Flodbølge (oneshot)

Vandet nåede os nu til knæene. Vi løb. Faldt. Op igen. Videre. De hektiske minutter glemmer jeg aldrig.

1Likes
0Kommentarer
266Visninger

1. Flodbølge

Jeg kiggede op ad trappen. Ida og Isabella var stadig ikke dukket op. Jeg vidste heller ikke hvor Sofus var, jeg vidste bare, at han var foran os andre.

Vandet steg hurtigere og hurtigere. Kælderen var efterhånden fyldt med vand. Jeg kunne mærke vandet slikke op ad mine ankler. Jeg kiggede ned. Vandet var kravlet op ad kældertrappen.

Pigerne var stadig ikke kommet ned fra etagen over mig, men jeg kunne ikke vente på dem mere. Jeg begyndte at løbe mod mellembygningen, hvor de eneste ulåste døre befandt sig.

Et skrig. Isabella.

Jeg løb tilbage, op ad trapperne og ind i klasselokalet. De var væk.

"Ida! Isabella!"

Ingen svarede. Det eneste man kunne høre var regnen der bankede på ruderne, flodbølgens rasen udenfor og vandets rislen, som det bevægede sig op, op, op.

 

Det var startet i morges. Det havde regnet hele ugen, og i dag var ingen undtagelse. Jeg var altid næsvis overfor lærerne - og i dag var heller ingen undtagelse. Så jeg endte på kontoret som sædvanlig. Men i dag må nok have været rekorden. Ti minutter efter timen var startet, sad jeg foran sekretæren, som så opgivende på mig, og ikke engang gad at skælde mig ud.

Hun gav mig sedlen med tid og sted for eftersidningen, og lod mig gå tilbage til timen.

Det samme var sket for tre andre på skolen, som jeg aldrig havde snakket med, og - hvis tingene var gået helt normalt - nok heller ikke var kommet til, at snakke med.

Jeg mødte op fem minutter efter, at eftersidningen var startet, fordi sådan var jeg. To piger og en anden dreng havde fået samme skæbne, og sad allerede derinde. Læreren gik, så snart han havde set, at jeg var dukket op.

Regnen trommede videre udenfor, dog mere voldsomt end i morges. De små pytter, der var blevet dannet nede i gården, var blevet forenet i én stor, bølgende sø. Men der var vindstille. Ikke ét blad rørte sig.

Ingen snakkede. Ingen, ikke engang forsøgte, at få øjenkontakt. Jeg kiggede rundt på de andre. Jeg havde nok set dem på gangen før, men aldrig lagt mærke til nogen af dem.

Hende den ene sad forrest og filede sine negle. Den anden sad på katederet og svingede med benene. Drengen lå hen over bordet med ansigtet begravet i de krydsede arme og sov - eller prøvede på det i hvert fald.

"Ida. Tak fordi I spurgte," kom det sarkastisk fra pigen på katederet.

Drengen kiggede op og mumlede: "Sofus."

"Isabella," sagde neglepigen.

"Philip."

Mere samtale kom der ikke ud af det. Det virkede heller ikke som om Ida havde forsøgt at få en samtale i gang.

 

Det blev en meget lang time. Så lang, at der var gået to, før nogen kommenterede det.

Det var Sofus. "Skulle han ikke snart komme tilbage?"

"Hvem?"

"Læreren."

Vi andre kiggede op på uret. Der var gået en time mere, end der skulle. Jeg var den første til at rejse mig. Jeg gad fandme ikke at sidde og vente på ham. Jeg var fri nu.

Men jeg nåede ikke længere end ned ad trappen, før jeg opdagede, at der var noget galt. Gulvet var helt vådt. En stor væg-til-væg-sø fyldte hele gangen. Jeg kiggede efter et utæt rør, før det gik op for mig, at det kom udefra. Jeg løb ned mod kælderen, men blev stoppet halvvejs ned ad trappen. af vandet, der allerede skjulte den nederste halvdel af væggen.

Jeg løb op i klasselokalet, hvor der havde været eftersidning.

"Vandet er trængt ind," pustede jeg, "der er oversvømmet overalt."

De to piger kiggede på hinanden. Sofus rettede sig hurtigt op.

De fulgte efter mig nedenunder. Presset fra vandet på den anden side af vinduet havde været for stort. Glasset fra et enkelt vindueparti var splintret og vandet vældede nu ind .

"Vi bliver nødt til at finde en udgang," sagde jeg højt for at overdøve det.

"Dørene i mellembygningen er de eneste, der ikke er låste," tilføjede Sofus.

"Jeg glemte min mobil," sagde Isabella, "oppe i klassen." Hun begyndte at løbe tilbage.

Ida råbte efter hende: "Det er der ikke tid til!"

"Jeg går ikke uden min mobil!" råbte Isabella tilbage. Ida løb efter hende.

Sofus og jeg blev tilbage.

"Der er jo langt til mellembygningen," stønnede han.

Jeg ignorerede popdrengens jeg-er-stor-og-stærk-men-når-det-virkelig-gælder-er-jeg-en-kylling-attitude og begyndte at løbe i retning mod mellembygningen. Ja, der var langt, men hvad ville han have, at jeg skulle gøre? Bære ham derhen?

Vandet nåede os nu til knæene. Vi løb. Faldt. Op igen. Videre. De hektiske minutter glemmer jeg aldrig.

Jeg stoppede brat op. "Pigerne. Vi bliver nødt til at hente dem."

"Ja, god idé, bare løb tilbage og hent dem, du når helt sikkert ud i live igen," sagde Sofus sarkastisk.

"Vi kan ikke bare efterlade dem!"

"Jeg løber ikke tilbage. I må klare jer selv! Jeg skal ikke dø." Og så løb han videre.

Jeg løb tilbage og kiggede op ad trappen. Ida og Isabella var stadig ikke dukket op. Jeg vidste heller ikke hvor Sofus var, jeg vidste bare, at han var foran os andre.

Vandet steg hurtigere og hurtigere. Kælderen var efterhånden fyldt med vand. Jeg kunne mærke vandet slikke op ad mine ankler. Jeg kiggede ned. Vandet var kravlet op ad kældertrappen.

Pigerne var stadig ikke kommet ned fra etagen over mig, men jeg kunne ikke vente på dem mere. Jeg begyndte at løbe mod mellembygningen, hvor de eneste ulåste døre befandt sig.

Et skrig. Isabella.

Jeg løb tilbage, op ad trapperne og ind i klasselokalet. De var væk.

"Ida! Isabella!"

Ingen svarede. Det eneste man kunne høre var regnen der bankede på ruderne, flodbølgens rasen udenfor og vandets rislen, som det bevægede sig op, op, op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...