Plastikhimmel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 18 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvad nu hvis vi ikke er alene?

4Likes
6Kommentarer
358Visninger
AA

1. Plastikhimmel - Essay

Da jeg var lille, troede jeg ikke, at jeg vidste så meget, som jeg tror, jeg ved i dag.

Min mor

havde købt en plastikhimmel, som man kunne sætte på den øverste køje, så man kunne ligge og kigge på stjerner om aftenen.

 

Og jeg kunne aldrig sove, for jeg lå altid og stillede spørgsmål ud i luften. Naive, barnlige spørgsmål – findes der rumvæsener? Findes der spøgelser? Kan man bygge et rumskib selv? Har der været mennesker på månen? Er det rigtigt, at vandet i svømmehallen bliver rødt, hvis man tisser i det?

 

Min plastikhimmel svarede ikke. Nogle gange vækkede jeg min mor om natten, for at spørge hende. For det meste sagde hun, at jeg skulle vente til næste dag med at spørge hende. Og så begyndte jeg at gå i skole og at læse bøger og at snakke om den slags spørgsmål med andre mennesker, og fra den ene dag til den anden var de væk. Spørgsmålene altså.

Ikke alle spørgsmålene - jeg filosoferer stadig - måske endda lidt for meget. Men pludselig handler spørgsmålene om selvværd, relativitetsteori, imovie og alle mulige andre gammelkloge ting.

 

I går købte min far en køjeseng til mine søstre.

 

Og da jeg nu – forståeligt nok – forbinder køjesenge med rumvæsener, forsøgte jeg bevidst

at føre samtalen hen på det emne,

da jeg så tv sammen med Lærke.

 

Men hun anede ikke hvad et rumvæsen var. Hun blev ærligt talt forvirret.

”Et rum? Oppe i himlen?”

Snotforvirret.

 

Har du nogensinde mødt en 12-årig, der var gammelklog? For det har jeg, jeg har mødt Elisabeth. Da jeg selv var tolv. Jeg var på besøg hos hende i sommerferien,

og fordi jeg troede,

at det tog lang tid

at cykle til Danshøj station,

kom jeg en halv time

tidligere end aftalt.

 

Og så skulle jeg blive ude i gangen, for hun havde ikke ryddet op på hendes værelse.

 

De havde marmorgulv - og et stort spejl i guldramme. Jeg kiggede mig i spejlet, og kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skulle se ud, for hvordan bør man egentlig se ud, når man kigger sig i spejlet?

 

Hvem kigger sig i spejlet?

 

Jeg følte mig selv på hovedet, og rystede

 

på hovedet, og tænkte på, at min hjerne

 

rent faktisk ligger inde i mit kranie, som

 

min hjerne beder mine hænder om at ryste

 

med.

 

Jeg tænkte på, at de mest enkle tanker er dem der lyder mest forvirrende, når man siger dem højt. Er det så ikke også omvendt? Sådan så de mest enkle ting vi siger, i virkeligheden er de allermest forvirrende i tankerne? Da Elisabeth var færdig med at rydde op, spurgte jeg hende: ”Er det ikke underligt, at jeg er inde i den krop jeg kigger på i spejlet?!”

”Det er et stykke tid siden, jeg kom over den fase”

 

Jeg tror egentlig, de fleste har en følelse af at vide mere, end de gjorde engang. Som om de har brugt spørgsmålene op,

 

og nu er de blevet slidte.

 

Giv mig en megafon og et svævefly - så flyver jeg ind over strøget, mens jeg råber ”SPØRGSMÅL KAN IKKE BRUGES OP!!!”

 

”Genialt” ville Elisabeth sige, og så ville hun spise på en dyr restaurant sammen med hendes dannede forældre.

 

Min mor sagde engang til mig, at der ikke fandtes liv på andre planeter. Men måske havde der engang været liv på mars, for der havde man fundet vand.

Jeg plejer ikke at sluge alt, hvad min mor siger, så jeg læste lidt om alle planeterne i vores solsystem. Og jeg fandt ud af, at gennemsnitstemperaturen på Venus er 460 grader, og at der er is-vulkaner på mars måner, men jeg fandt ikke ud af, om der var liv på andre planeter.

 

I virkeligheden handler spørgsmålet slet ikke om, hvorvidt vi – rent biologisk – kan leve på andre planeter end jorden. Hvis der findes andre formor for liv, så er det jo nok – som ordet antyder – andre former for liv.

Og så handler det om definitionen på liv. Planter og træer lever uden at tænke. Når der findes liv uden tanker, findes der så ikke også tanker uden liv? Eller kræver det simpelthen liv at tænke? For hvis det gør det, så ville jeg også sige at reglerne gjaldt the other way around, at det kræver tanker for at kunne leve.

 

Måske findes der tanker uden liv på andre planeter. Lad os sige at der fandtes marsmænd. Og at marsmændende ikke levede, det eneste der levede var deres tanker. Fandtes der så marsmænd?

 

Jeg plejer at få at vide, at mine stile er for flyvske og for ukonkrete, og hver gang kvitterer min underbevidsthed med – ligeså snart jeg rammer tasterne – at krølle min hjerne sammen til en varm karklud. Men essays er tænkeskrivning – jeg skal skrive det jeg tænker – og skal jeg så også skrive at jeg tænker på, at jeg skriver, at jeg tænker på, at jeg skriver?

Meta-tænkning på skrift.

 

Nu må jeg være en ordentlig elev og gøre det hele lidt mere konkret:

 

Ting der vokser, lever.

Ting der lever, vokser ikke nødvendigvis.

Tanker kræver liv.

Men liv kræver ikke nødvendigvis tanker.

Eller gør det?

 

 

 

Jeg synes ærligt talt ikke at en blomst lever. Den tænker ikke, og så lever den heller ikke. Men hvis der findes tanker uden liv ude i rummet, så synes jeg næsten, en blomst er ret død i det ved siden af. Jeg definerer altså liv som tanker.

 

Det er egentlig mest fordi jeg savner at kigge op i min plastikhimmel, og stille spørgsmål. Jeg arbejder på, at blive ligeså klog som jeg var dengang.

 

Men altså plastikhimlen ville ikke være så pæn til mit værelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...