15.363 every year.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Egentlig er det eneste der er sikkert ved livet, døden. Man kan aldrig planlægge sit liv fuldstændig, man kan prøve, men man bliver nok slemt skuffet for livet går sjælendt som man vil have det. Lige netop det er Chloe et eksempel på. 13 år og kun et halvt år tilbage at leve i, men hvad sker der når det halve år er gået og Chloe endnu ikke er død. Er det et fantastisk mirakel eller en frygtelig forbandelse at leve på lånt tid? 34.142 for kræft hvert år i Danmark. 17.268 mænd. 16.874 kvinder. 15.363 af dem dør. 7.870 mænd. 7.448 kvinder. Chloe er en af de 34.142 og bliver nok også en af de 15.363.

8Likes
5Kommentarer
550Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

Kapitel 1.

 

"I was alive because i was happy.

  Now I'm just here"

 

39.120.000 sekunder.

655.200 minutter.

10.920 timer.

Ca. 182 dage.

26 uger.

6 måneder.

Et halvt år.

Så lang tid havde lægerne givet mig at leve i....For et halvt år siden i går. Teknisk set burde jeg havde være...væk nu. Borte. Død. Men det var jeg ikke. Jeg lå i den hvide hospitalseng, der matchede mit hvide ansigt, ligesom jeg havde gjorde i går og dagen før og dagen før igen. Dag ud og dag ind. Som en kartoffel i en gryde.

Der var allerede gået 6 år. 6 år siden den dag...

Flash back

Min mor og far satte sig på hver side af mig i sofaen. Min mor vender sig om så hun kan kigge på mig. "Chloe, du ved godt hvad kræft er, ikke?" Jo, det ved jeg godt. Kræft er en sygdom. En farlig sygdom. En dødelig sygdom. "Ja..." Jeg havde tit set det i fjernsynet. Det der med at støtte brysterne. Altså dem der havde brystkræft. Jeg vidste også at man tabte håret når man fik kræft. 

Jeg huskede da jeg begyndte at tabe håret på grund af min kemoterapi. Jeg var begyndte at græde som var jeg blevet pisket. Mine veninder og jeg havde altid flettet hinandens hår og hvis jeg ikke havde noget hår mere, ville de så stadig lege med mig? Eller ville de hellere lege med Sascha? Sascha, med det lange, lyse og smukke hår.

Heldigvis havde Lilly besøgt mig et par gange, mens jeg var indlagt. Hvilket snart var 2 år sammenlagt. Jeg husker særligt en dag. En dag jeg tit tænkte på. En dag der altid gav mig tåre i øjnene.

Flash back.

Lilly bankede forsigtigt på døren. Det undre mig for hun havde altid bare stormet ind på værelset. "Kom ind!" råbte jeg med min forsigtige og stille stemme. Hun kom forsigtigt ind og lukkede døren efter sig. "Hej!" sagde jeg glad og smilede til hende. Hun gengældte ikke mit smil, som hun ellers altid gjorde. "Hej" hviskede hun nærmest lydløst. Hun gik hen og satte sig ved siden af mig på den kridhvide hospitalsengen. "Vi snakkede om dig i dag i timen" sagde hun bedrøvet. "Hvorfor?" Hun så trist ud. "Fordi Lisa fortalte du snart...Snart ville dø" Tårene der roligt trillede ned af hendes kinder, var så ubehagelige at se på, at jeg lukkede øjnene i så hårdt jeg kunne. For at lukke verden ude. Det virkede som den eneste mulighed. "Hun begyndte at græde og så begyndte alle os andre også at græde. Hun sagde at vi var nød til at give slip. For hvis vi holdt for godt fast ville vi bare bliver suget ned i et sort hul. Hun sagde vi ikke skulle besøge dig mere." Det værste ved var at hun havde rart. De skulle ikke se mig blive mere og mere syg hver evigt eneste dag og i sidste ende dø.

Da mine øjne var lukkede, kæmpede tårende en brag kamp for at komme ud i gennem mine øjne. Jeg prøvede at holde dem inde. Men det var, som det havde været konstant siden for 6 år siden. Mig i mod min krop. Det var som det altid havde været, min krop der vandt. 

Det værste ved den. Den min sygdom. Det værste var at den gjorde andre ondt. Andre jeg holde af og elskede. Nogle gange havde jeg ønsket at den bare ville tage livet af mig, så de ikke skulle føle mere smerte.

Det samme havde jeg ønsket den dag Lilly kom. Mine klassekammerater skulle ikke græde over mig. Det var der allerede nok der gjorde i forvejen. Min mor, min far, min mormor, min morfar. Listen var lang. Alt for lang. 

Jeg rejste mig op for at gå i bad. Lægerne havde godt nok sagt, at jeg skulle kalde på dem hvis jeg skulle i bad, men jeg gad ikke. Jeg ville selv gøre noget, bare for en gangs skyld! Jeg fik pludselig øje på en tynd, spinkel og bleg pige inde i spejlet. Hun lignede næsten et spøgelse, med hendes skaldede hoved, trætte øjne og blege og tynde krop. Lidt efter lidt gik det op for mig.. Den syge og blege pige i spejlet var mig, men det kunne ikke passe. Jeg lignede jo ikke et spøgelse, jeg ligner Chloe, en sund 13-årig.

Ihvertfald oppe i mit hoved. Jeg blev nød til at sætte mig ned på grund af svimmelhed. Det fik jeg nu og da, når jeg stod op for lang tid. Jeg kunne mærke den kvalmende følelse bane sig vej i gennem min krop. Ligesom jeg også kunne mærke den på vej ud af min hals. Men det var ikke bare den morgenmad jeg ikke har spist, der kom op igen. Det var det samme, der havde fået min mor til at slæbe mig til lægen en kold dag i midten af Marts. Blod.

Jeg var nød til at komme tilbage i min seng, selvom den ikke var specielt rar at ligge i, men det var det eneste jeg havde. Udover det lille fjernsyn der hang på væggen. Jeg brugte det aldrig rigtig. Det er kun dem der besøgte mig. Når de ikke vidste hvad de skulle sige, så tændte de for fjernsynet. De troede ikke jeg vidste det. At de bruger fjernsynet som en udvej. Men det gjorde jeg. Det gjorde jeg i den grad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...