15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
557Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

Kapitel 2.

 "My life"

 "My choices"

 "My mistakes"

 "My pain"

 "-Not your business"

Nu var det så 3 dage siden jeg skulle have været død. Væk. Borte for altid. Men i stedet for lå jeg her helt alene. Mit værelse var tomt, som om jeg allerede var død. Som om jeg allerede var blevet begravet. Den eneste jeg havde set de sidste par dage, der ikke var en sygeplejeske eller læge, var en psykolog der havde spurt mig om at beskrive min følelser.

Jeg havde så mange følelser, at det føltes som om jeg ingen følelser havde overhovedet. Som om jeg bare var en tom skal uden den mindste smule følelse inden i den. Had, smerte, vrede, kærlighed, glæde og mest af alt uvished... Hvis det overhoved var en følelse.

Had, fordi hvorfor mig? Hvad fanden i helvede havde jeg gjort?

Smerte, smerte gav sig selv. Kræft er ikke lige frem den mindst smertefulde ting. Plus smerten ved at vide at jeg snart skulle tage afsked med alt jeg kender. Alt jeg holdte af. Alt og alle jeg elskede.

Vrede, mod mine forældre, mine venner. Alt og alle faktisk. De forstod det ikke og de skulle heller ikke prøve. Det gjorde bare det hele værre.

Kærlighed, fordi jeg elskede dem jo.

Glæde, fordi jeg havde lært at livet ikke vare evigt og man skal nyde hvert sekund af det. 

Uvished, fordi hvornår skulle jeg dø? Hvornår fik jeg fred for alle mine følelser? Alle de følelser jeg ikke havde. Dem der fyldte uden at fylde. Fred for alle de tåre der løb ned af mine kinder. Alle de tåre der var der uden at være der. Alle de mennesker der var der konstant selvom de aldrig besøgte mig. Alt smerten jeg kunne mærke uden at føle den. Måske blev det i nat. Måske ikke. Måske døde jeg om 10 minutter. Måske gjorde jeg ikke. Uvisheden var næsten den værste. Ligesom da vi ventede på prøverne for 6 år siden. Måske var jeg meget syg. Måske var jeg ikke. Mange vigtige ting er svære at forudse. Som om man ville få sit hus solgt eller få et job. Om man var syg eller om man ville bliver gravid. Så mange vigtige ting der ville ændre en liv forevigt. 

Hvorfor mig? På den anden side hvorfor ikke? Jeg var vel ikke noget specielt. Selv hvis jeg overlevede ville jeg nok ikke ændre verden specielt meget. Jeg ville kun ændre verden for få mennesker.

Ikke som hvis en præsident eller statsminister døde eller hvis en kongelig døde. Det ville ændre verden for mange tusinde mennesker.

Hvorfor mig? Hvorfor ikke? Verden er fuld af spørgsmål og der vil altid blive flere og flere. Jo flere mennesker, jo flere spørgsmål. Jeg tror et af de spørgsmål der er set mest blandt mennesker med dødelige sygdomme er, hvorfor mig? Der var mange der ikke nået at indse sandheden før de desværre ikke var i stand til at indse noget overhovedet.

Virkeligheden og livet er bare sådan at nogen dør, nogen bliver født. Nogen dør tidligt, nogen dør sent. Nogen når aldrig at se solen, andre ser den flere tusinde gange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...