15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
549Visninger
AA

5. Kapitel 5.

 

Kapitel 5.

"Be the change you want

 to see in the world"

5 er hverken meget eller lidt. Hvis det drejer sig om år, er det lang tid. Hvis det drejer sig om minutter eller sekunder er det lidt tid. Hvis det drejer sig om at man skulle havde været død for 5 dage siden er det lang tid.

Alt for lang tid.

Den åndsvage psykolog havde været her igen. Hun havde igen spurt til mine følelser. For at være ærlig, havde jeg ingen følelser overhoved. Jeg vidste ikke om jeg var glad eller trist. Opstemt eller deprimeret.

Min læge mente at jeg havde fået en depression på grund af "min tilstand" som han sagde. Jeg kunne havde slået ham så hårdt i hoved, da han sagde det. Godt nok kunne jeg ikke slå særlig hårdt, men alligevel. Det værste nogen kunne gøre var at lade som om alt var fint, som om jeg ikke vidste jeg skulle dø. Det gav mig kvalme.

5 bank på døren afbrød mine tanker og drengen stak hoved ind af døren. Drengen fra cafeen, drengen med hjertefejl, drengen der hed Frode.

"Hejsa!" Frode var da ihvertfald ikke deprimeret. Han lød super glad, som om han lige havde vundet i Lotto.

"Hvad laver du her?"

Frode så lidt tænksom ud, men lyste op da han højst sandsyndligvis fandt på et godt svar.

"Fordi jeg gerne ville dele lidt ud af min glæde"

"Så gå et andet sted hen. Jeg er lige i gang med at være deprimeret"

"Hvorfor så trist?"

"Efter som jeg dør snart, forventer du så at jeg hopper og danser af glæde?"

Frodes tænksomme udtryk var tilbage.

"Netop derfor burde du leve livet fuldt ud! Yolo og alt det der!!"

"Yolo?"

"You Only Live Once! Dumbass"

"Okay, kan vi stoppe med at diskutere hvordan jeg skal reagere på min nært forstående død?"

"Sagtens. Hvad vil du så snakke om?"

Frode virkede meget gladere end i går, som om han var en helt anden person. En gladere person. En person der ikke var syg. En person uden døden at tænke på. Hans medicin gav ham vel humørsvingninger.

"Det ved jeg ikke. Hvorfor er du så irriterende glad?"

"Hvorfor er du så irriterende trist?"

"Fordi jeg skulle have været død for 5 dage siden!"

"Og? Burde du så ikke være glad for at du ikke er død endnu?"

...

Jeg skulle til at give ham en flabet og spydig kommentar som svar, men der var kun et problem. Han havde ret. Hvorfor var jeg trist? Burde jeg ikke være glad.

Burde jeg ikke var glad, lykkelig. Hversætte alle de ekstra sekunder, dage og timer jeg havde fået, være taknemlig for hver eneste sekund jeg havde tilbage. 

Burde jeg ikke fortælle alle folk på min liste at jeg holdt af dem, elskede dem? Fortælle dem at ligemeget hvad, skulle de forblive lykkelige, fortælle dem at når jeg døde skulle de fortsætte med at leve deres liv.

Burde jeg ikke være glad for at diverse læger, sygeplejesker og psykologer gider at bruge tid på mig. 

Og vigtigst af alt burde jeg ikke prøve at nå så meget jeg kunne. 

Det værste ved det hele var at han havde ret.

Frode havde ret.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...