Endeløse Skrig - One Shot

~ Hvis du intet kan føle, kan intet gøre dig fortræd ~ Sæben sveg kraftigt i mine øjne og gjorde dem helt blodskudte. Smerte. Det er den værste følelse af alle. Hvorfor kunne jeg ikke bare dø nu? Uden at det skulle være smertefuldt, uden at stemmerne skulle fortsætte i mit hoved. Skrigende. De var vendt tilbage i mit hoved, de blev kun højere og højere. Få det til at holde op. Hvorfor er der ingen der kan få dem til at stoppe? Kom nu, jeg har brug for din hjælp! Kom nu... Hjælp mig.... | Dette er mit bidrag til konkurrencen om psykisk sygdom.

5Likes
12Kommentarer
368Visninger
AA

1. Endeløse Skrig

Jeg mærkede de stærke ryk i min krop, da vandet lukkede sig omkring mig. Da jeg åbnede øjnene igen var de under vand. Sæben ville først begynde at svige når jeg kom op til overfladen igen og hvis alt gik som håbet, ville jeg ikke få den følelse at bekymre mig om. Jeg elskede denne følelse, den var så fredfyldt og måtte være den mest behaglige måde at forlade verden på. Alt var væk, ingen sitrende lyde eller forfærdede skrig fandt sted i mit hoved mere, også den kløende følelse jeg mærkede på arme og ben, vær gang jeg havde haft kontakt til noget i huset var væk, kun en lille klirrende rindgen i den yderste del af øret irriterede mig. Bare nogle få minutter til, så ville det være helt væk. Kom nu, hold dig nede. En rystende følelse var begyndt at dirre i min krop og rykke den fra side til side. Jeg kunne ikke holde mig nede længere, jeg prøvede af alle kræfter at spænde i arme og ben, men de lystrede ikke og løsnede sig igen. Med et hurtigt svip var jeg ved overfladen. Jeg orkede ikke mere. Skrigende kunne vende tilbage for vært sekund der gik. Hvis jeg ikke havde været så bange for smerten, ville jeg endda have bevæget mig op på kanten af badekaret og smadret mit hoved ned i gulvet eller kravlet ud ad vinduet og kastet mig selv ned fra anden sal, men det krævede mindst et blackout eller nogen til at tvinge mig. Jeg var bange, ingen fattede min angst, ikke angsten for at dø, men for smerten der var fra liv til død. Jeg ville så gerne bare dø, så skrigende i mit hoved ville stoppe.

De var begyndt igen… Jeg dykkede halvt ned under vandet, så min ører var dækket til, men det hjalp ikke, skrigene blev blot højere og værre og en ridslen krakkede i mit venstre øre. Dette ville ikke blive bedre. Jeg førte min hånd ned langs min mave og strejfede videre mine ben med mine tynde nedslidte negle. Vandet var tungt at køre armen igennem, men jeg fandt til sidst den rustne kæde, der sad fast på proppen og hev den op. Jeg blev liggende i badekaret til alt vandet var sivet ned i kloakken. Mine fingerspidser var blevet helt rynkede af det lune vand, jeg havde ligget og flydt i. Jeg satte mig op, flyttede mine hænder til et fastere punkt og prøvede at komme op. Jeg gik derefter ind i brusekabinen, for at vaske sæberesterne af. Jeg tog fat omkring skrubbecremen, der sad i holderen, kørte mine fingre igennem den sandede konsistens og smurte det på kroppen.

Smerte.

Cremen begyndte at svig kraftigt på de nybarberede ben. 10 minutter var jeg nødt til at have denne svigende konsistens på kroppen, hvordan kunne folk holde det ud? Jeg trådte ud ad badet og greb ud efter det rosenrøde håndklæde, jeg havde placeret på toilettet og tog det omkring mig.
Små pytter af vand - fra min krop, - havde samlet sig på gulvet. Jeg gik hen til vasken og kiggede mig i spejlet, mine brune lokker havde samlet sig vådt og klistrende på mine kridhvide skuldre. Det var spaltet, kedeligt og livløst. Livløs… Den ene ting jeg ønskede mig så inderligt at være, men var for bange til at gøre noget ved. Jeg kiggede ned, mine tånegle trængte til at blive klippet. Jeg åbnede skabet og fumlede efter negleklipperen. Den lå bag en masse vatpinde og vatrundeler, der bare lå hulter til pulter oven på hinanden. Jeg satte mig ned på toilettet og løftede min fod op på kanten, så mit knæ ramte min hage. Da jeg kom til lilletåen, placerede jeg negleklipperen for enden og pressede fingrene der holdte omkring den imod hinanden. Den havde været for tæt på huden og en lille blodplet begyndte at pible frem, fra siden af min lilletå. Jeg hadede at se blod, især mit eget. Blod betød nemlig for mig: ufattelig meget smerte. Jeg blev svimmel og det slørrede for mine øjne. Jeg prøvede at rejse mig og vaklede hen imod døren. På vejen derhen gled jeg i en af pytterne og et skrig nåede akkurat lige at undslippe mine læber, men det satte til gengæld også stemmerne i mit hoved i gang igen. Der kunne høres trin på trappen, jeg faldt baglæns bagover og slog hovedet ned i det hårde stengulv. Stemmerne ændrede sig til en enkelt.

Smerte.

Det var det eneste den sagde, igen og igen.

Smerte, smerte, smerte, SMERTE!

Det sidste føltes som om det gav genlyd i hele huset. Flere skrig undslap fra mine læber, jeg blev ved med at skrige. Indimellem kom nogle små klynkende ’hjælp’, men de ændrede sig hurtigt til hårde, genlydte, skingrende skrig igen, da de var bedre til at overdøve stemmen.

Døren til badeværelset åbnede sig og jeg mærkede nogen tage fat i mig bagfra. Stemmen stoppede ikke, den blev kun højere og det samme gjorde mine skrig som blev mere og mere skingre. Til sidst føltes et fast stik i min højre overarm, det føltes i kort tid som om det ene punkt fik slået tusindvis af knuder i både muskel og sener, hvor det så løsnede sig igen og jeg faldt langsomt hen på det hårde stengulv. Nogle store ru mandehænder tog fat om mit liv og løftede mig op, men jeg nåede ikke at se hans ansigt, før jeg døsede hen og alt sortnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...