15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
555Visninger
AA

3. Kapitel 3.

 

Kapitel 3.

"If you don't know me.

"Don't judge me"

Nu var det så tre dage siden, at lægerne havde sagt jeg skulle dø. Forsvinde fra denne verden for altid, men jeg var her jo' stadig. Jeg lå her som altid. I min lille hvide hospitalsseng. Den hvide seng med det hvide sengetøj.

Min far og mor havde bedt mig om, at få nogle venner her på hospitalet. Jeg kunne ikke se hvad det skulle gavne. Jeg ville alligevel dø lige om lidt. Jeg ville ikke tilføje flere mennesker til min allerede alt for lange liste. 

Altså hvis jeg alligevel døde i morgen, ville det ikke give nogen mening at få venner i dag. 

De sidste par dage havde ikke været bestemt...Sjove. Lad os bare sige at min familie havde været på besøg....

Flash back.

"Hej skat"

Min mors stemme tydede ikke på at noget var galt, overhoved. Som om jeg bare lige var kommet hjem fra skole på en helt normal hverdag. Jeg vidste det bare var hendes facade. Jeg ville ønske at hun bare vil smide facaden og være min mor. Mor til den kræftramte Chloe. Jeg ville ønske hun bare ville sige det som det er. Jeg fik sagt et lille hej, men mere blev det ikke rigtig til. Hun havde blomster med, selvom hun udmærket godt vidste jeg ikke ville have blomster. Hun havde også taget chokoladekage med, selvom hun helt sikkert vidste jeg ikke kunne lide chokoladekage. Det havde jeg aldrig kunne. Hun satte sig ved siden af mig på sengekanten. 

"Far var nød til ar arbejde over. Du ved hvordan hans chef er, men han kommer i morgen"

"Ja, ja"

Det var det eneste jeg kunne komme på at sige. Jeg havde aldrig nogensinde mødt eller hørt om min fars chef før. Det var som om min mor slet ikke kendte mig mere. Det gjorde ondt. Det faktum at min mor ikke kendte mig mere. Min mor tændte for fjernsynet. Igen. Hun var en af dem der altid brugte den udvej. Når hun ikke havde noget at sige, tændte hun for fjernsynet.

Det var det samme der skete hver eneste gang. Hun kom med ting jeg ikke kunne lide. Hun tændte for fjernsynet. Hun gik. 

Min far havde også været på besøg...

Flash back.

Det bankede på døren og min far kom ind. Han smilede ikke falsk ligesom min mor gjorde. På mange måde er min far meget anderledes end min mor. Han virker ikke falsk ligesom min mor. 

"Hej snøvs" Snøvs, det havde min far altid kaldt mig. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor.

"Hej far" Jeg smilede til ham. Ikke som jeg smilede til min mor eller sygeplejerskerne. Mere varmt. Mere ægte.

"Hvordan går det så her?" Min fars stemme var ligesom rug i det. Nej, ikke rug. Mere varm.

"Hmm.. Ja... Sådan syg-agtig" fnisede jeg med et smil i mund vigen. Min far var i forholdt til min mor meget afklaret omkring det faktum at jeg skulle dø.

"Ja. Sådan går det jo. Du burde ærligtalt tag at komme lidt ud. Nyde livet mens det er her! Få nogle venner!"

"Men Far! Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan ikke se hvorfor jeg burde få venner, hvis jeg alligevel dør i morgen!"

"Lad nu vær at være så negativ. Bare fordi du er syg betyder ikke du skal side og kigge ind i væggen!"

"Nej Far. Det betyder det ikke, men hvad nu hvis det er det jeg har lyst til? Det er mit liv!"

"Det er det. Jeg vil bare gerne have du bruger det fornuftigt." 

Og med de ord, rejste min far sig og gik.

Jeg ville råbe efter ham. men ved ikke hvad jeg skulle sige, så det blev bare til stille suk.

Måske havde min far ret i at jeg burde komme ud. Frisk luft var sundt og sådan, men det med venner var ihvertfald ikke rigtigt. 

Der er ingen grund til at såre flere mennesker. Tilføje flere personer til min alt, alt for lange liste. Tilføje endnu en stol til min begravelse. Endnu en blomst til min grav. 

Jeg huskede engang jeg mødte en mand som lille. Han ville ikke fortælle sit navn. Han sagde at mit spørgsmål om hvad han hed, ville han ikke svare på. Han sagde det ikke sagde noget om hvem han var. Efterføgene havde jeg tænkt over hvem jeg er. Jeg havde ikke kunne finde ud af det før forrig nat. Jeg var en meteor. En meteor der bare ventede på at falde ned og sprænge verden for alle jeg kender, alle jeg elsker. En meteor der sprang så snart jeg udåndede for sidste gang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...