15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
555Visninger
AA

8. Kapitel 8.

frodes synspunkt.

 

Jeg stod med de tre breve i hånden.

De tre breve jeg havde lovet at giv til de rigtige.

Der var ingen frimærker på brevene.

Der var heller ingen afsender.

Det eneste der var på hvert brev var et navn.

Mor.

Far.

Jeg kiggede på de mange mennesker der græd. De havde allesammen kendt hende. De var allesammen klædt i sort.

Det var helt forkert. Det var ikke sådan hun ville have det. Det var ikke sådan det skulle være. De skulle være glade. Mindes istedet for at savne. Jeg var ikke inviteret. Jeg havde jo også kun kendt hende i et par dage, men for os - os der kun havde få øjeblikke tilbage- føltes det mere som uger, måneder, år. 

De vinkede allesammen efter den sorte bil da den kørt væk. Væk for allersidste gang.

Jeg gik. Gik over til den sorte dame der stod og græd. Tårende der stille og roligt løb ned af hendes ansigt  ødelagde hendes make-up. Hendes sort kjole mindede om noget fra 1930'erne. Jeg rakte hende brevet uden ord og gik. Hun åbnede det ikke hun kiggede bare på det. 

Jeg gjorde det samme med ham. Han tog brevet uden ord, ligesom mig. Han græd ikke som hun gjorde. Han stirrede bare tomt ud i luften. Hans sort jakkesæt virkede mørke end sort. Ligeså mørk som døden. 

Det sidste brev stod der et navn på. Et navn jeg kendte. Et navn jeg havde kendt hele mit liv. Et navn der tilhørte mig.

Jeg havde gjort som lovet. Det var det sidste punkt på min liste. At hjælpe hende. Chloe. 

Derfor var jeg heller ikke fortvivlet da jeg kunne føle mit hoved dunke og jeg blev heller ikke bange da de sorte pletter begyndte at dække for mit syn. 

Det var nu.

Det var tid.

 

Slut.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...