15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
554Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Kapitel 6.

 

"Actually the best thing about life

 is the death"

 

6 er meget. 6 dage er næsten en uge. En uge mere end forventet, men hvorfor var jeg så ikke glad? Hvorfor lå jeg bare og ventede på at dø?

Frode havde ret. 

Der var så meget jeg skulle nå at gøre, nå at sige. Der var så mange mennesker jeg skulle takke, så mange jeg skulle undskylde.

Hvorfor græde når man kunne grine? 

Det var et af de spørgsmål Frode havde fået mig til at indse. 

Jeg burde gøre noget, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte. Der var alt for mange muligheder, selvom der faktisk var meget få. 

Jeg kunne takke nogle, men hvem? En sygeplejeske, men der var ingen her.

Faktisk sad jeg helt alene. 

De eneste ting jeg kunne kigge på var fjernsynet, der ligeså stille og roligt ned stirrede mig. Det kiggede på mit skaldede hoved og mit hvide ansigt. Den kiggede på alle de steder jeg var forskellig fra andre. Alle de steder jeg hadede ved mig selv.

5 bank fra døren styrede min opmærksomhed væk fra fjernsynet. 

Det var Frode der bankede. Hvem skulle det ellers være? Min mor? Min far? De havde godt nok besøgt mig, men jeg vidste det var hårdt for dem. Alt for hårdt. 

"Hej!" Frode lød stadig glad som i går. Han virkede bare mere modløs. 

"Hej" Min stemme lød svag og hæs. Som en gammel mand midt i 70'erne, der havde røget gennem hele sit liv. Problemet var bare at jeg var en 13 årig pige, der aldrig havde rørt en cigaret. 

"Du virker ikke lige så deprimeret som i går?" 

"Næ, du virker ikke så opstemt som i går"

"Må man spørge hvorfor?"

"Næ, men du gør det jo tydeligvis alligevel. Jeg har fundet ud af du havde ret"

"Ret? I hvad?" Frode lignede et stort spørgsmålstegn, som om jeg lige havde bedt ham om at tale russisk.

"I at jeg burde leve livet mens det er her. Grine istedet for at græde!"

"Når det"

"Ja det. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal gøre det"

Frode kiggede på mig. Rettere sagt direkte ind i øjnene på mig. Som om han kunne se lige ind i min sjæl. Mine tanker. Jeg kunne ikke lide det, men jeg ville ikke havde han holde op. Som om han blik gav mig ny kraft. Nyt mod.

"Du kunne lave en Before-I-Die-liste"

Med de ord gik han. Ligeså pludseligt som han var kommet.

Måske havde Frode ret. Det havde han jo haft før. 

En Before-I-Die-Liste? Jo. Ja, hvorfor ikke? Hvad kunne det skade.

.....................................................................................................................................

 

Okay, det havde så været en del svære end forventet at lave en Before-I-die-Liste.

Jeg havde prøvet, men det tog tid. Lang tid. Den var heller ikke blevet speciel fantastisk hvis jeg skulle være ærlig.

 

Before-I-Die-Liste.

1.Fortælle alle på min liste at jeg elsker/Holder af dem.

2. Se en regnbue igen.

3. Sige tak til en sygeplejeske/læge.

4. Gøre en forskel.

5. Sende et brev til Mormor.

6. Skrive afskedsbreve til mor, far og Lilly.

7. Få en ven.

Det var ikke ligefrem den bedste liste, men jeg skulle jo også være realistisk. Måske døde jeg i morgen.

Måske gjorde jeg ikke. Måske var jeg det ene tilfælde der aldrig er set før. Måske levet jeg i et helt år. Måske 2 eller 5.

Håb. 

Det var det Frode havde ment. Man var nød til at have håb. Håb for at kunne overleve. Håb for at kunne nyde livet. Håb så man kunne komme igennem den mørke tunnel og ud på den anden side.

Håb var det vigtigste.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...