Same Person

Andrew er en dreng på 15 år. Når folk ser Ham ville de nok sige han er den type man kalder "Emo". (Han går på Melrose Puplic School. Skolen er stor og man kan let fare vild, medmindre man har gået der i lang tid.) Da Andrew var 8 år gammel døde hans forældre i en bilulykke og han blev sat i plejefamilie. Han er blevet flyttet til forskellige familier, da ingen rigtig kan tage sig godt nok af ham. Andrew bliver også konstant mobbet på skolen af en gruppe drenge omkring hans egen alder. Han møder en pige ved navn Delilah Davis, som prøver at blive hans ven, men jo mere hun prøver, desto længere skubber han hende væk. Hvad kan der ske imellem Andrew og Delilah? Bliver de nogensinde venner?

4Likes
3Kommentarer
334Visninger
AA

1. Worst Nightmare

{Andrew 8 år gammel, døds dagen}

Jeg vågnede på hospitalet dækket med slanger som sad fast på mig, og jeg havde virkelig ondt overalt på min krop. Jeg huskede intet der var sket. Det hele var sløret, og jeg var forvirret. Jeg var alene inde på et lille rum med bippende maskiner ved min sengekant. Slangerne irriterede mig, så jeg rev dem af, og gik ud på gangen. Mit syn var dog stadig sløret, og de skarpe lys gjorde det ikke bedre. Der var så mange stemmer og læger overalt som løb frem og tilbage i fuld fart op og ned af gangene. Det eneste jeg havde i tankerne var; Hvor er min mor og far?

En læge kom gående forbi mig, og jeg blev ligesom nød til at spørge om hun overhovedet havde en anelse.

Do you know where my mom and dad is?" Jeg kiggede på damen som så ned i gulvet. "Are you Andrew?" Hun kiggede på mig, imens hun kløede sig selv i nakken. "Yeah?" Jeg så på hende og ventede på et svar.

"Andrew. You've been in a car accident. You've been here at the hospital for 2 days now. And.. you were the only one who survived the car crash. I'm so sorry." Hun satte sig på hug og gav mig et kram. Jeg gengældte ikke krammet, men kiggede bare koldt ud i luften. Jeg fik faktisk aldrig fat i damens navn, men det kan også være fuldstændig ligemeget, for jeg kommer ikke til at se hende igen. Jeg trak mig ud af krammet og gik ned imod udgangen fra hospitalet. Ingen lagde rigtig mærke til at jeg gik. Eller det tror jeg da i hvertfald ikke. Hvorfor ligger man ikke mærke til en 8 årig dreng gå alene på en hospitals gang, på vej mod udgangen uden forældre? Hm.

Jeg havde gået sådan ca. 6,5 kilometer da jeg var alene ude på en stor vej, som var fuldstændig mørk, og klokken var ca. 22:10 om aftenen. Jeg satte mig midt på vejen og håbede inderligt at der ville kommer en bil der kunne køre mig ned så jeg kunne være sammen med min mor og far. Det var hundekoldt, for jeg havde kun en hospitals kjole og mine sokker på. Nå ja, og selvfølgelig underbukser.

Næste dag vågnede jeg hos en familie som fortalte mig at de var min plejefamilie. Jeg var der nok i 3 uger, og så blev jeg flyttet til ca. 3 andre. Så jeg har faktisk aldrig haft en plejefamilie hvor jeg har været der mere end 1 år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...