre noget, kan i?”, spørger Kasper deres mor og far. De ryster begge på hovedet. ”Lad os gå videre”, siger deres mor. Længere inde i skoven ser de en fugl. Fuglen har skarpe klør, et stort næb med tænder og nogle uhyggelige øjne. ”Hey lyt, der var den lyd!”, siger Kasper pludselig.

Amalie og deres forældre går et lille stykke foran Kasper. ”Hvilken lyd?”, spørger deres mor. ”Den der knurrende lyd, som Amalie snakkede om. Jeg kan godt høre den nu”, svare han. Kasper går langsommere og langsommere, og kigger op mellem de høje træer.
”Kasper kom nu lidt hurtigere”, siger Amalie, men da hun vender sig om, er Kasper væk. ”Øh hvor er Kasper?”, spørger Amalie. Deres mor vender sig om, men kan heller ikke få øje på Kasper. De hører et skrig komme inde fra skoven, og det lyder som Kasper. De vender om og går ind igennem krattet, buskene og de høje træer. Skriget bliver højere og højere. ”Kasper hvor er du?”, råber deres far. Inde midt i skoven står et kæmpe træ, med øjne og skarpe tænder. Jorden under dem er begyndt at bevæge sig, og alle fugle er fløjet væk. ”Mor jeg er altså bange. Hvad sker der?”, spørger Amalie. De begynder at bakke langsomt, men noget stopper dem.

Amalie vender sig forskrækket om, og et par røde øjne møder hende. Et skrig forlader hendes læber, og hun prøver at komme fri. Et stort træ har grebet fat om hendes liv, arme og ben. ”Mor, far”, hviner hun, men de er væk. ”Mor? Far? Hvor er i?”. Tårerne begynder langsomt at trille ned af Amalies kinder, og hun kæmper for at komme fri. ”Slip mig, lad mig være”, råber hun, men træet adlyder ikke.
”Amalie hjælp os!”, hører hun hendes far råbe. Hun kigger over mod det kæmpe store træ, og ser hendes bror viklet ind i træet. ”Kasper, hvad er der sket?”, spørger hun. Træet vender sig helt om, og Amalie får øje på hendes forældre. De er alle fanget inde i træets gab og viklet ind i alle dets grene. ”Hjælp, os Amalie”, råber Kasper og med ét sluger træet Kasper, hendes mor, og hendes far i en mundfuld. Amalie begynder at skrige så højt hun kan, men ingen kan høre hende. Amalie slår løs på træet, der har fanget hende, men opdager at det har sluppet hende. Alt er helt normalt, som om der ikke er sket noget. Hun går bange væk fra træet, og kigger sig omkring. ”Hallo?”, siger hun, og kigger over mod det kæmpe træ, som ikke har nogen øjne, tænder eller noget andet usædvanligt.
”Mor, Far, Kasper? Kan i høre mig?”, råber hun. Men da ingen svarer, sætter hun i løb ud af skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...