15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
557Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Kapitel 7.

"Everything will be okay in the end.

 If it's not okay. It's not the end."

 

7 er en uge. En helt ekstra uge.

En ekstra uge til at leve.

Til at drømme.

Til at håbe.

Det var fantastisk. Et mirakel. Et fantastisk mirakel. En uge er meget. Det var så lang tid det tog Gud at lave verden. Man kunne nå så meget på en uge og jeg havde fået en hel ekstra en.

Der var også 7 punkter på min Before-I-Die-Liste. 7 vigtige punkter. 7 punkter jeg var nød til at nå før min tid var brugt op. 

Engenlig havde min tid på jorden været god. Bedre end så mange andres. Nogle døde før andre sådan var det bare. Nogle så solen flere millioner gange andre kun få gange. Det var engenlig ikke fair, men det er livet sjældent. Livet gå sin egen gang, om man vil det eller ej. 

Mange folk ville nok tænke at det var tragisk. Det havde jeg også selv synes for bare et par dage siden. 

Det var det ikke. Det var ikke tragisk. Det var fantastisk. Livet var fantastisk og hvis jeg fik lov ville jeg gerne leve i 100 år endnu.

Jeg ville gerne besøge Australien og USA. Jeg ville gerne besøge et børnehjem i et fjernt land. Jeg ville gerne lære at tale fransk, lære at danse. Jeg ville gerne læse en masse gode bøger med en varm kop te. Jeg ville gerne have en uddannelse. Jeg ville gerne gå i Gymnasiet. Jeg ville gerne blive forelsket, blive gift og få børn, men sådan ville livet ikke. Sådan kan det gå. 

Livet går sjældent som man har planlagt og der er ikke andet at gøre end at finde sig i det.

Jeg har set solen mange gange.

Jeg har levet 13 år.

156 måneder.

8.112 uger.

56.784 dage.

1.362.816 timer.

81.768.960 minutter.

Det er lang tid. Meget lang tid. 

........................................................................................................................................................................

 

Vi lå op på taget. Jeg og Frode. Frode og jeg. Jeg kiggede på de mange millioner stjerner. De var smukke. De skinnede ned på mig, som om de gav mig et kram og fortalte mig at jeg var okay som jeg var. 

Frode lå ved siden af mig. Vinden blæste i hans hår og fik det til at se mørkkere ud. Næsten sort. 

Han så ikke syg ud, som han lå der og kiggede op mod stjernerne. Frode var jo engenlig ikke syg. Hans hjerte var sygt, men ikke ham.

"Har du egnelig fået lavet den liste?"

"Before-I-Die-Liste?"

"Ja, hvilken liste skulle det ellers være?"

"Det ved jeg da ikke!"

"Må jeg se listen?" 

"Måske" Jeg smilede flabet til ham.

"Hit med den!"

Jeg rakte ham listen. Han kiggede på den. Han kiggede på den i lang tid. Indtil han pludselig tog en kuglepen frem fra hans lomme og stregede det sidste punkt over.

"Nu har du fået dig en ven"

Med de ord gik han. 

Og det var sidste gang jeg så ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...