15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
553Visninger
AA

4. Kapitel 4.

 

Kapitel. 4

"As soon as I saw you 

 I knew an adventure

 was going to happen"

-Winnie the pooh 

 

4. 2+2=4. Det var noget alle vidste. 2+2=4, sådan er det bare, det er ren logik. Hvis du har to marsvin og får to marsvin mere har du fire marsvin. 

4 var også så mange dage siden jeg skulle havde været død. Det var ikke ren logik. Det var det modsatte. Det gav ikke nogen mening. Nogle ville måske sige at det var et mirakel. Der var jeg så ikke enig. Det var det modsatte. En forbandelse.

En forbandelse der ikke kun gik ud over mig. En forbandelse der ikke gavnede nogle overhoved. En forbandelse der gik ud over alle på min liste.

Hvorfor tilføje flere? Det var det spørgsmål jeg havde stillet min far. Min mor.

Hvorfor få venner, nu? 

Jeg havde godt nok lovet min mor at prøve. Det var derfor jeg netop nu stod ude på gangen. Med mit medicinstativ rullende ved siden af mig, havde jeg sat kurs mod hospitalets mødested for børn og unge. 

Da jeg åbnede døren ind til mødestedet er der tomt. Virkelig tomt. Som om jeg bare kunne gribe ud og tage fat i tomheden. Det eneste levende menneske der sad derinde var en sygeplejeske der sad og var meget optaget af sin telefon.

Det var så mit forsøg på at få venner. Jeg burde egentlig bare gå tilbage til mit værelse og vente på at dø, som jeg har gjort de sidste par måneder. Men det gjorde jeg ikke. Istedet satte jeg mig ved en af de farverige borde i det lille lokale. Her var hyggeligere end på mit værelse, det måtte jeg indrømme. Alligevel virkede tomheden større her end på mit lille hvide værelse. 

Jeg sad mest bare og kiggede ud af vinduet. Det var det. Det regnede. Regn er faktisk virkelig smukt, hvis du kigger lang tid nok på det. De fleste syndes regn er noget af det mest irreterende i verden. Noget der gør alting mere besværligt. Men det er kun fordi de ikke tager sig tid til at kigge ordentligt på det. Fordi de skynder sig for meget. Det er kun folk som mig der har alt for meget fritid, der ser det smukke i regn. Regn står sammen for at danne en vandpyt. Det kan de fleste mennesker godt lære noget af. 

Jeg stoppede med at iagttage regnen, da jeg hørte en lyd. Lyden kom fra nogle tunge skridt der kom over fra døren. Skridtene blev taget af en dreng. En dreng der helt sikkert var syg. Han havde mørke sort render under hans turkis blå øjne, og hans hud var lige så bleg som det hvide lagen på min seng, lige så bleg som mig.

 Han satte sig ved bordet ved siden af mit. Engenlig var det her den perfekte mulighed for at får et bekendtskab, men jeg gjorde ingenting. Jeg stirrede bare på ham, ligesom jeg havde sirret på regnen. Selvom jeg havde brugt mindst to år af mit liv på dette fængsel af et hospital havde jeg aldrig set en der lignede mig. En der var ligeså bleg. Det var en fantastisk tragedie. Intet mindre.

"Har din mor aldrig lært dig at man ikke må stirre?" 

Drengen virkede ikke vred. Lettere irriteret, men ikke vred.

"Jo, men det betyder vel ikke jeg har tænkt mig at gøre det?" 

Jeg blev lidt overrasket over min egen tone. Drengen lod ikke til at undre sig over mit tone valg.

"Det gør det vel ikke"

Han virkede ligeglad. Ligeglad med alting.

Drengen så ud til at være cirka min alder. Måske lidt ældre. Hans mørke brune bluse matchede hans hår, ligesom hans slidte cowboy bukser matchede hans øjne. 

Han kiggede tænktsom ud af vinduet. 

Hvad mon han fejlede? Hvofor var han fanget i dette fængsel, ligesom mig? Fanget i de hvide senge, i de hvide hospitalstrøjer.

"Selvom du måske ikke har tænkt dig at ladevær, er det faktisk ret uhyggeligt at du sådan sidder og ned stirre mig på den måde"

Hans stemme lød stærk, men samtidig svag. Som om han havde to sidder, en stærk og en svag, som kæmpede mod hinanden. På hans udssende at dømme vandt den svage side. 

Drengen havde ret i en ting. Det er ikke rart at blive stirret på. Der var faktisk kun en ting der var værre. Når folk pegede på dig. De var der, du følte dig anderledes, forkert. Som om du ikke passede ind, som om du var forkert. 

"Hvad hedder du, engenlig?" 

Han kiggede ikke væk fra de små dråber af regn, der trillede ned af vinduets tynde glas.

"Chloe"

Det høfligste ville nok være at spørge hvad han hed, men det var hellere ikke min mening at være høflig. 

"Har du ikke tænkt dig at spørge om mit navn?"

"Næ, det havde jeg sådan set ikke, men hvis du er meget ivrig for at sige det, så gør det da endelig"

"Frode"

Frode. Det mindede mig om en film jeg havde set som lille barn. 'Frode og alle de andre rødder' hed den. 

Drengen der hed Frode havde stadig ikke rykket sine øjne en millimeter. Hans øjne fulgte stadig de små dråber ned af vinduet.

"Hvorfor er du så fanget i det her fængsel?" 

Frode så ikke specielt interesseret ud, så hvorfor engenlig svare?

"Hallo?" Sagde Frode efter et par minutters stilhed. Ikke ubehagelig stilhed, men bare... Afslappende stilhed. 

"Jeg stillede dig et spørgsmål!" Fortsatte Frode lettere irriteret. 

Det gjorde han, men jeg svarede ikke før han vidste større interesse. 

"Det er jeg ude mærket godt klar over"

Frode drejede endelig sit hoved og konsentratision mod mig. 

"Vil du så være så høflig at svare?"

"Jeg havde ikke i sinde at være høflig"

"Du er mærkelig"

"Faktisk er jeg Chloe"

"Faktisk er du pisse flabbet og irriterende"

"Det har du faktisk ret i"

Frode blev stille. Han tænkte. Jeg kunne se det på den lille rynke der lige så fint formede sig på hans pande. Jeg havde engenlig ikke i sinde at være flabbet, det var bare noget der ligesom kom, som om jeg ikke havde kontrol over mit stemmebånd, som om små folk sad og trak i det og bestemte hvilke ord jeg skulle sige.

"Har du tænkt dig at svare på mit spørgsmål?"

"Måske"

Min spydige tone og flabbede væremåde har aldrig hjulpet mig med at få venner. Måske var det også derfor det kun var Lilly der havde været og besøge mig. 

"Er det et ja?"

"Nej, jeg sagde måske. Kan du ikke høre?"

"Min hørelse fejler ingenting"

"Kræft"

"Hvad?"

"Cancer"

"Hvad med det?"

"Det er derfor jeg er her. Hvad med dig?"

"Nå, Hjertefejl"

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til det. Jeg vidste at et "Det er jeg ked af" ikke ville hjælpe det mindste. Tværtimod. Det er noget af det mest irriterende man kan gøre. Det for en til at føle sig utilpas. Føle sig forkert. Udenfor.

Engenlig burde jeg bare gå tilbage til mit værelse. Vente på at forsvinde som jeg har gjort de seneste par måneder. Vente på at meteoren springer og ødelægger så mange mennesker. Det værste er bare at jeg ikke kunne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...